Når følelserne giver tandpine – og healing healer tænderne og et moderskab

“Når følelserne sidder i tænderne” hedder en gruppe på facebook, som er startet af den tidligere tandlæge og forfatter Dorte Bredgaard, som opgav sin autorisation som tandlæge, fordi hun oplevede at den viden man arbejdede ud fra ikke gav mening.

Det er ingen hemmelighed, at jeg tror alt vi oplever af fysiske skavanker og sygdomme handler om én ting – vores følelser – vores liv, vores livsomstændigheder, og at det vi oplever blot manifesterer sig fysisk i vores krop, som et fysisk aftryk af vores liv lige nu – ikke som en dysfunktion, der stammer fra fysikken.

Dette skriv er dels et eksempel på denne sammenhæng mellem sind og krop og dels en personlig fortælling om healing af mit moderskab.

Da min kæreste Valdemar og jeg blev gravide med vores førstefødte lille, dejlige ønskedreng Gabriell befandt vi os – uden at komme nærmere ind på de specifikke omstændigheder – i følelsesmæssigt meget ugunstige omgivelser, som konstant bekæmpede og nedbrød især Valdemar, men os begge som mennesker og både vordende forældre, sågar under fødslen, og også efter vi stod med vores lille drømmebarn i armene.

At skulle beskrive disse omstændigheder, hvor vi var fangede i et spind af covert narcissistisk misbrug og personnedbrydelse på elegant vis, er en hel roman i sig selv, så den del springer jeg over.

Summa summarum – trods Valdemar og jeg allerede før vi blev forældre var fuldstændig klar over, hvilke drømme og værdier vi satte højt i vores kommende forældreskab, og trods det lykkedes os, at føre vores drømme og idealer ud i livet for hvilken barndom, vi vil give vores børn, så udsprang der af førnævnte omstændigheder en masse hændelser, der førte til at der ved siden af vores lykke over og med vores førstefødte, lå en der ved siden af en bunke energi med en dyb følelse af ikke at være tilstrækkelige. 

En utilstrækkelighedsbunke, som det skulle tage tid og mange bidder at få kylet ud.

Selvom det var dybt smertefuldt og tilsyneladende tragisk, at vi blev udsat for det vi gjorde, så drev det os ud i en utrættelig kamp i jagten efter at nå vores søn i den grad vi ønskede. Det vil sige vi ville/vil nå ham 100 %. 

Et samfund uden forældreselvtillid

Allerede da vores førstefødte var 4-5 måneder gammel blev jeg opmærksom på, at min indre følelse af utilstrækkelighed gav mig uhensigtmæssige vaner – ikke så meget i praksis, men indeni var der et sted i mig, der flygtede, som et såret dyr, der ønskede at trække sig tilbage på grund af dets uduelighed, utilstrækkelighed og uværdighed til at være med.

Jeg opdagede denne indre mekanisme i mange sammenhænge, og blev opmærksom på i hvor usandsynlig høj grad evnen til at være tilstrækkelige forældre direkte hænger sammen med ens selvtillid på området.

Før vi fik børn troede jeg, at det være en god forælder, primært handlede om at være et godt og kærligt menneske med værdierne i orden. Og det er også en del af det, men blev bare klar over at forældreskabet er en sårbar størrelse, som er påvirkelig af ydre faktorer, som fx hvordan går graviditeten, fødslen, tiden lige efter fødslen, er der ro og støtte i dit miljø til dig som menneske og til dit forældreskab, eller er du omgivet af folk, der piller det du gør ned, er du fysisk rask, er du healer indeni og har du et afbalanceret følelsesliv?

Jeg blev også klar over, at noget af det vigtigste man kan gøre mod nye forældre er at støtte, rose og tro på dem – næsten ligegyldigt om de gør det godt eller ej. Når man på den ene og den anden og den tredje måde piller dem ned, kritiserer deres valg (ligegyldigt om det er velmenende eller for at såre) så piller du forældreskabet ud af dem. Du fratager dem deres evne til at gå hjem og tage deres forældreskab og deres børn til sig.

For det første kan andre ikke vide, om andre forældre gør det godt. Måske gør andre forældre noget du finder mærkeligt, men måske er det du gør den største gave til dit barns livsvej? Måske er det forældrene præsterer resultatet af en livslang kamp på liv og død om, at blive i stand til at gøre det lige præcis så godt, som vedkommende gør, og det ville være at knække vedkommende at bede om mere.

Måske endda gør forældrene noget som er mere hensigtsmæssigt end det du selv ville gøre, men andre kan bare ikke se det, fordi de ikke forstår det.

Og endda selv, hvis nogle forældre faktisk ikke gør det særlig godt, så tager man evnen fra dem ved at kritisere dem, og dette kan resultere i, at ens kritik gør at forældrene går hjem er endnu dårligere end før, fordi de nu ikke tror på de kan lykkedes alligevel.

Jeg blev også klar over, at vores forældreselvtillid bliver taget fra os fra mange sider. Vores styrke til at tro på vi alene kan stå med ansvaret og sørge for vores børns ve og vel bliver der pillet ved.
Det kan desværre være vores nærmeste der piller os ned, men det er også hele samfundet, der tilsyneladende er eksperter i vores børn. For hvem ved bedre end jordemoderen, sundhedsplejersken, lægen, vuggestuepædagogen, børnehavepædagogen, skolepsykologen, skolelæreren… Vi tager til takke med og er så vante til, at vi blot er de uvidende semi-statister i vores børns liv, og er der problemer bør man spørge sagkundskaben, for vi forældre er jo blot menig-mand (og på ingen måde det menneske, der ved mest og har den tætteste kontakt til vores børn. Næ nej) 
Hvis man i sandhed skal kende noget til barnepleje, så kræver det en uddannelse. Det er utroligt dyreunger overlever, når de hverken har sundhedsplejersker eller pædagoger. Hvordan skal disse dyreunger nogensinde lærer sociale kompetencer, at begå sig, lære en forældreskabets flagskibe “du er ikke den vigtigste person i verden”… (Og hvor jeg i øvrigt hader dette flagskib. Hvorfor pokker må man ikke være den vigtigste person i verden for sin mor og far? Jeg synes hele denne tanke om at børn skulle blive selvoptagede af ikke at lære hjemmefra at de ikke er vigtigst. Det er en grotesk idé og jeg synes det burde være indlysende at det er lige omvendt. Når du ved du er vigtig higer du ikke efter det. Når du derimod er fuldstændig desperat og hungrende efter at være vigtig, så vil du søge det uden for hjemmet og fremstå selvoptaget og noget tolker det som forkælelse, hvor jeg i stedet tolker det som forsømmelse. 

Vi giver “gladeligt” vores forældreskab fra os og tør ikke tro på, at VI forældre er de vigtigste mennesker i barnets liv. Vi er og bør være hele deres verden de første år.

Som samfund mangler vi simpelthen forældreselvtillid!

Og vi mangler det i så høj grad, at man næsten ikke er bevidst om det. Jeg er bevidst om det, fordi jeg arbejder ihærdigt mod at have forældreselvtillid, og på min vej har jeg set alle forhindringerne, som jeg hører mange andre forældre snuble i og miste selvtilliden på. Mange fantastiske forældre føler sig usikre blot ved tanken om at skulle være sammen med deres egne børn 24/7, trods det er det mest naturlige i verden.

Lige siden min lille Gabriell var 4-5 måneder gammel, hvor min kæreste gjorde mig opmærksom på, at denne mekanisme af utilstrækkelighed kendte han desværre alt til og den skyldtes jeg nu, ligesom ham, havde været for længe i et miljø, der pillede selvtilliden ud af mig – har jeg kæmpet. Kæmpet for min dreng. Nedkæmpet hver en ting, der har stået imellem mig og ham.

Og selvom vi healede med lynets hast, og selvom vi samtidig hele tiden mærkede uendelig lykke, glæde, kærlighed og tonsvis af vidunderlige stunder med vores lille dreng, så var der alligevel mange trin, som jeg måtte kæmpe mig igennem for at kunne se mig selv i øjnene som mor. For mine sønner fortjener en mor, der tror på, hun er god nok. For når jeg tror på, jeg er god nok, kan jeg nemlig være den mor, de fortjener. 

Valdemar og jeg vidste før vi blev gravide anden gang, at vi med fødslen af vores andenfødte dreng ville opleve alt det resterende smerte blive healet fra fødslen af vores første dreng.

Valdemars healing var mere sej og tung end min. Ja, faktisk var der ikke udpræget meget plads til min healing. Min healing bestod mest i, at hver gang Valdemar healede en stor klump af sin smerte, så tabte jeg omgående et par kilo af den overvægt, jeg for første gang i mit liv pådrog mig et par måneder efter fødslen af vores førstefødte. Hverken ændringer i bevægelse eller kost havde nogen indvirkning på min vægt. Kun healing. Den var sikker hver gang. Hver gang en hurdle blev overvundet kunne jeg 1-2 dage efter gå på vægten og se at der var røget 1-2 kilo. Og så kunne det stå stille i uger eller måneder indtil en ny hurdle blev overvundet eller en grænse blev sat.

Jeg fik at vide nogle måneder før – af de usynlige jeg taler med fra – at jeg først ville kunne blive gravid omkring min fødselsdag i oktober, fordi der ville Valdemars healing være på et bestemt niveau, og jeg ville samtidig være nået min normalvægt, og ville være klar til det der ville komme.

Ganske rigtigt tikkede kiloene ned på deres rette plads, og i oktober vejede jeg 59 kg, som kun er få kg mere end min normalvægt, og ganske rigtigt nåede Valdemars healing denne måned et niveau, der skabte et radikalt skift i vores hverdag. Fra at Valdemars healing og udfordringer fyldte meget, fik han overskud og blev et helt “andet menneske”… (eller rettere) Han blev sig selv afskrællet fra så megen smerte, at det gjorde en kæmpe forskel.

Vi forsøgte også at blive gravide i september. Men i oktober blev det.

Healing af den første graviditet i den anden

Vi var meget lykkelige. Jeg følte dog meget hurtigt, at JA, jeg og barnet har virkelig brug for at Valdemar er fit for fight, og at hans healing nåede det niveau, for jeg kunne mærke, der skulle ske en hel masse, før jeg var klar til at have en stor mave.

Og det gjorde der. Skete en hel masse. For at beskytte os selv måtte Valdemar og jeg heale på skift. Jeg havde hjulpet Valdemar i mål, stået ham bi igennem 9 års intens, livsforandrende og livreddende healing. Det havde ikke været sikkert for mig at reagere. Men det gjorde jeg så sandelig nu, hvor Valdemar var kommet sikkert i havn og vores andenfødte var kommet ind i min mave.

Jeg græd, havde PTSD-symptomer i stor stil, lå primært ned, havde en afsindig kvalme. Var bange for at gå ud og handle og i det hele taget at gå uden for en dør, fordi jeg var rædselslagen for de mennesker, som havde mishandlet min Valdemar og senere mig. Jeg havde 4 måneder i starten af graviditeten, hvor jeg var så reagerende og alt kom ud.

Jeg er dybt bevidst om, at fosteret mærker alt, så jeg gjorde mig meget umage for at beskytte det, og jeg følte – jeg skal IGENNEM det her inden barnet bliver født, så smerten også forlader mit barn og ikke bliver i det. Jeg skulle igennem den smerte, der var forvoldt, og så skulle jeg hen til det eneste i denne healing, der var vigtigt – at tro på, jeg var 100 % værdig til mit første barn. 
Dette lykkedes.

Efter 4-5 måneder blev graviditeten delvist en ren lykkerus, sådan som jeg har drømt om, at det hele af alle mine graviditeter skulle/skal være.

Fødslen

Længe før fødslen havde jeg en følelse af fødslen ville blive d. 4. juli. (og jeg ville her være i uge 37) Jeg følte det var fordi, dette var uafhængighedsdagen. Jeg fødte ikke d. 4. juli. Valdemar fortalte mig, at ligegyldig, hvilken dag, jeg ville føde, så ville det være uafhængighedsdagen. Vores uafhængighedsdag – ikke nogen andres.

Jeg følte, jeg ikke gik i fødsel, fordi der var noget jeg manglede at forstå, manglede at heale. Jeg kæmpede med mig selv i ugevis. De sidste uger op til fødslen træk jeg meget for mig selv og lå og slappede af alene og fordybede mig for at gå i fødsel, var alene med Valdemar og fik massage og nærvær, healede ting, eller jeg fór rundt som en sindssyg for at rydde op, gøre rent og ordne praktiske ting. 
Men pludselig gik det op for mig, at tiden var inde til, at det ikke var det, jeg skulle. 
Jeg skulle nemlig være værdig til vores første barn, så jeg skulle ikke trække mig fra ham. I det samme vi blev klar over det begyndte jeg igen at være sammen med vores lille dreng, og vi tog ud og købte en gave til ham for et gavekort han havde. Jeg græd af gensynsglæde med forbundethed til min lille dejlige dreng, da vi gik hen til ham og vi hyggede os sammen, og jeg var på en lyserød sky konstant under og efter det. Dagen efter vores lykkelige genforening tog vi om morgenen dette billede:

Om aftenen gik jeg i fødsel og fødte efter 3 timer og 50 minutter. Og det blev d. 4, som jeg følte… Men d. 4. august og ikke d. 4. juli.

Trods Rafaels graviditet i princippet måske i sig selv var helt ukompliceret, så var alt den smerte jeg gennemlevede blot smerte, som det ikke var sikkert for mig at vise under den første graviditet. Dette galt også umiddelbart efter fødslen. Alt med Rafael er så nemt og ukompliceret.

Da vi fødte Rafael var det uden smertestillende, uden indgreb, uden tusind mennesker, der rendte rundt om os og krævede vores opmærksomhed. Det startede som planlagt hjemmefødsel og jeg var fuldt åben efter blot en times tid med veer – så var meget lang tid i pressefasen, fordi vi skulle overflyttes til sygehus for at overvåge hjertelyden, der var let dykkende. Men det blev en fuldstændig naturlig og ukompliceret fødsel med ro. 

Alting er så nemt med Rafael, og har fra det første været fryd og gammen og med en stærk følelse af, at intet kan komme imellem os. 
Da jeg og vi mærkede, hvor let det hele er og har været fra første sekund med Rafael, blev vi i endnu højere grad klar over, hvorfor og hvilke parametre, der var skyld i, det var så svært med Gabriell. Dette var dels noget, der satte os selv fri og frikendte os, og samtidig satte det gang i endnu en slutspurt, hvor vi blev klar over, at jeg manglede mere healing med Gabriell.

Jeg kunne ikke markere mit territorium

Ifølge dem der forsker i sammenhængen mellem sind og krop hænger blæreproblemer sammen med ikke at kunne sætte grænser – ikke at kunne tisse sit territorie af.

Efter Rafaels fødsel kunne jeg ikke tisse i to uger, og måtte have have kateter og senere engangskateter til at tømme blæren. Og det var præcis sådan jeg havde haft det med Gabriell, det første barn. Mine og min kærestes grænser med vores eget barn var aldeles overtrådte, da vi blandt andet fik uønsket besøg to gange under fødslen. Trods vi på forhånd havde sagt, vores ønske om at kontakte, når vi var klar. Og dette var blot en hændelse ud af mange de forgangne mange år. Men dette var en kulmination.

Jeg kunne ikke markere mit territorie. Jeg kunne ikke beskytte mit barn. Min forældreselvtillid blev taget fra mig. Jeg KUNNE ikke tisse!!! Min grænsesætning fyldte bare min blære mere og mere, og kunne kun komme ud ved kateteret.

En af nætterne på sygehuset, hvor jeg ikke måtte komme hjem til min lille Gabriell og han ikke måtte komme ud vandrede jeg hvileløst rundt ude på barselsgangen, mens Rafael sov på Valdemar. 
Jeg ville tisse. For jeg ville hjem til Gabriell. Jeg gik rundt i halvmørket og mindedes de steder, jeg huskede fra Gabriells fødsel. Skæbnen ville nemlig at vi igen endte på Odense Sygehus, hvor Gabriell blev født – selvom vi hører til Svendborg Sygehus.

Jeg græd, da jeg så vægten, hvor Gabriell blev vejet. Jeg græd, da jeg så den stue vi lå på. Jeg græd, da jeg så det badeværelse, hvor jeg humpede ud helt hævet efter Gabriells fødsel, jeg græd og græd, forløsende gråd, der havde været fanget i så store mængder. 
Jeg satte mig på toilettet. Og så Gabriells lille ansigt for mig, som havde vi været adskilt i 1000 år. Jeg næsten råbte stille “GIV MIG SÅ MIT BARN!” Og få sekunder efter kunne jeg tisse. Så græd jeg endnu mere – af glæde.

Jeg spurgte, de usynlige jeg spørger, om jeg så havde fået mit barn nu. De tøvede, men sagde sådan lidt ja…

Jeg forstod senere hvorfor. For følelsen af være kommet i kontakt med evnen til at tage mit barn tilbage fortog sig, som morgendug, der fordamper ud af hænderne på én, mens man desperat prøver at holde fast i den, og gransker sin hjerne for, hvordan man nogensinde fik fat i den, og hvordan man får fat i den igen.

Og med den forsvandt også evnen til at tisse, og den kom først igen over en uge efter, da jeg fik bearbejdet endnu mere, og jeg mere permanent fik fat i den smukke morgendug, ikke mindst med hjælp fra Valdemar.

Kort efter den var løst, kom en udfordring med amningen af Gabriell, som havde stået på nogle måneder. Den havde stået i kø nogle måneder. Men den blev løst.

Bjergetapen – tandens tinde

Kort efter amningen blev løst og da vi havde nået at nyde det lidt så begyndte en voldsom tandpine, som jeg aldrig har prøvet det før. Jeg var klar over det igen handlede om mit moderskab. Denne gang om var det der stod først i køen noget med min egen mor, som trængte sig på.

Tandpinen blev mere og mere vanvittig og havde nu været slem flere timer. Efter en tur i København på besøg hos en af mine dejlige søstre kom vi sent hjem, og tandpinen var så slem, at jeg rystede og klaprede over det hele. Jeg stod som en nedbrydningshammer og havde samtidig en ulidelig, tiltagende smerte og overvejede om jeg var ved at dø. Selv mine balder rystede. Jeg ville ønske nogen ville slå mig ned, så jeg kunne sove fra smerten, som mindede mig om veer. Har aldrig haft huller eller så slem en tandpine før dette.

Panodiler, som jeg ellers ALDRIG tager hjalp INTET. Nellikeolien, som ellers hjalp mig smurte jeg på og vi gik i seng. Men allerede 20 minutter efter var det ligeså vanvittigt igen. Valdemar mærkede at jeg blev nødt til at udtrykke mig overfor min mor. Men under normale omstændigheder ville vi begge have ment det som, ja med tiden skal du nok have udtrykt dig. Måske om dage eller uger. 
Jeg tog et håndklæde over barmen, som jo er bar, når jeg ammer hele natten, og stormede ud af sengen, selvom kl. var 23, og sagde stakeret til Valdemar: “Jeg går ind til mor”.

Det er nemt fordi vi bor i bofællesskab.

Jeg kom trampende og klaprende ind til min mor, som ikke sov, men var gået i seng: “Mor, vi bliver nødt til at snakke. Ellers går det ikke væk”… Jeg snakkede løs. Efter nogle minutter opdagede jeg at tandpinen på mirakuløs vis var væk… Min mor spurgte om hun skulle hente panodiler for en sikkerheds skyld nedenunder. Det måtte hun meget gerne. Da hun gik ned for at hente det til mig, kunne jeg mærke tandpinen vende tilbage… Så begyndte at snakke videre, så snart hun var tilbage.

Efter en halv til en hel times snak var tandpinen fuldstændig forsvundet, og den var væk i næsten et helt døgn efter, selvom den havde været der uafbrudt i mange dage.

Men så begyndte tandpinen igen. Der dukkede flere ting op med både min mor og far, som jeg snakkede med min mor om. Jeg insisterede på at løse det følelsesmæssigt. Min mor sagde flere gange. Skal du dog ikke til tandlæge. Jeg blev så gal. Og råbte på et tidspunkt “MOR. Tror du overhovedet ikke på det jeg render og laver. Jeg vil ikke til tandlæge. Det her handler om følelser”. Hun undskyldte, for hun vidste godt, det var ganske underminerende for hele projektet og også hev min selvtillid på at det kunne løses følelsesmæssigt ud af mig. Jeg kunne ligefrem mærke min egen evne til at løse det blive hevet ud af mig og se mig selv blev til et passivt offer uden mulighed for at ændre min situation.

Ikke desto mindre følte jeg mig svag og endte mig at tage akut til tandlægen efter at have kimet alle tandlæger ned, der bare rimede på holistisk tandlæge.

Han mente, der var et hul, men ikke i den tand, jeg havde ondt i. De tog røntgenbillede. Der var dog ingen huller at se. Men han mente det var af yderste nødvendighed at begge mine underste visdomstænder blev opereret ud hurtigst muligt, og han forventede at finde et hul, trods det ikke sås på røntgen, som han så ville fylde plastik i, mens han opererede visdomstænder ud.

Jeg sad i stolen og tænkte: “Nej nej nej, hvordan slipper jeg ud af det her. Det er imod alt jeg står for og tror på. Det her føles bare helt forkert, og som om jeg er ved at sige ja til at få amputeret den ene hånd.” Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre og hvordan jeg skulle slippe ud af det, og om jeg overhovedet skulle slippe ud af det. Heldigvis havde de ikke tid den dag. Fredag. Men jeg fik en tid mandag.

Jeg spurgte hvad jeg skulle gøre ved smerten. De var så søde at give mig nogle ipren. Jeg er super bange for ipren, fordi jeg har læst at alle de fodboldspillere, der er faldet døde om på banen har brugt ipren, så smerten var ekstrem, siden at jeg alligevel tog dem.

Jeg besluttede mig for at ringe til Dorte Bredgaard. Den før omtalte tandlæge, der opgav sin autorisation, fordi hun ikke synes det tandlægerne prædikede gav mening, når fx folk, der spiste masser af sukker kunne være uden huller og folk der levede perfekt havde masser af huller.

Uden at genfortælle samtalen, kan jeg bare sige, at det var helt fantastisk. Hun reddede mine tænder og bekræftede mig i, at det jeg gjorde var rigtigt, samt hun ledte mig på vej, der hvor jeg sad fast og ikke kunne komme dybere ned i årsagen til tandpinen… Men hun så igennem mig og tårerne trillede. En times tid efter havde jeg ikke længere smerte i den tand. I stedet var det som om smerten havde flyttet sig til visdomstænderne, som handler om bekymring for fremtiden.

Og det var netop det jeg følte. Jeg følte jeg havde fået den her healing, men frygtede om den ville blive der.

Jeg kæmpede fortsat i nogle dage, hvor tandpinen on off forsvandt. Den handlede stadig om det med Gabriell og troen på at kunne være god nok for ham.

Hver gang jeg holdt om ham forsvandt tandpinen, når han var langt væk, kom den igen. Ud og ind af healingen hele tiden.

En eftermiddag for få dage siden sagde Valdemar til Gabriell. Vi må hellere gå ud og hoppe på trampolin. Som så mange gange før var det Valdemar og ikke mig. Jeg hørte det som om det var mig og Gabriell, der skulle hoppe på trampolin og spurgte overrasket og indeni glad Valdemar om det var det han sagde. Det var det ikke, og de to gik ud.

Jeg håbede hele tiden de snart kom ind, men var stadig lidt i tvivl om det nu også var kernen i mit tandproblem. Til sidst gjorde det så ondt i tanden at jeg skulle til at løbe ud for at overtage Gabriell og trampolinen, men de kom allerede ind af sig selv samtidig. Jeg spurgte Gabriell om han ville hoppe med mig også. Det ville han gerne.

Det var flere måneder siden vi havde hoppet på grund af graviditet, efterfødselsgener og almindeligt tilløb.

Jeg kluntede usikkert rundt på den store, trampolin og følte mig som en super kedelig medtrampolinist… Men til sidst fandt vi en leg, hvor han løb ind i mine arme og væltede mig omkuld. Jeg tilbød ham amning og pludselig faldt han i søvn i mine arme denne sene, kølige eftermiddag på trampolinen. Jeg havde min store sweater på, som jeg møgsommeligt forsøgte at varme min lille unge med… Jeg nød hver strikmaske i den store sweater ekstra meget, fordi jeg med den kunne beskytte og varme mit barn. Jeg græd af glæde, og følte at nu er jeg endelig ved at nå den endelige healing med mit barn.

Siden da har jeg næsten ikke haft tandpine, kun lidt ondt i ørene, når en lille tvivl kommer op.

Det er nu en uges tid siden. Primært føler jeg lykke og taknemmelighed over mine børn og over at jeg faktisk føler, jeg er en awesome mor for dem begge.

Kroppen taler – og den taler højt – overhør ikke den healende budskaber.