Halvanden måned i PARADIS startede i HELVEDE – del 1

Som tidligere nævnt, og som særligt sensitive nok kan nikke genkendende til, så er den høje sensitivitet en enormt berigende, smuk gave, men den gør også, at man med jævne mellemrum får lyst til at hoppe i havnen, og KAN altså have mindre gode dage, fordi sensitiviteten bliver for meget. Sådan var starten på min og Daniels halvanden måned lange tur til Malaysia, som vi er i gang med nu. Det startede som en ganske stimulerende affære… Som først blev god, da chokket lige havde lagt sig.

Lizandra Pultz, malaysia, særligt sensitiv, rejse
Det eneste billede, jeg nåede at tage fra vores vinduesløse værelse på Gombak Star Hotel i Batu Caves. Foto: Lizandra

Planlægningen havde været intens i flere måneder op til med forberedelser og tætskrevne a4-sider med noter til alskens mærkelige ting, jeg mente, der burde indkøbes og pakkes med til Malaysia, duftlys med eukalyptusolie for at holde myg væg, økologisk myggespray, kløstillende, parfumefri tøjvaskemiddel, kosttilskud, ekstra ekstern harddisk, bøger, ny 18-270 zoomlinse til min guldklump – mit sony a57 kamera. Osv osv. i det uendelige.
Dagen oprandt langt om længe, hvor jeg igen skulle overvinde min store frygt – at flyve…

… jeg havde planlagt at skrive et afskedsbrev til min familie herhjemme i tilfælde af vi skulle falde ned. Men det endte med, at jeg droppede det, da jeg ikke ville tiltrække nedstyrtning…

Jeg har prøvet at flyve én gang før i 2012 – også med min Daniel og med svigerfamilien – her tog det fire timer pr. vej, men til Malaysia hed rejsen 24 timer med ni timers stop om natten i Qatar, ved siden af Saudi Arabien.

Jeg klarede dog den stressende rejse vanvittig flot – Daniel også. Det var umuligt at sove i de 24 timer rejsen varede, da jeg var så spændt, nervøs og lysvågen – samtidig også vildt træt, og øm af ikke at kunne ligge ned og strække kroppen, ligeledes var der klaustrofobien over at sidde i flyet, og ikke mindst var der angsten for at falde ned og dø en tragisk død dog med min elskede ved siden af. Men jeg tog det i overraskende stiv arm.
Daniel sagde da vi sad fastspændt. “Hvis vi alligevel skulle falde ned, så er jeg glad for vi er sammen”

Kuala Lumpur 20.00

Da vi helskindede nåede Kuala Lumpur lufthavn i Malaysia, kl. 20.00 malysisk tid uden at have sovet over et døgn, begyndte sensitiviteten dog at slå hårdt. Vi mødte en tysk, 27-årig mand, der rejste alene. Jeg ville dog helst være alene med Daniel hurtigst muligt, så jeg kunne kaste mig ind til ham og bare være stille. Men vi besluttede at følges alle tre i en taxa ind til vores hoteller, som lå cirka 50 km/40 minutter væk i Batu Caves. Det var også lidt trygt at følges med ham og vi troede nu at vores rejsepinsler snart var ovre. Damen i lufthavnen anbefalede taxa og sagde, at vores hoteller lå tæt på hinanden… Det viste sig dog at være en grusom fortalelse.

Vi følte os underligt alene og gudsforladte i den store, halvtomme, søvnige lufthavn, hvor jeg følte, alle folk var ligeglade med om vi blev kørt ned eller døde ved siden af dem. Vi hentede vores trolley’er og var lettede, da vi endelig identificerede og genså bagagen, som ingen, til min undren, holdt øje med. Den kørte alene og blottet rundt på det rullende bånd blandt et par andre kufferter. Alle ude fra kunne have taget dem, hvis de ville. Desværre opdagede jeg hurtigt at ydersiden af min trolley var mistænkeligt våd, og jeg konstaterede at…

… hele min dejlige livline liter med neutral vaskemiddel var smadret, og den stærke blå farve fra de ALDI-plasticposer, jeg havde lagt i trolley’en som beskyttelse var også helt opløst – hvorfor mit tøj, sko og alle toiletartikler var smurt ind i BÅDE vaskemiddel og den stærke blå farve fra en Aldi-pose.

Den slingrende, glade taxa-chauffør i Kuala Lumpurs mørke

Jeg og vi var virkelig pressede efterhånden, og jeg kunne ikke rigtig søge trøst hos Daniel, da vi nu havde en tysk ven med, som vi prøvede at konversere høfligt og interesseret med. Jeg synes, det ville være pinligt, hvis han opdagede, at jeg var ked af det og aldeles overstimuleret, og han ville som mange andre, tro/tænke at jeg var en sart, umulig og besværlig kvinde, der klagede til min mand, og at jeg var sådan en nederen type, der ikke bare kunne udholde det hele i bedste back-packer-stil… Så jeg prøvede stadig at tage det som en helt, for at undgå det scenarie.

Mange der ikke selv er ekstra sensitive, tror nogle gange fejlagtigt, at det er noget pjat, og at det er spørgsmål om at træffe et valg, og spænde ballerne sammen, for at “overkomme det”. Så enkel er virkeligheden dog langt fra. Mange sensitive har prøvet denne baldespænding forlængst, og mange gange, uden succes, og de sensitive jeg kender, har tit en ret stærk psyke, da de skal kapere meget, selvom det måske ikke altid på overfladen fremstår sådan.

“Ikke-sensitive” bliver også nogengange stødte over, “at verden skulle opleves hårdere for den sensitive end for dem”. Jeg mener dog, det tales/føles udfra en tro på mangeltilstand – tro på DERES pinsler og trængsler ikke er vigtige. Men alles pinsler er jo AKKURAT LIGE vigtige og nødvendige at tage hensyn til.

I mine øjne er de fleste folk – sensitive, som mindre sensitive, generelt alt for dårlige til at tage hensyn til sig selv. Det tror jeg har pænt skadelige konsekvenser for ens evne til at blive lykkelig her på jorden. Og hvad er vigtigere er vigtigere end det? At søge harmoni og glæde her i verden???

Jeg oplever også “normale” blive triggede, over at man ved at nævne og stå ved, man er særligt sensitiv insinuerer, at de andre slet ikke er følsomme.
(Ikke at jeg iøvrigt og generelt tør stå ved jeg er det egentlig. Men det er som om, at her på min blog er det okay. Mit fristed til at kunne udtrykke det) Selvfølgelig er alle følsomme. 
Men hvis dem de “normale”, oplevede hvordan det ER at være ekstra sensitiv, ville de helt sikkert se anderledes på sagen og ikke mene, det var noget pjat.

Da vi endelig kom ud i den helt mørke aften, mødtes vi af en mur af varme og FUGT – så meget fugt at luften var helt tyk. Brovtende, småråbende taxa-chaffører diskuterede indbyrdes hen over hovederne på os, hvem der skulle køre os, selvom vi dog havde betalt turen på forhånd inde i lufthavnen – standard, for ikke at blive snydt. Hverken Daniel eller jeg følte os særlig trygge. Jeg bad til at manden kørte ordentligt, da de malaysiske taxachauffører har ry for at køre forfærdeligt og være med i mange ulykker. Efter sigende skulle man gå efter de gamle chauffører, da deres høje alder jo så var et bevis på, at de ikke var kørt fatalt galt endnu, og dermed måtte være gode chauffører. Ham her var vel 45, så ikke så gammel, men ældre end de andre chauffører.

Men træde på speederen på motorvejen havde han ikke noget problem med, alt imens han talte malysisk og grinte i sin bil-telefon. Han ledte også gladeligt efter ting og sager i bunden og i sidedøren af bilen, og kiggede længe om på bagsædet til os, og talte til os, imens han kørte 120 km i timen. Bilen slingrede fra side til side på motorvejen, mens hans perler, tasker og pynt i bakspejlet dinglede med. Det viste sig, at chaufføren slet ikke kunne finde vores hotel eller anede hvor det lå. Vi kørte rundt og ledte efter et par timer, selvom det skulle tage 40 minutter. Problemet viste sig til sidst, at være at hotellet ikke havde skrevet sit navn på bygningen. Derfor kunne han ikke finde det, og vi kunne jo endnu mindre, når vi ikke anede, hvor vi var. Vores nye tyske ven skulle så gå resten af vejen til sit hotel, som de i lufthavnen sagde lå lige ved siden af… “Taxamanden og folk ved siden af grinte og sagde dog at tyskerens hotel lå 45 minutter væk – i TAXA vel at mærke… Så det endte med at han måtte tage en nat på vores hotel

Læs relaterede artikler:
DEL 2 – vendepunktet i Malaysia – da helvede så småt blev paradis
DEL 3 – forløsning i Malaysia – feire i paradis

Det benzin-dampende hotel

Området, hvor det første hotel vi boede på lå.
Området, hvor det første hotel vi boede på lå. Foto: Lizandra

Jeg var stadig iført de sjappende, svedige gummistøvler, som jeg havde rejst i hjemmefra Danmark, selvom det var 30 grader, men jeg havde ikke haft mentalt overskud til at tage dem af og skifte til noget andet. Uden søvn i efter hånden 26 timer, samt efter at have fået vildt mange indtryk,  traskede vi op af den ramponerede, mørkegrømme trappe på det Gombak Star Hotel, som på billederne havde set så udmærket ud. Hotelområdet/lobbyen var en 30 lang og en meter smal tarm med en receptionist i et bur og 6 værelser samt en udendørs ståltrappe og stålaltan, hvor personalet vaskede tøj.

… Vi blev, i sekundet vi trådte indenfor døren til selve hotellet, ramt af en infam stank af udstødning og benzin, som fyldte hele det lille hotel inklusiv vores værelse. Min udmattede kæreste og jeg tænkte, ”nogen – fjern dog den bil fra døren – er I ikke ved at dø af pinsel, og vi troede da vi befandt os på 1. sal, hvordan kan bilos når herop?” – senere viste det sig dog, at stanken kom fra deres meget særlige vaskemaskine, og stanken kom hyppigt, ingen tog notits af den…

En dag da vi kom hjem, skyndte vi os hostende ind på vores værelse, hvor benzindampen trods alt var lidt mindre, råbte manden venligt, grinende og gebrokkent ”need medicin”. ”Yes, yes” smilede vi uhyre venligt tilbage og tænkte kun på, hvor hurtigt vi kunne slippe ind og lukke døren uden at trække vejret for mange gange, hvorefter den malaysiske mand i den bedste mening jagtede os med en afskyelig duftfrisker på spray. Selvom vi febrilsk var i færd med at lukke døren, stak han armen ind, og oversprayede vores værelse. Vi sagde selvfølgelig glade tak, men er der noget, jeg ikke kan udstå, er det duftfrisker, wunderbaum og andet lignende. Man kan jo ikke trække vejret i det, og hvert et åndedrag bliver en anstrengende, krumspringende kamp for at undgå at indsuge giften i for store mængder. Ikke fordi det er et princip, bare fordi jeg er ved at kaste op over det.

Værelset havde til vores store overraskelse og skuffelse ikke noget vindue, håndklæderne, der engang havde været hvide, var tyndslidte, forvaskede, grå og skævvredne, stikkontakten virkede ikke til vestlige stik, så vi kunne ikke lade elektronisk udstyr op og undersøge noget, før vi fik købt en omformer til vores opladere.
Ydermere skulle jeg bruge en times tid på at tømme hele min kuffert skylle alt mit hvide, ALDI-blåfarvede tøj grundigt, plus 50 % af mit øvrige tøj, samtlige toiletartikler i en lille håndvask med en svag stråle lunkent vand, inden vi skulle i seng.

Vores tyske ven var inde hos os af flere gange den aften/nat, fordi han ville have os med på en 3-dages udflugt i junglen, som begyndte dagen efter kl. 6.00 om morgenen malaysisk tid, og selvom han var sød, så pressede han på, og virkede skuffede, over vi venligt afviste, da han ikke kunne komme afsted, hvis han kun var én. Han gik sidste gang omkring midnat, og sagde at han ville komme ind om en halv time. Til sidst måtte vi dog sige, at vi ikke havde sovet i et døgn, og at vi måske bare gerne ville vente med at ses næste morgen.

Indtil kl. 3 om natten spillede nogen i nabobygningen høj techno hver nat, og den kvindelige receptionist og de mandlige medarbejdere gik og talte højt og skrattende lige uden for døren også til ca. kl. 3 om natten de fleste nætter – velvidende at den tynde dør til vores værelse havde et gab på 2 centimeter både i toppen og bunden.

Og så var der myggene. Daniel og jeg tændte op i duftlampen og på med eucalyptusolien, der skulle holde myggene på afstand, og klamrede os til hinanden under dynen i mørket med den dejlige aircondition blæsende ned i hovederne.

Hvor end vi gerne ville være glade, så følte vi os meget små og uendeligt alene og forladte i verden den nat. Det hele føltes som en stor fejltagelse, og og ville bare ønske at nogen tryllede os hjem til sneen og til søde mennesker, vi kunne være trygge ved.

… Heldigvis blev det dog efter noget søvn og nogle radikale justeringer rigtig hurtigt bedre, og Paradis blev alligevel til Paradis …. Fortsættelse følger i næste blogindlæg. 

Vi fandt os dog efter et par dage til rette i Paradis. Læs næste blog.
Vi fandt os efter et par dage til rette i Paradis og fortrød ikke alligevel. Læs næste blog.

 

Læs relaterede artikler:
DEL 2 – vendepunktet i Malaysia – da helvede så småt blev paradis
DEL 3 – forløsning i Malaysia – feire i paradis

Læs mere om at være særligt sensitiv her

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *