Refleksioner over vigtigheden af børns opvækst

Her er jeg født og vokset op. Verdens tryggeste sted. Langt ude på landet. Med den smukkeste udsigt over Storebælt, færgerne, så broen, og til aften også fuldmånen (eller den er fuld om to dage)

I udkanten af en lille bitte landsby, som jeg i dag kan konstatere rummer dele, som jeg ikke mindes, selvom det var mit hjem de første 18 år af mit dejlige liv – fordi vi ikke færdedes der.

Fordi kommuneskel lå i vores baghave, hørte vi ikke til kommuneskolen i den lille landsby en km væk, men i stedet hørte vi til kommuneskolen i en anden lille landsby 10 km væk fra vores hjem. Èn gang i hele min folkeskoletid oplevede jeg, at en klassekammerat kom uanmeldt og bankede på døren, fordi hun besøgte sine bedsteforældre i et nærliggende sommerhusområde. Jeg og resten af familien var i chok, men glade for besøget.

Vi boede ved siden af en godsejer, der satte kæder for vejen. Det var en sensation, når der kom en bil uden invitation nær vores hus.

Jeg har aldrig sat mine barneben i en vuggestue eller en børnehave – dog nogle få måneder havde jeg korte dage i en dagpleje. Mindes denne kortvarige erfaring fra dagplejen med ubehag, men dog som et glemt komma i, hvad der føles, som min lange livshistorie, inden jeg nåede skolealderen og som et komma i min livshistorie i det hele taget.

Min intense, begavede, kærlige far og min smukke, tilbageholdende, kærlige mor elskede hinanden og os børn over alt på jorden, hvilket vi mærkede hver dag og fik at høre ofte.

To kunstnere, der ordnede have og lavede tilbygninger med deres børn, og bagte hjemmelavet rugbrød og leverpostej troligt i årevis, trods alt de gjorde var ganske umoderne. 

To mennesker, der modigt skuede mod stjernerne og deres drømme og levede (og stadig lever) præcis det liv de drømmer om uden at skele til andres fortællinger om, hvad man kan og ikke kan. De kiggede opad – i stedet for til siderne.

Efter skole sad jeg tit ude på min gynge ude i vores have. Jeg blev nemlig hentet efter skole. Har aldrig sat benene i en fritidsordning. Jeg sad på min gynge, dagdrømte og sang og forestillede mig af og til, at hele verden blot var et skuespil, og snart ville alle mine plageånder i skolen stige op fra Storebælt og komme frem bag hybenhækken og sige: ”Det var bare et skuespil, Lizandra, selvfølgelig kan vi godt lide dig. Faktisk synes vi, du er alletiders”.

Jeps, som det altid smilende, forsigtige og fagligt dygtige pigebarn jeg var, blev jeg mobbet så godt som hele min folkeskoletid. Jeg anede ikke en hujende fis om magtspil, om grænsesætning og dominans mennesker imellem. Jeg kom stille, beskedent, men panserløst slæbende og smilende med mit store, tillidsfulde hjerte ind i ethvert rum, jeg gik ind i. Når folk svinede mig til, smilede jeg bare. Det faldt mig ikke ind at svare igen, eller sige: ”Luk nu røven, din taber. Du taler bare sådan, fordi du har det dårligt indeni.” Jeg faldt ned fra månen hver gang og tænkte indeni: ”Hvorfor gør de det”. 
Gæt hvad – jeg er i dag faktisk glad for, jeg aldrig har lært noget om magtspil. Jeg har intet at bruge det til. Tværtimod ville det blot være i vejen for mit liv, selvom det kortvarigt havde været fikst at kunne kaste en finke af fadet til de frække.

Af og til blev jeg ked af det.

Men det var overordnet som om, jeg var ligeglad. Som om mine mobbere ikke var vigtige nok for mig til, at kunne trænge ind. Det var som om jeg så igennem dem, og kiggede på horisonten bag dem, og så på mine drømme, mens de stod i nuet og sagde mit tøj var grimt eller mine forældre var mærkelige.

Jeg havde legeaftaler max én gang om måneden – ligesom jeg også senere kun måtte gå i byen til fest en gang om måneden. Min far mente det var vigtigt at være hjemme sammen med familien. Vi måtte ikke se det ungdoms-tv, som de andre børn så (i en alt for ung alder) Han sagde, at for hvert minut vi så af det, kunne han se hjernecellerne flyve ud af hovedet på os. I stedet blev jeg præsenteret for gamle danske film i den allerlødigste afdeling, for de gamle ”Puk-bøger” om pigen på kostskolen og for ”De 5” bøgerne. Det var i denne kultur, jeg mødte mine helte, mine forbilleder i Lone Hertz, Tove Maes, Susse Vold, Mimi Heinrich, og mine forelskelser i Ebbe Langberg, Ib Mossin, Dirch Passer, Dario Campeotto.

Det var her jeg lærte om kærlighed, romantik, venskab, loyalitet, hæderlighed, retfærdighed og godhed – udover hovedparten, som jeg selvfølgelig lærte direkte hos mine forældre.

De andres sårende kommentarer, deres Baywatch, Melrose Place, udtalte fokus på samt hierarki-placering af mennesker ud fra mærkevarer blegnede, prellede af og fremstod lidt som en underlig fjern planet, hvor jeg ikke helt kunne høre, hvad de sagde eller se, hvad de foretog sig. Jeg kunne bare i tågen og forvirringen tænke: ”Hvad laver de mon”?

Det jeg kunne se var den virkelige verden, som dominerede, som mine forældre skabte til mig herude helt op af Storebælt i vores rige verden af høns, hunde, kærlighed, fortrolighed, liv, intensitet, fantasi, katte, naboernes marker og brombærhegn.

Jeg troede alle børn i verden havde sådan en rig verden, at vende hjem til hver dag. En verden, hvor de følte sig uendeligt elskede, sete, hørte, værdifulde, hvor de følte sig som de vigtigste mennesker i hele verden – hos deres mor og far, hvor de kunne udtrykke hver en smerte de måtte føle, udtrykke ethvert behov, bede om ros og anerkendelse og altid blive mødt af en storm af kærlighed. Føle sig valgt til, og føle at man i familien var en enhed af fortrolighed, som intet nogensinde kunne komme imellem. Min verden derude – under en prik på et landkort – var så fyldt med inderlighed, magi og lanterner, der usynligt altid flimrede spændstigt og dragende på himlen, som ventede eller udfoldedes den varmeste sommeraften med de smukkeste drømme lige nu. Med saft og kraft og med en altid tilstedeværende lille kildren af glæde i maven og lykkebobler altid sprudlende i solar plexus, så jeg næsten ikke kunne være i min krop af glæde. Jeg sagde i hverdagen tit nogle mærkelige lyde (derhjemme) Jeg fortalte, som det var, at det var mine glædeslyde, fordi det gjorde ondt i kroppen at være så glad, så overskuddet måtte ud. Jeg siger stadig de lyde, når glæden bliver for stor.

Først da jeg nåede teenageårene begyndte den ydre verden at trække i mig. Først der tog jeg andet ind, end det mine forældre havde skabt.

Jeg oplevede en på mange måder spændende, dragende verden, men også dybt nedslående.

En verden jeg opdagede og betragtede – fyldt med utroskab, illoyalitet, dyb ensomhed, kulde, barndomstraumer og desperation efter at være en del af usunde fællesskaber skabt af frygt under påskud af at skulle være hyggelige og morsomme.

Jeg indså at verden – i kontrast til den verden jeg levede i – er gennemsyret af hele generationer med barndomstraumer, ensomhed, frygt, og mennesker der ikke følte sig værdifulde, anerkendte, sete, vigtige, frie. Mennesker uden troskab og respekt til sig selv og andre, der tog afstand til sig selv og andre på grund af dette.

Jeg opdagede, som jeg allerede vidste, at jeg ikke havde en udtalt fremtrædende selvtillid i min fremtoning. Tilbageholdende, mild og ikke grænsesættende. Til gengæld opdagede jeg, at jeg indeni havde et stort selvværd, der var relativt usædvanligt at se, når man så sig omkring og kom tæt på en hel masse mennesker.

Og ja, skoletiden var måske ikke mit slaraffenland (hvilken skolen ikke er for mange mennesker – ligegyldig om de har gået i institution eller ej), men de mennesker, jeg selv valgte at have tæt i mit liv var dejlige mennesker. Så på mange måder fortsatte slaraffenland, så snart skoletiden stoppede. Og det blev kun bedre og bedre.

Jeg mødte min livsledsager, som er som taget ud af mit eventyrland fra før verden ramte mig. Han er alt, man (jeg) kan drømme om i en mand – hele vejen rundt besidder han ALT, der gør mig lykkelig, og han besidder alt, der gør det muligt for mig at vriste mig fri af de lidelser og traumer, der trods alt har nået at hægte sig på mig i årenes løb efter jeg bevægede mig væk fra min trygge barndoms verden.

Jeg er ved at være der igen. Helt fri. Væk fra alt det i verden, som forhindrer et frit og lykkeligt liv.

Nogen vil sige, jeg har levet et meget isoleret liv i min barndom, og det har jeg VED GUD også. Og det er jeg så taknemmelig for.

For det er derfor, jeg har en verden at vende hjem til

Share

Share