TV: Særligt sensitive i Go Morgen Danmark

Ulla Hinge Thomsen og jeg besøgte TV2 Go Morgen Danmarks Mikkel Kryger for at fortælle om særligt sensitive med deres mange fordele samt udfordringer. Vi er begge enige om, at fordelene er flest. Vi var i studiet 29. februar 2015.

Jeg vil, langt om længe, fortælle om Dr. Jekyll og Mr. Hyde = mig i studiet. Ikke mindst var vi i studiet i anledning af Ullas bog, “Særligt sensitive – guide til det gode liv”, som i mine øjne har en positivt unik tilgang til emnet. Jeg anmelder hendes bog til sidst i denne fortælling.

Nogen har spurgt mig, om jeg selv havde opsøgt Go Morgen Danmark for at være med. Noget man kunne tænke, fordi jeg har arbejdet der, går jeg ud fra. Men det havde jeg altså absolut ikke. Proceduren foregik præcis ligesom, da jeg selv arbejdede, som journalist på Go Morgen Danmark. Med dag til dag produktion for de fleste indslag. Faktisk havde jeg kun talt med få tidligere kolleger om særlig sensitivitet og min blog, så var glædeligt overrasket over invitationen, der lå på min telefonsvarer kl. 12 dagen før optagelsen. Jeg vidste, jeg måtte beslutte det hurtigt. Efter en times intens overvejelse takkede jeg ja, selvom jeg var i tvivl, om jeg kunne. Mentalt vidste jeg dog at det nok skulle gå.

Dr. Jekyll og Mister Hyde – min personlighedsspaltede onsdag
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var vildt nervøs over at skulle snakke på tv. Jeg var nervøs lige fra jeg fik invitationen onsdag kl. 12 til torsdag morgen. Jeg var helt paralyseret af skræk, og samtidig utrolig glad og overstadig.
Fra onsdag middag og frem til vi kom ind i studiet kørte min krop i pinefulde ve-lignende intervaller, der spændte fra ustyrlig panik, rystende krop og infam kvalme og til rolig afklaring og selvfølgelig glæden sig til at medvirke. En lille smule personlighedsspaltet onsdag. Jeg spiste så godt som intet fra onsdag kl. 12 middag til torsdag kl. 8.00 om morgenen, da alt var vel overstået.

Min søde, dejlige kæreste, Daniel, tog med mig i toget kl. 4 om morgenen, for at støtte mig. Han var så aldeles uundværlig og kærlig at have med. Da toget nærmede sig København var jeg så panisk, at jeg måtte tage mig selv i seriøst, at håbe, at jeg ville få en blodprop, brække benet, eller at toget spontant ville gå i stykker, for jeg ville så gerne have en grund til at slippe. (selvom jeg inderst inde, selvfølgelig glædede mig.)

Jeg var stadig dybt panisk, da jeg fik lagt make-up af stylisten derinde, selvom jeg aldeles formåede at skjule det. Det fordampede dog mirakuløst som dug for solen, da den forrygende, GO-vært (tidligere Ramasjang-vært), Mikkel Kryger, som jeg kendte lidt, fra da jeg arbejdede på GO, kom glad hen og hentede Ulla, som også virkede lidt spændt og jeg til en kort prøve. Han gav et stort knus og sagde sprudlende til Ulla (og mig)

“Lizandra har jo arbejdet her, så hun kender aalt til det her, så det bliver bare godt.”

Pyha, tak for tilliden siger jeg bare. Jovist har jeg da arbejdet der, men jeg var da kun sjældent ude i studiet. Og det absolut ikke det samme. Jeg optræder også sommetider, som sangerinde (hvor jeg i øvrigt også altid er vildt nervøs) Men noget af det, jeg altid har fundet mest skræmmende er faktisk at tale foran folk, sååå det var ikke sådan bare lige. Selvom jeg er blevet lysår bedre med årene.
Men Mikkel Krygers utrolig dejlige energi hjalp mig faktisk meget til at få det det.

Så kom freden
Under selve prøven forsvandt AL rest af nervøsitet for stedse, og blev erstattet af glæde og ro. Vi sad der badet i skarpt og dejlig varmt lys, omgivet af rolige, smilende producere, regissører, kamerafolk, hvor jeg kendte flere af dem. Og så blev det bare så hyggeligt og nemt det hele. Næsten som at sidde inde i en lille magisk, lysende boble med et dejligt crew med den fælles forståelse og erkendelse af, at folk bare præsterer en milliard gange bedre, når de har det godt, og føler sig støttede og trygge.
En universel erkendelse, jeg synes, burde nå mange flere mennesker og instanser. Både når det gælder børneopdragelse, parforhold, øvrige sociale relationer og ikke mindst på arbejdspladser.

En GO tv-vært
Men ikke mindst Mikkels gennemgang og begejstring gjorde hele forskellen. Hvilket bekræfter at Go Morgen Danmark i mine øjne caster nogle af de dygtigste morgen-tv-værter, der er. Jeg har så stor respekt for dem.
At være TV-vært i et program, hvor alt fra dominerende professionelle til skælvende menigmænd gæster programmet, er, i mine øjne, SÅ meget mere end at kunne huske sine cue-cards, være naturlig foran et kamera og have en stor viden, der gør det muligt at improvisere.
Det handler i høj grad også om, at være så rummeligt og psykologisk klogt et overskudsmenneske, at man symbolsk set evner at slæbe alle sine gæster op på sine skuldre og bære og styre dem gennem hele interviewet uden at nogen rigtig opdager det. Denne opgave er mere usynlig, men er en enorm del af det, som jeg ser det.

Generelt er jeg begejstret for alle de værter, jeg har mødt på Go Morgen, men jeg må fremhæve Mikkel Kryger og Morten Resen. Måske fordi det er dem, jeg har mest at gøre med. Men de er virkelig jordens sødeste, betænksomme mennesker, udfra det jeg har set dem.

Jeg KAN heller ikke lade være at nævne, Morten Resens måde at være overfor alle mennesker, da jeg var på redaktionen. (Dette har jeg aldrig fået skrevet på bloggen) Men han er kendt for at være helt utrolig. Han kommer jævnligt hen til både praktikanter og journalister ude på Nordisk Film TV i Valby og giver konstruktiv feedback på den baggrundsresearch, som journalisterne altid laver til værterne. Det er ikke normalt, eller noget han overhovedet skal. Er bare noget han gør, for at hjælpe. Han er altid sygt velforberedt, og så skeler han bare ikke på nogen måde til, hvor seje folk er i fødekæden. Han viser respekt overfor alle mennesker. Er så blæret, synes jeg. Og er hver at fremhæve, da det ikke ses på skærmen.

Kameraet kører…
Nå… Men før vi vidste af det, skulle vi på. Min skønne meddeltager, Ulla, som jo faktisk var hele grunden til, vi overhovedet skulle ind og tale om særlig sensitivitet var ved min side og vi støttede os godt til hinanden. Tre sekunder inden kameraet startede, fik jeg øje på Mikkel Krygers medvært, Mikkel Beha, som stod og fulgte med bagved kameraet. Han sendte mig det varmeste, venlige smil med sine fine lyseblå øjne. Sådan et lidt “kom så, det skal nok gå super godt-smil”. Det smil sparkede lige den sidste ro ind i mig.
Og over stok og sten gik det i otte minutter. Jeg følte mig ikke det fjerneste nervøs under optagelsen!! Og bagefter! Så var det spisetid sammen med min fantastiske kæreste, som tålmodigt havde slæbt mig med ind i studiet og støttet og hjulpet mig fra start til slut. Resultatet af vores besøg i Go Morgen Danmark til en snak om særligt sensitive kan ses eller genses i videoen øverst i dette indlæg.

Men først vil jeg fortælle dig om min behagelige meddeltager, Ulla. Ligesom jeg bagefter anmelder hendes bog, som var hele grunden til vi overhovedet skulle i Go Morgen Danmark.

særligt sensitive

Ulla og hendes bog “Særligt sensitiv – guide til det gode liv”

Jeg opdagede hurtigt, at jeg kunne lide Ulla, selvom vi ikke nåede at udveksle forfærdelig mange ord, inden vi gik på TV sammen. Vi blev dog meget hurtigt enige om, det var skønt, vi var to. Og DEET var det også 🙂 Men først efter udsendelsen (og inden morgenmaden) fik vi rigtig lejlighed til at snakke sammen. Ulla, Daniel og jeg endte ud i en lang og super hyggelig snak i køkkenet i Go Morgen Danmark, for Ulla var alletiders og snakke med. Hun fortalte blandt andet om, at det ikke havde været lige så let at finde særligt sensitive mænd som kvinder til case-interviewene i bogen, og at det tit kun var den ene part i et forhold, der var særligt sensitiv. Det vidste vi ikke, SÅ Daniel og jeg, som begge er særligt sensitive følte os helt heldige. Ulla forærede mig et eksemplar af sine fine bog, som jeg har siden har nydt at læse.

Ulla er super sej og er en forbilledlig særligt sensitiv, som virkelige har fået indrettet sit liv på en måde, der passer til hendes person. Så hun ved, hvad hun snakker om. Hun er både direktør i sit eget firma, hvor hun blandt andet laver freelance journalistik. Så er hun nyudsprunget forfatter, gift og mor til to, Anna og Jonas. Samtidig mærkede jeg Ulla som en klog og omsorgsfuld person. Så kan det kun blive en god bog om det emne, tænker jeg! 🙂

Unik tilgang til særligt sensitive

Noget af det, jeg var allermest vild med ved Ulla var hendes befriende lette og ukomplicerede tilgang til det særligt sensitive, samtidig med hun tager alvoren i det seriøst.
MIN MENING: Rigtig mange steder ser man, i mine øjne, en “undskyld, jeg siger det”, tung, negativ, sygeliggørende, stigmatiserende, offeragtig tilgang til særligt sensitive.
Den slags hænger mig ærlig talt langt ud af halsen. For mig er særlig sensitivitet noget mega fedt! Noget, der gør mig klog og nuanceret, som gør at jeg bliver meget livsklog, fordi jeg oplever så utrolig mange ting hele tiden, som jeg lærer af. Det tror, jeg mange andre særligt sensitive er enige i.
Jeg tænker faktisk, det kræver decideret stærk psyke, at være sensitive. Det er da sværere og mere krævende at stå som succesfuld administrator af en 6-sporet motorvej, end som administrator af markvejen til Nr. Lyndelse. Så jeg synes, det er et sejt karaktertræk at have. Og særligt sensitive er da ikke dårligere stillede end andre mennesker. Ej heller synes jeg, det skal piskes op til at være noget “særligt”. Vi skal bare, ligesom alle andre mennesker, lære at begå os i verden og finde det liv, der passer til os. Vi ER ikke vores karaktertræk. Vi er bare – som alle andre – mennesker, som har en personlighed, og et potentiale, vi skal bruge bedst muligt.

Altså forstå mig lige ret. Jeg har stor medfølelse OG forståelse for særligt sensitive, der har det hårdt med deres karaktertræk. Virkelig! Jeg har det også jævnligt hårdt med min egen. Jeg retter dog især i min kritik mod de artikler og lignende, der omtaler det som noget sygeligt.
Jeg synes, bare det er SÅÅÅ vigtigt, at en masse mennesker repræsenterer den positive tilgang og alt det dejlige ved at være særligt sensitive, for de negative sider bliver SÅ rigeligt repræsenterede. Både i medierne, men også i den diagnose-agtige opfattelse, som mange får, når de hører om særlig sensitivitet.

Særligt sensitive

Ullas bog er ligesom Ulla

SKØN!!!! Ligefra den livlige, pastelfarvede forside med den yndige dame med paraplyen og de flade sko til den befriende ærlighed, hvormed Ulla deler alle sine egne og andres erfaringer, forbehold via mange jordnære råd, inspiration og historier tilegnet særligt sensitive. Altsammen gør det, at man kan genkende sig selv, og med det samme bliver revet med. Bogen er en god blanding af egne erfaringer, 11 interviewpersoner samt viden og råd fra forskning, tests, andre bøger, artikler og eksperter.

Og Ulla kommer hele vejen rundt i mine øjne. Fra den første måske afstandstagen og skepsis overfor karaktertrækket til at beskrive særligt sensitive i forhold til arbejdslivet, parforholdet, venskaber, og give konkrete anvisninger til udvikling, accept og mere harmoni med sit personlighedstræk. Hun berører både de kedelige, småpinlige bagsider ved den øgede sensitivitet, og alle de berigende sider.

Ulla er meget direkte, og tilgår emnet med en lethed og positivitet. Energien er så nærværende, let og grænsende til humoristisk ind imellem. Samtidig behandler hun udfordringerne med dyb seriøsitet og også med den underliggende tilgang af, at hun godt ved, det ikke er sådan bare lige, at håndtere sit træk for særligt sensitive. Derfor hjælper hun én igennem hele vejen.

Noget af det, jeg VIRKELIG elsker ved den her bog er, at den er skrevet af en virkelig knalddygtig og sprogligt levende skribent. Midt i al naturligheden og blødheden bogen er skrevet med, mærker man en klar følelse af struktur og målrettethed, der gør det lækkert at læse. Det gør SÅ meget for bogen, synes jeg. Man kan mærke, den er så gennemredigeret. Som om hver en sætning er skrabet, luget og renset og gennemtænkt. På den måde står, der ikke et overflødigt eller kedeligt ord i bogen, og der mangler ikke noget.

Derfor vil jeg klart anbefale den her bog til særligt sensitive, som et lækkert, manglet og velskrevet indspark om særlig sensitivitet, skrevet, så man virkelig som læser er med Ulla hele vejen.

Læs meget mere om den her seje kvinde og hendes bog på særligtsensitiv.nu
Følg bloggen om særligt sensitive ved at like

Læs mere om særligt sensitive her: Er du sensitiv

Læs mere om bloggen her: Om sensitiv blog og om at få et eventyrsliv

særligt sensitive