ferieoplevelser
Udsigt over havet rundt om Langkawi. Foto: Lizandra Pultz

… Fortsættelsen på Daniels og mine oplevelser i Malaysia. “HVORDAN PARADIS BLEV TIL”. Denne del 2 handler om, hvordan det hele blev perfekt.

Del 1, som du kan læse her, handler om, HVORFOR det begyndte at blive bedre…
Læs eventuelt også den allerførste Malaysia-blog om, hvordan HALVANDEN MÅNED I PARADIS STARTEDE I HELVEDE”.

 _____________________________________________________

Selvom Malaysia allerede var blevet markant dejligere efter vi flyttede ind til hovedstaden, Kuala Lumpur skulle det blive ENDNU BEDRE. 10 dage efter vi ankom, fandt vi Paradiset, som dominerede turen. Det skal I høre om nu. MEEEN der var stadig nogle pudsige og stående udfordringer under hele turen, som triggede de særlig sensitive sider. Dem må jeg lige nævne tre af, inden jeg når til Paradiset. Nemlig: Trafik, hud og vand.

ferieoplevelser
Malaysia paradis. Udsigt i junglen ved Tamarun Waterfall, Langkawi. Foto: Lizandra Pultz

Kunsten at løbe for livet

ferieoplevelser
Sådan var kloakken mere eller mindre over hele Malaysia. På fortovene var kloakåbninger mindst hver 5. Meter. Dette påvirkede utvivlsomt odeur’en overalt. Nogle steder lagde de tæpper over åbningerne, for at mindske stanken. Foto: Lizandra Pultz

I hovedstadens kloakstinkende gader skulle man stå på spring, som en gazelle i et starthul og løbe for livet, når chancen bød sig – hvis man ville over vejen. Pyhaa… Det egner jeg mig ikke til. I forvejen er jeg en meget forsigtig trafikant, der venter til der ingen biler er, fordi jeg har en tvangstanke om, at jeg skal have tid til at gå over vejen, og vælte midt på den, og rejse mig igen uden at blive kørt ned. Så du kan nok se, at det er mentalt udfordrende, at skulle spæne over vejen, for at kunne nå det, inden den hurtigtkørende bil kommer – den bil, som du ved måske ikke stopper, bare fordi du er langsom. Alle kører vildt. Bilister er kongen, og fodgængere må bare tilpasse sig. Vi så mange småpåkørsler og var selv en dag senere på turen med i en bil, der kørte i grøften, fordi den unge og for kåde chauffør ville vise sig og bakkede med 40 km/t ned af en smal vej med en del mennesker på.

Hud i opløsning

En stående udfordring på hele turen var, at min hud blev fuldstændig opløst, og blev som en lille, tyk, forpint svamp. Åbenbart var min hud meget sart overfor den høje fugtighed. Bare en halv dag med en almindelig bh, rygsæk eller kamerataske og huden var rød svulmet op og let blodig, som når man kratter neglen hen over et stykke køkkenrulle, og der fremkommer en

ferieoplevelser
Kaskader af creme, Evian vand og eucalyptusolie i duftlampe – ovenpå et køleskab… Altsammen små ting der gjorde en kæmpe forskel. Foto: Lizandra Pultz

hævet tyk pølse, der hvor bh-kanten eller taskeremmen havde siddet. = Almindelig bh og taske, var et aldeles no-go. Heldigvis havde jeg tube-bh’er og godt med bikinier med. Det kunne gå, hvis jeg hele tiden vekslede. Nogen dage, var min hud så opløst, at jeg ikke engang kunne have bikini/tube-bh på, og måtte gå i en stor løs trøje med armene ud fra kroppen, for ikke at komme til at røre min egen hud. He he… Flot syn, men man kan jo vænne sig til meget.

Den dyre vandpost!!!!!

AARRGHH…. Drikkevandet. Det var en anden faktor, der triggede de sensitive sider. Vand blev den tredjedyreste post på hele turen.

(Apropos mit tidligere blogindlæg: “Kræsent barn eller Feinschmecker”)

Som jeg tidligere har nævnt, så kan jeg bare ikke drikke særlig meget flaskevand, fordi jeg føler jeg drikker plastic eller husblas, hvis der er for meget konservering I, og jeg får VILDT meget kvalme af det, så vi måtte jagte hele byen rundt for at finde det dyre Evian vand… Vi smagte selvfølgelig alskens billige alternativer. De fleste var umulige at drikke, men vi fandt dog ét billigt alternativ med super godt vand. Men det var kun det ene sted i en by, så Evian var og blev herskeren.

De første to uger bællede Daniel ædelt det billige vand, da han ikke ville bruge sine penge på det dyre vand. Men senere begyndte han også at få så meget kvalme og lede af alle de tilsætningsstoffer, at han blev nødt til at gå over til Evian, hvis han ikke skulle have kvalme hver dag.

ferieoplevelser
Udsigt over havet rundt om Langkawi. Foto: Lizandra Pultz

VALGET: Kaos eller fred??

Som sagt var der vitterligt dejligt i Kuala Lumpur. Selvom der var mange svære udfordringer, så fyldte de dejlige ferieoplevelser mest. Vi mødte en masse mennesker, mærkede byen, handelen, stemningen, mentaliten, besøgte nationalmoskéen, en kristen kirke, museer, parker, en sommerfuglepark og fandt en fortryllende lille gænge i den uge vi boede i hovedstaden.

Men erfaringen fra hulens dyb i Batu Caves træk stadig underligt i os. Vi følte, vi manglede noget for at fuldende denne allerede skønne tur. Noget urnatur og ro. (læs forrige indlæg om Batu Caves)

Vi lagde os på sengen med et kort, internettet og gav os til at lede. Der måtte være et sted i Malaysia med ro, skønhed, som samtidig var nogenlunde komfortabelt.

Vi fandt øen, Langkawi (som betyder “ørnereden”) Den havde vi ikke bidt mærke i før afrejsen. Der stod: “Store dele af øens mangfoldige natur er et uberørt paradis. Samtidig er der byer og områder, som er meget besøgt af turister. … Hm…  Og så kunne man komme dertil for bare 100 kr. pr. mand – 520 km med nattog og færge.

…… Og ……

… Så 10 dage efter vi landede i Malaysia blev Paradis fuldendt – læs under billedet …

ferieoplevelser
På sejltur i mangrooven, som er saltvandsjungle. Her i øerne omkring Langkawi. Foto: Medpassager på båden

 

Freden i ørnereden – Langkawi

Ørnereden, Langkawi blev det. Vi fandt det bedste, billigste hotel, vi kunne finde. Det var over budgettet. Men … stedet var så skønt, at vi endte med at booke flere og flere dage, og endte med at bo der en hel måned. Vi har ikke fortrudt en eneste af de dyre dage på Langkawi.

Værelset var smukt, ikke spor snusket, og så var der køleskab, så vi hele tiden kunne få iskoldt vand. Badeværelset var fint, rent, bruseren dejlig og internettet virkede nogenlunde, så vi kunne lave vores lektier. Det var liiige præcis den base vi manglede for at vi glade kunne gå ud i verden og fordybe os i Malaysia. For Sørensen, det var uovertruffent.

ferieoplevelser
Sushi på restaurant Wakaba, Cenang Mall, Pantei Cenang, Langkawi. Foto: Daniel Nicolaj Larsen

Vi var på stranden hver dag, som lå 200 meter fra hotellet. Vi gik ture i junglen, var på bådudflugter og se mangroven (jungle der vokser i saltvand), ørne, aber, fisk og bittesmå halvøde øer. Tillige prioriterede vi sushi på en fin restaurant hver dag på Langkawi. Sushi var meget billigere end i Danmark (man blev mæt for 30-60 kr.) Vi fik så kopnudler til morgenmad for at spare lidt. De kostede kun 3 kr. Men det var godt givet for til gengæld at få rå, lækker laks hver dag. Muuums, siger jeg bare. Det var så himmelsk og næsten rørende at sætte tænderne i så delikat sushi hver dag. Vi sad salige overfor hinanden hver dag og lukkede øjnene for at værdsætte hver en smuk, lille mundfuld.

Den fordybelse og forankring vi opnåede i naturen og i os selv, var noget helt helt unikt. Det der skete i os har for stedse ændret vores liv til det bedre. Vi kom ganske enkelt endnu tættere på os selv, og forstod vores egne liv, sensitivitet og værdier endnu dybere end vi allerede gjorde.

(Men dette er et helt kapitel for sig selv og må komme i en anden blog)

NOTE: Vores sushi-kok fortalte, at de bedste laks efter hans mening kom fra Norge eller Australien. Den de brugte var fra Norge. Blev da lige lidt stolt af vores naboer 😉

Tak for nu Malaysia
– Religionsmekka – MELAKA

ferieoplevelser
Kinesisk buddhistisk tempel, Melaka. Foto: Lizandra Pultz

MELAKA/MALACCA: Den sidste uge i Malaysia brugte vi i Melaka, som ligger næsten i det sydlige Malaysia ved siden af det eksklusive Singapore. For 500 år siden var det en sprudlende handelsby. Indfødte malajer samt kinesere, arabere, indere, portugisere m.fl. mødtes for at handle silke, olie, stof, metal og våben og skabe bånd. Den multikulturelle, multireligiøse smeltedigel kunne stadig ses i byen. Byen vibrerede af liv, men på den lækre måde. Det var ikke kaotisk. Inden for 2 km afstand kunne man finde både en moské med muslimskklædte besøgende, hvor der lød sang om Allah fem gange om dagen fra den store hvide højttaler. Du kunne finde en kristen

ferieoplevelser
Christ Church, Melaka. Foto: Lizandra Pultz

kirke med en stor menighed, der troligt fyldte kirken hver søndag. Et hinduistisk tempel med sorthudede mænd med hvide bukser og bar overkrop, der gik fra Gud til Gud og ofrede mad, øl og blomster. Du fandt et tempel med kinesisk buddhisme, fyldt med asiater og kaskader af os røgelse og afbrændte guddommeligheder.

Byen var kendt for sin overvældende chinatown når der i weekenderne, blev holdt aftenmarkeder med et hav af handlende,

kinesisk karaoke og blinkende, udsmykkede richshaw’er med musik i overalt (cykeltaxaer). I hverdagen var der mere stille, men stadig

ferieoplevelser
Hinduistisk tempel, Melaka. Foto: Lizandra Pultz

med fire store shopping malls og masser af indfødte og turister – mest asiatiske turister med kameraer.

Denne by faldt vi også helt og aldeles pladask for. Der var mange fastboende, og man så deres liv og hverdag i Melaka. Det var helt klart de lokale, der dominerede stemningen og ikke turisterne. Det var en stor oplevelse at få lov at mærke deres hverdag.

Selvom byen var ekstremt livlig og vibrerende, så herskede der også

her en helt særlig ro. En kærlig, historisk, respektfuld stemning,

ferieoplevelser
Kæmpe magiske ildfluer i natten.. Richaw’erne kørte både dag og nat med deres blinkende lys og højttalere med alskens musik i. Foto: Lizandra Pultz

som fyldte hele byen. Selvom alting summede, var alting afdæmpet. Fx blev man aldrig anråbt eller skubbet på de voldsomt besøgte aftenmarkeder. Folk unge som gamle ventede, gik stille rundt og gav plads til alle. Der var ingen stinkende røgelse og man kunne krydse en vej uden livet som indsats.

Det var også lige os!

…. Det var lige lidt om vores eventyr …

Alt I alt gav den halvanden måned lange tur til Malaysia os en masse uforglemmelige ferieoplevelser! Noget er smukke minder, som man husker indimellem. Andet er blivende indsigter, som er blevet en intregreret del af hverdagen.

Det vi tager allermest med i hverdagen er det, der fulgte i kølvandet på: At opleve de skønne, kære mennesker, og deres helt anderledes mentalitet. Samt så vores personlige og åndelige udvikling, som i meget voldsom grad foregik og underliggende fyldte hele turen. Disse oplevelser er dog kapitler for sig selv, som jeg kommer rundt om i  fremtidige blogindlæg.

 

Der vil blandt andet komme blogindlæg der handler om:

  • Mennesker! Blandt andet malajernes mentalitet, religion – mit forandrede syn på islam.
  • Om spirituel udvikling og åbenbaringer – der blandt andet lærte mig … ja tro det eller lade være … at slippe af med myggestik.
  • Nye redskaber jeg fik til at håndtere min særlige sensitivitet

 

Følg bloggen ved at like

Anbefal gerne via sociale medier 🙂

Vil du læse mere om at være særligt sensitiv, så kan du teste om du er særlig sensitiv her, eller læs mere på sensitiv.dk

Alle mine eventyr, Clairvoyant & Særlig Sensitiv, Store verden - karriere & rejser