Vi er en familie på fire – mor, far og vores tre børn, som har valgt at leve vores liv anderledes end flertallet. Fordi det giver mening for os. Fordi vores sjæle ånder og brænder for at leve som vi gør, og fordi det ville være helt umuligt at vælge andet end at gå efter vores drømme.
Måden vi lever på:
- Hjemmepasser vores børn
- Både unschooler og hjemmeskoler vores børn
- Vores vigtigste valuta er tid med vores børn / tid med familien
- Derfor indretter vi vores liv til at bruge vores tid sammen 24/7, helst alle fire samtidig
- Fra vi mødtes og før vi fik børn har vi altid prioriteret tiden sammen enormt
- Siden vores børn er blevet født har vi begge enten studeret, arbejdet hjemmefra eller været på barsel eller hjemmepasset, og kun korte perioder har Papa Løvehjerte arbejdet ude af huset.
- Vores børn har aldrig været i institution eller dagpleje. De skal kun i skole, hvis de selv efterspørger det.
- Vi bor i bofællesskab med Mormor Løvehjerte i et stort, rummeligt hus
- Vi samsover
- Bruger stofbleer
- Langtidsammer
Vi tror på:
At mennesker er skabt til at være sammen med deres familie, og ikke mindst at børn er skabt til at være hos deres forældre og deres søskende op til en vis alder. En alder som er individuel, men i vores øjne er den alder, hvor det er naturligt at være hos sine forældre og søskende LAAAAAANGT højere, end man “mener” i dag (hvor vi starter med at sende børn på 10 mdr i vuggestue).
Vi tror på, at man bliver opladt hos sin familie og sammen sine børn!
Vi tror også på, at HVIS man ikke bliver opladt hos sine børn, men drænet, så skyldes det, at vi igennem generationer er blevet så traumatiserede og fjernede fra vores naturlige følelser, så vi ikke kan mærke, hvordan vores dybeste sjæl har det.
Vi tror på, at mange forældre føler sig utilstrækkelige (forståeligt med de krav og urimelige forventninger og byrder de pålægges), og denne utilstrækkelighedsfølelse – som bunder i noget helt andet end vores børn – gør at mange oplever det som meget krævende og svært at bruge al sin tid med sine børn eller med sin partner.
Der kan være mange undskyldninger for ikke at bruge tid med sin familie, som man fortæller sig selv:
- Vi skal tjene penge
- Jeg har for meget krudt i rumpen
- Jeg skal ud og se noget andet/nogle andre hver dag
- Jeg bliver ladt op af at tage ud
- Jeg skal lige lave noget praktisk
- Jeg skal lige ringe og ordne noget vigtigt
- Jeg skal lige tjekke min mail eller mine sociale medier
OG samtlige ovennævnte grunde kan selvfølgelig være 100% gode og HELT autentiske, ægte og reelle grunde – det er igen nok forskelligt. Men de KAN også være undskyldninger, fordi man rent faktisk er en anelse i panik over, at skulle være for meget eller for længe ad gangen sammen med sine børn.
Ikke fordi man er et dårligt menneske eller en dårlig forælder – men fordi vi som art på et dybt plan har mistet vores selvtillid, som forældre og som naturlige væsner. Fordi vi tror, vi på en eller anden måde, skal præstere over for vores børn – skal kunne være noget, vi enten ikke er, eller ikke har energi til at være, fordi andre elementer i vores liv, nutid, fremtid eller fortid dræner vores livsenergi, og vi oplever, vi ikke kan præstere, det vi ønsker overfor vores børn. Når vi oplever os selv, som utilstrækkelige, så trækker vi os som de sårede ulve vi er, og gemmer os bag undskyldninger.
At gå hjemme kræver, at man tør konfrontere sig selv, for du kan ikke flygte
Vi går ikke hjemme med vores børn, fordi vi synes, det er det nemmeste. Vi har begge arbejdet mere end fuldtid tidligere – både i jobs, der blot var for pengene og jobs, som vi interesserede os meget for.
Faktisk synes vi begge to, det at gå hjemme er mere krævende end en 40-timers arbejdsuge. Fordi som forælder investerer du hele dit hjerteblod hvert øjeblik døgnet rundt og dit hjerte og din hjerne har aldrig et sekunds pause. Et arbejde er krævende fordi du skal op på et bestemt tidspunkt og måske nogengange gøre noget, du ikke bryder dig om. Har man et fedt arbejde, man er glad for, kan det også være hårdt fordi du netop investerer også her investerer dig selv og dit hjerteblod eller fordi du har et krævende job. Fuld anerkendelse og respekt af hårdt arbejde, eller et job man elsker. I det hele taget for at have et job. Men der er også (udfra egen erfaringer og observationer om arbejdsliv) i højere grad en mulighed at på et arbejde kan du flygte fra dine følelser og fra dig selv. Gemme dig bag eller i arbejdet.
Du kan ikke gemme dig med dine børn. Når du er hjemme sammen med dine børn og din partner er du tvunget til at stå nøgen og du kan ikke camouflere dig. For dine, eventuelle, traumer, sårbarheder, udfordringer, din uro, dine frygter og dine svære følelser vil komme til udtryk i din interaktion med dine børn.
Så for at være sammen med dine børn fuldtid er du tvunget til at håndtere dine traumer, eller barskt set finde en grund til at være adskilt fra dine børn, så din indre uro ikke skal være i ilden 24/7, og så du dermed får en lille ventil via adskillelsen, så spændingsfeltet aldrig bliver så stort, at du bliver nødt til at finde ud af, hvorfor du har alskens svære følelser, som aktiveres i samspillet med dine børn.
Hvis det at være sammen med sine børn presser nogle følelser frem, som man helst vil undertrykke, men som måske ville være sunde at få håndteret, så kan man kun fortsat undertrykke dem, hvis man hele tiden kører i intervaller, hvor man holder pause fra sine børn, og hvis presset stiger, så kan man trække sig / gør det naturligt, fordi hverdagen er indrettet således. På den måde lever man i et konstant pres (hvis man altså har nogle traumer med sig – små eller store, som dybest set forhindrer en i at være lykkelig).
Nogle har Gudskelov ikke så mange traumer med sig, og andre har det bedst med, at de kan flygte fra dem, da det kan være for meget at håndtere. Dette er også fint.
Men hvis du hjemmepasser og hjemmeskoler og bruger meget tid med din partner, så er det altså ikke standard at du kan camouflere traumerne hvad enten du har en stor bunke eller lidt i hjørnerne.
Det kan fx, at du flygter fra børnene, fordi du ikke føler, du kan give dem, det de har brug for eller er god nok til dem. At du holder igen med at overdænge med kærlighed, fordi du er bange for at miste dem. At du er bange for at lade dem være sig selv 100%, fordi du er bange for, hvad andre skulle tænke om de sider ved børnene, som stikker ud. Det kan både være, hvis barnet har ekstra svært ved noget, er ekstra god til noget eller bare er anderledes, har anderledes præferencer. Du kan også have ubehagelige mønstre med fra den måde, du selv blev behandlet som barn, som du skal kæmpe for ikke at give videre. Fx vrede, afvisning, være dårlig til at lytte og meget mere.
Så blot fordi man siger sit job op, betyder det ikke, at man flyver hjem til lutter fredelige morgener med hjemmebagte boller og en hel familie af afbalancerede familiemedlemmer.
Vi er overbeviste om, at det naturlige er at være sammen med sin familie og at det er det, der lader os op. Det er det vi føler. Det der giver mening for os. Og vi er villige til at nedbryde alle – i vores øjne – vildledende/fordrejende elementer, der står i vejen for det.
Vi en familie på fem. Vores tre sønner, Far Daniel Adam og mor Lizandra. Vi hjemmeskoler og hjemmepasser vores børn, og ingen af dem har været i institution eller almindelig skole. Vi bor i bofællesskab med børnenes mormor i et stort hus med have i byen i et roligt kvarter. Vi har en længsel efter landet og selvforsyning. Men glæden ved at bo med mormor, som holder af byen, trumfer de mange tønder land.
Derfor favner vi den skønne have på cirka 700 m2, hvor der med lidt kreativitet er plads til masser af glæde, leg, afgrøder til – måske ikke selvforsyning, men gavmildt supplement og masser af børnelærdom og spireglæde for børn og voksne.
Altid sammen
Vores mest værdifulde valuta er tid sammen. Vi bruger næsten al vores tid sammen alle fire. For os er det den naturlige, meningsfulde måde at leve på, i vores liv.
Hvis det giver mening laver vi det fleste aktiviteter sammen alle fire. Når Når vi ikke er sammen alle fire, så det hvis vi deler os op en forælder og et barn, hvis det ikke passer begge børns rytme at gøre det samme. Hyppigt tager far og børnene på tur selv 1-2 timer og leger eller tager på udflugt, mens mor derhjemme enten rydder op, gør rent, arbejder eller tager en slapper. Af og til er det børnene og mor der laver noget sammen kun de tre hvis far enten skal handle, ordne noget praktisk, hvis han skal arbejde eller har brug for en slapper. Ofte er børnene sammen med deres mormor 1-2 timer og hygger sig i hjemmet eller er på en lille tur. Vi bor i et dejligt bofællesskab med børnenes mormor. Derfor har hun og børnene et tæt og tillidsfuldt forhold og daglig nær kontakt og masser af skønne stunder.
Vi er dog som firkløver sjældent adskilt mere end et par timer og hvis vi er, er vi tit ret fysisk tæt på hinanden – enten på samme matrikel eller få km fra hinanden. Vi arbejder kun 1-2 timer ad gangen og ofte hjemmefra, og kun hvis der er minimum en anden voksen, der er tilgængeligt nærværende imens. Enten den anden forælder, børnenes mormor eller af og til en af deres to mostre. Ellers arbejder vi når de sover.
Ideologien bag vores familieprioritering
Vi har den tro, at mennesket er skabt til at leve tæt sammen med sin familie og dette på tværs af aldre og generationer.
Vi tror på dynamikken i at være sammen med sin egen familie og med andre familier udvikler mere organiske, komplekse, rummelige dynamikker, som de er tiltænkt fra naturens side, hvor man rummer alle aldre og forskelle, og indgår i et familie og eventuelt landsbyfællesskab, fremfor at man bruger det meste af sin tid, i et i vores øjne kunstigt og unaturligt setup, kun sammen med mennesker, der befinder sig på præcis samme udviklingstrin, som en selv – og dermed ikke har føling med en masse andre mennesker, som er et væsenligt andet sted end en selv.
Vi tror på, der iboende og (u)bevidst er et afsavn hos både børn og forældre, når de ikke bruger tiden sammen med hinanden og nogen gange også med andre familier. Vi tror afsavnet er reelt og latent i mange, selvom en del måske ikke registrerer det.
Familie-forhindringer er til for at blive overvundet, synes vi
Vi tror på at årsagerne og forhindringer for at familier i dag tit er reduceret til travle morgener og aftensmad. Efterfulgt af weekender og ferier, hvor alt nærvær skal indhentes, er skabt af samfundsstrukturer, der tilgodeser økonomisk profit, effektivisering og erobring. Og ikke samfundsstrukturer skabt ud fra at tilgodese menneskets bedste og ikke udfra hvad der gør et menneske lykkeligt og i trivsel og tilfreds på et dybt plan.
Forhindringerne er, i vores øjne, til for at blive overvundet og sårene healede. I vores øjne er der to aspekter af forhindringerne:
Det praktiske og samfundsmæssige aspekt, der svækker familiens sammenhold og tilknytning
1. at vores samfund er indrettet på en måde, der rent praktisk gør det svært for familier rent praktisk og tidsmæssigt at bruge tid sammen. Fordi priserne på boliger, biler, ting er på en måde, så mange bliver nødt til arbejde fuldtid begge parter for at tingene økonomisk kan hænge sammen. Samt der er en uskreven fortælling og forventning om at man er sej, succesfuld og “rigtig”, hvis man udfylder sine 37 arbejdstimer om ugen, og udfører man ikke de 37 er der nok noget galt og det kan ses som et udtryk for svaghed, hvilket ikke gør det særligt appellerende at træde ud af de 37 arbejdstimer eller flere. Denne store mængde tid på arbejdsmarkedet tvinger børnene i institution og skole. Det betyder i praksis langt mindre tid i sit hjem og sammen med sin familie. Dette er også lig med:
- Forældre har mindre tid sammen med sine børn
- Børn har mindre tid med deres forældre
- Kærester/ægtefolk har mindre tid med deres partnere
- Individer har mindre tid til at stresse af, koble fra, geare ned, finde ro, lytte til sig selv og genfinde balancen oven på stressede dage. I stedet akkumuleres stress
Tilsammen udgør disse fire komponenter i vores øjne en cocktail, der giver grobund for mistrivsel for alle familiens individer. Ja, vi vil nærmest sige:
Hvordan kan man på nogen måde forvente at parforhold kan trives, når individerne er under massivt pres og stress, og når partnere hverken har tid til at mærke sig selv eller hinanden, hvorfor partnere ofte mest viser de mest pressede sider af sig selv – fremfor dem de virkelig er – i balanceret tilstand. Det er helt urimelige forhold at byde kærestefolk i mine øjne.
For ikke at tale om, hvordan kan man forvente at en tryg tilknytning kan opbygges mellem forældre og børn under stressede vilkår og når man bruger så skræmmende lidt tid sammen. Så kan man tale om kvalitetstid, fremfor kvantitet. Meget taler dog for at børn har brug for kvantitet med en kendt person gennem mange år for at blive i stand til at knytte sig til et menneske. Derfor argumenterer nogen for at mennesker i dag ofte først skal lærer at knytte sig til andre i voksenalderen, når de får en kæreste. Fordi den så lille mængde af tid brugt med vores forældre samt skiftende ansatte i institutioner og skoler ikke tilvejebringer forudsætningen for at denne tilknytning kan udvikles i ro og fred.
Den manglende udvikling af tryg tilknytning mellem børn og forældre er ikke kun en stor smerte for børnene, hvis biologiske iboende største motivation i de første år er tilknytning med sine forældre, men også for forældrene, som også længes efter tilknytning til deres egne børn. Både for denne tilknytnings skyld alene, samt nogengange også for på den måde som bonus at heale deres egen manglende eller mangelfulde tilknytning til deres forældre.
Det handler ikke om at forældre, der ikke er meget sammen med deres børn er dårlige forældre. De kan være fantastiske kærlige og nærværende forældre. Det handler bare rent faktuelt om, at kvantitet er en vigtig bidragende faktor for udviklingen af tilknytningen.
Det følelsesmæssige aspekt, som fastholder strukturen, der svækker familiens sammenhold og tilknytning
Denne struktur har desværre sat sig selv i en selvforstærkende følelsesmæssig skruetvinge, der gør det svært at komme ud af den. For på grund af førnævnte vilkår for familielivet, så bliver mennesket presset væk fra familien, og bliver derfor tvunget til at lukke ned for de smertefulde følelser over det efterhånden så gemte og glemte afsavn til familien og roen. Det moderne mennesker lukker ned for at kunne håndtere smerten. Det sker for nogen allerede i institutionerne, hvor børn desværre lærer, at deres behov ikke er vigtige og derfor lukker ned for følelserne, for at blive følelsesløse, så de ikke kan mærke smerten.
Den anden side af skruetvingen indebærer, at fordi mennesket bliver så uvant til at være tætte med andre mennesker, så svækkes evnen til at være tætte med andre. Vi kan måske nok syne sociale med smalltalk og mere overfladiske relationer, som vi kun bruger begrænset tid med. Med de relationer, der kommer helt ned i rødderne. De relationer, der går i flæsket, dem der går i hjertet. Dem hvor vi er helt nøgne og tætte. Dem hvori vi udvikles allermest. De udebliver eller formindskes. Trods de nære relationer er dem, der rusker i alt det der trænger til at blive rusket, for at vi kan blive lykkelige. Når vi ikke er tætte med andre, kan vi forblive i en emotionel stilstand, hvor vi ikke overvinder de ting, der trigger os, men i stedet kan vi forpuppe os og trække os hver gang noget rusker, der hvor det gør ondt. Der hvor vores smerter og længsler begynder at kalde på at blive hørt.
Fordi vi både lukker ned for smerten over adskillelsen, og fordi vi af denne samfundsstruktur formes til, såkaldt frie, men i virkeligheden berøringsangste mennesker, så mister vi evnen til at være sammen med vores nærmeste. Derfor går mange i panik over at bruge for meget tid med deres børn. De glæder sig til weekend, ferie eller lockdown er ovre, fordi de føler et kæmpe pres af at være sammen med egne børn. Derfor kan mange ikke holde ud at være sammen med deres partnere. De skal have luft. Ud og lade op. Have andre input.
Tid sammen med de allernærmeste i familien bliver som en konstant tiltagende spænding, som vi skal væk fra, have luft fra, inden vi eksploderer af ubehag og indre spænding. Som et overtryk, der øges og øges, indtil vi trækker os trykket falder, og giver os evnen til igen at gå tilbage til familien og børnene, indtil vi igen har brug for luft.
Den strategi kan man køre i mange år. Men man kunne også tænke: Måske skal jeg blive i den tiltagende spænding, blive i overtrykket uden at flygte – indtil overtrykket eksploderer. Så kan man se, hvad der gemmer sig i denne spænding, heale det (kan tage mange år) Men måske på den anden side af den evige spænding gemmer, der sig et liv, hvor man nyder at være sammen med sin familie. Hvor tiden i familiens skød OGSÅ sammen med ens børn er deciderende opladende og givende, fremfor drænende og en kilde til at man føler sig utilstrækkelig.
På grund denne side af skruetvingen, vil man hver gang, man forsigtigt mærker den latente længsel mod sin familie, og man reagerer på den ved at nærme sig familien, så brænder man fingrene, og mærker smerte og spænding, fordi nærheden i mellemtiden er blevet fremmed for os og der er slået knuder på os, som trykkes på, når vi nærmer os dem.
Så vejen tilbage til sig selv – til familien kræver ro og is i maven. Man kommer ikke surfende tilbage til familien med medvind i ryggen. Ikke hvis man er mærket af det samfund, der omgiver os. Og hvem er næsten ikke det.
Bemærk: Dette er ikke skrevet for at genere nogen eller kritisere nogen, der eksempel lever det travle liv på arbejdsmarkedet. Vi tror på mennesker kommer hertil med hver deres opgaver og forskellige ting, der giver mening. Man kan se verden fra mange forskellige vinkler. Vores vinkel er at vi gerne vil gøre opmærksom på ting, der gør det svært for mennesket at være sammen med familien. Og hvis man også mærker dette kald til et liv med mere ro og nærvær med de nærmeste, så er dette vores bidrag til at give inspiration med vores tanker om samfundets indvirken på familien.
__________
Disclaimer: Vi er af den opfattelse, at alle individer og familier kommer her til jorden med deres helt unikke opgave og vej her i livet. Vi mener ikke, at det liv vi lever er det rigtige for alle. Verden har brug for at blive healet på mange områder – forældreskabet, børnene, parforholdet og familien er et af områderne, og der er mange flere områder, som healer bedst gennem at man foretager sig aktiviteter/hverv, der resulterer i, at man er meget adskilt fra sine børn og sin familie. Hver af disse områder har brug for mennesker, der gør tingene på hver deres unikke måde.
Vi er dog af den overbevisning, at i en verden, hvor alle er healede, som vi tror på kommer en dag, så vil det naturlige være, at vi bruger meeeget mere tid med vores børn og vores familie end vi gør i dag til glæde, gavn og lykke for børn, voksne, hele menneskeracen og kloden.