Kender du de kræsne børn, der småbrækker sig i egen mund, når de får noget i munden, de finder ækelt? ”Lad vær’ at skab dig.” er en typisk reaktion på barnets charmerende gylpelyde. Det kan selvfølgelig være, at barnet har en dårlig dag, men det kan også bare være, at det er særligt sensitivt, og simpelthen oplever pågældende madklumps konsistens eller smag meget mere voldsomt end andre børn eller end hårdkogte voksne. (Eller måske er DU en af de voksne, der stadig smågylper ved fornemmelsen af kagecreme i ganen?)
… Et sådant kræsent barn var jeg, og er endnu ikke vokset fra det. Jeg vil prøve at forklare, hvor obskurt jeg af og til oplever de kulinariske glæder…
En veludviklet smagssans og lugtesans er en af de gevinster og/eller udfordringer, der er ved den særligt sensitive personlighed. I litteraturen bliver smagssansen ikke direkte nævnt som et symptom, men det gør lugtesansen og da smagssans og lugtesans jo unægtelig hænger sammen, tilskriver jeg mine sære madvaner hypersensitiviteten.
… Hvis du er nysgerrig efter, hvor mærkeligt et madliv man kan have? Eller måske vil se om det minder om dine egne sære vaner – eller dit barns, så er du kommet til det rette blogindlæg.
Det rosenkålsgylpende barn
Jeg var det kræsne, langsomtspisende barn med gylpelydende, når den stod på kogte rosenkål, porrer, oksekød, svinekød, kartofler, sovs. Halvanden time var standard-varighed til at spise et aftensmåltidi indtil jeg var 12 år. Jeg kunne heller ikke udstå frugt – bortset fra æbler – da jeg synes alt andet frugt var for kvalmende, mavepinefremkaldende sødt.
… Min store drøm var at drikke en sodavand 
Der var ikke noget sejere og mere efterstræbeligt, i min verden, end synet af de andre børn, der knappede en sodavand op, som de lifligt bællede lige ned i halsen, mens svedperlerne løb ned af deres tindinger, fordi de var så vilde og lige havde spillet fodbold. Sådan noget kunne jeg bare slet ikke. Jeg øvede mig meget i at drikke en sodavand, men ligegyldig hvor meget – kunne jeg bare ikke få det ned. Når den stikkende kulsyre ramte tungen, læberne eller indeni næsen gjorte det nærmest ondt. Engang vi fik gæster, fik jeg min mor til, forinden, at åbne en sodavandsflaske og hælde mælk i den og sætte kapslen på igen, så de andre børn kunne tro, jeg drak sodavand. Jeg er ikke sikker på, de hoppede på den og følte mig lidt fjollet.
I samme ombæring hadede jeg også vingummi, tyggegummi, lakrids, bolcher, karameller, flødeboller, kakao, sodavand, saftevand, juice, chips, popcorn, pizza, burger, det meste kage. Selvom jeg så gerne ville kunne lide det.
Når det så er sagt, så elskede jeg udvalgt chokolade, udvalgte chokoladekiks, pålægschokolade og nutella – OG DET GØR JEG STADIG!!!
Tyggegummi-teenagetiden
Som tiden gik blev sodavandsdrømmen afløst af tyggegummidrømmen. Jeg ville kunne gnaske tyggegummi, ligesom de store, smukke piger med arrogante øjne. Men jeg fik kvalme over ”saften”, der kom ud af tyggegummiet. Efterhånden som jeg blev ældre ”skulle det være løgn”. ”Jeg skulle vise det tyggegummi, at ingen smagsløg skulle stoppe mig.” Jeg var målrettet i min prepubertære mission.
Det startede med, at jeg under vandhanen vaskede tyggegummiet rent for det yderste sukkerlag. Det var dog svært. Så det mest effektive blev, at jeg stod ind over vasken og savlede, gnaskede og skyllede mund og tyggegummi i op til mange minutter for at få den djævlens smag fordrevet ud i kloakken, så jeg tilsidst kunne stå som en funklende, gnaskende sej pige. Fordi denne savle-cerimoni var lidet indtagende og kunne vare op 15-30 minutter, kunne den kun foretages derhjemme.
Det var svært at få til at fungere i praksis, når man fx skulle ud, og når man skulle spise madpakke i skolen. Den tørre, stive klump skulle opbevares og blev fyldt med støv og leverpostej, men sej var jeg da for en stund i mit eget hoved!
Men håb var der – en relativt sund voksen
Hvis du selv har et barn, der er så kræsent, så fortvivl ej. Jeg er i hvert fald blevet ganske sund i mit voksenliv. Og er blevet mindre kræsen med sund mad. Det har helt sikkert haft en positiv indvirkning, at jeg blev nødet med god og sund mad derhjemme. Min far sagde altid, “du behøver ikke spise alle grøntsagerne, men du skal smage dem.”
Mine forældre gav mig gode vaner
Hjemmebagt leverpostej, rugbrød, franskbrød var noget min mor lavet hver uge hele min barndom. Selvom mine forældre ikke havde mange penge, da jeg var lille prioriterede de altid spegepølser fra slagteren, god ost, grøntsager og delikatesser og kvalitetsmad. Jeg er i mit hjem ikke blev præsenteret særlig meget for sodavand, slik, chips, pizza, burger, pomfritter osv. Da mine forældre ikke har haft hang til det. Det har helt sikkert styrket min evne til at smage forskel på godt og skidt. Og i hvert fald har det været et dejligt miljø at være sensitiv i. Jeg fik lov til at udvikle sine smagsløg, og skulle ikke tvinges til at spise normalt skiveskåret pålæg, som jeg vil kalde hakket brusk, benmel, sener og farvestof forklædt som salami.
Jeg stadig kræsen, hvad angår usunde ting. Jeg kan stadig ikke lide sodavand, chips, slik, burgere. Eller øl for den sags skyld. Jeg har dog udvidet repertoriet til at kunne drikke kakao og udvalgt juice i ny og næ. Heller ikke oksekød, svinekød, sovs er jeg stadig ikke så god til, men til gengæld er jeg faktisk mirakuløst nok blevet glad for alle grøntsager og fisk i alle afskygninger. Er fx heller ikke så god til hvidt brød. Kan til gengæld ikke få nok af kerner.
Allergisk overfor usund mad
Via udelukkelsesmetode og inspektion af diverse varedeklarationer fik jeg opklarede jeg siden hen, at den store forhindring for at min tyggegummidrøm kunne gå i opfyldelse var sødestoffer. Så det holder jeg mig bare fra.
Hvis folk har tilbudt noget, jeg og de ikke troede var med sødestoffer, så er min mave altid en hård dommer, der kvalmende reagerer i det øjeblik madklumpen rammer maven og skriger: der ER sødestoffer i. Når man nærlæser varedeklarationen, har maven altid ret.
Jeg reagerer også mærkeligt på tilsætningsstoffer. Det meste rugbrød, der ikke er fra bageren eller er økologisk, synes jeg smager af sulfo-sæbe. Ligesom jeg synes, det meste kildevand på flaske pånær få mærker smager af plastic, og at drikke det, føles som at drikke husblas. Så det sætter nogle begrænsninger. Til gengæld værdsætter jeg de ting, jeg så i stedet indtager.
Ingen alkohol til mig!
… ALKOHOL… Ja, det drikker jeg heller ikke. Jeg har aldrig været fuld. Folk undrer sig tit over, om det skyldes en religiøs eller moralsk grund. Men nej. Jeg synes, det er fint folk drikker, men jeg kan ikke lide det. Da jeg hverken kan lide søde, stærke eller kulsyreholdige drikke, udelukker det jo både øl, sprut, drinks og alkoholsodavand.
Mange dejlige mennesker har gennem tiden forsøgt at drikke mig under bordet, men de når altid højst til, jeg smager slurke. Mit vildeste sprut-eventyr var en aften, da jeg som 16-årig med selvtortur drak næsten halvanden øl over syv timer… Der var jeg lidt svimmel. Men det er jeg i øvrigt altid, når der er fulde mennesker. Da jeg er så sensitiv bliver jeg oftest smittet og lallet af deres energi, så jeg har aldrig været bleg for at more mig og danse til den lyse morgen, indtil diskoteket lukker.
Hm… Der har været mange ydmygende, sårbare og længselsfulde følelser forbundet med mine sarte smagsløg… Fordi jeg ville ønske, jeg var helt normal på det punkt… Jeg er dog nået dertil, hvor jeg egentlig er utrolig stolt af mine smagsløg, der opfordrer mig til at leve et sundt liv. De elsker mig, og de lærer, hvad der er godt at få ind, og hvad jeg skal holde mig fra. Tak elskede smagsløg. Og nu indtager jeg egentlig bare det min krop ønsker og respekterer min krops naturlige modvilje mod visse ting.
Ligegyldig om man er meget eller lidt sensitiv, bør man i mine øjne lære at høre efter og respektere, hvad kroppen siger. Så selvom jeg ikke kan bælle en sodavand eller en bajer, så takker jeg ydmygt for mine RET SÅ SMARTE SMAGSLØG <3
Relaterede artikler:
Om at have særligt sensitive ører – Av av sommetider
Særligt sensitive på ferie – Halvanden måned i Malaysia (helvede og paradis)