Forældre, der er ofre for at såre deres børn

Forældre, der er i tvivl om de gør det godt nok.

De fleste forældre har nok en iboende tvivl, om de gør det godt nok overfor deres børn.

Jeg tror, det er en naturlov at forældre altid gør det bedste de kan – uanset hvordan det måtte se ud.

Jeg tror også det er en naturlov, at børn elsker deres forældre og altid vil gøre det – uanset hvad.

Undertiden kan forældre bevidst eller ubevidst komme til at give traumer og smerte videre til deres børn i en grad at børnene enten i den mildere ende siger: ja, hold da op, min barndom var okay, men der er godt nok meget, jeg ville gøre anderledes og ud til: Jeg elsker mine forældre, men smerten er for stor til at det er muligt for mig at have kontakt til dem. Kontakten med dem rusker så meget i mine traumer, at jeg ikke kan eksistere, måske end ikke overleve fysisk eller psykisk, hvis jeg bliver ved at have kontakt med de mennesker, som desværre påførte mig smerte.

Det er faktisk i dag mere reglen end undtagelsen, at mennesker bærer på pænt store smerter og traumer grundlagt i deres barndom.

Er det fordi mennesker er blevet mere sarte, nærtagende, forkælede? Det tror jeg BESTEMT IKKE!

Er det fordi forældre er blevet dårlige og ukærlige? Det tror jeg BESTEMT IKKE!

Jeg tror familien i mange generationer har haft elendige vilkår. Vi er kommet langt væk fra at lytte til vores indre stemmer. Den stemme som naturligt viser os vejen i vores relationer og ikke mindst i vores forældreskab. Gennem generationer har forældre – som er uskyldige – været ofre for vilkår, der tvang dem til at stoppe med at lytte til sig selv. Og stoppede med at have en naturlig evne til at være i, samt nære og værne om en nær relation. Berøringsangst og manglende evne til nærhed blev en konsekvens. Det smittede af på måden man var forældre. En måde der fostrede ensomme børn, der bærer på en smerte af ikke at føle sig elskede, ikke føle sig set, hørt. Ikke at føle sig vigtig. At ens følelser og behov er ligegyldige og at man faktisk er besværlig og i vejen, hvis man har et behov eller ønske. Man skulle rette ind og være nem, ja måske endda usynlig og ikke være til besvær. Ikke tro ens behov skulle tage nogen form for plads.

Man skulle være nem, lydig, og tilsidesætte ethvert behov for fx nærhed, trøst, forståelse, omsorg, følelse af at have værdi og at ens input, person og behov havde værdi og vigtighed.

Når alle disse sårede, ensomme børn selv får børn kan man regne ud hvad der sker.

Hvis de ikke erkender deres egen smerte og ikke erkender det ikke var den rigtige måde at behandle dem på, så giver de dette videre direkte til deres egne børn.

Copy /paste de samme traumer, samme ensomhed og sorg og latente savn efter nærheden.

Og sådan bliver det ved indtil et barn bryder dette. Indtil barnet af en eller anden årsag har styrken og evnen til at bryde denne kæde af smerte. For dem der prøver er det tit en omkostningsfyldt affære. For det gør ondt. Men på den lange bane er de helte – for i deres kamp for at heale dem selv og deres egne børn, så healer de både sig selv, deres børn og på et tidspunkt også deres egne forældre og sætter forældrene fri og de mange generationer der påførte hinanden smerte generation efter generation.

Er det en naturlov at man er traumatiseret af sin barndom og ønsker at gøre det anderledes end sine forældre? Det tror jeg BESTEMT IKKE!

Jeg tror, det et evolutionært og livskraftigt vilkår, at man altid ser på om der er noget, man kan gøre bedre, noget man skal se på eller optimere fra sin egen opvækst – måske både noget man gerne vil gøre anderledes med egne børn, måske i det hele taget eller bare noget der passer bedre til tiden eller ens eget barn.

MEN jeg tror ikke det er en naturlov at være traumatiseret af sin barndom og have behov for at gøre det radikalt anderledes. Jeg tror kun det er et udtryk for den tid vi lever i, hvor så meget smerte er akkumuleret uden at få afløb at børnene nu må reagere – ikke blot på egne vegne, men ikke mindst også på sine indestængte forfædres og formødres vegne.

Alle dem som rettede ind og bed det i sig. (og ufrivilligt gav det videre)

Men når man forsøger at lægge låg en vulkan falder den ikke til ro, og gør den er den en stakket frist, indtil det vælter ud med reaktioner, smerte og sorg. De reaktioner som forfædrene dybest set “burde” have haft. Dem giver de børnene.

Er de tidligere generationer bedre til at bide ting i sig, som de yngre kunne lære af? Nej, for smerten er ikke begrænset til et individ, men til en slægt, og på et tidspunkt bliver trykker for stort og kan umuligt holdes nede mere.

Jeg tror på at en dag, hvor vi har healet og lever på en måde der ikke skaber nye traumer og mere afstand, så vil det være mere reglen end undtagelsen at børn vokser op i hengivenhed og taknemmelighed over deres barndom og deres forældre.

Jeg er en af de få som, som rent faktisk er vokset op i dyb hengivenhed og taknemmelighed til mine forældre og min barndom og mestendels af det jeg fik med forsøger jeg med stolthed at give videre til mine børn.

Selvfølgelig er der ting jeg gerne vil gøre en anelse anderledes, men ikke det overordnede billede.

Jeg er heldigvis ikke den eneste, der hengiven og taknemmelig. Og man kan sagtens være hengiven og taknemmelig selvom man ønsker at ændre alt. Det mere sjældne er at jeg ikke vil ændre så meget.

Her er jeg heldigvis heller den eneste.

Men jeg er heller ikke en majoritet. Jeg er dog et levende bevis på, at det er muligt at give en barndom videre, som barnet hele livet vil være sine forældre taknemmelige for.

En dag tror jeg mit eksempel med taknemmeligheden for den lykkelige barndom vil blive det mest normale.

Når vi alle er healede.

Kærlighed, støtte og forståelse til alle de sårede børn, de sårede børn, der er blevet voksne og til de modige børn, der bryder smerten for at heale hele deres slægt.

Når du tvivler på dig selv, så vid du er god nok, og start med at heale dig selv ❤ Sådan hjælper du bedst både dig selv, men ikke mindst hjælper du bedste både dine børn og hele din familie

Share