En dyb grund til at hjemmepasse og hjemmeskole

Jeg mærker på forhånd, at dette skriv er skræmmende at kaste sig ud. Nogen vil altid tage andres (her mit valg og mine præferencer) som en kritik mod dem, der gør noget andet.

Jeg tror, børn vælger deres forældre efter de oplevelser og livslektioner, børnene har brug for.

Mit valg er ikke kritik af andre. Men et personligt aktivt tilvalg og der jeg vælger at lægge min energi i MIT liv. Når andres valg trigger os, er det ofte når noget rammes i os selv, vi endnu ikke har forholdt os til. Der er altid en skjult og kærlig gave, der venter på at blive pakket ud, når andre vækker ophedede følelser i os.

For at forklare min grund til at tilvælge hjemmeundervisning af vores børn, må gribes fat i begrebet NORMALITET.
Hvad er normalitet? Fra hvilken vinkel ses normaliteten?

Er den aktuelle “Normalitet”, LIDELSEN som trofast følgesvend, en dysfunktion eller universelt vilkår?

Hvad nogen vil se som NORMALITET og et universelt vilkår ved eksistens, ser jeg i højere grad, som en ikke selvfølgelig dysfunktion skabt af usunde og ikke-bæredygtige strukturer i vores samfund, som uundgåeligt, i mine øjne, vil høre til lidelse i mennesket. For mig er det, i mange tilfælde ikke et spørgsmål, om, HVORVIDT et menneske går ned med stress, men mere et spørgsmål om HVORNÅR de går ned til stress, fordi verden pt ikke er egnet til mennesker.

For mig er den eksistentielle lidelse, som mange lever med bevidst eller ubevidst i deres hverdag IKKE en selvfølge, man bare skal bide i sig – og som man heller ikke på længere sigt KAN bide sig. Enhver vulkan vil nemlig en dag gå i udbrud, når trykket stiger nok.

Jeg taler ikke om at verden skal være lutter lagkage. Men om at vi, menneskedyret, kan forvente et vist bundniveau af daglig trivsel. På samme måde, som en del mennesker også kæmper for et vist niveau af dyrevelfærd blandt de dyr mennesker spiser.

Hvor mange af de basale behov kan vi fratage hønen?
Er det okay, den ikke går på strøelse?
Er det okay de går så tæt, at de hakker hinanden til blods, dør unge af stress (hvis de altså ikke blev slagtet forinden?
Er det okay vi tager kalven fra moren lige efter fødslen og stjæler kalvens mælk, mens både ko og kalv står og skriger af sorg og længsel efter hinanden i dagevis?
Kan vi være det bekendt?

Det er lidt det samme med mennesker? Hvor meget kan mennesket klare af unaturlighed før det knækker og pludselig ikke længere bidrager optimalt til vores produktionsapparat?
Hvor går grænsen?

Jeg kan lige så godt lade være at pakke pointen ind:

Jeg mener, at verden delvist er af lave. Den er skam OGSÅ fuld af håb, skønhed, lykke, glæde og kærlighed.
Men noget er grundlæggende ekstremt dysfunktionelt. Fordi mange ikke kender andet, fremstår dysfunktionen og dens konsekvenser, som en uundgåelig normalitet.

Hvilken dysfunktion – eksisterer den overhovedet?

En del følbare og sågar målbare tendenser indikerer at dyfunktionen eksisterer:

  • Stigende mistrivsel og stigende antal diagnoser blandt børn og unge
  • Stigende antal voksne, som før eller siden i deres arbejdsliv går ned med stress
  • Stigende antal psykiske diagnoser blandt voksne
  • Over 50 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse
  • Forældre (trods de ikke altid indrømmer det) finder det udfordrende at bruge meget tid med deres børn – især hvis det er lang tid ad gangen, eller måske endda fuldtid.
  • Partnere har indbyrdes svært ved at kommunikere på en måde, der beskytter og bevarer deres parforhold. De evner ikke at sætte ord på egne følelser og behov og evner ikke at forstå, rumme eller imødekomme deres partners følelser og behov.
  • Voksne er bange for eller ikke i stand til at sætte ord på samt løse svære følelsesmæssige situationer, som opstår i ethvert menneske og i enhver relation.
  • Hele familier opløses, fordi centrale personer i familiens dynamik eller måske hele familien mangler empati eller evne til at tale, om det der er svært. Man kører “fej-alt-ind-under-gulvtæppet-metoden”, indtil det en dag eksploderer eller imploderer, når nogen (måske især sensitive individer) ikke længere kan bære den tavshed og de traumer der vandrer videre fra generation til generation.

    Hvor den ældre kan sige:

    “Hvorfor kan du ikke bare knibe balderne sammen og bide det i dig, når jeg kunne. De unge er så sarte og selvoptagede?”

    …. Kan den yngre sige:

    “Måske fordi du ikke har bemærket, at den byrde DU bar i mellemtiden er rullet ned af et 60 km langt bjerg og ikke længere er en lille sød snebold, du kan holde mellem balderne. Den er nu blevet en gigantisk snekugle, hvor kun mine fingerspidser og mine tæer stikker ud, og jeg kan ikke engang dreje hovedet mere. Og nej, jeg er faktisk ikke sart. Jeg er faktisk pænt stærk, at jeg prøver at grave mig, og dermed også dig og vores efterkommere fri, bid for bid.”
  • Dysfunktionen, der gør at vi normaliserer at aflevere grædende børn i institution eller måske i skole.
  • Der gør at voksne, overhører egen smerte og stress, indtil deres krop og psyke siger fra for dem.
  • Dysfunktionen gør, at forældre står famlende og usikre, når de skal være forældre. At de søger udad i stedet for indad, når de prøver at finde ud af, hvordan de skal tage sig af deres barn.
  • Dysfunktionen gør at, ikke alle, men en del forældre ikke har deres forfædre at spejle sig i, når de leder efter forbilleder til at spejle deres eget forældreskab i. For dysfunktionen går langt tilbage og – sommetider er det alt – men ofte kun er noget, lidt eller ingenting, forældrene ønsker at give videre fra egen barndom.

    En kunne spørge:
    Men er det ikke bare en naturlov? En evolutionens evige drift mod avancering, at vi gerne vil gøre det bedre end vores forældre??

    Jeg ville sige:
    “Nej, det mener jeg ikke. Jeg tror bestemt, det er en sund drift, at vi altid gerne vil forfine og forbedre. Men ser man på visse harmoniske stammefolk, naturlige mennesker, så er de ældre nogen vi beundrer og som vi trygt kan følge mestendels af vejen og selv krydre det med vores egen lille forfining… Ikke at man helt eller delvist skal opfinde den dybe tallerken, hver gang man har en interaktion med sit barn – som altså overraskende mange mennesker bliver nødt til, fordi de ikke har sunde forbilleder.”

    Jeg er en af de heldige, der mestendels kan følge mine forældres eksempel i mit eget forældreskab og krydre det med mit eget. Men hold da op, hvor er der mange i verden, der IKKE har det privilegium… Og her taler vi ikke om luksus-forfinelser for de mennesker – men forskellen på, om man er en god og helt okay forælder eller om man decideret udsætter for omsorgssvigt.
    Der er SÅ meget omsorgsvigt – selvfølgelig den åbenlyse, hvor folk vokser op i fysisk misbrug eller rusmidler. Men endnu mere udbredt – børn der vokser op med følelsesmæssigt misbrug eller blot omsorgssvigt, fordi deres forældre mangler empati eller ikke er kontakt med deres følelser.
  • Dysfunktionen, som gør at yngre og ældre ikke længere hænger sammen. I stedet for, at alle, børn, unge, voksne, som ældre er vigtige og uundværlige dele af en familie, så er vi adskilte. Vi genner børnene i institution, de ældre på plejehjem og alt imellem knokler vi for sørge for vi selv kan få mad og til at få råd til at sende børnene og de gamle i institution.
  • Dysfunktionen som afføder, at små børn ikke udviser empati, og at flere børn er ligeglade med de sårer eller skader et andet barn. At en del børn ligefrem mobber og jagter andre børn og griner, når en anden kommer til skade, og at de bevidst udfryser og mobber hinanden.
    “Men er dette ikke bare den naturlige junglelov?”

    “Tjo, jeg mener jo, at et barn (medmindre det har en diagnose), der har fået en tryg og normal opvækst og guidance aldrig vil handle sådan mod et andet menneske – ligegyldig, hvor meget det normaliseres, at mennesker behandler hinanden skidt.”

    Igen kan her henvises til stammefolk. Antropologen Jean Liedloff iagttog gennem en lang periode Yeqana-folket, hvor der var en ualmindelig tryg tilknytning mellem børn og forældre. Eksempelvis blev alle børn indtil 6 måneder båret konstant. Antropologen bemærkede, at “there is no such thing as wild boys”. Altså fænomenet man kan kalde “vilde (utilpassede) drenge” eksisterede ikke. Alle børn var rolige og harmoniske og afbalancerede.
  • Dysfunktionen, der skaber manglende empati, junglelov, fordømmelse og grundlæggende intolerance overfor andre mennesker – som for mange vokser med ind i voksenlivet, hvor den også her skaber smerte og lidelse mennesker imellem.

Okay, og hvor tror jeg så dysfunktionen stammer fra?

Min holdning ligger nok allerede mellem linjerne.

Jeg tror, den affødes af, at mennesker lever på en måde, som uundgåeligt udsulter vores naturlige behov. Som uundgåeligt med tiden vil mutere sig til alskens smerte og heraf uharmonisk adfærd og reproduktion af lidelse hos sige selv og sine medmennesker. Og ikke mindst hos børnene, der lytter til den martrede voksne.
De helt lavpraktiske bekymrende vilkår, jeg mener modarbejder menneskelig trivsel i et langsigtet perspektiv er at:

  • Mennesker forventes, at arbejde minimum 37 timer – i det hele taget, men især i tiden de har mindre børn fra 0-12 år.
  • Børn sendes i institution typisk fra de er 10-11 måneder gamle.
  • Børn mellem 11 måneder og 12 år typisk kun ser deres forældre få timer om dagen, bortset fra i weekenden og i de få uger om året, hvor der er ferie.
  • NÅR forældre og børn ser hinanden er både børn og forældre ofte mættede og drænede efter en lang dag og har ikke altid overskud og energi til virkelig at indhente det unaturlige i den lange adskillelse
  • Børn sover på eget værelse fra de er måske 1 år eller yngre. Trods ikke engang de fleste voksne kan lide at sove uden deres partner (hvis de har en) Vi er flokdyr. Vi er skabt til at ligge tæt og trygt. Det beroliger vores nervesystem. Trods man sagtens kan opleve at “ok, mit lille barn sover SÅ godt på sit eget værelse. Aldrig noget brok”, så viser studier at børn, der sover et andet sted end deres forældre – trods de at se på sover yndigt har langt højere hjerterytmer og langt højere niveauer af stresshormoner end børn, der kan sanse deres forældre i umiddelbar nærhed under deres søvn.
  • Barselsvilkårerne. Lad mig slå fast, at jeg synes vi i Danmark mange fronter har fine barselsvilkår. For dette er jeg taknemmelig. Jeg er også godt klar over, at dengang jeg var barn og min mor var barn havde en mor kun 2 uger eller 2 måneders barsel – kontra vi nu har 10-11 måneder (såfremt altså far eller medforælder har mulighed for at tage sin del af barslen).
    Men herefter gemmer sig også nogle udfordringer. Meget forskning (og måske endda sund fornuft) peger på, at børn under halvandet-to år ikke bør være adskilt fra sine primære omsorgspersoner. Forskning viser, at for hver ekstra måned (indtil en vis alder, hvor studiet stopper) som barnet er hjemme på barsel, des større trivsel ses, når barnet mange år efter går i skole.
    For jo jo… Det kan da godt være det er “normalt” at sende sit 11-måneder gamle barn i institution, men er der virkelig barnets bedste? Eller er det forældrenes, politikernes eller samfundets økonomis bedste? Hvorfor skal det være få børn forundt at gå lidt længere hjemme med deres forældre? Og kun de børn, hvis forældre er villige til at tage en masse krumspring og leve på en sten? Hvorfor er det ikke et ligetil valg for alle børn og deres forældre, at man som minimum kan vente med at sende barnet afsted til det er bare lidt mere modent?
  • Parforhold har meget ringe vilkår for at blive plejede, fordi forældre tit er så udkørte, at de hele tiden bliver nødt til at vise sig selv i deres mest stressede version. Den version hvor de er pressede, lettere antændelige, fremfor rolige og fyldte.
  • For ikke at tale om skærmene. Det voldsomme overforbrug af skærme har flere ulemper. En ting er af den sparsomme tid der er tilbage til at være sammen med partner og børn (og sig selv og sine egne tanker) sluges af alt det substansløse, men åh så “vigtige” og lokkende, vi liiige skal se på vores skærme. Og før vi ved af det er den dag gået.
    Udover har skærmene en ødelæggende effekt på vores hjerner og nervesystemer. De er skabt til at skabe afhængighed og arousel med deres blå, skarpe lys, der skaber en belønningsfølelse i hjernen. Dens appellerende indhold, der nogen gange giver hjernen og os en falsk følelse af at vi har udrettet noget ved at bruge telefonen. Det hænder vi udretter noget på vores smartphones, iPads og computere, men ofte har vi spildt vores skaberkraft, livsenergi og drivkraft på ligegyldigheder (med mindre vi decideret udfører vores erhverv på computeren).
    Skærmene dræner langsomt livet ud af os. Vi bruger en masse energi på den. Hverdagen bliver kedelig sammenlignet, fordi den virkelige verden tilbyder ro og nærvær og langsomhed. Skærm skaber et unaturligt højt gear og en rastløshed, man ikke kan komme ned fra – især børn kan ikke.
    Og før man så sig om var der gået 5 år, hvor man brugte en stor procentdel af sin fritid på en skærm… Pludselig var der gået et helt liv… Hvor meget skæretid vil du gerne se tilbage på i dit liv?
  • Tvangsmodningen af vores børn, som var de turbokyllinger. De får ikke lov at være børn. De stopper med at lege, når de er 9 år. De bliver af andre børn vist pornografi, når de er 9 år. De ser på vold og indhold designet til teenagere. De klæder sig som små voksne, og agerer som små teenagere med hovedet i en skærm. Ikke fordi de reelt er så modne, men fordi deres ivrighed efter at være ligesom de andre faciliterer disse aktiviteter, som afføder en kunstig tvangsmodning og en forkortelse af den tid, hvor man er et barn med alt hvad det indebærer – den dyrebare barndom og uskyld, hvor der er så meget man skal lære, og som man går glip af, når barndommen er kortere.
  • Mangel på natur – vores hverdag er for manges vedkommende indrettet på en måde, så vi kommer meget lidt ud i naturen, trods naturen automatisk lader os op. Enten fordi vores hverdag er indrettet til at vi bliver nødt til at være indendørs det meste af tiden eller måske fordi vi bor langt væk fra natur. Des mere vild og uspoleret naturen – des mere oplever jeg selv at den oplader mig.
  • Langsomheden er umulig at finde i denne her indretning af vores hverdag. Den langsomhed som i mine øjne er en central del for at et menneske på den lange bane kan bevare sin sundhed.
  • Som prikken over i’et, så bider alle disse ting sig selv i halen og bliver selvforstærkende. For alle disse vilkår gør, at vi ikke har tid til at pleje vores familie, at vi ikke har tid til at pleje vores egen naturlige indre fred. Og endda udskammer vi måske også os selv, hvis vi mærker, at noget rusker i os, og siger, at noget burde være anderledes – for der må da være noget galt med os – alle andre trives jo?
    Langsomt mister vi så faktisk evnen til at mærke og finde roen og vi mister evnen til at være tætte med vores børn, vores partner og os selv. Det bliver fremmed og uroen og den semi-kroniske stresstilstand spreder sig til alle aspekter af vores liv og så vores relationer.
    Og når vi har mistet denne evne flygter vi hvis vi bliver for tætte med fx vores børn – for vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op, og så flygter vi bare ind i telefonen eller ind i arbejdet eller andre distraherende gøremål, der fjerner os fra den ro vi egentlig har brug for for at trives.
  • Som en naturlig følge af denne unaturlige adfærd får mennesker i mine øjne en masse overlevelsesstrategier, som fastholder denne kulturelle og samfundsmæssige struktur. Især de fortællinger, som vi fortæller hinanden, for at normalisere dysfunktionen, som den var en almengyldig sandhed, der altid har eksisteret.
    “Det gjorde vi, og det tog vi aldrig skade af”
    (“Gjorde du nu ikke det, siden du fordømmende kloger dig på de nye generationers udfordringer, nedgør disse og måske er blind for dine egne privilegier?”)
    “Det er bare den sarte generation og alle de uudholdelige curlingforældre”.

    “De unge i dag ved ikke, hvad det vil sige at blive presset (underforstået det ved denne person nemlig selv) De unge er bare MIG MIG MIG.”
    “Man har brug for at komme ud blandt jævnaldrende klassekammerater og en masse kolleger for at blive normale socialt, og for ikke nærmest blive en social analfabet.”

    Man er usolidarisk, hvis man ikke arbejder fuldtid.
    (For solidaritet mellem mennesker handler åbenbart om, at man giver penge til samfundet. Ikke at man udøver direkte omsorg. Solidaritet er ikke at man sparer samfundet for penge ved, at man måske opfostrer mennesker, der i mindre grad går ned med stress senere i livet, og mennesker som måske kan bidrage med nye perspektiver og innovation til samfundet?”

Så alt i alt synes jeg egentlig ikke samfundet er indrettet til menneskelig trivsel. Ligesom en løve ikke trives, når ikke kan få lov at jage kød og en kanin ikke trives, når den ikke kan få lov at grave.
Men lyver vi for hinanden, når vi siger, at evolutionen har udviklet mennesket så meget, at det nu har tilpasset os moderne levevis – trods vi stadig har hjerner som fortidsmennesker?
Lyver vi for hinanden og os selv, når vi benægter, at menneskedyret har visse basale behov for ro, langsomhed, tid, nærhed, dyb tilknytning, natur og for at leve under betingelser, der giver os mulighed for at udskille de hormoner i kroppen, der sørger for vi er sunde i sind og krop?
Er det fjollet, at vi tror vi komplet kan adskille os fra vores natur og tro, vi pludselig ikke har basale behov?

Hvad er løsningen? Jeg har fundet min

Gode løsninger er der nok rigtig mange af. Vi kan bidrage på mange måder til at gøre vores samfund mere humant. Man kan klage, man kan protestere, man kan råbe op, melde sig ind i politik, man kan arbejde for børns og forældres rettigheder på arbejdsmarkedet, arbejde for at forældre skal have ret til deltid så længe deres børn er under en bestemt alder. Man kan løbe endnu hurtigere for at forsøge at skabe forandring.
Man kan også vælge at sætte farten helt ned, og sige: okay, vilkårerne er måske svære i det valg jeg træffer, men jeg vælger at gå all in på at gøre det, jeg tror er en mere optimal måde at leve sit liv på. Så jeg kan, som en blandt mange, være med til at vise en anden vej, for dem der vil.
I stedet for at tale om det, så begynde at leve anderledes.

At leve anderledes er den metode og det bidrag til forandring, vi har valgt. Hvorfor vente til det forhåbentlig bliver nemmere at vælge at sætte farten ned – måske generelt – eller i tiden med små børn. Vi oplever det som vores personlige bidrag til verden.

Hvorfor hjemmeundervisning og hjemmepasning er det rette for os?

Jeg siger IKKE, at vi som en lille individuel familie kan vide, om vores børns stressfrie liv vil afspejle sig i en øget trivsel livet i gennem. Vi er blot en lille dråbe i et stor hav.
Jeg er dog nærmest ikke i tvivl at familier, der vælger som vi gør statistisk set vil opfostre børn, som livet igennem er mindre stressede, mere i trivsel, er bedre til at mærke efter, og som samlet set livet igennem vil have masser at bidrage med til mennesker omkring dem.
Jeg tror også at familier, hvor man er i parforhold, og hvor man vælger at drosle ned, når børnene er små har bedre vilkår for at parforholdet holder – hvor nogle forhold forliser – ikke fordi kærligheden er væk, men fordi parterne i for mange år levede i en stresstilstand, hvor ingen relationer kan vokse og blomstre.

Er man en nasser hvis man hjemmeskoler?

Tja… For det første er det vigtigt at nævne, at hjemmeskolere ret ofte har mindst en forældre, der arbejder. Eller måske to forældre, der arbejder deltid. Mit indtryk er at mange forsørger sig selv, via opsparing, sparsommelighed og/eller arbejde.
Så nassere vil jeg nu ikke kalde det, men ja, man bidrager med en MINDRE mængde skat til statskassen end, hvis to forældre arbejdede fuldtid.
Men husk så på, hvor ufattelig dyrt, det er for statskassen at have et barn i folkeskolen. Hjemmeundervisere får ikke en rød reje for at hjemmeundervise og finansiere alle materialer, udflugter m.m. af egen lomme.

En interessant undersøgelse ville være at vurdere på de LANGSIGTEDE konsekvenser af, hvem der yder mest økonomisk her.
Hvad koster det, at ekstremt mange børn mistrives og har diagnoser og voksne ditto?Hvor meget er disse tyndslidte mennesker på sigt i stand til at bidrage til vores “i teorien” bæredygtige velfærdsmodel? Ikke bare nu, men om 10 og 20 år? At presse mennesker i stor mistrivsel er ikke en langsigtet løsning.


Hvor mange penge sparer man egentlig samfundet for ved at opfostre børn, der bedre kan modstå og undgå stress?
For undersøgelser viser jo netop, at du bliver IKKE bedre til at håndtere stress ved at leve stresset fra starten. Du bliver modstandsdygtig og robust til at håndtere stress ved at have en tryg og ustresset barndom (Margot Sunderland).

Længe leve mangfoldigheden.

Share