De uskyldige forældre

På den ene side, så omgiver vi os alle med sætningerne om, at vi lever i et samfund fyldt med stress, et samfund, der indbyder til depression, ensomhed og bestemt ikke giver plads til hverken familie- og børneliv eller lykke og frihed til at gøre det, man virkelig ønsker sig i livet.

På den anden side bliver alle disse ord også blot til tomme repetitioner af floskler vi siger til hinanden, ligesom vi snakker om vejret eller andet substansløst. Alvoren af at italesætte disse problematiske livsvilkår for familie og personlig lykke og frihed udvandes. Det bliver mere noget man siger, end noget man mener. Endnu mindre forholder man sig derfor til de ret omfattende konsekvenser disse livsvilkår egentlig har vores personlige liv.

Grundene er mange til, at vi fristes til at glemme alvoren af hvad disse vilkår gør ved vores samfund og ved individet.

Dels er det den menneskelige natur, at ting der bliver gentaget kan miste deres kraft til at skabe reaktioner i vores hjerter. Dels er det også fordi de fleste af varierende årsager ikke har muligheden for at ændre disse snærende livsvilkår, hvorfor det bliver alt for deprimerende hele tiden at være bevidst om, at tingene ikke er optimale.

Men en af de mere alvorlige årsager til, at vi fristes til at glemme og negligere, indflydelsen fra samfundets vilkår er, at en del mennesker også har tendens til at give sig selv skylden, når noget ikke fungerer. Vi vil ikke bare give samfundet skylden. Vi vil og skal selv tage ansvar.

For ja, det er nemlig så dejligt at tage ansvar for sit eget liv og ikke give andre skylden for ens lidelse. Ikke mindst fordi dette kan blive en sovepude.

MEN det kan også blive et fængsel, hvor man selv sluger den eneste nøgle, der kan få en ud, hvis man holder sig selv fast i, at en stor del af ens lidelse også skyldes alle ens egne mangler.

For forældre i Danmark har det hårdt sjæleligt på mange planer. Jeg hører virkelig mange forældre sige både højt og mindre højt, at det er hårdt at være alene med deres børn. Ikke mindst når snakken falder på hjemmepasning. Mange forældre ser frem til weekenden er ovre, til ferien er ovre til barnet er i institution og forælderen kan få et øjebliks ro og fred. Det er et faktum, at denne følelse er fremherskende.

Selvom forældre forsøger, at legitimere denne følelse ved at gentage overfor hinanden, at “sådan har man det jo”, “sådan er det jo at være forældre”. “Børn er dejlige, men også dejlige at være fri for”. osv. Så tror jeg mange forældre et eller andet sted bebrejder sig selv for at føle sådan overfor deres børn, og i og med de tror modviljen mod at være sammen med deres børn stammer inde fra dem selv, så er de tvunget til at holde fast i, at “sådan har man det jo”. “Sådan er mennesket”. “Dette er vilkår man lever under, som forælder”.

Men hvad nu, hvis denne modvilje mod at være sammen med sine børn er en løgn, en illusion.

Hvad hvis sandheden er, at du rent faktisk elsker at være sammen med dine børn hele tiden, og hvis du ikke trænger til pauser fra dine børn, men derimod lader op og næres af at bruge tid med dine børn, og at det er noget helt andet der dræner dig, og IKKE dine børn?

Efter at have passet min søn hjemme, siden han blev født, for lidt over tre år siden, og fortsat passer min Gabriell og min nyfødte Rafael, så oplever jeg, at “ja, på nogle punkter, så er det at fuldtidspasse sine børn hjemme er meget mere krævende end ethvert fuldtidsjob (med overarbejde), jeg har passet. For der er aldrig et sekund, hvor du ikke er på, og hvor dit hjerter anstrenger sig ypperligt, fordi at gøre det godt for sit barn er så meget vigtigere end noget job.

At kaste sig på sengen og se tv-serier eller spændende dokumentarer eller slappe af, når du har gjort dine pligter findes ikke. Forældre har ret når de siger til folk uden børn ikke er bevidste om, hvor umanerlig meget “fri”-tid/”spildtid” de har. De gange Valdemar og jeg har haft tid, lyst eller overskud til at se en film sammen de sidste tre år (efter Gabriell er blevet født) kan tælles på et par hænder. – Nu ser vi ikke særlig meget tv og har aldrig gjort i vores tid sammen, men førhen kunne vi da i nogle perioder sagtens se en form for udvalgt tv flere gange om ugen.

I vores tid med vores meget aktive valg som hjemmepassende forældre, har jeg oplevet, at mit overskud til at føle lyst og glæde til at være sammen med mit barn hele tiden, og opleve tiden med mit barn som opladende i højt grad afhænger af, hvor presset jeg er.

Samfundet er i dag på en måde, hvor forældre forventes at stå alene med alting selv. Vi forventes at kunne have succes med både at klare vores børn, vores glæde, vores job og vores partner og vores veganske pandekager på samme tid.

Og hvis vi så vælger at gå hjemme med vores børn, så forventes stadig det samme af os – bare minus job. Med det in mente, at det at være sammen med sine børn kræver mindst lige så meget energi, som at passe et arbejde, og i mine øjne er mere krævende, fordi ens hjerte er på non-stop. 

Jeg finder det egentlig flabet og uværdigt at sammenligne det at passe sine egne børn med et job, men det giver mening at få defineret og slået fast, at man altså ikke går rundt og pussenusser og altid må være fuld af overskud og nybagte boller, fordi man jo ikke rigtig laver andet end at gå og hygge sig og sove længe.

En ting er rent praktisk at sørge for sit barns basale fornødenheder og at følge med på det utrolige energiniveau, som mange børn beundringsværdigt lægger for dagen fra de slår øjnene op til de sover igen. En tredje ting er at være i stand til at rumme og guide barnets følelser og ikke mindst håndtere sine egne følelser, hvis stabilitet er afgørende for at man er i stand til at være den forælder, man ønsker at være.

Hvis man fx ikke har sovet hele natten. Har udsat sin egen morgenmad i fem timer og har skulle tisse de sidste seks timer, så kan det for nogle – i hvert fald for mig – kræve arbejde med sine egne følelser, at man er i stand til at møde barnet så kærligt og roligt, som det fuldt ud fortjener, da det er fuldstændig uden skyld i, at jeg har tendens til let at føle mig uvigtig og blive utålmodig. 

Eller hvis man ikke tør tro på sin egen vigtighed, og derfor ikke tror på…………….

It takes a village… to raise a child har

Share