Pendlerliv:

TORTUR I LYNTOGET VALBY-RETUR

 

Den anden dag på vej til arbejde på strækningen mellem Fyn og København havde jeg forvildet mig ind i et tog, som af uvisse grunde skulle hyle, som en gal ugle hver gang det var i høj fart – det vil sige det meste af tiden.

Jo længere tid det stod på, des mere voksede min seriøse overvejelse om at hoppe af toget ved nærmeste station, velvidende, at hvis jeg gjorde alvor af det, ville jeg komme for sent på job.

Men jeg følte at galskaben ville springe ud, inden jeg nåede frem, hvis jeg ikke blev fri for den inaverende lyd. Heldigvis klamrede jeg mig dog tappert til toget.

Når jeg beskuede de mange andre mennesker, undrede det mig, at de så ganske fredelige og afbalancerede ud. Var de ikke også forpinte? Deres telefonsamtaler kørte sagte i baggrunden, og deres øjne var rolige og morgenslumrende. Men måske de følte pinslen indeni?

 

Hvordan så jeg mon selv ud? Hvis man kiggede indgående på mig, så man måske heller ikke smertens sande ansigt. Man ville nok få øje på en pige, der sad og rokkede lidt uroligt på sædet, et par uroligt flaksende, momentalt himmelvendte øjne. Og en pige der med jævne mellemrum stak fingrene i et par, i forvejen papirsfyldte, ører, mens hun forsøgte at gøre dette øre-finger-møde til noget, der lignede en behagelig stilling. Men nej, man kunne nok ikke se, at jeg var ved at hoppe af toget. 

… At have meget fintfølende ører er blot en af de underlige ting, der gør det udfordrende at være sensitiv – især i den evigt dampende, pumpende og ildelugtende trafik.  (for slet ikke at tale om, når man ikke tillader sig selv at trække vejret, fordi luften er forpestet tyk af kuldioxid og andet guf, så man får kvalme, hvis man alligvel kommer til at suge ind) Nå, tilbage til de to søde, krøllede øregange.

… Måske kender du også til de ører?

Puha. Ligesom smerterni øret, når folk taler, fløjter eller når en højttaler er skinger og med for meget diskant – det synes jeg næsten alle højttalere er. Især et problem til zumba, spinning, i byen eller når folk glædesstrålende vil underholde en med en sang fra sin iPhone. Samme problem gælder hunde, der lyder, som har de slugt helium. Eller de stolte mænd i træningscentret, der slipper vægtene lidt for tidligt, så alle kan høre, hvor tungt det var. (jeg er tydeligvis ikke deres målgruppe).

Allerede i gymnasiet blev jeg kendt, som pigen med papir i ørerne under idræt, fordi det gjorde ondt, når det suste, mens vi løb.

Det er også en fysisk umulighed at have de der små høretelefonpropper inde i ørerne, som flertallet ynder. Og når en ambulance kører forbi, er der ved at ske en ulykke til, for ligegyldig hvor jeg befinder mig, når ambulancen nærmer sig, bliver jeg nødt til at stoppe cyklen i god tid for at holde for ørerne, ellers vil jeg nærmest i affekt vælte af cyklen for at proppe fingrene i ørerne. Ligesådan når et tog kører forbi perronen, eller når en usmurt bus bremser eller åbner dørene.

… Når jeg står der med fingrene i ørerne, og er nødsaget til at være bedøvende ligeglad med, at folk måske tror, jeg hører stemmer eller er sart, så skøjter mit blik altid spændt rundt, for at se, om der ikke er en artsfælle, der gør det samme som mig. Men i alle årene har jeg indtil nu kun oplevet to-tre børn, der har gjort mig med selskab.

Øretortur

For folk der slet ikke er sensitive, kan det nok lyde utrolig mærkeligt og sart. Men bare fordi man ikke selv oplever det, betyder det jo ikke, at det ikke er reelt. Bare fordi man ikke kan se ilt, betyder det jo ikke, at den ikke eksisterer. Eller bare fordi kvinder kan tåle et hårdt puf i skridtet, så betyder det ikke, at mænd er pivede, hvis man puffer dem hårdt i skridtet, og de vrider sig i smerte. – En firkantet kasse synes også forskellig, afhængig af hvor høj du er, hvor godt dit syn er, hvor solen står på himlen, og om du evner at se 3-dimensionelt.

Faktum er, at lyde og meget andet kan føles voldsomt, når man har et ekstra sensitivt nervesystem, som sensitive har. For mig føles som en mild grad af den tortur, man ser i krigsfilm, hvor en stakkel ligger i Gollum-fosterstilling, badet i lys, mens hyletonen skærer ind i hjernen og giver mavepine.

De dejlige lyde

Men når det så er sagt, er der jo også mange vidunderlige lyde. Og jeg ELSKER da også lyde, larm, musik og menneskers dejlige stemmer. Selv larmer, synger, fjoller og råber jeg ofte. Og høj musik er da også det skønneste, når man lige trænger til det. Det gør jeg tit. Så selvom standard-indstillingen er sensitive ører, så svinger det heldigvis, hvor slemt det er.

Jeg er dog bare blevet bedre til at anerkende, at det stresser og overstimulerer mig, hvis jeg overhører, hvad mine ører fortæller mig, de ikke gider!! Derfor er jeg begyndt i højere grad at tage hensyn til det, ved fx at proppe fingrene i ørerne uden at prøve at skjule det, ved at gå, hvis noget er for højt, eller spørge om folk kan tale knap så højt – eller som minimum at undgå at gøre det direkte ind i mit øre 🙂 Ha ha.

Det gør det lettere for mig at fungere og præstere i andre sammenhænge, og så er det bare lækkert at være tro mod sig selv.