HJÆLP – vi er omringet af trådløst netværk!! GODT NYT: du kan minimere skadelig stråling
Wow … Prøv at sætte din og din eventuelle sengekammerats mobil i flytilstand, når du skal sove! Det gjorde jeg i nat! Jeg har simpelthen sovet noget bedre end længe.
På 50 år er den elektromagnetiske stråling, vi omgives af blevet flere millioner gange større pga. telefonmaster og wi-fi. Sandsynligvis med konsekvenser for vores kroppe og vores dyrebare natur.
Læs her om (min oplevelse med) elektromagnetisk stråling, hvordan den mindskes og om min gode nattesøvn.
De første 18 år af mit liv voksede jeg op langt ud på landet – ud til havet og op mod skoven og markerne. De to nærmeste naboer 100 meter væk, og tredjenærmeste nabo 400 meter væk. Aldeles afskåret – på den gode måde, synes jeg selv. Jeg var omkring 8-9 år, da de første spæde (aka gigantiske) mobiltelefoner kom på markedet. Mine forældre fik en tidligt pga. deres job som selvstændige musikere, hvor de kørte rundt i hele landet på skæve tidspunkter flere gange om ugen. Et par år efter begyndte alle andre at få mobiltelefoner.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg med min første mobil – en Alcatel med motivet af et stort dannebrogsflag – måtte løbe rundt på hele vores grund ude som inde, hvis en sms skulle modtages. Signalet var virkelig dårligt på landet. Måske flere husker den insisterende og ivrigt pulserende – bippelip bippelip bippelip lyd, der opstod, når man som en anden guldsøgende alkymist, nærmede sig målet: At finde et gyldent spot, der kunne opsnappe de dyrebare sms’er. Sms’en kom gerne 5-10 sekunder efter, man havde fundet et spot. I hvert fald var det sådan på landet.
Som sensibelt landmenneske kunne jeg ikke lide at røre ved min telefon, for jeg kunne mærke groft boblende, stikkende, mærkeligt varmende stråler, der bankede ud af mine første telefoner. Så trods min begejstring ved nyerhvervelsen, havde jeg en impuls i kroppen til, som et listende, skeptisk dyr at gå i en stor bue uden om mobilen, som var den et mini-Tjernobyl. Og jeg ville IKKE sove i rum med den. Mine forældre bifaldt dette, da de også mærkede den snurrende varme i hovedet, når de havde talt i deres giga-mobil. Vi havde også enkelte bekendte, der havde døjet med følelsesløshed i det ben, hvor mobilen lå i lommen – indtil de blev opmærksomme på, ikke at gå med mobilen i lommen.
Flertallet grinte hjerteligt af mig, og sagde, at jeg bildte mig det ind, og om jeg virkelig seriøst mente, jeg kunne mærke det, og at det var noget pjat. Jeg har også i mange år haft det sådan med mikroovne. Når jeg en sjælden gang tænder mikroovnen for at tø et stykke brød, flygter jeg ud af rummet, som havde jeg detoneret en bombe, da jeg føler en mærkelig kvalm, smeltende fornemmelse i mit væv, når den kører. Er jeg ekstra følsom en dag, giver en tændt mikroovn mig decideret kvalme og følelsen af at skulle kaste op.
Nå… Men årene gik. Mange tunger ville, at de nye mobiltelefoner ikke havde samme stråling, som de gamle. Jeg følte også selv, at de stikkende bobler, der kom ud af nyere telefoner var mere finkornede, blødere, mildere og mindre skingre end i de oldnordiske mobiler. Fordi jeg efterhånden erfarede, at ingen ulykker indtraf, når jeg nu og da blev tvangsindlagt til at sove sammen med mobiler, fordi teenagetidens kærester og veninder ikke var med på mine mobil-rutiner, blev jeg langsomt lullet ind…
… Lullet langt ind i elektromagnetiseringens bedøvende, grænseudvidende og terrænerobrende verden. Jeg var blevet elektromagnetifiseret – tilvænnet, lokket, narret – uden mit vidne. Indtil i nat …
Efter at have set en fantastisk dokumentar, jeg KUN kan anbefale, ville Daniel og jeg i nat teste en af de nemmeste, mindst invasive og gratis metoder til at reducere elektromagnetisk stråling. Nemlig at sætte mobilerne i flytilstand natten over. Og jo, vækkeuret virker stadig i flytilstand.
OBS: Når du sætter din mobil i flytilstand slukker du for sende- og modtagefunktionen, samt du slukker for wi-fi og bluetooth. Formålet med dette er, at du, når du er på et fly, ikke tiltrækker forstyrrende radiosignaler. Du kan i denne tilstand stadig bruge de af din mobils funktioner, der ikke kræver radiosignaler. Fx ur, installerede spil, apps, kamera eller videokamera. Du kan også høre musik, hvis du på forhånd har det downloadet på telefonen.
Udvalgte fakta fra den dokumentar – der tryllebandt os. “Resonance – being of frequency” fra 2013
- I de sidste 50 år er den elektromagnetiske stråling, der omgiver os blevet flere millioner gange større end for 50 år siden.
- Menneskehjernens frekvens (Alpha-bølger) på 7,38 Hz er den samme frekvens som jordens frekvens 7,38 Hz (også kaldet Shumann-resonansen).
- Forsøg viste, at afskæres mennesket (menneskehjernen) fra kontakt med jordens Shumann-resonans bliver vedkommende fysisk og psykisk dårlig. Vedkommende får det godt igen, når kontakten til jordens naturlige bølger genoprettes (testet i en bunker under jorden, hvor man kunne slå jord-bølger til og fra)
- Den menneskeskabte elektromagnetisme i form af telemaster og andre radiosignaler forstyrrer jordens bølger, Shuman resonansen, i en sådan grad, at man i nogle storbyer ikke engang kan måle Shumann-resonans, fordi de interferes og overdøves så voldsomt af elektromagnetiske bølger.
- Der er i USA påvist øget forekomst af kræft hos folk, der bor rundt meget tæt på telemaster. Især hvis man bor max 500 meter fra en mast.
- Melatonin er et hormon, der kun produceres i hjernen, når et menneske sover – og kun hvis det sover i mørke, da pinealkirtlen i hjernen ikke starter produktionen op, hvis der er lys. Undersøgelser tyder på, at pinealkirtlen ikke skelner de forstyrrende elektromagnetiske bølger fra forstyrrende lys. Hvilket tyder på, at elektromagnetisme forstyrrer hjernens evne til at producere melatonin.
- Melatonin omtales i dokumentaren, som et decideret foryngende hormon, da det forynger din hud og din hjerne og er stærkt antioxiderende. Endnu vigtigere er hormonet meget kræftforbyggende, hæmmer eksisterende kræftceller, hæmmer inflammation samt øger effekten af kemo og gør kemobehandling mindre giftig for kroppen. Kilde.
- Undersøgelser viste at elektromagnetisme forstyrrer dyr og menneskers indbyggede kompas. Lagde man en telefon ned i en bistader, kom kun få eller ingen bier tilbage til staderne, hvorimod alle bier vendte tilbage til staderne uden mobiltelefoner i.
- Undersøgelserne med børns indre kompas viste, at børn har en evne til at vide, om de vender mod øst, vest, nord eller syd, selvom de snurres rundt igen og igen i et rum uden vinduer og med mørkebind for øjnene. Når børnene fik monteret elektromagnetiske anordninger på siden af deres mørkebind, mistede de evnen til at navigere og mærke hvilken retning de vendte.
- Børns kranier er meget tyndere end voksnes, og derfor rækker mobiltelefonernes anbefalede sikkerhedsafstand mellem krop og telefon sjældent for børn, hvis du ønsker at dit barns hjerne ikke skal udsættes for for megen stråling.
Den gode nats søvn
Det korte af det lange er: Vi fik en stor lyst til at gøre noget drastisk. Så vi undersøgte en masse muligheder for at indskrænke de elektromagnetiske stråler, som jo er pænt svære at undgå helt i en verden smækfyldt med telefonmaster og mindst fem forskellige wi-fi netværk, du kan hoppe på ligegyldig, hvor du er, hvis du blot har koderne.
Inden jeg kommer ind på, hvad man selv kan gøre, vil jeg fortælle om min gode nattesøvn i nat. Selvom en nats søvn er et meget lille feltstudie, så ramte resultatet mig ikke mindre:
Jeg har ikke mindst grundet min graviditet (uge 24) svært ved at sove, trods jeg normalt sover godt. Men jeg har ikke sovet særlig godt de seneste uger. Blandt andet fordi jeg er endnu mere sensibel her under graviditeten end jeg sædvanligvis er. Vågner gerne 2-3 gange hver nat.
... Mit “feltstudie” bragte mig for en stund tilbage til en glemt tid, en glemt følelse i kroppen, hvor jeg ikke var dopet af elektromagnetisk stråling, så jeg HUSKEDE, hvordan bart land føles.
Udover jeg altså sov hele natten i nat, havde jeg, da jeg slog øjnene op, en anden følelse i kroppen end jeg plejer. En særlig ro, som minder mig om naturen, om at ligge i solen på en sommerdag. En følelse, det er meget længe siden, jeg har haft. Ja, det lyder måske lidt langhåret (er også MEEEGET langhåret ;)) …
… De bedste ord, jeg kan sætte på oplevelsen er: at jeg følte en særlig ro, uforstyrrethed og en følelse af, jeg vågnede udendørs og at alle mine sanser var vakte, spændte – lidt ligesom man husker fra man var 3-4 år, hvor alting føltes nyt, spændende og sprødt … Måske ikke så mærkeligt, hvis den reducerede stråling gav mig øget kontakt til jordens frekvens – og dermed også gav følelsen af natur, som vi ofte føler os afskårede fra.
Hvad kan man selv gøre for at mindske stråling
Denne oplevelse var nok til at sætte gang i et af de emner, Daniel og jeg tidligere har fundet interessant. Nemlig reduceringen af stråling. Du kan gøre en masse ting selv både gratis og for penge.
Der findes en masse ting, du kan købe for at nedsætte strålingen om dig. Har fået anbefalet denne hjemmeside SafeHealth.dk, hvor man kan købe alt fra bælte, der beskytter gravide maver mod stråling til anordninger, der monteres på din telefon, for at mindske stråling, og som senere kan bruges til at have liggende i skødet, når du eller dine børn sidder med bærbar. Lokkende, når man har en lille babymave, som jeg har, med et beskyttende bælte med sølv i, som udelukker 99 % af den cellulære bestråling barnet ellers ville udsættes for.
Dokumentaren viste, hvordan en der lider af elektrosensitivitet har fået tapetseret indersiden af sit tag og sine vægge med en metalfolie og har vinduesglas med metal i. Dette er naturligvis ikke synligt. Omend det er et lidt voldsomt indgreb i såvel hjem, som pengepung.
Udover det giver føromtalte hjemmeside også flere gratis, simple råd til, hvordan du kan minimere stråling. Eksempelvis:
- Sæt din telefon på flytilstand
- Sluk din internetrouter om natten
- Brug headset, når du taler i telefon, for at holde telefonen i sikker afstand fra din krop
- Hold din telefon i den sikkerhedsafstand, som telefonen selv anbefaler – typisk mindst 0,5 cm fra kroppen
- Minimer børns brug af tablets og mobiltelefoner
- Se mere på SafeHealth.dk om råd og produkter
Skal vi så pakke vores huse ind i metalfolie nu
Vi ved alle sammen, hvor utrolig mange skadelige ting, der omgiver os. Pesticider i mad og afgrøder, dyremishandling, stråling, medicin og hormonforstyrrende stoffer. Skulle vi gå ind i det hele og tage alle forholdsregler, ville vi blive sindssyge og paranoide.
Hvis vi begynder at dyrke det i ekstrem grad, kan vi blive så fikserede på det vi frygter, at det får den modsatte effekt, og i stedet for at være sundhedsfremmende, så er det bekymringsfremmende – hvilket jo har den modsatte effekt på ens helbred. Man får jo heller ikke elektrosensitivitet eller cancer blot fordi, der står en telemast, så skulle alle jo have cancer. Der er selvfølgelig et hav af andre ting, der påvirker dit helbred. Ikke mindst oplever jeg, at:
… din egen tro på et godt helbred, er en af de vigtigste faktorer, der gør du kan blive oldgammel, selvom du er en storrygende, saltspisende, fedtmæskende, øldrikkende person, der har arbejdet hårdt og måske endda har boet ved en telefonmast.
Så mal nu ikke nogen på væggen og hav tillid til et godt helbred. Men samtidig tænker jeg nu det er godt at have i sin bevidsthed, at denne elektromagnetiske stråling omgiver os millioner gange mere end for 50 år siden, og at vi KAN altså gøre noget for at mindske den, og øge bevidstheden om dette. Både for vores egen skyld, for naturens skyld og for de mange kommende generationer efter os <3
I første omgang, kan du prøve at sætte din telefon på flytilstand i nat, og mærke om du er ligeså følsom, som mig. Skriv meget gerne din oplevelse i en kommentar her eller på facebook 😀 Er spændt på, at høre jeres erfaringer.
God påske til dig og dine kære!
Kærligst Lizandra
Leave a Reply