Grænser der rykkes og vægge, der strammer

En tanke om børn, identitetsskabelse, sund grænsesætning, det lykkelige menneske, den lykkelige familie og det solidariske samfund. Om hvad vi gør ved hinanden og os selv, når sunde grænser eroderes. Om at miste sig selv og sin kontakt til en højere føring i henhold til empati, etik, hjælpsomhed, lykke og grænser.

Hele mit liv, siden jeg var barn, har jeg været optaget af, at betragte grænser, der rykkedes, massemanipulation og det vi populært set kalder lemminge-effekten. At når en gør noget, følger de andre med automatisk, uden at stille spørgsmål, men i frygt for at være udenfor.

Det er jo et specielt områdefelt at være optaget af som barn og teenager, men ikke desto mindre har det vist sig, at det har forberedt mig til hændelser, jeg i stort mål skulle komme ud for senere i mit liv. Hændelserne og min interesse har selvfølgelig formet mig til det menneske jeg er, og til at jeg ser ting med de briller, jeg har. 

Hvorfor jeg var så optaget af grænser, der rykker sig?

Svaret var dengang, at det vidste jeg ikke. Svaret er nu, at jeg har skulle bruge den interesse til at klare mig igennem bestemte hændelser. Hændelser jeg var gået ned på, hvis jeg ikke i forvejen havde denne interesse. Hændelser, som kom min vej i voldsommere og voldsommere styrke, indtil jeg for alvor fik skovlen under sagen, og lærte selv at det at bevare, have eller få en grænse ikke bare er okay og i orden. Det er afgørende for at et følsomt menneske kan overleve i en verden, hvor man møder mange mennesker, der ønsker at vinde terræn, overalt hvor de kan. Jeg troede, at hvis man blot afgav ethvert terræn man måtte have, til hvem end, der ønskede det, og pleasede, så ville de mere dominerende og aggressive blive healede, lykkelige og efter lidt tid, hvor jeg havde givet og givet og givet og løftet og løftet og så havde givet og løftet lidt ekstra, så ville vi alle danse lykkelige omkring i en rus af blomstereng, kærtegnende solstråler, smil og stjernestøv i både øjne, mund og hjerte.

Det var den tilgang jeg gik ud i verden med. Egentlig ikke fordi jeg var usikker på mig selv. Jeg tilbageholdende og forsigtig, men ikke usikker. Jeg gjorde det mest, fordi jeg troede på, jeg troede det på den lange bane, ville gøre en positiv forskel for de mennesker, som jeg blev ved at give uden at få andet end vrede eller negativitet igen.

Det er INDISKUTABELT KUN destruktivt, svækkende at få sine grænser overskredet – sikker vej til selvudslettelse

Mange hylder ordet balance. Balance er et vigtigt ord i rigtig mange sammenhænge. Men som min kloge mand tit siger, så er der en undervurderet term, som man kunne kalde kogeblusprincippet, som groft fortalt går ud fra tanken, at hvis der findes ting, som er så rigtige at gøre, at både hvis du gør det lidt og hvis du skruer helt op for blusset, så er det rigtigt. Og omvendt er der ting, som er dybt forkerte at gøre, ligegyldig om du gør det lidt eller meget. Når du gør forkerte ting på lavt blus, så står det ikke så tydeligt frem. Men når du skruer op står det lysende klart, at denne adfærd kun fører til destruktion af liv.

En destruktiv adfærd er at lade sine grænser overskride – ligegyldigt om man lader dem overskride lidt eller meget. For ligegyldig hastighed, så vil man ved at lade sine grænser overskride langsomt, men bid for bid lade sig selv udslette. Man skal slet ikke bevæge sig ud af det spor, hvor ens grænser bliver overtrådt. Når først du bevæger dig ud af det spor, hvor ens grænse rykker sig lidt fra det sted den var før, så gør man det ofte igen og pludselig finder man sig selv gaslightet og man har mistet sin dømmekraft til at mærke, om man egentlig synes den grænseoverskridelse man bliver udsat for er fair, og man vil ofte automatisk stoppe med at tillade sig selv at reagere på at ens grænser overskrides, og man stille spørgsmålstegn ved om man bare er skør eller sart. Mennesker der har prøvet dette vil have opdaget af det kan være de mest absurde grænseoverskridelser begået mod dem, som de prøver at bortforklare, undskylde fra den der overskrider grænsen. Der er kun en taber her – og det er dig, fordi du skal for at undskylde den anden sluge alt det lort du får i hovedet og modulere dig selv, så det fremstår fair at du behandles som du gør.

Men skal en grænse ikke presses?

Nej! Den kritiske vil måske sige: “Jamen for at få modspil til sine grænser er det ikke meget godt, at få skubbet sine grænser, så ens grænser ikke bliver urimelige?” Der vil jeg sige klart nej! 
For et menneskes sande, reelle og sunde grænser (som er dem jeg naturligvis taler om) er aldrig urimelige. Et healet sundt menneskes grænser vil aldrig trænge til lige at blive overtrådt lidt. Et traumatiseret menneske kan have traumer, der giver en urimelig adfærd, som vil kunne tolkes til at dette menneske havde urimelige grænser, som trængte til at blive overtrådt. Men så taler vi ikke om en reel grænse, men mere om et traume.

Så jo – en sund og reel grænse har aldrig brug for at blive presset for at være i balance. En grænse har brug for at blive respekteret og draget omsorg for. Ligesom man heller ikke har brug for at blive voldtaget, slået eller mobbet for at blive et stærkt menneske. De mennesker/børn, der oplever overgreb og grænseoverskridelser er ikke stærke – nogen er/bliver, men ikke flertallet. Derimod er det faktisk dem der har det godt, der klarer sig bedst i livet. Børn der bliver taget sig af og bliver respekterede.

På den hårde måde lærte jeg, at jeg ikke hjalp flertallet ved at give og give og at andre metoder måtte i brug.

Grænser udslettes via konsum af reality

Noget af det første jeg som barn registrerede var udviklingen af tv-programmer. Ikke mindst var jeg her inspireret af min fars syn på tingene, og hans kritiske syn på, at der tilbage i 1990’erne begyndte at blive opdyrket en tendens til at mediekonsumenter nu skulle underholdes af en ekshibitionistisk udstilling af menneskets privatsfære og menneskets psykologi og intimitet. Hvor man hidtil i højere grad havde ladet sig underholde af mennesker, der havde noget på hjerte indenfor kunst, quizzer og lignende.

Som min tænksomme far så klogt sagde: Denne fokus på at ville svælge i andres privatliv, appellerer til en meget lav fællesnævner i mennesket og det fører ikke et godt sted hen.

Jeg husker hvordan det startede med Robinson Ekspeditionen, som udstillede andre mennesker, men med et element af mening, læring om overlevelse, men også en udstilling af den menneskelige psyke. Nærmest som eksperimenter med mennesker, hvor vi så kunne sidde i stuerne og se på den spændende zoologiske udstilling og se dem græde deres hjerte ud.

Man kan argumentere for at det er interessant at se den menneskelige psyke. Man kan også argumentere for, at TV-programmer, der udstiller menneskers psyke i eksperimenter er en gangs følelsesporno, der appellerer til et perverteret behov for at grave i og beskue andres lidelse og sårbarhed – uden nødvendigvis at føle stor empati for disse menneskers lidelse, men mere se den som underholdning. Det udvasker empati for andre mennesker og deres følelser, når det pludselig skal lave TV-program, som inviterer til at publikum i det evaluerende efterspil, når de skal tale med deres medmennesker om sidste episode skal vurdere og dømme, hvem der er dum, hvem der er sød og menneskers følelsesmæssige udbrud går fra noget, der vækker medfølelse til at være gemen underholdende indslag, som endda i nogle tilfælde skal vække foragt og ligegyldighed i publikum.
På den måde er det med til at ødelægge den funktion som følelsesmæssige udbrud har mennesker imellem – nemlig at det bør få mennesker til at stoppe op og opdage noget er helt galt og noget skal løses. Følelsespornoen fremført som i reality gør os immune overfor følelser og svækker langsomt den empati, der bør vækkes overfor følelser – i stedet bliver følelserne noget ligegyldigt. Og så krydres det lige med “deltagerne har jo selv valgt at deltage”, hvis tilsyneladende giver publikum et wild card at være endnu mere inhumane, når de skal sætte sig ned og som gribbe vurdere og dømme andre mennesker.

Jeg husker, hvordan Robinson Ekspeditionen var meget grænseoverskridende i starten. Det mente mange, men hurtigt blev det elsket, og man blev enig med sig selv om, at det var nok okay.

Da vi havde slubret første sæson i os, kom der en mere – der kom mere og mere følelsesporno, som appellerer til den samme usmagelige tendens, som når nogle mennesker stopper op for at se på et trafikuheld eller en brand.

Men det blev mere og mere grænseoverskridende med programmer som Big Brother og senere Paradise Hotel. Var Big Brother kommet ud som det første havde flere nok trukket i bremsen, men Robinson Ekspeditionen havde banet vejen, så endnu mere udstilling af mennesker gik ind med ske. Helt ind i toiletbesøg, utroskab, sex, onani og intense følelser. Jeg så det aldrig – min far forbød det – og tak for det. Jeg så trailers og korte glimt hos venner, og fik det i maleriske detaljer resumeret i skolen af de begejstrede jævnaldrende.

Det tog ikke lang tid at rykke den mediekonsumerende befolkningens grænser for, hvad der er etisk underholdning. 

På den måde – voila med et knips – blev menneskelige eksperimenter – trods de uden tvivl kan have voldsomme traumatiske, gennemgribende følelsesmæssige eftervirkninger for deltagerne – til gemen underholdning, ligesom Hubertus-jagt og fodbold.

Det tog ikke lang tid at få ting ind med ske. Min far fortalte også hvordan Danmark i 1973 blev medlem af EF efter flere afstemninger, hvor folket sagde nej tak, men der blev skruet op for retorikken og der blev kørt afstemninger igen og igen indtil det ved folkeafstemning i 1972 blev et ja med ikrafttrædelse i 1973.

Vi opdrages af modemagasiner og tv-serier

Manipulationen vil ingen ende tage

Disclaimer til de rasende, sårede, forargede, stødte:

Hver en brille bidrager til sandhed, mangfoldighed og accept sine medmennesker

Egentlig ikke fordi jeg tror, man igennem mine briller ser hele sandheden. Jeg tror manges briller tilsammen udgør et godt og repræsentativt billede af sandheden fra flere vinkler. De vigtige i min verden er at verdens briller er og bør fortsætte med at være mangfoldige og have plads. 
I min optik er respekt for andres briller en forudsætning for at udvise nogen form for begavelse eller ydmyghed. For vi har aldrig gået i andres sko. Ligesom andre ikke har gået i mine, så har jeg heller ikke gået i andres, og jeg må derfor har tiltro til en anden, der sidder at en lille størrelse 45 strammer, selvom jeg selv kan klemme mig i en størrelse 38 med lidt god vilje. Uden rum til hver enkelts perspektiv bliver verden fattig, ubegavet, ensidig og udvikling, bevægelse og dynamikker går i stå.

Har et menneske gennem et helt liv har haft en stor berøring med et bestemt udsnit af verden, så må man også have tiltro til, at man hypotetisk set kan være ganske specialiseret til at se sandt og klart gennem de briller man nu har. Jeg har selv den tilgang til andre menneskers holdninger og ytringer, at:

Hvis jeg ikke forstår dem, går jeg med Sokrates tænker jeg: “måske forstår de noget, jeg ikke forstår” … Fremfor at tænke: “Den vinkel kan jeg ikke se – ergo må den være usand”. 

Eller som Sokrates sagde: “Den klogeste mand i verden er ham, der ved, at han ingenting ved”.

… Et drys ydmyghed. Et strejf af åbenhed, som bør gå alle veje.

Men jeg vil nu udfolde de briller mit liv har givet mig. Beskrive det hjørne af sandheden, som jeg føler at kunne se og har erhvervet mig tilgang til med livet som indsats og gennem blod, sved og tårer i spandevis.

Kan du ikke lide min blog og mine briller, så find en anden. Jeg er en følsom sjæl. Det er en livskamp for mig at åbne munden. Jeg lukker den ikke igen, og du skal ikke lukke munden på mig. Jeg invaderer ingen mennesker. Du har selv valgt at gå ind på mit domæne / mit sted for mit frie udtryk, og er du ikke enig. Lad det passere og gå videre og send din vrede et andet sted hen. Den har ikke noget med mig at gøre. Du har helt sikkert en grund til at du reagerer – nogen som en gang har gjort dig ondt. Men det er ikke mig. Arbejd med dine følelser, vær god ved dig selv. Grav traumet frem og heal det, eller gå videre og lev dit liv. Bare ikke kast din vrede, frustration efter mig.

Share