Min lange vej til at sætte grænser

Gennem min barndom hos mine forældre er jeg heldig, at jeg ikke har specielt mange traumer med mig. Alligevel har jeg som alle mennesker raget lidt forskelligt til mig gennem tiden gennem alle de mennesker man har mødt gennem livet. 
Jeg mødte min hjertenskær, som måske har raget mere til sig end flertallet.

Til sammen har min mand og jeg derfor en bagage, som vi begge tager ansvar for og begge hjælper os selv og hinanden af med.
Vi tager ansvar både for os selv og hinanden, fordi vi elsker hinanden og ønsker at hjælpe hinanden og derfor har vi altid gjort sådan. Denne tagen ansvar for vores nu “fælles” bagage er ikke mindst endnu mere vigtig, fordi vi har børn sammen. Børn som uden tvivl vil overtage vi forældres begrænsninger, hvis vi ikke selv fikser dem og sikrer os vi ikke giver dem videre. Eller i hvert fald minimerer det så meget, det er muligt. Et eller andet skal de jo nok få at kæmpe med.

Som det tit er med partnere, så tiltrækkes vi af partnere, som enten har de samme eller måske de modsatte traumer eller forudsætninger i livet som os selv.

Det menneske vi tiltrækkes af er derfor tit et menneske, som enten har lignende traumer som os selv og derfor forstår os. Eller de har de modsatte traumer, så de kan hjælpe eller inspirere os.

Det kan også være partneren måske er en blanding og både repræsenter samme traume samt har en løsning med til os. Vi kan også tiltrækkes af en, udsætter os for præcis det smertefulde, vi tidligere blev udsat for – for at hjælpe os til at se det, og derigennem heale og blive frie. Eller vedkommende behandler os modsat det der gjorde ondt. Måske en kombination.

Endelig kan det også være vi tiltrækkes af en, der er enig med os at vi IKKE skal pille i nogen traumer, hvis det er sådan man ønsker det.

Min dejlige mand er en gigantisk støtte i mit liv, og jeg I hans. Han gør alt for mig, og jeg er ham så taknemmelig. Jeg gør også alt for ham.

Det hænder i perioder, at min mand gør ting, der trigger mine ømme punkter, selvom jeg har påtalt, at det gør ondt. Det takker jeg ham for. For han stiller sig derved i tjeneste for mig ved at frivilligt at gøre noget, der fremkalder en negativ reaktion fra mig mod ham, blandt andet for at hjælpe mig fri. Hjælpe mig til større lykke, glæde og frihed i livet. Ofte gør han det kun indtil jeg er healet på det punkt.

Et af mine aller ømmeste punkter er:

At jeg ikke mener, jeg kan tillade mig at sige fra, fordi jeg er så empatisk, at jeg kan se alt fra andres vinkler. Jeg forstår og ser smerten og traumer, der får mennesker til, at gøre mig (og andre) ondt. 

Derfor har jeg altid mødt folk, der overtrådte mine grænser eller sårede mig med blide smil, varme øjne, forståelse og hengiven medfølelse. Ikke med grænsesætning, ikke med at give igen, ikke med at give svar på tiltale, forsvare mig osv.

Dominerende mennesker har ofte tolket dette, som underkastelse fra min side – som om jeg var let at vinde over i dominansspil. Det var dog ikke hvad, der foregik i mig. Tværtimod følte jeg, jeg havde flere ressourcer, og følte mig derfor forpligtet til at være overbærende med dem – uanset hvor ondt det gjorde.

Det betyder, at jeg var overbærende i alle situationer. Fx når:

  • Når nogle bevidst forsøgte at ydmyge og nedgøre mig, få mig til at føle mig lille og værdiløs
  • Når nogen mobbede mig, generede mig, mit tøj, mine forældre, min væremåde, mine holdninger og værdier.
  • Hvis nogen (også gentagne gange) overtrådte mine intime eller seksuelle grænser. 
  • Herunder at jeg som barn og teenager flere gange oplevede at enkelte ((heldigvis meget perifære) voksne, jeg havde tillid til rørte ved mine lår og bryster. Hvilket jeg synes var klamt og underligt, men jeg oplevede ikke at jeg kunne tillade mig at reagere, for det var jo bare synd for vedkommende.

Senere lignende har jeg oplevet, at nogle få, men vigtige mennesker i min og min mands nærmiljø begyndte at fabrikere løgne om os. Jeg vidste godt, at der fandtes mennesker, der pyntede på sandheden og twistede den. Jeg har ikke selv været bevidst om, at jeg har mødt mennesker med narcissistiske træk flere gange i mit liv, og at jeg måske med mit pleaser-gen tiltrækker dem. 
Men jeg troede faktisk nærmest ikke i min vildeste fantasi, at der fandtes voksne mennesker, der kunne finde på at fortælle løgne, der var så diametralt modsat sandheden, at fabrikanten 100% selv måtte være helt klar, at det de sagde var usandt. Vedkommende var totalt ligeglad med konsekvenserne for de to unge mennesker, hun digtede historier om.
Men også her havde jeg bare medlidenhed – tog aldrig til genmæle, og lod usandheder have deres eget liv. Først efter flere år begynde jeg i det små at vende det med nogle få fortrolige eller mennesker, jeg af anden grund stolede på.
Jeg ville gerne holde mig for god til at gå ind i dens slags nederdrægtigheder. Jeg vil ikke gå ind på den bane, som de benyttede sig af. 
Jeg var sikker på, at min ordentlige måde at være på, ville skinne igennem og tale for sig selv.


For vil man se mig som den, man kan se med sine egne øjne – eller vil man tro på den person, der bagtaler andre på skift – og nu så også mig. 
Vil man tro på noget man ikke selv har set? Man kan have mange grunde til at tro på forskellige mennesker. Jeg tror dog på man med tiden vil indse sandheden. For jeg tror på sandheden altid kommer frem.

Summasummarum – efter et helt liv med artige forstående og overbærende smilende til alle (inklusiv de grænseoverskridende…) Så skruede Gud eller universet op for blusset (et billede min mand altid bruger) 
Gud skruede op for grænseoverskridelserne. 
Jeg fik at se, hvor galt det kan gå, når man lader sine grænser overskride igen og igen. Det kan gå fint i en tid. Men på et tidspunkt bliver det for meget. Du kan drikke gift et stykke tid, men på et tidspunkt rammer det dig hårdt. Du skal slet ikke drikke gift. Heller ikke lidt. I min verden.

Den guidance fik jeg på den hårde måde

Efter nogle år i en nær relation med mennesker, der systematisk nedbrød min selvtillid og især efter jeg blev mor – nedbrød de min mor-selvtillid. Mennesker der forsøgte at fremprovokere konflikter, der ikke eksisterede, og som min mand og jeg aldrig bed på eller bidrog til. Vi opførte os altid perfekt, kærligt og ordenligt. 

Det var som at noget slog klik. Det var som om, at fordi det ikke var muligt at fremprovokere en konflikt med os, fordi vi var så irriterende søde overfor dem, så blev der bare opdigtet en konflikt – som absolut intet havde med virkeligheden at gøre. Det var ikke engang en pyntet sandhed. Det var lodret modsat sandheden… og vi smilede stadig sødt og overbærende.

Indtil en dag. 

En dag opdagede jeg, hvordan den enorme glæde og lykke jeg altid havde følt hele mit liv, den var langsomt slukket mere og mere. Jeg havde for første gang i mit liv taget på, og vejede for meget. Jeg havde mange fysiske gener. Lammelser, føleforstyrrelser, vand i kroppen, tågehjerne (det begyndte i 2013) Men blev slemt i 2016, da vi fik vores første søn. 
Mine tanker kredsede kun om at gøre disse mennesker glade. Men det var en umulig opgave, selv når man gav al sin kærlighed og gjorde sit allerypperste for at nå deres hjerter og nå til glæde og forsoning. Vi måtte indse at de kun ønskede, vi skulle gøre noget forkert, så de havde nogen at være vrede på. 
(Pga deres egne indre traumer, fordi nogen engang helt sikkert har gjort dem ondt. Men det ville de heller ikke heale. Kun ville de bruge os som prygelknapper og anledning til at høste opmærksomhed og offerroller. Al vores sødme og vores behandlen hende som en dronning var bare i vejen. For vi var jo de oplagte personer til at spille rollen som skurke i hendes spil, hvor hun skulle være en meget forsømt kvinde, og derfor høste omsorg fra sine søstre, sin mor, sine veninder og alle i byen, der ville lytte. Vi ville gerne give hende omsorg. Men det havde ingen interesse. Rollen vi havde var for fasttømret i hendes desværre pressede sind.

Man behøver nok ikke understrege, hvor ekstremt negative effekter det havde på min mand og jeg – at elske nogen så højt og kæmpe så meget for nogen, som “officielt siger de vil gøre alt for en, og gerne vil være tætte, men reelt i relationen, og når ingen kigger, gør alt for at ødelægge relationen.

Turning point

Det der ændrede for min mand og jeg var da vi så vores lille søn begyndte at kunne mærke disse ting. Smerten over det de her mennesker træk os igennem begyndte at stjæle opmærksomheden fra vores lille vidunder.

De mekanismer, som disse mennesker havde udsat min mand for tidligere, begyndte de nu også at overføre til vores spædbarn. For vores spædbarn, sagde hun: “var I hvert fald ikke noget særligt eller dygtig til noget. Men det var et af hendes dagplejebarn derimod”. osv.

Vi så hvor skuden sejlede hen. Vi havde prøvet intenst at redde alt hvad der var I årevis, fordi vi begge så inderligt ønske at denne relation var lykkelig.

Vi var også ligeglade med selv at drukne – bare vi kunne gøre hende glad. 
Men grænsen gik, ved at vi ville aldrig lade vores søn drukne!!! Vi ville aldrig lade vores søn være uden kapable forældre og potentielt gentage et så destruktivt mønster.

Derfor var der et valg – sig fra og lev – eller bid mere i dig og dø.

(Det var meget svært og med meget dårlig samvittighed) 

Vi valgte livet – vi valgte vores børn

Share