Vi er en familie på fire – mor, far og vores to børn på 1 år og 4 år, som har valgt at leve vores liv anderledes end flertallet. Fordi det giver mening for os. Fordi vores sjæle ånder og brænder for at leve som vi gør, og fordi det ville være helt umuligt at vælge andet end at gå efter vores drømme.
Måden vi lever på:
- Hjemmepasser vores børn
- Både unschooler og hjemmeskoler vores børn
- Vores vigtigste valuta er tid med vores børn / tid med familien
- Derfor indretter vi vores liv til at bruge vores tid sammen 24/7, helst alle fire samtidig
- Fra vi mødtes og før vi fik børn har vi altid prioriteret tiden sammen enormt
- Siden vores børn er blevet født har vi begge enten studeret, arbejdet hjemmefra eller været på barsel eller hjemmepasset, og kun korte perioder har Papa Løvehjerte arbejdet ude af huset.
- Vores børn har aldrig været i institution eller dagpleje. De skal kun i skole, hvis de selv efterspørger det.
- Vi bor i bofællesskab med Mormor Løvehjerte i et stort, rummeligt hus
- Vi samsover
- Bruger stofbleer
- Langtidsammer
Vi tror på:
At mennesker er skabt til at være sammen med deres familie, og ikke mindst at børn er skabt til at være hos deres forældre og deres søskende op til en vis alder. En alder som er individuel, men i vores øjne er den alder, hvor det er naturligt at være hos sine forældre og søskende LAAAAAANGT højere, end man “mener” i dag (hvor vi starter med at sende børn på 10 mdr i vuggestue).
Vi tror på, at man bliver opladt hos sin familie og sammen sine børn!
Vi tror også på, at HVIS man ikke bliver opladt hos sine børn, men drænet, så skyldes det, at vi igennem generationer er blevet så traumatiserede og fjernede fra vores naturlige følelser, så vi ikke kan mærke, hvordan vores dybeste sjæl har det.
Vi tror på, at mange forældre føler sig utilstrækkelige (forståeligt med de krav og urimelige forventninger og byrder de pålægges), og denne utilstrækkelighedsfølelse – som bunder i noget helt andet end vores børn – gør at mange oplever det som meget krævende og svært at bruge al sin tid med sine børn eller med sin partner.
Der kan være mange undskyldninger for ikke at bruge tid med sin familie, som man fortæller sig selv:
- Vi skal tjene penge
- Jeg har for meget krudt i rumpen
- Jeg skal ud og se noget andet/nogle andre hver dag
- Jeg bliver ladt op af at tage ud
- Jeg skal lige lave noget praktisk
- Jeg skal lige ringe og ordne noget vigtigt
- Jeg skal lige tjekke min mail eller mine sociale medier
OG samtlige ovennævnte grunde kan selvfølgelig være 100% gode og HELT autentiske, ægte og reelle grunde – det er igen nok forskelligt. Men de KAN også være undskyldninger, fordi man rent faktisk er en anelse i panik over, at skulle være for meget eller for længe ad gangen sammen med sine børn.
Ikke fordi man er et dårligt menneske eller en dårlig forælder – men fordi vi som art på et dybt plan har mistet vores selvtillid, som forældre og som naturlige væsner. Fordi vi tror, vi på en eller anden måde, skal præstere over for vores børn – skal kunne være noget, vi enten ikke er, eller ikke har energi til at være, fordi andre elementer i vores liv, nutid, fremtid eller fortid dræner vores livsenergi, og vi oplever, vi ikke kan præstere, det vi ønsker overfor vores børn. Når vi oplever os selv, som utilstrækkelige, så trækker vi os som de sårede ulve vi er, og gemmer os bag undskyldninger.
At gå hjemme kræver, at man tør konfrontere sig selv, for du kan ikke flygte
Vi går ikke hjemme med vores børn, fordi vi synes, det er det nemmeste. Vi har begge arbejdet mere end fuldtid tidligere – både i jobs, der blot var for pengene og jobs, som vi interesserede os meget for.
Faktisk synes vi begge to, det at gå hjemme er mere krævende end en 40-timers arbejdsuge. Fordi som forælder investerer du hele dit hjerteblod hvert øjeblik døgnet rundt og dit hjerte og din hjerne har aldrig et sekunds pause. Et arbejde er krævende fordi du skal op på et bestemt tidspunkt og måske nogengange gøre noget, du ikke bryder dig om. Har man et fedt arbejde, man er glad for, kan det også være hårdt fordi du netop investerer også her investerer dig selv og dit hjerteblod eller fordi du har et krævende job. Fuld anerkendelse og respekt af hårdt arbejde, eller et job man elsker. I det hele taget for at have et job. Men der er også (udfra egen erfaringer og observationer om arbejdsliv) i højere grad en mulighed at på et arbejde kan du flygte fra dine følelser og fra dig selv. Gemme dig bag eller i arbejdet.
Du kan ikke gemme dig med dine børn. Når du er hjemme sammen med dine børn og din partner er du tvunget til at stå nøgen og du kan ikke camouflere dig. For dine, eventuelle, traumer, sårbarheder, udfordringer, din uro, dine frygter og dine svære følelser vil komme til udtryk i din interaktion med dine børn.
Så for at være sammen med dine børn fuldtid er du tvunget til at håndtere dine traumer, eller barskt set finde en grund til at være adskilt fra dine børn, så din indre uro ikke skal være i ilden 24/7, og så du dermed får en lille ventil via adskillelsen, så spændingsfeltet aldrig bliver så stort, at du bliver nødt til at finde ud af, hvorfor du har alskens svære følelser, som aktiveres i samspillet med dine børn.
Hvis det at være sammen med sine børn presser nogle følelser frem, som man helst vil undertrykke, men som måske ville være sunde at få håndteret, så kan man kun fortsat undertrykke dem, hvis man hele tiden kører i intervaller, hvor man holder pause fra sine børn, og hvis presset stiger, så kan man trække sig / gør det naturligt, fordi hverdagen er indrettet således. På den måde lever man i et konstant pres (hvis man altså har nogle traumer med sig – små eller store, som dybest set forhindrer en i at være lykkelig).
Nogle har Gudskelov ikke så mange traumer med sig, og andre har det bedst med, at de kan flygte fra dem, da det kan være for meget at håndtere. Dette er også fint.
Men hvis du hjemmepasser og hjemmeskoler og bruger meget tid med din partner, så er det altså ikke standard at du kan camouflere traumerne hvad enten du har en stor bunke eller lidt i hjørnerne.
Det kan fx, at du flygter fra børnene, fordi du ikke føler, du kan give dem, det de har brug for eller er god nok til dem. At du holder igen med at overdænge med kærlighed, fordi du er bange for at miste dem. At du er bange for at lade dem være sig selv 100%, fordi du er bange for, hvad andre skulle tænke om de sider ved børnene, som stikker ud. Det kan både være, hvis barnet har ekstra svært ved noget, er ekstra god til noget eller bare er anderledes, har anderledes præferencer. Du kan også have ubehagelige mønstre med fra den måde, du selv blev behandlet som barn, som du skal kæmpe for ikke at give videre. Fx vrede, afvisning, være dårlig til at lytte og meget mere.
Så blot fordi man siger sit job op, betyder det ikke, at man flyver hjem til lutter fredelige morgener med hjemmebagte boller og en hel familie af afbalancerede familiemedlemmer.
Vi er overbeviste om, at det naturlige er at være sammen med sin familie og at det er det, der lader os op. Det er det vi føler. Det der giver mening for os. Og vi er villige til at nedbryde alle – i vores øjne – vildledende/fordrejende elementer, der står i vejen for det.
__________
Disclaimer: Vi er af den opfattelse, at alle individer og familier kommer her til jorden med deres helt unikke opgave og vej her i livet. Vi mener ikke, at det liv vi lever er det rigtige for alle. Verden har brug for at blive healet på mange områder – forældreskabet, børnene, parforholdet og familien er et af områderne, og der er mange flere områder, som healer bedst gennem at man foretager sig aktiviteter/hverv, der resulterer i, at man er meget adskilt fra sine børn og sin familie. Hver af disse områder har brug for mennesker, der gør tingene på hver deres unikke måde.
Vi er dog af den overbevisning, at i en verden, hvor alle er healede, som vi tror på kommer en dag, så vil det naturlige være, at vi bruger meeeget mere tid med vores børn og vores familie end vi gør i dag til glæde, gavn og lykke for børn, voksne, hele menneskeracen og kloden.