Hvorfor vores børn ikke ser skærm

Vores børn har aldrig brugt en tablet eller smartphone. Vores lille 20-tommer skærm ligger fast i en skuffe og mors og fars computere bruges begrænset og kun af mor og far.

Sådan er det nu. Ingen skærm var før vi fik børn vores – især mit – ønske for vores børn. Vi har levet længe uden skærm, men vi har også været nede i mulden og prøve længere perioder med skærm. Vi testede både begrænset og fri skærmtid. INDISKUTABELT kom vi frem til, at den oprindelige nulskærm-plan er modellen, der skaber lykke og trivsel i vores familie. 

Min mand og jeg er nu mere end nogensinde helt sikre på, hvad der er lykken for os.

  • Dette skriv fortæller vores skærmrejse. 
  • Vores oprindelige drømme
  • Hvorfor vi ikke brugte skærm til at starte med
  • Hvorfor vi så ALLIGEVEL endte med at bruge skærmen
  • De indre dilemmaer og spørgsmål skærmen indebar.
  • Hvorfor og hvordan vi stoppede med at bruge den. Samt ikke mindst forskellen på, hvordan vores børn, ja hele vores familie har det henholdsvis med og uden skærm. For det er faktisk den mest chokerende del af vores fortælling – nemlig hvor stor en forskel det gør for børnenes trivsel. Jeg følte det var skidt, men havde ikke troet det, at skærmen var så slem, hvis jeg ikke selv havde set det. 

Det interessante er, at man kan først se, hvor meget skidt skærmen gør, når den er HELT væk. Før den er væk, giver man måske alt muligt andet skylden, for SÅ skadelig kan skærmen da ikke være? Hm… Eller måske kan den … for nogen i hvert fald. 

Men nu har vi set hvad der er det rigtige for os, og går ikke tilbage.

En nødvendig disclaimer:

Skærmtid er et følsomt emne for mange forældre. Typisk vil man føle fred med det man gør, hvis man virkelig er sikker på og hviler i det man selv gør, selvom andre gør noget andet. Men hvis man har en lille tvivl eller bare generelt har en tendens til at tvivle på sig selv, så bliver nogen mennesker triggede af, når andre fortæller om deres måder at gøre tingene på, og opfatter vidnesbyrdet som en personlig kritik, selvom det ikke på nogen måde er hensigten fra afsenderen. Ja blot det at man neutralt taler om sin egen måde at gøre tingene på, kan opfattes som shaming. Ja sågar har jeg oplevet, at udearbejdende folk føler jeg shamet af vores hjemmeliv – trods jeg INTET har nævnt om det (ja, jeg faktisk har skjult det, men de ved det af omveje) Så de går (måske præventivt) til angreb, uden man har sagt et eneste ord eller kritiseret nogen.
Derfor bliver jeg nødt til at slå fast:

Jeg synes ikke forældre, der giver deres børn skærme er dårlige forældre. Jeg synes ikke jeg er bedre end dem. Jeg synes ikke børn, der har set eller ser masser af skærm er stakkels. Jeg er helt sikker på masser af børn, der har set meget skærm og ser det nu er blevet og bliver lykkelige voksne. Ikke mindst er jeg sikker på dette, fordi børn og familier er vidt forskellige, og fordi hvorvidt om man bliver et lykkeligt menneske er et samspil af ufattelig mange komponenter. Man kan være ulykkelig både som skærmfri og skærmstorforbruger. Det vigtigste er man føler sig elsket og set. Så en fed streg under, at jeg og vi ikke tænker dårligt om forældre, der viser deres børn skærm.

MEN vi er bare ikke i tvivl om at for meget skærm ER skadeligt for ens sind, hjerne og følelsesliv. Men hvor meget skærm, der er for meget er jo nok individuelt. For nogen er 10 minutter om dagen okay. For nogen en time. For nogen tre eller fire timer.

Hensigten med dette skriv er hverken fordømmelse eller kritik af nogen. Det er blot VORES vidnesbyrd fra VORES rejse. Vi deler vores rejse, fordi nul skærm giver os glæde. Vi håber at kunne inspirere andre til at træffe deres valg. Eller man læse dette af nysgerrighed på mangfoldighed. Nogen har det som os. Nogen er på rejsen og vil af med skærmen eller reducere skærm. Nogen er ideologisk aktivt pro skærm og måske endda ideologisk pro fri skærm.

Der er ikke et facit, der gælder for alle.
Hvad der er gift for én, kan være modgift for en anden. Og hvad der er modgift for en, kan være gift for en anden. Det afhænger lidt af hvad du er blevet forgiftet med til at starte med 😉

Vi synes selv det er dejligt at høre andres vinkler og bevæggrunde – uanset om man ønsker samme model eller ej – så bliver verden større. Optimalt skal man kunne være glad i sit eget valg og samtidig kunne glæde sig over og have tiltro til andres, selvom det er anderledes. Vi stræber selv efter begge dele.

Det betyder ikke at 0 skærm, i vores øjne, er lykken for alle. Men for os er nul skærm, det eneste der skaber forandringen. Om det er fri skærm eller reduceret skærm er skaber ikke nogen forandring.

Jeg kunne aldrig drømme om at gå ind på en andens domæne, en andens post eller en andens forældreskab og uopfordret komme med velmenende kritik. Jeg holder min egen cirkel. Denne her blog er min cirkel. Mit domæne. Jeg presser ingen herind. Det er ens frie vilje. Jeg deler mine personlige oplevelser.

Hvis man føler sig krænket af mine personlige oplevelser, så vil jeg opfordre til man enter læser en anden blog, eller ser på, hvorfor man bliver trigget, og ikke retter det mod mig.

Og ja, skærmen får nok lidt tæsk undervejs, så det skal du kunne holde til det. Valget er dit om du vil læse videre eller ej. Så hvis du vil høre vores rejse så læs videre.

Har prøvet både med og uden skærm

Da jeg var barn var min far overfor mig meget streng med specifikt tv-kiggeri. Jeg så betydeligt mindre end andre børn på min alder. Mange af dem havde tv på værelset og små nintendoer – begge dele til relativt fri afbenyttelse. Vi måtte ikke få nintendo eller lignende. Vi måtte se “Fjernsyn for dig”, og på et tidspunkt, da jeg var lidt ældre måtte vi også se “Disney Sjov” om fredagen. Og ellers måtte vi se en Gamle Danske Film på VHS sammen med vores forældre om aftenen. Det samme gjaldt musik. Min far præsenterede mig i stedet for Gustav Vinkler, Raquel Rasteni, Beatles og Elvis Presley og en masse af 1950’ernes, 1960’ernes og 1970’ernes rock, pop, pigtråd, folkemusik, dansktop. Det var et meget repertoire. Han mente at der var mere melodi i den gamle musik og at teksterne mere var noget mente, og at musikerne havde noget på hjerte. Han mente at bestemt ikke alt – men en stor del af af det musik unge dengang lyttede til var en rytme og en simpel tekst, jævnligt livsdepriverede tekster sunget af en person, der var bare var sat til at synge en tekst de ikke selv følte for. Man kunne mærke sjælen mere førhen. Jeg var og er tilbøjelig til at give ham ret.

Derfor var tv udover de får tilladte ting bandlyst med mindre vi lå og var var sløje og hjemme fra skole og var for sløje til at lege. Jeg måtte først høre moderne musik, da jeg var 12-14 år. Indtil da havde jeg især lyttet til 60’er musik, som jeg optog på kassettebånd, når jeg hørte radioprogrammet “Popcorn” i DR.

Men efter jeg var 12-14 år kunne jeg få min lyst styret til at høre dunkende musik om musik savlende mænd, der klapper damer i rumperne, om troløs kærlighed. Jeg kunne få lov til at se (dog ikke Baywatch, Melrose Place m.m.) men Beverly Hills hvor jeg kunne blive indoktrineret til at høre om “rigtige” unges “universelle” problemer og værdier. (Som ikke synede så universelle, men mere kulturelle i mine øjne, fordi jeg først så sent fik den påvirkning.) Modsat mine jævnaldrende var det som om jeg var opvokset i 1950’erne/1960’erne, samtidig med at jeg reelt var barn i slut-firserne og 1990’erne og teenager i 00’erne.

Derfor var jeg også revnende ligeglad med Leonardo Dicaprio og Tom Cruise m.fl.. 
Mine barndoms-crush var Elvis Presley, Ib Mossin og Ebbe Langberg m.m. Den verden jeg troede, jeg skulle ud i var komparativt noget mere anstændig, velartikuleret, beleven og romantisk end den der reelt ventede.
Det var en i mine øjne klog handling fra min far at skabe denne ramme for min barndom, men i grunden et interessant eksperiment set med sociologiske øjne. For da jeg kom ud i verden var det som at blive sat i en tidsmaskine. Fordi jeg ikke havde taget del i en hel generations kollektive indoktrinering, var jeg derfor gået fri af den for mange uundgåelige konsekvens – en selvfølgelig tro og tiltro på at ens samtid er et universelt vilkår, som afspejler hvordan mennesker er. Det gjorde mig måske også i stand til at kunne se udover horisonten fra min egen generation. For selvfølgelig kom jeg også til at se det fra min egen generations side, men jeg følte mig også fremmed fra dem.
Denne kulturelle kløft mellem mine jævnaldrende og jeg er ikke ensbetydende med at 1960’erne var en bedre tid en 1990’erne. Men ærligt, så var der mange ting, der sprang i øjnene, da jeg først blev “lukket ud”. 
Eksempelvis at en betragtelig del af sødmen var forsvundet. Dengang var den troløse, svigtende mand en charlatan, som ingen ønskede at bruge tid på. Og den artige, nypolerede, ædruelige mand var helten. Og den søde pige var et scoop. I nyere tid er den troløse, svigtende mand helten. Ham alle kvinder savler efter. Og den troløse kvinde er hende alle drømmer om. Man kan stille spørgsmål ved, hvordan virkelig var den gang kontra hvordan det var portrætteret i kulturen. Der var jo nok en vis samklang. Jeg i mig selv mærker at der var særlig sjæl og usynlig mellem linjerne dyb nærhed mennesker i mellem.
Jeg synes godt man i moderne kultur kan høre at den mestendels er skabt af ensomme mennesker bag en skærm, som er fyldt med barndomstraumer og stor ensomhed.

Det er farligt at udtale sig så personligt. Jeg beder ikke folk om at være enige. Jeg er ikke sikker på det jeg beskriver er lykken for alle. Men det var VIRKELIG lykken for mig. Det har reddet mit liv. Det har 100% bevirket at et bestemt lys inde i mig aldrig er blevet slukket.

Kan jeg så se negativt på 1960’erne. Ja, det kan jeg da. Fx var der en del mindre frihed til kvinder og meget andet. Det handler for mig ikke om en idyllisering af en anden tid. Men mere om at jeg har fået et godt udgangspunkt til at se min egen generation og min egen samtid med kritiske øjne. Det er nok noget, jeg tager med mig over alt. Jeg følger ikke automatisk strømmen, fordi jeg har set at strømmens retning ikke er ensbetydende med 

Min fars strenge restriktioner for skærm fandt jeg dengang lidt irriterende og ulogiske, da alle de andre børn jo måtte. “Så når de andre måtte kunne det vel ikke være så slemt”, tænkte mit 7-14-årige jeg dengang.

Gaverne og gevinsten ved at være så relativt skærmfri i forhold til min samtid, voksede dog relativt hurtigt ind på mig. Med tiden blev disse netop strenge restriktioner for skærm, dog en af de mange ting, som jeg er mine forældre dybt hengivne over og taknemmelige for at de havde styrke og overblik nok til at gøre til en ramme i mit liv. Jeg har altid ønsket at give det videre, fordi jeg mærkede, hvor godt det gjorde mig, selvom jeg i nuet derfor ikke kunne tale med, når de andre havde set det sidste afsnit af “Intriger, fordærv og substansløs underholdning”.

Min mand Daniel havde omvendt fri adgang til skærm. Han havde eget tv på værelset, spillede Nintendo. Begge dele uden nogen restriktioner. Dette resulterede i en del tid brugt ved skærme. Det mest skærm så han alene på sit værelse. Det var dybest set nok ret almindeligt i den tid. 
Trods den frie adgang voksede Daniel op og havde, ligesom jeg, en modstand mod skærm. Han beskriver det selv som at han egentlige oplevede at han sad og blev eller følte sig ked af det, når han så tv. Fra han var 13 år begyndte han af sig selv så småt at blive draget af selvhjælp, selvom han ikke rigtig kendte nogen, der havde det på samme måde. Det mundede sig ud i John Evan Jones, 

Min mand og jeg har altid været imod brug af for meget skærm, også før vi fik børn. Da jeg mødte min mand var der utallige årsager til, at jeg var så lykkelig for at have mødt min drømmemand i 2009. En af mange årsager var, at han ligesom jeg, var mindre draget af skærm end de fleste af vore tidsfæller. Aktivt valgte vi det mere fra. Vi har fx aldrig haft tv-pakker. Kun en kort periode havde vi Netflix. Og de første par år spillede vi i perioder x-box og så nogle få udvalgte serier og film. Men vi hellere snakke og hygge end glo ind i en skærm, og oftest endte skærmen med at være et baggrundsmusik til vores samvær – som var det en brændeovn. De samme skærmfrie ambitioner havde vi om at bringe dette videre til vores børn.

Som alle andre i vores samtid var der en grad af “go-with-the-flow”. Jeg længtes ikke selv efter telefonen. Oplevede den som en belastning. Men mine omgivelser familie og venner opdrog mig: “Hvorfor har du aldrig din telefon på dig. Den skal altid være åben og vi skal altid kunne få fat på dig. Eller du en uge om at svare på en sms”. 

Det er ikke fordi det er nogen andres skyld. Slet ikke. Men de eneste tidspunkter jeg af mig selv har interesseret mig for min telefon var hvis der var kæreste eller potentiel kæreste, jeg ventede beskeder fra. Men nu har jeg jo min drømmemand ved min side.
Men jovist langsomt sneg den sig ind på også mig. Jeg blev mere og mere afhængig af min telefon. Jeg var måske langsommere end andre… I starten kunne det nærmest blive pinligt ikke at sidde med telefonen. Når man sidder i en flok og alle sidder og glor på telefonen. Reelt siger handlingen jo, uanset de medfølgende ord: Min telefon er mere spændende end du er. Jeg værdsætter dig ikke lige så meget, som jeg værdsætter de nyheder eller updates fra perifære eller andre nære venner, som popper op på min telefon. Så for ikke at være udenfor og sidde der og flagre med sin interesse for sine uinteresserede medmennesker må man hellere tage sin egen telefon op også, og lade som om man laver noget spændende og vigtigt.

Måske fra 2014-stykker begyndte smartphonen for alvor at trænge sig ind på mig. Sågar begyndte jeg at spille ligegyldige spil som CandyCrush. Det blev sådan en lidt afhængighedsting. Når der var en ledig, rolig stund i et venteværelse, på en parkeringsplads, før man skulle sove, så skulle den lille intetsigende rektangel frem og give en falsk følelse af at “nu skulle jeg rigtig slappe af og lige koble lidt af”…

Da vi blev gravide med vores første var min indskydelse fra starten i graviditeten klar: 
“Dette telefonshow skulle fuldstændig ud, inden vores barn blev født, og jeg havde derfor hele graviditeten til at få telefonen ud. Vores søn skulle ikke se en mor, der i hans øjne valgte ham fra til fordel for en lille, ligegyldig plade, som stjal den opmærksomhed og de kærlige blikke, som skulle gå til ham og til at stirre på ham.

Derfor slettede jeg alle spil og lavede en blid overgang til fokusfjernelse ved at bevidst at opdyrke en manisk glæde ved at kigge på moderne stofbleer og kigge på nyt og brugt babygrej på nettet på min telefon. Denne overgang gik okay nemt, fordi jeg glædede mig så meget til at kunne give min lille dreng alt det bedste, så det var hyggeligt at blive inspireret til, hvordan. Men alligevel var det udfordrende. Ikke mindst, da jeg skulle til næste trin – nemlig OGSÅ at droppe babygrejskiggeriet.

Det lykkedes mig dog inden fødslen at blive nogenlunde afvænnet fra telefonkiggeri. Det indebærer også at jeg hele vores børns barndom ofte ikke ved, hvor min telefon er, og jeg savner den ikke. Jævnligt går der 3-4 dage, hvor jeg ikke aner hvor min telefon er, og det rager mig en høstblomst, og jeg er stolt af det. I perioder hvor vi tit er ude af huset og vi ikke hele tiden er sammen alle fire, så er jeg dog blevet lidt bedre til i det mindste at vide, hvor den er, så jeg har muligheden for at ringe og sige “hvor er I henne” eller tage et billede eller en video.

I samme ombæring at jeg ytrede ønske om at vores endnu ufødte børn først skulle smage sukker, når de var mindst to år, så ønskede jeg også, at de skulle være helt skærmfri så længe som muligt. Min mand var lidt usikker på det. Men han var i grove træk helt enig i, at de ikke skulle bruge meget skærm. Men hans overbevisning var ikke så forankret og mere i et udforskende mode. 

Virkeligheden blev dog at trods mange lange skærmfrie perioder, i flere perioder af vores børns liv HAR brugt skærm (ikke interaktive skærme, som tablets og smartphones) Men at de har set programmer på en skærm.

LIGE PRÆCIS fordi vi HAR brugt skærm i perioder, har jeg selvtillid nok til nu at gå ud og proklamere, at jeg er helt sikker på skærm IKKE er det rette for vores familie.

Før jeg havde erfaringen med, at vores børn brugte skærm kunne jeg nemlig KUN bryste mig af, at være i besiddelse af en, måske i nogens øjne frelst, fluffy ideologi, som kun kunne udleves, fordi jeg var et privilegeret menneske, der tilfældigvis var i stand til med lethed at undgå skærm.

Men nej, jeg blev ikke “klogere” med tiden og fandt ikke ud af at min stramme holdning til skærm burde løsnes op for at matche virkeligheden. Tværtimod blev jeg endnu mere forankret i min modstand mod skærmen. Og jeg oplevede at de ting, jeg så som problematiske ved skærme var præcis så problematiske, som jeg havde forudset og værre endnu.

Derfor er jeg ikke længere bare en frelst type. Nej, jeg har været nede i mudderet, følt mig afmægtig over ikke at kunne holde skærmen fra børnene, følt mig afmægtig over at jeg i perioder ikke havde energien til at overshine skærmen og få den ud af deres liv. Jeg mærkede hvad mine børns skærmbrug gjorde ved mig som mor. Og allerværst af det hele. Jeg så hvad det gjorde ved mine børn.

Ser jeg ned på forældre, der bruger skærm?

Ikke det fjerneste. Jeg har ikke skyggen af fordømmelse mod forældre, der bruger skærm. Jeg har kun forståelse. Jeg har også kun medfølelse, for de forældre, som måske ønsker, at deres børn anvendte mindre eller slet ingen skærm. Jeg ved nemlig, at de kræfter man er oppe imod på mange fronter er så umenneskeligt stærke, at jeg faktisk tænker man knap ville kunne forvente af noget medmenneske i vores verden at være skærmfri. Jeg mener, det praktisk talt burde være teoretisk umuligt for børn at leve skærmfrit i det samfund vi har. Ligesom humlebien, der i nogens optik ikke burde være i stand til at flyve.

Måske i en idealverden, hvor ingen er pressede, stressede, traumatiserede og alle kan mærke sig selv. Måske lige præcis, der kunne jeg se et nåleøje, hvor jeg ser det med ingen skærm ske uden koloenorme anstrengelser. Men for de fleste almindelige mennesker i vores verden. Not so much. 

I vores verden mener jeg, det er en kæmpe kraftpræstation at have skærmfrie børn. Endnu mere umuligt bliver det, når ens børn er en del af institutioner og skoler. For her er skærmene en mere eller mindre fast del af hverdagen. Ja, de præsenteres ligefrem som et uundværligt og meget udviklende arbejdsredskab, som ruster børnene godt til sameksistens i vores moderne verden.

Børnenes (næsten uundgåelige) digitale opfostring i vores samfund

Børnene bliver fra rigtig små af, ja før de taler rent, digitaliserede med de uundgåeligt dertil medfølgende kognitive og psykologiske mønstre – i baggrunden kører det for forældrene beroligende soundtrack, at:

“Børn skal jo før eller siden skal lære it, så det er kun godt at komme igang, og skærm er jo også så fremragende til at koble af for både børn og voksne. Og man kan også lære SÅ meget af en skærm… Nej, det er ikke bare dum underholdning. Dit barn kan ligefrem blive klogere med skærm end uden.”

– Citat samfundets diskurs

Børnene får som konsekvens af deres tidlige skærmbrug uundgåeligt en større eller mindre grad af en masse symptomer, som man ikke nødvendigvis kæder sammen med at skærmen er årsagen. Barnets symptomer på for megen skærmforbrug eller skærmforbrug i det hele taget er kilde til mange frustrationer i barnet selv.

Disse symptomer kolliderer selvfølgelig med – de også skærmafhængige – forældre, som skammer sig over, at de er tvunget til at mærke frustrationer og stress over deres barns til tider udfordrende adfærd, samt forældrenes selvbebrejdelse over at føle sig ude af stand til for alvor at afhjælpe de symptomer deres elskede børn lider under.

Dette besnærende og forknudrende setup giver forældrene en følelse af, at de næsten ikke er i stand til at varetage og regulere deres barns følelser. 

Forældrene kan få tanken. “Ih, Guder tak for at skærmen findes. For jeg kan knap klare det nu, og jeg ville umuligt være i stand at håndtere det her, hvis jeg ikke havde skærmen til hjælp til at dæmpe barnets lidelse og give mig en tiltrængt pause. Pyha, hvor er jeg en uduelig forælder. Tænk hvis vi levede i gammel tid, før skærmen blev opfundet, så ville det blive afsløret for enhver, mig selv og mit barn inklusiv, hvor ringe en forælder jeg er…. 

… Little did they know (med eventyrlig fortællerstemme) …. at måske var skærmen hele årsagen til deres problemer og hvis ikke hele årsagen, så en stærkt bidragende faktor til deres barns uregulerede adfærd og indre og ydre frustrationer.

Når børnene så kommer i institution og skole, så møder de en masse andre børn med symptomer på at have for meget skærm i deres liv. Her bliver både forældre og børn bekræftede i at denne måde at have det på indeni er normalen, for alle de andre har jo de samme udfordringer.

Den uregulerede adfærd bliver yderligere forstærket og filtret ind i barnets væren, når interaktionen med verden og andre mennesker udspringer fra et fællesskab med medmennesker med det samme skærmafhængige og derfor symptomtyngede grundlag.

Stadig kører det beroligende soundtrack i baggrunden, hvor vi alle bekræfter (læs trøster) hinanden i vores udfordringer med at cope med at mange forældre instinktivt har en høj stemme i baghovedet, der fortæller os, at det bare ikke er godt for vores børn at hænge foran skærmen. Så siger vi:

“Sænk barren. Stop mor- eller far-politiet. Det er bare okay, at man ikke som forældre skal være så perfekte. Mange børn før os har ikke taget skade. Vi skal jo også passe på vi ikke pakker vores børn ind. Det må ikke blive curlingbørn eller projektbørn.”

Det er ting vi siger til hinanden for egentlig at sige “det er faktisk 

Der er et hav af år

Skal vi dog være ærlige: De fleste børn kan lære at håndtere en skærm på en weekend. Med lidt god vilje kan man sige, det tager en uge eller en måned at nå lidt rundt. En et-årig kan bruge en tablet! Det er ikke raketfysik. Jovist har it og skærme deres berettigelse. Jeg mener også børn på et tidspunkt skal lære det, og især skal de lære at skrive et tastatur, som jeg fx nyder gavn af i skrivende stund.

De ting, jeg har lært om it og skærme på mine specialiserede uddannelser indenfor medier (medievidenskab, journalist og multimediedesign) har krævet lidt mere end en måned at komme til at mestre. Men målet om at mestre den helt basale consumerbrug af en computer/anden skærm til let arbejde, retfærdiggør i mine øjne ikke at små børn fra 1-10 skal udsættes for skærm hver eneste dag i deres liv.

Man ville i mine øjne snildt uden problemer kunne mestre den praktiske brug samt tilegne sig den nødvendige sikkerhedsmæssige viden om brug af medier og internet, selvom man først introducerede skærme til børn, når de er 10 eller 12 år gamle.

Bruger vi så INGEN skærm overhovedet?

Børnene bruger det aldrig. De sidder aldrig med et spil eller en app eller sidder og ser et underholdende program for dem selv. De ved knap hvad en digitalt spil er. De bruger den heller aldrig til læring selv.

En sjælden gang bistår skærmen i børnenes læring og udforskning af verden. Hvis vi fx skal se hvordan en bestemt blomst ser ud, eller vi gerne vil HVOR hurtigt en gepard egentlig løber, eller vi skal se, eller i farten vil slå op hvad “båd” hedder på spansk eller finde ud af i hvor præcist Mount Everest ligger. Eller hvis sammen engang imellem sidder og kigger lidt på billeder af sjove ting vi har lavet gennem dagen, hvis vi har taget billeder eller videoer.
Skærmbrug er derfor så godt som ikke eksisterende. I hvert fald kun i et minimalt omfang. Den minimale brug, der er går konsekvent igennem os voksne, og tit ser børnene slet ikke skærmen – med mindre det er et billede eller et klip, der skal se.

Vores børn har en naturlig viden om, hvad en skærm og hvad den kan bruges til, og anerkender at den i visse situationer er et fint supplement til læring. Men udover det er den primært en arbejdsredskab for mor og far, når vi skriver, redigerer film, laver grafik osv. (så kan mor og far altid fedte lidt med sociale medier og andet junk, når børnene sover eller ikke kigger. Den del har vi dog altid forsøgt ikke at gøre når børnene er i nærheden. De skal ikke se deres forældre med hovedet i en telefon, mens de prøver at fortælle om deres oplevede verden).

Skærmen stjæler vores børns glæde

For os fungerer ingen skærm. For ligegyldig hvor lille skærmtiden er så sidder den i baghovedet og kalder, skaber afhængighed, kaster brænde på den lille længsel, om hvornår man kan få det næste fiks. Den stjæler vores børns glæde, kreativitet, fantasi, tilfredshed, harmoni og ro. Bare 2-3 dage uden skærm og alle førnævnte egenskaber kommer frem. Ingen skal beslaglægge vores børns glæde, så yt med det.

Share