… Fortsættelsen på Daniels og mine oplevelser i Malaysia. Jeg deler bloggen over i DEL 1 og DEL 2, da der er meget at fortælle… Denne første del 1 handler om, hvorfor det begyndte at blive bedre.
Del 2 handler, hvordan det blev helt og aldeles perfekt efter d. 10. dag.
_______________________________________________________________
MALAYSIA: Som det fremgik af forrige blogindlæg ”Halvanden måned i Paradis startede i Helvede” var rejsen og ankomsten til Malaysia en noget voldsom affære. Heldigvis blev det hurtigt meget bedre efter noget søvn og nogle radikale justeringer.
… Ja okay… Jeg skrev, de første trængsler var hurtigt ovre. Hurtigt og hurtigt. Der gik altså lige nogle dage, inden vi for alvor fandt den helt rette gænge, der gjorde rejsen til et udforglemmeligt eventyr.
Batu Caves er en, efter sigende, fantastisk by under dens berømte blomsterfestival i slutningen af januar, hvor de hinduistiske guder hyldes med blomster og rituelle spidninger med kroge i ryggen m.m.
Men hvis man som os, kommer udenfor denne begivenhed er Batu Caves en kedelig forstad med øde gader, 13 km fra hovedstaden, Kuala Lumpur. Der er besøgende til templet, men ikke mange lokale, og det er ikke et sted, man bor som turist, fandt vi ud af. De indfødte malajer sagde: ”Hvorfor i alverden bor I der?”. Selv folk, der selv boede i byen.
Men udover templet, solpletten (på billedet) og blomsterhandlerne er der ikke rigtig så noget at tage sig til I Batu Caves.
Vendepunktet dybt i bjerget
Dagen efter den turbulente ankomst til Batu Caves besøgte vi byens skønhed, hindutemplet, som befandt sig i de berømte huler midt i et bjerg. Ved foden af klippen prydes hulerne af den forgyldte hinduistiske statue, Lord Murugan, på bare 47 gyldne meter.
… Inde i bjergets dyb var en helt fantastisk ro. Man kunne kigge op i bjergets runde mundåbning, og højt oppe se himmel blive omkranset af træer og klippevæg. Et magisk syn. … Dette blev starten på vendepunktet.
I hulen var en del mennesker, samt en masse nærgående aber, der selvsikkert rodede i affald, og stjal mad ud af hånden på besøgende og stjal ofrede blomsterkranse, som de spiste. Alligevel var der en utrolig stilhed i bjerget, som aldeles overedøvede al uro.
Min overstimulerede mand var ikke til at hive væk fra hulen, hvor han bare sad helt stille og kiggede op i himlen på en bænk i det kølige bjerg.
Vores tyske ven, som var med i hulen, gik derimod rastløst rundt. Han havde set rigeligt. Han troede, at vores stilhed skyldtes udmattelse over de – indrømmet – uendeligt mange trapper. Han fortalte, at det ikke var nødvendigt for ham at hvile, fordi han var vant til at dyrke meget sport.
Det var selvfølgelig ærgerligt, at han med dette antydede, at vi ikke lignede vi var i god form, men vi var for paralyserede af sjælelig udmattelse til at forklare, at vi sad der, fordi vi nød roen.
Vi forlod alt for hurtigt bjergets dyb, fordi vores ven gerne ville ind til byen, og vi havde aftalt at følges. Men i det korte ophold i hulen, nåede vi at slå én ting fast – at en gevaldig dosis stilhed og ro var PRÆCIS, det der skulle til for, at vi ville få det godt igen.
Det stod også lynende klart, at vi skulle væk fra denne by og det lurvede, vinduesløse, kemikaliestinkende hotel.
(Læs evt. Forrige indlæg: “Halvanden måned i paradis startede I helvede”)
Jagten gik ind på et ferieparadis (for os)
Oprindeligt havde vi booket en hel måned på det første hotel i udørken Batu Caves. Men vi var så heldige, at vi havde booket gennem Agoda, som gjorde det muligt at ændre reservationen til tre dage.
Herfra gik jagten ind på et nyt hotel: Hver dag tog vi den halvanden time lange vej i bussen ind til hovedstaden, Kuala Lumpur, for at finde et dejligt sted at bo. Busserne kom ikke altid efter planen, så vi brugte snildt fire timer pr. dag på turen. Til gengæld mødte vi i de bumlende og snuskede busser mange søde, skønne malajer og malaj kinesere, som gladeligt og åbent fortalte om deres kultur, skikke, deres liv, og spurgte også ind til os. De fleste mødte os med store, åbenhjertige smil og blide, venlige øjne.
… Vi besøgte vandrerhjem og hoteller, men kun ikke finde det rette til den rette pris. Indtil en aften efter på hoteljagten, hvor vi igen stod og ventede på bussen retur til Batu Caves ved 20.30-tiden – her bliver det mørkt 19.30.
Da vi havde ventet 40 minutter på busstoppet (fordi den planlagte bus ikke kom) faldt vi snak med en 20-årig dreng – en ung kristen malaysisk inder, der for to år siden var konverteret fra hinduisme til kristendom. Han var sød, snakkesalig og vi kom til at tale en del med ham på rejsen. Pludselig hev han en brochure op ad lommen ”det kan da være I kan bo her – det er et hostel, og her arbejder jeg”. Vi kiggede på hinanden og besluttede dagen efter, at det var her vi skulle bo.
Afsted til summende Chinatown – en lysere verden
Vandrerhjemmet lå lige midt i hjertet af det livlige, larmende, lugtende og hyggelige Chinatown.
For hver meter man gik i Chinatown mødtes man af “Hello miss”, “Beautiful watches for you mister”, “Bags miss, come take a look”. Svedige i 35 graders varme humblede vi os af sted med vores trolley’er og tasker og satte ordene “No thank you Mister” på automatpilot.
Da vi ramte det lille, småsnuskede, men rene værelse, og tændte den ikke så velfungerende aircondition var verden med ét stort lettelsens suk blevet et lysere sted.
Værelset var dobbelt så stort, som det lille hummer i Batu Caves, hvor der kun kunne stå en dobbeltseng. Vi var oppe på 3. sal, så selvom vi gennem det utætte vindue konstant hørte larmen fra Chinatown lige under os, så var luften frisk, og lydene var tilpas langt væk til at det faktisk var en smule hyggeligt, at høre Malaysias meget korte turisme-sang om og om igen hele dagen lang. Samtidig var der knap så mange myg i den højde.
For ikke at tale om den frihed det blev, at vi kunne gå ned og købe både iskoldt vand og mad hver dag, i stedet for lunkent vand, vi skulle opbevare længe ad gangen. (Spisestederne i Batu Caves var ikke noget, jeg kunne spise. Enten vildt stærk eller set med vestlige øjne – uhygiejnisk, så jeg spiste ikke så meget de første tre dage. Jeg vil til en hvis grænse hellere sulte end spise noget, jeg ikke har lyst til.
SIDEBEMÆRKNING: I øvrigt tænker jeg menneskets daglige behov for mad er overvurderet. Tænk på “Sungaze’eren” Prala Jani, som ifølge ham selv ikke har “spist” andet end sol og drukket vand og the siden han var 12 år. I dag er han over 80. Han er flere gange blevet overvåget og observeret af læger, videnskabsmænd og NASA i længere perioder. Den skulle være god nok. (Uden at dette dog skal være en opfordring til at sulte sig!! Blot mener jeg, at man ikke tager skade af at springe en dags mad over, hvis man i øvrigt spiser sundt, rigeligt og er rask og normalvægtig!)
… Nå… Men her i Kuala Lumpurs centrum var maden liiiige rundt hjørnet, så jeg kunne få rigtig mad hver dag igen J JUUUBIII J Og så endda kunne man få et godt og fint måltid til ned til 8 kr.!!!
…. Men det skulle blive dejligere ENDNU… Læs næste blog – “Forløsningen”
Følg bloggen ved at like
Anbefal gerne via sociale medier 🙂