MåneMelankoli

MåneMelankoliens Momentane Mistrivsel

Nu er du der igen Luna. Jeg har savnet dig. På himlen, sporadisk bag skyerne titter du frem.

Jeg er skam også glad. I morgen er jeg let og munter, men jeg er i morgen kun munter, fordi jeg nu giver plads til at udtrykke min månemelankoli, der fylder lige nu – og det hænder må jeg med tiden erkende, at den slags fylder af og til når månen er rund. Her mens drengebørnene leger med far i den lune stue, og mor lige gik lang aftentur. Jeg er kvinde og jeg kan ikke benægte min natur og at jeg mærker månens faser.

For lige nu er jeg for en kort stund mørk og trist, som tit, når du Luna, smiler til mig på himlen og trøster mig. Indgyder mig håb i mit stille midlertidige mørke og min melankoli.
Du lader mig tale ud, lette mit hjerte og tømme mit hoved og min smerte til dig, som nu, hvor jeg efter min gåtur sidder i mørket og stirrer på dig, mens den fugtige aftenluft kvikker mine kinder og mine sanser.
Selvom smerten nogen gange sidder lidt fast – hjælper du den på gled, Luna. Tak

Min sjæl fyldes af mistrivsel. For jeg trives ikke.
Det er som om de andre kan trives og måske endda nyder det.

Men jeg kan ikke trives.
Jeg er trængt op i en krog. En ensom krog.

I det såkaldte mørke er jeg omringet af insisterende gadelygter og lugede indkørsler. Nyvaskede biler og lune komfortable huse.
Min sjæl længes ud i det rigtige mørke. Ud hvor vinden rusker mig og ingen lygter er. Der hvor jeg kan høre vinden og Gud tale rigtig højt til mig.
Der hvor jeg kan høre mit spage, stille selv og hvor det ikke, i ocd-lignende styrke kontinuerligt overdøves af lygterne, der i ubønhørligt trofaste bølgetoppe skærer i øjne, hjerne og ro igen og igen og igen.
Overdøves af biler og mennesker, jeg møder, så jeg skal sætte mit ansigt i de rette folder og ligne en munter aftengænger på en rask aftentur.

Men jeg er ikke på en rask aftentur.
Jeg er ude og sanse mørket og mig selv. Prøver at finde mig selv og mærke mig selv. Jeg vil helst gå med lukkede øjne eller stirre tomt i luften for at lukke alt ude uden at fortrække en mine.
Men hvad vil folk ikke tænke, når jeg rigtig slår mit fordybede ansigt løs.

Nej, jeg længes derud, hvor der er helt mørkt. Hvor naturen taler langt højere end el-biler i lader og end emsige fortove, der både kærligt beskytter mig, men også minder mig om ikke at træde ved siden af.

Men jeg er bange for at gå ud i det rigtige vilde mørke, som min sjæl skriger efter. For jeg er kvinde i mørket, og jeg vil hellere være i det trygge. Der hvor lyset våger over mig og hvor alle de ordentlige mennesker bor.

Men det er mørket der kalder.
Kalder på at jeg går og går uden at se mig tilbage eller til siden. Hvis jeg vil gemmer mig på en lydløs siddeplads under et træ, ved en busk, uden lys og uden et ord.

Men det gør mennesker i vore dage jo ikke. For hvis du sidder under et træ og lytter til dig selv er der nok noget helt galt. Hvis du derimod sidder under træet og stirrer på din telefon og ligner du har travlt, så kører det, og vi ved alt er godt.

Jeg er også trængt op i en krog af mennesker. Jovist er der utrolig mange lyspunkter, og samlet set er menneskeracen, så ikke bare et kærligt og kært væsen, man kun kan have kærlighed og medfølelse til. Det synes jeg i hvert fald.

Men alligevel. I den praktiske og faktiske interaktion med mennesker, gør den overvældende mængde af smerte, som så mange mennesker bærer på, interaktionen med mennesker til en hyppigt og jævnligt på det jordlige niveau til en smertefuld affære.

Og da ikke mindst, når du stikker ud fra flertallet, og når flertallet ikke forstår enspænderne, og endnu mindre har vilje til at forsøge at forstå dem.

Enspændere er tit ret trænede i at forstå flertallet, for de har forsøgt at ligne dem i mange år. Men uden held. Men flertallet har af og til sværere ved at sætte sig i særlingenes sted.

Det kan blive tenderende til ensomt at være enspænder. Det kan blive tenderende til ensomt at have helt andre værdier, mål og præferencer end flertallet:

De fleste siger med deres ord, at kærlighed og nærvær er det vigtigste i deres liv. 

Men i handlingen viser de, at andet er vigtigere.

De viser, at noget af det vigtigste i livet er, at:

  • Have et solidt job
  • Stabil indtægt
  • En smart og altid nystøvsuget bil
  • Flot tøj og at være med på noderne
  • Et funklende, rent køkken
  • Minimalistisk indretning og pinlig, imponerende orden
  • At holde øje med telefonen og ikke misse et opkald
  • Besvare sine mails
  • Sætte havemøblerne ind på rette tid
  • Altid have nyredt hår

Herefter kommer alt det andet ”følelsesnoget” – hvis der er tid.

Alt det overstående er i mine øjne skam også vitterligt fantastiske tilstande og gøremål – hvis der altså er tid og overskud.

For mig er det tusind gange vigtigere at:

  • Mærke mine egne følelser
  • Mærke mine børns følelser og deres tilstande og behov og bruge al min fantasi til at reagere bedst muligt på dem.
  • Bevidst arbejde på at blive et bedre menneske hver dag – hvilket for mig betyder, at spotte de steder, hvor jeg reagerer uhensigtmæssigt. Fx, der hvor jeg er for utålmodig, bange for at blive såret, bliver stresset, bliver afvisende, bliver vred og irritabel (indeni), mine frygter – alle dem prøver jeg at spotte og forvandle, for at blive bedre hver dag. Gør jeg ikke og kun gør mine pligter, så forbliver jeg det samme sted, jeg var i går, og sidste år.

Jeg tror meget alvorligt på, at hver dag eller det meste af tiden kan føles som et eventyr, en større eller mindre lykkerus, en meningsfuld glæde. Jeg tror på dette blandt andet fordi, jeg selv i mange perioder af mit liv har levet sådan. Og der er altid en eller mange gode grunde til, når jeg ikke har det sådan.

Grundene er typisk især gamle traumer, der kalder på at blive healet. Når de ikke bliver healet bremser jeg mig selv og indirekte mine børn, som hvis jeg ikke ordner det skal slæbe rundt på det skidt.

Og nej – du er nok ikke sådan, men skulle du alligevel være en der kan vende dette til, at jeg siger, jeg er bedre end andre. NEJ, NEJ og atter NEJ. Det siger jeg på ingen tænkelig måde. Please vend indad, hvorfor du tolker det sådan.

Nej, det jeg siger, at jeg mener, der især er plads til præstationer og målbare synlige ting, du kan vise frem – som fx dit flotte køkken, men at der ikke er meget plads til og anerkendelse af det bløde.

For det er som om det er tomme ord, når vi/samfundet siger nærhed, kærlighed og næstekærlighed er noget af det vigtigste.

For det er som om ovennævnte ikke har nogen værdi.

Det har ikke nogen værdi, at gøre alt for ikke at traumatisere sine børn mere end nødvendigt og hver dag møde dem dagen lang.

Det har ikke nogen værdi at passe på sit parforhold og sig selv, og have ro nok til at være et kærligt ikke stresset menneske, der kva anti-stressen i nogen grad kan være den bedste udgave af sig selv.

Det har ingen værdi at bryde og heale alle de mange sindssyge traumer, der gives videre fra generation til generation og forhindrer mennesker i at være lykkelige. Og gør laget mellem mennesker og deres lykke tykkere og tykkere. Ingen værdi at bryde og heale de mønstre, som i mine øjne er den primære rod til verdens lidelse, griskhed, misundelse, mangel på empati.

Sindssyge traumer, skabt af samfundsstrukturer og måder at være forældre på, som i mine øjne gør at mange mennesker eksempelvis:

  • Er berøringsangste. 
  • Bange for at give sig hen til deres partner OG deres børn.
  • Er bange for at tale sammen og få løst problemer og misforståelser.
  • Tror at det at tale sammen om følelser er noget farligt.
  • Går i panik og bliver konfronteret med ubehagelige (uhealede) følelser, hvis de bruger for lang tid uden afbræk sammen med deres børn og partner.
  • Er bange for at anerkende sine egne behov. Og dermed heller ikke kan anerkende sine børns, samt giver børnene den videre, at deres ønsker ikke har nogen værdi og at de bare skal klemme balderne sammen og glæde sig til weekenden, sommerferien eller døden.
  • Bliver tiltagende uempatiske og dømmende, fordi de ikke selv bliver set hørt, rummet, forstået – derfor evner de med tiden ikke at forstå andre og bliver til smålige, gnavne små væsner, der dømmer hinanden for et godt ord og kaster hinanden på porten for at træde et skridt forkert.
  • Oplever at andre overtræder deres grænser gebommerligt, så de enten selv bliver dominerende, uempatiske krænkere, eller de bliver sagesløse artige diplomater, der smiler mundlamt og vender den anden kind til og lader sladderen gå eller grænseoverskridelserne fortsætte.
  • Er blevet så sårede, at de smiler og kører hamsterhjul og lukker følelsesmæssigt så meget ned, at de ikke engang mærker, hvor meget de lider.
  • Er aggressive og vrisne overfor deres svagere medmennesker, fx deres børn, fordi de selv er blevet udsat for aggression, eller fordi de har så meget indebrændthed, fordi de selv følte sig så oversete og uvigtige som børn.

Men klem-balderne-sammen-generationen har drænet den beholder, der gør de selv kunne udholde det. Der er ikke mere tilbage i beholderen til de næste generationer. Den mængde af lidelse klem-balderne-sammen-generationen giver videre til de næste generationer ved at lægge låg på, bide i sig, tage sig sammen, mande sig op, glatte ud, tolerere er vokset tifold og eksponentielt generation for generation. 

Og den tilknappede vulkan bliver mere og mere eksplosiv. Måske nogen står med sammenklemt fordømmende rumpe og siger:

”Hvorfor kan de ikke bare gøre som vi andre. Vi kunne da godt klare at blive maltrakterede og voldtagede følelsesmæssigt. Det tog vi ingen skade af”…. 

… Nej, det mener de nok ikke selv. Men har de overvejet, at den smerte, de selv bed i sig, giver de direkte videre, fordi de ikke selv har håndteret den, PLUS de så lægger yderligere muteret smerte oveni. Der kommer et ekstra lag smerte på for hver generation.

Hvis der ikke er nogen der rydder op i det følelsesmæssige bliver mennesker og menneskeden til følelsesmæssige lossepladser, der konstant vokser uoverstigeligt i højden og bredden. Måske pakket pænt ind i en nyluget carport og en ny smart frisure og et flot stel på spisebordet.

De nye generationer kan ikke copy/paste de ældre. Tiden nu er til den store oprydning, Den store gennemgribende oprydning, så vi igen kan starte på en frisk.

Så en nyluget carport ikke (jævnligt) er noget vi har for at camouflere vores smerte, eller fordi vi er blevet så følelsesløse, at vi end ikke kan mærke, at der ER nogen smerte eller fordi vi er bange for at være anderledes eller udenfor.

Men noget kommer fordi ophavsmanden er tosset med fliser uden planter imellem eller bliver glad af at luge.

Efter en ny start:

  • Kan forældre og børn tale frit til hinanden. Børnene kan frit fortælle forældrene deres følelser og blive mødt – OGSÅ selvom det udstiller forældrenes mangler. 
    For det er vigtigere for forældrene at høre og anerkende deres børns følelser og oplevelser, end det er at undgå at tabe ansigt eller ikke at blive bange.
  • Forældre kan få lov at knuselske deres børn uden berøringstangst og afvisning af nogen art. 
    Derfor kan børnene i tryghed hengive den ubetingede kærlighed alle børn har til deres forældre uden at deres følelser hakkes i stykker, når de giver sig hen.
  • Partnere tør give sig hen til hinanden, knytte sig til hinanden.
  • Tør igen, ligesom med deres forældre, tale frit til hinanden.
  • Det vil være okay at sige nej tak og have en grænse uden der lyder et ramaskrig eller nogen bliver sure.
  • Vi vil ikke gå og skumme med vores traumer og have mystiske adfærdsmønstre, som fører til ensomhed, fortielse, mistrivsel og sygdom – fysisk, som psykisk, personlighedsforstyrrelser.
  • Vi vil kunne elske hinanden, holde sammen som mennesker, ikke dømme, være i sandhed solidariske og tolerante overfor vores medmennesker. Ikke kun den hule trend-betingede solidaritet med dem, vi får at vide skal være solidariske med og dømme dem, vi får at vide, vi skal dømme.
  • Nej rent faktisk være ægte solidariske med ALLE mennesker.
  • Både dem med og uden ukrudt i carporten, dem med og uden carport. Uanset hvad land man kommer fra, hvem man stemmer på, hvem man elsker og hvem og hvad man tror på.

For der er altid mere forståelse man kan få for et andet menneske, selvom man nogen gange skal lede.

Jeg drømmer om en verden, hvor vi er bedre til at lede efter det gode i andre – i stedet for at lede efter det dårlige.

En verden hvor vi tager som udgangspunkt at andre vil og gør deres bedste og handler ud fra kærlighed, og hvis de ikke gør, så gør de det nok alligevel, hvis du graver længe nok.

For nok er jeg glad i morgen, men drømmen om en mere rummelig verden er der altid,

Share