“Børn skal være robuste og forældre mindre føjelige” er en sætning man kan koge visse toner ned til, som fylder meget i samfundet pt. Ikke mindst i kølvandet på den nye “Trivselskommision”…
Selvom jeg generelt er ret omgængelig, kan jeg godt tale med store bogstaver, når noget virkelig ligger mig nært. Og det gør BØRN og deres trivsel og glæde!
Jeg kan næsten få tanken, når jeg ser debatten, anvisningerne, tendenserne:
Er der seriøst stadig så mange mennesker, der stadig mener børn bare skal gøres robuste (læs altså robuste ved at man overhører deres signaler og presser dem udover deres grænser)
Jeg tror simpelthen, jeg lever et meget priviligeret liv, siden jeg troede den holdning hørte gamle dage til. Jeg bliver harm.
Alle de mennesker der med semi-forargelse siger: “Det kunne vi, og vi har ikke taget skade. Børn i dag er så sarte. Forældrene pakker dem ind i vat. De er curlingforældre. Forældre svækker børnene ved at give dem for meget medbestemmelse. Børn i dag er uopdragne og forkælede.” Og så videre i samme rille.
Men udstiller disse mennesker i virkeligheden ikke, at de har taget skade? Når de siger: “Jeg fik ikke særbehandling, så derfor må andre heller ikke få det”. Måske skulle de i virkeligheden have haft bare en smule mere særbehandling, fremfor at være blevet så forråede, at de kun kan se deres egen verden.
For HVIS det skulle gå folks opmærksomhed forbi, så har verden forandret sig.
Det er arrogant og uvidende at tro ungdommen og børnene i dag har det nemt, blot fordi de fleste har al den materiel og komfort, som de kunne ønske sig.
For i materialismens navn, i pengenes navn, i grådigheden efter prestige og effektivisering, så er SÅ mange dybt afgørende faktorer for menneskelig trivsel gået tabt. Så meget kærlighed, ro og tid sammen er gået tabt. Centrale og vigtige elementer for et barns sunde naturlige udvikling er blevet taget for givet. Ikke regnet for noget. For “vi har jo materiel velstand. Hvad mere kan du bede om, forkælede menneske?”.
(Tjo, måske et langt kram, nærvær. En der har maaaasser af tid til dig. En der prioriterer tid med DIG og viser, at du ikke er en byrde eller en stressfaktor. En der viser dig vedkommende eeelsker at bruge tid med dig. En der møder dig med kærlighed – OGSÅ selvom du viser alle dine følelser, og viser hvem du er med alle dine facetter. En der lærer dig, hvordan du i øvrigt takler disse… En du kan betro dig til med alle dine tanker, følelser og bekymringer og altid bliver mødt. En der har lyst til at forandre sig eller bare lytte for din skyld, hvis vedkommende gør noget, der har gjort eller gør ondt på dig. (Også selvom det næppe var med vilje, og de gjorde deres bedste) En der gør en indsats for at hjælpe dig med at få dine behov opfyldt og en der hjælper dig med at føle glæde i dit daglige liv… Bare et par forslag)
At de tidligere generationer har kunne tilsidesætte egne behov er ikke en universel eller langtidsholdbar løsning. Dette var og er en overlevelsesstrategi, hvor den generation har skubbet de følelsesmæssige problemer, spændinger og usagte behov, uløste og uudtalte konflikter foran sig med en gigantisk SNESKOVL!
OG venligt har de parkeret snebunken ved den næste generation: “Værsgo. Du skal lige fikse, at du ikke selv har fået lov til at udtrykke dine behov eller have behov. FIKS DIG SELV, og FIKS DINE BØRN. Jeg kunne liiiiige nøjagtig holde følelserne inde, men hos dig vil de eksplodere – de vil ud, så du må lige ordne det her.”
Du må rydde op efter alle de kære generationer, som blev adskilt fra deres mødre lige efter fødslen og først så dem op til et døgn efter. Alle de babyer, hvis mødre fik at vide, at de ikke måtte amme deres baby, når den bad om det – KUN hver 3. time, og hvis den beder om mere er det fordi moren ikke har mælk nok. (En stor løgn og frarøvelse af vigtig nærvær og tilknytning) Ikke mindst når man i dag ved, at en mor og en babys tilknytning i høj grad kan påvirkes hele livet af de hellige timer efter fødslen. Især hvis man ikke aktivt healer, hvis noget var opstået.
En generation, som fik at vide, de skulle tage sig sammen og pakke deres følelser væk. At følelser var farlige. At man ikke måtte sige svære ting højt, for så ville det hele eksplodere og verden gå af lave.…. (En alternativ sandhed kunne være at følelser ikke er farlige. At man fortæller dem, lytter til hinanden, bliver klogere på hinanden, møder hinanden, krammer hinanden og knytter endnu stærkere bånd og alt er godt og udramatisk)
Eller …. “det er bedst at tie problemerne ihjel” … “Nu skal vi lige have lagt låg på det her” … “Det er bedre hvis du ikke siger noget” … “Du skal faktisk lytte til din fornuft og ikke dit hjerte” (red. for hjertet vil “naturligvis” altid lede dig på vildveje)
Joo….
Og den generation har ikke taget skade, siger du??
Nej, det kan jeg sørme høre.
Kan de ikke se, at det er DERES SMERTE og manglende lytten, som alle børnene og deres forældre rydder op efter.
Hvis man tilstopper en kloak, så stopper vandet ikke med at sive igennem. Blokeringen bliver ikke mindre. Den vokser og bliver mere og mere problematisk og skaber flere og flere følgevirkninger (fx en overbevisning om det er bedst ikke at tale om følelser eller få talt konflikter igennem, så de bliver løst – fremfor blot tiet ihjel)
Så nej, de yngre i dag er ikke sarte. Men den mindre hårbolle, der blev kæmpet med for nogle år siden er blevet til et hårmonster med arme og forgreninger. Hele hårklumpen skal væk. Man har ikke mulighed for det privilegie at ignorere eller tie den ihjel.
Synes jeg de forrige generationer er nogle fjolser?? Bestemt nej. Jeg knuselsker dem. Både dem, der er bevidste og om dem der ikke er bevidste om, at den virkelighed vi ser nu blandt også er et naturligt produkt af, hvad der er foregået før.
Jeg synes de tidligere generationer er tapre, kærlige mennesker, der har gjort alt det bedste. Jeg synes de er generationer, der har bidraget med aaaaalt muligt godt og trygt og været gode forældre. De har også gjort mange gode ting, som de måske ikke engang selv anerkendte værdien af.
Mit ærinde er overhovedet ikke, at sige den ene generation er bedre eller finere end den anden. Det er ikke en konkurrence. Ingen generation har patent på at kæmpe kampe, som alle er lige svære på hver deres måde.
Mit ærinde er KUN at slå et slag at huske på, at ALLE gør deres bedste – OGSÅ KÆMPENDE BØRN LIGE NU, OG DERES FORÆLDRE SOM GØR ALT FOR AT PASSE PÅ DEM.