Om en jeg elsker

Jeg vil starte med at sige, at den vedkommende jeg skriver om ikke er mig selv. Men en jeg elsker. Jeg har set med egne øjne, hvordan en elsket person er blevet smadret, og har bygget sig selv op igen.

Social arv er mange ting

Når man taler om social arv, tænker man ofte på alkohol- og stofmisbrug, fysisk vold, seksuelle overgreb, kriminalitet i forskellige afskygninger, og børn, der ikke får mad, rent tøj, og fra barnsben af selv låser sig ind til et tomt hjem, eller en forælder der ligger på sofaen og er utilregnelig og psykisk syg.

… Men social arv er mange ting.

Social arv er også den (skjulte for offentligheden) systematiske, subtile, lavmælte, grænseoverskridende psykiske vold. Ikke at respektere barnets grænser eller behov. Altid subtil kritik af barnet og given udtryk for at barnet er en pestilens, et problem og en belastning for forælderen.

Altid bevidst at give barnet det modsatte af, hvad det udtrykker behov for, og kræve taknemmelighed fra barnet herfor. Aldrig at acceptere barnets ønsker eller dets personlighed, og tværtimod hakke barnet ned for dets egen personlighed og nedgøre barnets person og interesser.

Omsorgsnægtelse, hvis barnet viser egen personlighed, og viser nogen form for selvstændighed. Nedbrydelse og nedgørende, latterliggørelse via ord og handlinger fra forælderen, hvis barnet er for fremragende og dygtigt og dermed tager shine fra forælderen.

Afvisning af barnets følelser og konsekvent modvilje mod at lytte til barnet, og mod at give det den oprigtige omsorg og forståelse det efterspørger og længes efter.

Konsekvent og ufravigeligt at tillægge barnet negative egenskaber, som det i øvrigt ikke har, og vise det mistillid generelt og ikke mindst dette endnu mere, når barnet forsøger at gøre ekstra positive tiltag og fx glæde sine forældre. For der er kun én hovedperson her, og det er forælderen og barnet er blot en rekvisit og skal forblive en rekvisit eller et spejl forælderen kan sole sig i. Derfor er barnet i sig selv ligegyldigt.

Psykisk nedbrydning og konstant subtil ydmygelse af barnet. Sygelig forskelsbehandling mellem børnene, hvor den ene gør alt rigtigt, og den anden gør alt forkert. Konstant utilfredshed med barnet og dets handlinger – ligegyldig om barnet gør ALT der står i dets magt for at glæde forældrene. Sygelig modvilje mod at modtage barnets kærlighed. Sygelig modvilje mod når barnet udmærker sig – medmindre det er på et felt, der direkte leder anerkendelsen tilbage til forælderen. Ingen af barnets forsøg på at komme sine forældre nærmere eller betro sig til dem bliver mødt. Det er altid barnet der er galt på den, og barnet står med håret ned ad nakken med en blank afvisning.

Manipulation med barnet og dets omverden. Barnets gode handlinger mod forældrene eller fortræffeligheder på andre områder i livet forties for omverdenen, og erstattes med at fortælle fortræffelige historier om forælderen selv, eller det populære barn. (MED MINDRE forælderen i nogle tilfælde selv kommer til at fremstå god ved at fremhæve barnet – ofte i andres påhør. I disse tilfælde er denne “ros” om barnet dog kun noget de imponerede tilhørere hører, med formålet enten at tage æren for barnets præstation, eller for at demonstrere, hvor omsorgsfuld forælderen er (når andre lytter). Denne ros er dog aldrig noget barnet selv hverken hører eller mærker. For det handler aldrig om barnet. Barnet er en rekvisit. Det handler om forælderen skal fremstå godt.

Omsorgsnægtelse falder prompte, hvis barnet ikke udfylder sin givne rolle, nemlig at få forælderen til at fremstå bemærkelsesværdig god og fremragende – NÅR alle andre kigger. Hvilket ofte kræver at barnet skal fremstå semidårligt eller dårligt, for at kunne fremhæve forælderen.

Hvis barnet bryder fri og gør modstand, så antyder eller siger forælderen uden skrupler ting om sit barn, der er direkte løgn og total fordrejelse af sandheden, for at opnå kontrol over barnet og sikre sig kontrol over andres opfattelse af barnet. En usynlig mundkurv giver forælderen dermed sit barn på. Og isolerer dermed også barnet fra at kunne betro sig til sine omgivelser.

Alt dette godt og grundigt skjult bag store smil i den pæne ende af middelklassen, bag flotte biler, lækre, nyrenovererede boliger, hvor ikke et støvgran ligger forkert, hvor ikke en revne mangler fuge, hvor ikke en krukke står uden nye blomster, hvor alle har de nyeste møbler, det dyreste legetøj, de mest luksuriøse løbesko og ja ikke mindst de største smil til den store verden. For ikke at tale om den velbegavede dosering af den smukke historie, der fortælles til omverdenen om de nærmest uovertrufne, utrættelige, omsorgsfulde forældre med hjerterne på rette sted, og det evigt krævende, utaknemmelige balladebarn.
Den smukke historie om det flotte forælderskab mærker kun de forbløffede lyttere, men aldrig barnet selv.

Kun når du er helt tæt på – når du er inderst inde i orkanens øje – står du ensomt  og ser og mærker det, som ingen andre kan se, og ingen andre kan mærke. Du står paralyseret i stilheden og fanget i ubrydelige lænker, fordi hvis du så meget, som rykker din krop en tomme, så bliver du slynget tilbage ind i midten, både af orkanen, men også af alle orkanens rekvisitter i form af mennesker, sofaer, og pengegaver, som klasker dig tilbage til din plads. Fordi INGEN andre tror dig. Din eneste vej ud er hvis orkanen tillader dig at komme ud. Hvis orkanen erkender sin fejl (ikke bare i de tomme ord designet til offentligheden) men oprigtigt siger. “Det kan jeg godt se min kære, jeg lader dig hermed passere. Du har altid været god nok”.

Hvad det gør ved et menneske

Resultatet af denne opvækst, var i denne elskede persons tilfælde et liv med:

  • Teenage-tid med angst, depression
  • 8 års periode med anoreksi, efterfulgt af 8 år med anden spiseforstyrrelse
  • Alvorlige, stærke og tilbagevendende selvmordstanker i årevis
  • Selvskade – kort periode med skæren i sig selv med barberblad
  • Selvskade – slår sig i hovedet – bankede som barn hovedet ind i ting. Som voksen og den dag i dag slår vedkommende sig selv så hårdt i hovedet med ting eller med sine knoer, at vedkommende af og til får buler og blå mærker.
  • En hyperseksualitet og total mangel på respekt for egen krop og seksualitet
  • Ingen respekt for egne seksuelle grænser.
  • Udsatte sig selv officielt “frivilligt” for situationer, der førte til flere hændelser, der tenderede til at være seksuelle og (ikke-familiære) incestiøse overgreb begået mod den elskede person af forskellige personer. Ikke begået af selve familien! Men i de fleste tilfælde af mennesker udenfor familien, som var meget ældre – som familien ikke kendte noget til.
  • Oplevelser tenderende til incestiøse – dog ikke fra forældrene.
  • Had/kærlighedsforhold til det modsatte køn – og en seksuel adfærd der udsprang af en blanding af afsky mod det modsatte køn, og samtidig en ekstrem længsel efter omsorg og kærlighed fra det modsatte køn.
  • Hashforbrug
  • Berigelseskriminalitet
  • Ukærlig adfærd mod dyr – til stor og varig sorg og smerte for den elskede person, som elsker dyr.
  • Primært at omgås andre, der selv havde det meget svært eller var i svære problemer.
  • Underpræsteren i skolen, og gøren sig selv dårligere end vedkommende er. Fx lyve sine karakterer lavere og droppe en interesse hver gang, vedkommende blev for god eller succesfuld til pågældende interesse.

Alt sammen selvskadende og selvnedbrydende adfærd, der havde til formål at ødelægge den elskede person samt bekræfte og understrege at vedkommende var/er et dårligt og negativt menneske. I bund og grund et forsøg på at leve op til den rolle vedkommende havde fået af sin forælder. Og en adfærd som udsprang af et ekstremt selvhad, så stærkt. Og samtidig en kæmpe kærlighedserklæring til forælderen, i et forsøg på at leve op til den rolle, der forventedes af vedkommende, og dermed et forsøg på at opnå forælderens kærlighed.

Den elskede forsøgte som både barn, teenager og voksen gentagne gange at redde det hele og få et godt forhold til forældrene… Ingen af forældrene så eller anede “tilsyneladende” noget ovenstående i hele den elskedes barndom. Da den elskede som voksen, som et led i det sidste af de årelange forsøg på, at komme tæt på sine forældre i håbet om at mærke deres kærlighed og forståelse, fortalte om noget af ovenstående omkring blandt andet spiseforstyrrelsen for første gang i hele sit liv nævnte den elskede person dette for sin forælder (delvist på forælderens opfordring) og så var ordene ordret en halv time efter “kan vi ikke bare glemme det og komme videre”. Det blev aldrig nævnt igen.
Der er aldrig før, under eller efter vist forståelse, og end ikke anerkendelse af barnets oplevelse, som havende noget som helst med virkeligheden at gøre. Blot fortsætter den samme nedbrydende og grænseoverskridende adfærd. Og blot bliver der sagt, at det hele bare er noget barnet har komplet misforstået, og at intet af det barnet siger har noget på sig, eller afspejler sandheden.

Følgevirkninger

Udover de ovennævnte meget håndgribelige virkninger af førnævnte opvækst, er der alle de mere subtile følgevirkninger, der er mindre tydelige for andre, selv når man er brudt fri af de førnævnte meget konkrete mønstre i sin ydre adfærd og på papiret er brudt fri, så er der stadig en lang række ting at bryde fri af.

  • Det ekstreme, selvdestruktive selvhad, der følger og forfølger i alle handlinger
  • Fortsat trang i mod at ødelægge alt man er god til eller opnår.
  • Mene man er et dårligt og dybt uværdigt menneske, der ikke er værd at elske.
  • Stærk overbevisning om ikke at fortjene at blive elsket
  • Dissocierer – dvs at man ikke kan holde ud at være i sin krop og derfor forlader den eller lukker ned for sine følelser, og bliver dermed fjern og ukontaktbar, hvilket igen fører til de efterfølgende punkter.
  • Momentan manglende evne til intuitivt at mærke empati og forståelse for andres menneskers følelser (trods evnen i høj grad er der på regelmæssig basis)
  • Momentan manglende evne til at identificere og møde andres behov
  • Momentan uempatisk, afstumpet, afskåret og isolerende adfærd
  • Trangen til at ødelægge alt der er godt for en
    • Parforhold
    • Intimitet og kærlighedsudvekskling
    • Forholdet til sine børn
    • Sine evner som forælder
    • Sit studie – sin evne til at studere og gøre det godt på studiet
    • Sit job -sine evner til at arbejde og gøre det godt
    • Sin fysiske sundhed og sit forhold til mad
  • Manglende evne til at udtrykke egne behov, følelser og ønsker
  • Manglende evne til overhovedet at MÆRKE, hvad man selv føler, da alt har handlet om at løse den umulige opgave om at tilfredsstille sin forælder.
  • Skubben dem der elsker en væk.
  • Complex PTSD (Complex Post Traumatisk Stress Disorder)
  • Frygt for forælderen
  • Psykiske nedbrud hver dag i årevis, hvor den elskede person førhen kun kunne hulke trøstesløs, senere hvor den elskede person kun kan sidde og stirre forstenet ud i luften
  • Momenter og lange perioder, hvor den elskede person til sin store fortvivlelse, fortrydelse kommer til at kopiere forældrenes adfærd – være grænseoverskridende, nedbrydende, ødelæggende, vrissende.
  • Momenter med tankerne kredsende om selvmord
  • Fortsat selvskade ved at slå sig selv hårdt i hovedet eller kradse sig i sit lår med en gaffel, og kamp for ikke at skade sig selv.
  • Total og alt-udslettende tvivlen på egen dømmekraft og sig selv og sin egen godhed og sit eget værd.

Kort sagt – følgevirkninger, der gør vedkommende stadig kan smadre alt i sit liv – alt der gør vedkommende lykkelig, glad og lys – hvis ikke vedkommende konstant kæmper for at bryde fri og ud af orkanens ensomme øje. Ud i livet. Ud hvor man lyser, ler, vokser, vækster og skaber. Hvor man er sin egen sjæl, og ikke blot en skygge af en etiket og en skæbne, man blev tildelt.

Et barns forbandelse og velsignelse

Et barns forbandelse og velsignelse er, at det elsker og forguder sine forældre himmelhøjt og vil gøre ALT i hele verden for at leve op til forældrenes kærlighed og til de etiketter, som forældrene klistrer på barnet. Barnet vil ødelægge sig selv for at leve op til sine forældre. Og barnet vil gentage forældrenes fejl blot for at undskylde forældrene.
Alt dette indtil et vist punkt, hvor barnet står foran grænsen til selvudslettelse og står ved en skillevej. Enten må barnet lade sig totaltødelægge ved enten selvmord eller totaltfiasko i alle livets facetter. Eller barnet må bryde fri!

Og når man tænker på, at vedkommende bør bryde sig fri, skal man huske at det er et menneske, der er opfostret til ikke at have skyggen af selvværd, og som tror vedkommende er en værdiløs person.

Og at bryde sig fri af den aggressive orkan og de altomsluttende levende samt døde rekvisitter, er selv for en person med et sundt selvværd, en kamp, der kan koste en livet.

Kampen om at bryde et mønster

Hvis man tror det, at bryde den sociale arv er nemt eller komfortabelt, kender man ikke en mønsterbryder. At bryde et mønster så stærkt og grundlæggende dybt kræver en kamp og en vilje udover det sædvanlige. Mønsterbrud er ikke for svage sjæle. Mange knækker. Enten ved selvmord eller går til grunde på den ene eller anden måde. Opgiver håbet om at det kan blive bedre, fortsætter de samme mønstre.

Hver en handling, hvert et ord og hver en tanke mod ens partner og børn skal vendes og bekæmpes indeni, fordi det der falder en ind, er at gøre, som man har set det hele sit liv. Det er det der sidder på rygraden – det er nedbrydende. Det der er impulsen. Men at gøre som dem er lig med død. Så der er kun et valg. At tage kampen for dem man elsker, fordi man elsker sig selv. Hvis man endda er så heldig at have nogen man elsker – og som også elsker en.

Man skal ikke underkende hvor umanerlig hård denne kamp er. For det er ikke bare en kamp, der foregår udenfor en, som man kan pause for, når det bliver for meget. Det er en kamp, der foregår både udenfor én og hele tiden indeni i ens inderste dyb hvert eneste vågne sekund af ens liv. Kampen er en livskamp på liv og død. Det er ikke bare et aspekt af ens liv. Det er hele ens liv.

Den kræver en jernvilje, som kommer af kærlighed, håb og ikke mindst en TRO. Tro på, at der er et lys et sted. Et lys, der viser, at alt kan blive bedre.

Man vinder kun med en urokkelig tro, et uudslukkeligt håb og med evig, enorm, opslugende, evigt frempiblende  kærlighed i sit hjerte.

NB: At være tvunget ud i denne kamp betyder i øvrigt ALDRIG, at man ikke elsker sine forældre betingelsesløst til skyerne og tilbage igen, og aldrig kan stoppe med at have kærlighed til dem. Det er ikke et spørgsmål om kærlighed. Det er et spørgsmål om overlevelse.

Respekt og tak til denne tids krigere!
Som med deres kamp gør verden til et bedre sted og medskaber en bedre fremtid for vores børn.

Elsker forevigt

Et skridt på vej ud af stilheden.

Anonymitet: Af hensyn til den elskede person og dennes bagland er personerne anonyme. Skribenten kender personernes identitet.

Share