Hvorfor bofællesskab er skønt

I dette skriv vil jeg fortælle den lange, ærlige, spirituelle historie om vores dejlige bofællesskab med min mor og min yngste søster, min svoger og familiens to katte i et stort hus på Fyn, og ja så min søn, min mand og jeg. Jeg skriver om de ting, der bragte vores bofællesskab til verden, og om alle de synlige og usynlige glæder, der er ved vores bofællesskab. Velkommen til et kig ind i vores bofællesskab.

Som så mange andre 20-årige har gjort før mig, flyttede jeg hjemmefra. Efter jeg flyttede hjemmefra har jeg ejet to huse samt boet i tre forskellige lejligheder på Fyn og i Jylland.
Min mand flyttede hjemmefra som 18-årig og har ejet en lejlighed, en bil og har ydermere boet i fire forskellige lejligheder, fordelt på Fyn, Jylland, Kreta og Bulgarien. Vi har derfor begge prøvet både at eje, leje og bo selv både sammen og hver for sig.

I 2011 døde min elskede far. Min mor og yngste lillesøster på dengang 14 år stod alene i et hus på 380 kvm. De første 2-3 måneder efter min fars død flyttede min mor og yngste søster ind til os i vores Odense-lejlighed på 69 kvm. Til at starte med boede min mellemste søster der også. 4-5 mennesker på 69 kvm i en 3-værelses er til den pressede side. Ikke mindst 4-5 mennesker i sorg. Men det gik alligevel rigtig og overraskende godt. Vi støttede hinanden i en umådelig svær tid, og alternativet var værre. Især fordi min mor og søster ikke var klar til at være i huset med det samme.

De flyttede dog hjem igen og satte huset til salg, og heldigvis blev det store hus ikke solgt. Et par år efter min fars død var jeg godt på vej i min uddannelse til journalist og arbejdede i Valby, som journalist på Go’ Morgen Danmark, som holder til på Nordisk Film, hvor Erik Balling og Olsen Banden startede og udtænkte store tanker og skøre idéer. Jeg nød hver morgen at træde ind gennem den store port med mit helt eget adgangskort til denne fortryllende matrikel og vandre ind over pladsen med de rødmalede bygninger og passere den store Isbjørn på globussen, der hilste én velkommen.

Hurtigt blev Valdemar og jeg klar over, vi måske nok ønskede at flytte fra fyn og til København, for der var næsten ingen jobs for mig at få på Fyn. Valdemar overvejede at søge ind på lægestudiet, men vidste ikke om han kom ind, eller hvor han evt. kom ind. Så Valdemar foreslog, om vi dog ikke skulle flytte ind til min mor og yngste søster, så vi så kunne spare dobbelt husleje og have større frihed til at springe til, når det rette bød sig, samtidig med vi kunne glæde min mor og søster, som trængte til lidt selskab og opmuntring. Jeg var så overrasket og lykkelig over min mands idé. Det ville være til stor glæde, for os alle sammen og jeg vidste, at min mor ville EEEELSKE at vi flyttede ind. Jeg kunne slet ikke vente med, at vi ringede og foreslog hende det. Det var en selvfølge, at vi naturligvis ville betale hende husleje. Min mor blev så glad. Og vi rykkede ind og nød det, mens jeg tog morgentoget til Valby kl. 7 hver morgen og var hjemme kl. 20.00 hver aften.

Så jovist var vi nu under samme tag, men bofællesskabet var endnu ikke født, og det var kun tænkt som en midlertidig boligsituation.

De to poler, der trak

Jeg har stor kærlighed til og respekt for mit arbejde og mine kolleger, der hver dag knoklede og nok stadig knokler bagdelen ud af bukserne. Jeg drømte om en karriere, hvor jeg kunne turnere rundt mellem de store, fede, københavnske tv-produktionsselskaber og måske krydre det med at arbejde på skrevne medier. Og dette liv lå absolut indenfor rækkevidde og var fuldt ud realistisk. Ikke mindst, når man startede et så fedt sted, som jeg gjorde. Mange knokler og socialiserer sig til tops, eller blot til den næste fede stilling, og falder du af på den, så ryger du ved næste “fyringsrunde”, aka når du skal høre, om din superkorte kontrakt er fornyet. Så det er bare med at præstere på alle fronter hver evig eneste dag. Men det var også dybt fascinerende, og jeg drømte om at lave fedt tv, især dybdegående og undersøgende dokumentar-tv var jeg meget draget af.

Samtidig lå der dog også stille og tilbagetrukket i baggrunden noget andet, som altid har trukket meget i mig. Jeg har haft selvstændig virksomhed første gang som 23-årig. Jeg har altid trives med at styre mit liv og mit arbejdsliv selv. Jeg elsker, at jeg selv suverænt kan være min egen redaktør og direktør i både mit liv og mit arbejdsliv. Jeg kan godt lide, det man klassisk kalder “arbejde” (som om der reelt er en opdeling mellem privatliv og arbejdsliv. Mener jeg ikke der bør være), og jeg ønsker også at kunne følge mit hjerte og min intuition i både arbejdsliv og privatliv (som samfundet typisk opdeler vores liv i), hvilket der ikke altid er plads til, når andre mennesker dikterer, hvad du skal lave de næste 8 timer hver dag.

Det der betød og betyder noget for mig er et meningsfuldt liv – hvad enten det var med hektisk job eller et meget nærværende liv. Heldigvis er mine værdier på en måde, så det ikke var penge eller prestige, der trak i retning af et fuldtidsjob. Det var og mening, der trak.

Penge betyder ikke så meget for mig. Rigdom for mig er at kunne gå i skoven, når jeg vil, solbade, når jeg vil, lege med mit barn og snakke med min mand, når jeg vil. Skrive eller evt lave videoer, når jeg vil. Pleje og nære min allernæreste relationer. Intet er mig vigtigere, og dette behøver man ikke penge for at gøre. Tværtimod er det nemmere at gøre, når man ikke skal bruge tid på det, der skaffer en pengene. Forstå mig ret. Jeg vil rigtig gerne arbejde og tjene mine egne penge til mig og min familie hver måned!! Hellere end gerne. Men hvis jeg kan tjene 7-8.000 er jeg hovedrig. Det er ikke nødvendigt for min levevis at tjene 40.000 som journalist hver måned, som jeg alligevel ikke har tid til at nyde.

Udover det elsker jeg så meget zerowaste, økologi og bæredygtighed på alle planer. Ikke at jeg gør det perfekt. Slet ikke. Men jeg nyder det så det kilder i maven, når mine nyanskaffelser er købt brugt, når jeg kan få syet bæredygtige, genanvendelige produkter, eller fx sy nyt undertøj til min mor af en af hendes jerseytrøjer, som hun ellers ville smide til genbrug. Jeg elsker at minimere mit affald, bruge glasemballage, stofindkøbsposer, bionedbrydelige affalds- og fryseposer. Jeg er så glad hver gang jeg vasker min søns stofbleer i vaskenødder og økologisk vaskemiddel baseret på olie og planter. Efter bleerne er vasket indsnuser jeg næsten hver gang halvdelen – ja nogengange hver en ble jeg tager ud af maskinen og ned i vasketøjsbaljen og nyder duften af naturlig sæbe og rent tøj uden parfume. Og jeg føler mig så stolt og glad. Jeg nyder børste tænder i kokosolie og natron med min bambustandbørste og vaske mit hår uden brug af shampoo og sulfater. Jeg elsker at så kornblomster i haven til at fodre bierne med. Det gør mig lykkelig, og for at indfri disse drømme behøver man ikke mange penge. Tværtimod kan man klare sig for virkelig få.

Men hvor meget end jeg følte jeg stod i et valg mellem disse to poler, så følte jeg på daværende tidspunkt at den hektiske journalisttilværelse lokkede mig og var ved at få overtaget. Jeg følte ikke jeg kunne vælge det fra, og at jeg ville være for dum, hvis jeg valgte det fra, da det var en chance der kan forgå, hvorimod et liv, hvor jeg styrede altid kunne ligge og vente på mig.

Men det var som om valget blev taget for mig.

Da min krop valgte for mig

Nogle måneder inde i min kontrakt hos Go’morgen Danmark begyndte mine fingre at sove indimellem. Det generede mig ikke. Kort tid efter begyndte jeg at blive svimmel, mine ben sov og forsvandt under mig, jeg kunne ikke tænke en klar tanke, kunne ikke huske og ikke tale. Første gang, jeg fik det sådan blev jeg angst, da jeg troede, det var et hjerteanfald eller lignende, så mit hjerte galopperede også derudaf. Det var kun første gang det skete, at mine anfald blev ledsaget af angst. Resten af tiden havde jeg symptomer uden angst. Jeg blev først sygemeldt nogle dage, og prøvede så at komme tilbage i en tid, men det blev ved. Tilsidst var jeg helt sygemeldt i et par måneder og startede så igen op, og var kun delvist sygemeldt. Da jeg efter år stoppede på arbejdet fortsatte symptomerne dog i et par år og blev værre og værre.

Det sjove ved mig er, at jeg er meget spirituelt anlagt. Nogle måneder før jeg blev syg kom min på det tidspunkt afdøde far og sagde til mig, at jeg ville blive syg, og at jeg skulle spise fiskeolie og styrketræne min krop nu, mens jeg var stærk, men jeg skulle ikke være bange, for jeg ville blive rask igen og blive uden mén.

Selvom alle de ting, jeg før og efter har fået at vide, af min far fra anden side, altid har vist sig at være rigtige, så troede jeg ikke rigtig på det. For det var dog mærkeligt. Jeg fejlede jo intet.

Nogle måneder efter havde jeg en pinlig oplevelse på jobbet. Jeg skulle referere til min redaktør, som jeg var glad for. Men jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad min vinkel var eller hvad mine kilder havde sagt, selvom jeg lige havde talt med kilen og stod ved hende netop for at spørge ind til noget med min historie. Jeg måtte derfor løbe hen til min computer og læse det og løbe tilbage til hende, men allerede 10 sekunder efter, hvor jeg stod ved hende igen, havde jeg glemt det, så jeg fandt på en nødløgn og sagde, at det var lidt bøvlet og at det måske var nemmest, hvis jeg lige sendte det jeg havde skrevet. Hun grinte lidt af mig på en kærlig måde. Det var okay sagde hun. En time eller to efter skulle jeg igen referere noget fra samme historie og igen spurgte mine travle redaktør, hvad var det nu din vinkel var, og igen kunne jeg ikke huske det, og jeg måtte sige. Jeg ved ikke hvad der er med mig, men jeg kan simpelthen ikke huske det. Det var så pinligt. Det endte med de fleste i kontorlandskabet hørte med og grinede forstående med og sagde, jeg nok bare skulle gå hjem og slappe lidt af. Jeg var rigtig glad for deres reaktion, selvom det var utrolig ubehageligt at stå der og vitterligt intet kunne huske. Og det var ikke fordi jeg ikke vidste det.

Spirituelle syn

Men det blev så mere end det. Den morgen, da jeg på om formiddagen på jobbet fik mit første anfald med lammelser osv, da havde min afdøde far sagt til mig i den tidlige morgenstund ved 6-tiden, at jeg ville få et anfald i dag, at jeg ville komme til en praktiserende læge i Valby og at lægen ville mistænke sclerose, men at jeg skulle tage på arbejde. Jeg troede ikke på det. Men lige pludselig midt i det hele, da jeg skulle til at ringe efter en kilde, mærkede jeg en varme og sovende følelse stige op gennem mit venstre ben og lår, sammen med svimmelhed og ubehag i hovedet, så voldsomt at jeg måtte lægge på og forlade mit skrivebord og fortælle dagens redaktør at noget var helt galt med mig. Jeg blev angst oveni og måtte også lægge mig i en sofa. Mine dejlige kolleger var forstående, og de mente vi skulle ringe til skadestuen herovre. Det ville jeg ikke, for jeg ville modbevise, at det min far forudsagde var rigtigt!!! Også fordi andre folk eller jeg selv ikke kunne komme med antagelsen om, at jeg selv havde skabt det og fået det til at ske. Selvom jeg godt vidste, at det fx ikke var mig, der skabte at min lillesøster fik epileptiske anfald, selvom jeg altid kunne mærke det et par dage før de kom, men ikke sagde noget til hende. Da jeg var lille forudså jeg også min far ville dø, når han var i slutningen af 50’erne. Jeg sagde det ikke til nogen. Men det betyder heller ikke, det var mig der skabte at han døde som 58-årig.

Men alligevel gjorde jeg alt for at undgå det skulle gå i opfyldelse, så jeg gik kontra og ringede til egen læge på Fyn, som dog sagde, jeg skulle tage på skadestuen i København inden jeg eventuelt tog toget hjem. Nå. Mine dejlige kolleger ringede til Herlev, Bispebjerg og Hvidovre hospital, men alle havde en enorm ventetid på 2-3 timer – og det var endda kun den officielle ventetid. Før  jeg kunne nå at fatte så meget, havde en sød kollega handlekraftigt sagt: Jeg ringer altså lige til en praktiserende læge her i Valby. Det kan jo være de har tid til at se dig. Ganske rigtigt. Jeg fik en tid 40 minutter efter. Hun sendte mig dog hjem, og sagde jeg skulle ringe til egen læge, hvis det ikke var væk imorgen. Jeg tog hjem. Det var dog ikke væk, så jeg ringede til egen læge, og mødte til konsultation samme dag. Jeg berettede om mine symptomer. De første ord hun siger er: Kender du en sygdom, der hedder sclerose. Jeg er ved at falde ned af stolen! Ikke fordi jeg evt. har sclerose (selvom min mors fætter døde af sclerose og både min mors kusine og min granfætter har sclerose) Men fordi jeg var i chok over, at min fars forudsigelse var gået i opfyldelse, selvom jeg havde kæmpet imod den.

En meget lidt mobil tid

Mine symptomer varede i 3 år. Da det var allerværst, som nok sammenlagt er over 2 år, lå jeg ned det meste af dagen, og kunne ikke gå. Min mor og min mand slæbte mig på et tæppe hen ad det lange stuegulv og lirkede mig over dørtrinnet ud til toilettet, turen ud på toilettet, selv på et tæppe udmattede mig så meget, at jeg kunne ligge på toiletgulvet i 20 minutter og samle alle mine kræfter for at komme op på toilettet. Når vi en gang imellem skulle ud og besøge nogen, ville jeg lægge make-up. Jeg var og er ekstremt stædig, så jeg ville stå op og lægge makeup, men tit måtte jeg kalde på hjælp (med den lille luft jeg havde) og bede om en stol, og sidde med armene hærgende ned i vasken og langsomt lægge min make-up, som jeg så ofte har set ældre måtte sidde på en stol foran toiletspejlet, da jeg arbejdede som afløser på plejehjem. Jeg kunne ikke selv åbne min eyeliner. Jeg kunne heller ikke tage fat om mascaraen eller eyeliner, da min finmotorik var påvirket, så det blev noget i retning af som at lægge makeup med en grillhandske på. I starten, hvor hverken jeg eller min mand eller mor var bevidste om, hvor slemt det var med mig, så lå jeg ofte til kl. 15.00 uden at få nogen form for mad hele dagen, fordi der ikke var nogen hjemme og jeg ikke havde kræfter til rejse mig og skaffe noget. Nogen gange kunne jeg ligge 4-5 timer og virkelig skulle på toilet, men ikke kunne rejse mig, så jeg måtte holde mig indtil nogle kunne holde mig under armene i snegletempo eller trække mig hen ad gulvet. Og jeg kunne endda være for udmattet til at blive båret.

Jeg havde lyspunkter og dage indimellem, hvor det var lidt bedre. Da jeg havde værst kunne der gå 2 måneder uden et lyspunkt i form af en dag, hvor jeg kunne tale lidt og bevæge en smule. Ikke hvor jeg kunne tag ud af huset, men måske selv kunne traske på toilet og kunne tale lidt, og gå nogle skridt i nogenlunde normalt tempo fra a til b. Fx fra huset til bilen, fra stolen til sofaen osv.

I tiden hvor det var værst kom jeg i grove træk kun ned i husets underetage, når min mand bar mig ned af den, og på igen. Jeg var ofte for udmattet til at sige så meget som “hjælp”, eller for udmattet til at skrive et ord på papir. Ofte blev en udflydende skrift med kuglepen på papir måden jeg kommunikerede med min mand, da jeg ikke kunne tale. Og jeg tænkte ofte på, om jeg ikke kunne få sådan en ligesom Steven Hawking, hvor jeg kunne skrive ord på en computer ved at bruge mine øjne. Og det var min stædighed, der gjorde at jeg ikke anskaffede en kørestol, da den unægteligt havde gjorde visse ting lettere, men jeg følte, jeg ville godtage min tilstand, hvis jeg først købte sådan en, men jeg var da inde søge på priser billige kørestole på dba.dk og på nettet. Det var dybt klaustrofobisk for mig at være i denne tilstand i krop, der ikke kunne bevæge sig og ofte ikke kunne kommunikere. Jeg kunne kun håbe på min mands og families hjælp, og den fik jeg også.

De fleste så ikke, hvor slemt det var. Jo min mand, mor og mine to søstre, og i en vis grad også min mormor, som er i vores hjem utroligt og dejligt tit. Men andre har nok undret sig over, hvad der foregik, når jeg sad til familiekomsammen og fortalte at jeg var sygemeldt med lammelser. For når jeg var rigtig dårlig, så blev jeg væk, og ofte, når jeg kom afsted, så havde jeg sat mig op til det i fire dage og mobiliseret alle mine kræfter, og så snart jeg kunne mærke lammelserne overtage, så skyndte jeg mig at trække væk fra lokalet, tage hjem, eller jeg lod som jeg sad og tænkte med halvlukkede øjne, mens jeg indeni sad og koncentrerede mig om at virke så uinteressant, at folk ikke ville tale til mig, da jeg ville stamme eller bare sidde med åben mund, fordi min mund ikke var i stand til at få ord ud. Det er sjovt, hvordan man gør alt for, at folk ikke skal opdage, hvordan man har det, og samtidig er det også det, der gør folk ikke forstår én.

Men for mig var det måske også fordi, jeg oplevede mistro til, at det var indbildning, hvis jeg fortalte om mine symptomer, så jeg ville helst have de ikke opdagede det, så jeg slap for at blive konfronteret med dette, da det gjorde for ondt at få smidt i hovedet.

Bofællesskab – og alle de lækre usynlige gaver

Pga. min sygdom var det udelukket, at vi skulle flytte til København, da jeg naturligvis ikke kunne passe et job i den tilstand. Så vi blev ved at leje os ind i min mors hus, indtil vi vidste, hvad vi så skulle. I mellemtiden blev min mand optaget på sit studie i Odense, hvilket naturligvis knyttede os yderligere til Fyn. Om vi skulle bo i Odense, på østfyn, på landet eller fortsætte i bofællesskab med min mor og søster var meget åbent.

Sideløbende med al min sygdom – som på en eller anden måde fyldte virkelig meget, men på en anden måde ikke var det altdominerende, fordi jeg havde min fars ord for at jeg ikke behøvede bekymre mig gul og blå – så havde min mand og jeg også vores rytme og hverdag. Vi talte om/skrev om på et stykke papir om alle de ting vi havde lyst og brug for at tale om. Vi havde vores klare værdier, drømme, individuelle udfordringer og hverdag.

Min mand passede og plejede mig ved at lave mad til mig og servere den for mig, og hentede de ting, jeg efterspurgte, og støttede mig, når jeg skulle gå. Min mor trådte til, når det var nødvendigt. De var begge en umådelig hjælp.

Fx vaskede min mor det meste af vores tøj i den periode (trods jeg elskede at vaske tøj var det mig ikke muligt). Hun gav mig mad, når min mand indimellem ikke havde muligheden for det. Nu var det ikke sådan, at jeg bare var en klump kød, der lå og var en belastning, for mine omgivelser. Som jeg altid har været, var jeg samtidig en støtte og mental løfter for både min mand, min mor og mine søstre. Min mand havde stadig sin bagage (omtalt i blogindlægget “vi roder”), som havde brug for støtte, mine søstre havde brug for tiltro og opmuntring, og min mors sorg var meget tung og hun var generelt ængstelig. Det var på regelmæssig basis mig, der skulle overbevise min mor om, at alt var godt og nok skulle blive godt, selvom jeg 80 % af tiden lå lammet og kunne have set en tid som førtidspensionist i møde, hvis jeg da ikke havde været så ukuelig og insisterende på at holde fast i min fars ord, om ikke at jeg skulle bekymre mig og ville blive rask igen.

Min mor og søster havde også rigtig svært ved at rejse sig over sorgen af at miste min far. Huset på 380 kvm stod koldt, øde og stille. Da vi flyttede ind, havde min mor og søster kun varme på i et lille rum og resten af huset var koldt og mørkt. De sov sammen og alt var så trist. Vi kom ind med energi, positivitet, købte en brændeovn. Varmede huset op, og skabte liv i huset og hjalp de to til at rejse sig igen.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så jeg har verdens skønneste mor, og vi har siden jeg var lille haft en fantastisk forhold, hvor vi kunne tale åbent om det meste og ikke mindst har vi kunne tale fuldt ud åbent om vores følelser, drømme, ønsker, håb, ked af det hed og frustrationer. Ligesom det også altid har været fuldt ud tilladt at sige, hvis man følte sig uretfærdigt behandlet. Vi er altid blevet mødt med medfølelse, lytten og anerkendelse af vores følelser. Der var ikke nogle følelser, der var forbudte følte jeg. Og mine forældre har aldrig bare gået i forsvarsmode. De har oftest givet os ret, når vi følte os uretfærdigt behandlet, fordi der nok er noget om snakken, når et barn føler dette. Spørgsmålet er bare om den voksne anerkender barnets følelser eller ej. Det gør min mor og gjorde min far.
Det er også den åbenhed og given plads til følelser, der gør, at vi også uden nogen problemer eller gnidninger, naturligt og organisk og lydhørt overfor hinanden har kunne tale om, når der var noget. Jeg er ret heldig at have sådan en mor, og ved godt, der er mange, hvor dette ikke kunne lade sig gøre. Men hvis man har en dejlig mor og far, så tror jeg det er ret sundt at bo sammen for ens sjælelige udvikling.
Hvis nogle af os der boede her var dominerende, gerne ville bestemme eller var af den type, der vil holde på sin ret, bare for at holde på den, så kunne vi slet ikke bo sammen.

Men heldigvis er der ingen af os på matriklen, der er knyttede til at have ret, og vi er ikke for forfængelige til at sige undskyld, eller det var min fejl. Det skal jeg nok øve mig på, og at man så også øver sig, og at det ikke bare er tomme ord. Faktisk er vi alle hurtige til at påtage os skyld og ansvar. Og det er egentlig mere, at vi alle hjælper hinanden til ikke at tage for meget af ansvaret/skylden, hvis der er nogen udfordringer.

Nogle mennesker, vi kender, ville vi måske snarere slås om, hvem der havde ret, og søge at alle andre skulle indrette sig efter denne ene. Sådan er der jo mange mennesker, der desværre har det. Men her er det lige omvendt. Og her må jeg sige, at det er en hovedingrediens i, at vi har det så godt. Hvis bare en af os i bofællesskabet var meget knyttet til at have ret bare af princip, så ville det skabe udfordringer.

Vi mener selvfølgelig, at når man har ret, så er det vigtigt at anerkende dette. Hvis vi står er i en situation, hvor alle mener noget, men kun en har ret, så er vi alle gode til uforfængeligt at anerkende, at: “Jamen, du har jo ret, og vi andre tager fejl”.

Så tolerance og især kommunikation af sine følelser er vigtigt i et velfungerende bofællesskab. Ikke bare tolerance og tapper tålmodighed og biden ting i sig. Det ville få det til at eksplodere før eller siden. Men ærlig kommunikation og oprigtig lytten til andre.

Jeg har hele tiden holdt af at bo i bofælleskabet, men da mine grænser blev styrkede kom jeg til at elske det mere og mere.

Mine søstre og jeg er i den grad opdraget til at løfte i fælles flok, at tage hensyn til sin næste og sætte andres behov over egne. Derfor har det ikke været skyggen af svært for nogen af os – hverken min mor, jeg, søster og heller ej Valdemar, at tage hensyn og give plads til hinanden! Vi har altid lyttet til hinanden.

Det er mere den anden vej rundt at udfordringen ligger – med at tage hensyn til sig selv også og grænsesætningen. Min grænsesætning har jeg ikke som sådan brug for over for min mor. For min mor elsker mig og ville aldrig overskride mine grænser. Det er der dog andre der vil, og overfor dem, har jeg brug for grænser og viden, om hvordan jeg vil behandles. Men jeg lærer det via min mor i trygge omgivelser. Ligesom min mor i trygge omgivelser har en kærlig, men ærlig datter, der siger: MOR, nu er det ængsteligheden, der taler. Det gør ondt i min krop, når du slæber den med ind i huset.”

Lige pludselig havde jeg dog flere og flere lyse perioder. Kva karakteren af min mands bagage var det som støbt og skabt til ham, at bo her sammen med min og nu også hans familie. Han elskede det lige fra start. Jeg elskede det også, men havde samtidig nogle hurdler, jeg skulle over – især de første par år. Hver gang jeg nævnte idéen om eventuelt at bo et andet sted, så ville min mand absolut ikke flytte nogen steder.

Mine hurdler med at bo i bofællesskab var faktisk ret lækre at overkomme. De bestod blandt andet i, at jeg skulle lære at kunne sætte grænser for mit privatliv. For jeg kunne ikke flygte fra at sætte mine grænser, som jeg ville kunne, hvis jeg boede et andet sted, og kunne lukke min dør og så var min grænse sat. Jeg boede (og bor) i en husstand med mange mennesker, og jeg skulle hele tiden kunne være i mine egne sunde grænser, på en naturlig måde. Min mor skulle også vænne sig til at jeg satte grænser for mit privatliv, som en forudsætning, for at kunne finde ud af at bo sammen. Fx at jeg måtte håndhæve flere gange, at hun ikke bare kunne åbne døren ind til vores soveværelse uden at banke på, for lige at sige noget og i det hele taget. Og jeg har også (selvom det var hårdt) måtte sætte grænser for hendes irrationelle ængstelighed, for når hun er ængstelig, bliver jeg ængstelig, hvis jeg ikke siger fra.

Men jeg kan love dig, for det har været helt fantastisk for både mig og min mor. For hverken min mor eller har været gode til at holde vores grænser, så fordi jeg blev tvunget til at holde mine grænser på en kærlig måde, har det styrket mig, og gjort at jeg nu ved, at det er faktisk ikke en slem ting at stå ved sin grænse, for den modsatte pol er at udslette sig selv.

Via min grænsesætning, har min mor også fået lettere ved at sætte sine grænser. Ingen af os er typer, der går og håndhæver grænser for sportens skyld 🙂 Vi siger det altid pænt og nænsomt. Men hvis ens grænser er så udflydende, at de knap eksisterer, så er det så dejligt, at få dem styrket og lære, at det er helt okay, ja faktisk ønskeligt og rart for alle parter at folk har grænse. Så det har både min mor og jeg lært gennem de første par år i bofællesskab.

Min søde mor har hele sit liv været plaget af at være ængstelig for mange ting. Og i og med forældre og børn oftest har stærke bånd og kan mærke hinanden meget tydeligt, så kunne hun ikke sidde diskret i et hjørne og være ængstelig og overbekymret. Vi hendes døtre har altid kunne mærke bare for hendes kropssprog eller tonefald at ængsteligheden er på spil, og det er så svært at mærke, at det giver os ondt i maven. Måske fordi vi kan mærke at det er forkert og at det er en uorden. Men fordi det gjorde så ondt på mig, at mærke dette (så ondt og pinefuldt, at jeg nogengange ikke kunne være hjemme) er jeg blevet tvunget til at måtte sige til hende, at nu var det angsten, der talte igen og ikke hende, så er hun blevet tvunget til at se det i øjnene. Min mor er nu i dag ikke skyggen af ligeså ængstelig, som hun var førhen. Hun er blevet så stærk. Og gennem at se hende kaste sin ængstelighed fra sig, så giver også mig som datter mod og styrke til endnu mere at forvise alt der er ængsteligt, og også føler det er tilladt at sige nej tak til ængstelighed. Så dette har været yderst gavnligt for både mig og min mor, og også for mine søstre.

Bofællesskab – alle de synlige goder

Det førnævnte er især de ting, man ikke lige kan få øje på, hvis man ikke er synsk eller bor i vores bofællesskab. Men især alle vores svære tider er overvundet og efter jeg på mirakuløs vis blev rask, kort efter vi blev gravide med vores søn – og nu kun har det i en mild form og med enkelte tilbagefald – og ikke mindst den største post på vores konto – min mands føromtalte bagage er blevet pakket ud – en bagage som trods alvoren af dette jeg beskriver om min sygdom og min fars død – stadig står for 80 % af vores udfordringer set over de 9 år vi har kendt hinanden.

Men efter alle disse voldsomme ting er fordampet, så kommer alle disse ting frem, så bare er helt fantastiske.

Vi er fælles om det meste. Er den ene trist, sætter vi alle ind for at hjælpe den der har det skidt. Vi gør det vi er gode til, og behøver ikke gøre alt muligt vi hader. Min mand sætter skraldespanden ud, kører på forbrændingen, samler møbler, skifter pærer, læsser min mors bil med højtalere, når hun skal ud og synge (hun er sangerinde) bærer på loftet. Min mor hader at bære, så meget som en kasse, og får ondt i ryggen. Fx i dag lavede min mor mad, og min mormor kom på besøg. I starten af madlavningen støder hun neglen, så den lige vender sig bagud et øjeblik. Min mand overtager madlavningen under instrukser fra min mor, der sidder i sofaen med sin finger i et glas vand, mens hun læser for vores søn, som min mand passede, samtidig med han lavede hylder til mig.

De sidste par år og ikke mindst efter vores søn kom til, har min mor lavet aftensmad 5 ud af 7 aftener. Vi elsker det, og min mand har opfundet og indført, at man altid klapper af kokken, ligegyldig hvem der har kokkereret – om det som oftest er min mor – eller min søde svoger og søster, vores anden søster, min mand, søn eller jeg, så klapper vi hver aften af kokken. Når vi er på restaurant klapper vi både sagte af giveren – som næsten altid er min mor – og vi klapper også sagte af kokken, selvom han ikke ved det, for det er en hyggelig  tradition. Vores søn elsker det og griner hver gang og klapper glad med. Han ved jo ikke, at det ikke er standard at klappe af kokken. Min mor forkæler os virkelig med at invitere os ud at spise og invitere os på ferie.
Min mor har også to biler. Egentlig bruger hun ikke den ene, så den er delebil til min mand, jeg og min yngste søster. Hun kunne have valgt at sælge den ene bil, men det gør hun ikke, fordi hun forærer brugen af den til os. Vi betaler selv diesel, men hun betaler alt andet på bilen inklusiv forsikring, vægtafgift, syn og reparationer. At have en bil til rådighed er helt eminent med et lille barn.

Og hold op hvor vi også mærker hjælpen meget ifb. med vores søn. Ikke hver dag, men ofte har vi lige en stund på 5 minutter eller en halv time, hvor det ville være dejligt at kunne være effektive med at sætte en vask over eller rydde op, læse til eksamen osv. Derfor er helt vidunderligt, at have både en fantastisk mormor og en fantastisk moster (og fantastisk svoger), der også glædeligt står klar til lidt kvalitetstid med lille Gabriell.

Det giver os som forældre et stort overskud. Vi har aldrig behov for eller ønske om at få vores søn decideret passet. Men 5-30 minutter hist og her kan ofte gavne helheden og vores søn. Ikke fordi vi gerne vil være adskilte fra vores barn. Absolut tværtimod, men fordi man nogen gange bliver skør, når huset vælter i rod, når Valdemar skal til eksamen, eller især når Valdemar og jeg lige har en følelsesmæssig udfordring (kva min mands tunge bagage), så er det så afgørende for vores søns og vores velbehag, at min mand og jeg kan tage os af tingene på tomandshånd. Vi er ikke uvenner eller noget, men mønstre, der skal brydes og indvendig smerte, kan godt være en ret fyldig størrelse.

Og ikke mindst, når vi ser isoleret set på min mand og min mor, så har de et helt specielt forhold. Og jeg mærker hvordan min mand bliver healet blot af at være i nærheden af min mor og hendes gode hjerte, hendes store vilje til at gøre det godt for os, hendes omsorg og hendes stabile og blide måde at være på.

Trods jeg får nævnt et par gange, at min Valdemar har noget af kamp med nogle ting, så er han må mange måder også en klippe for os alle sammen. Valdemar er utrolig stærk. Stærk i sig selv, stærk i sin tro på det gode, og kompromisløs på sine høje idealer, hvor vi andre kan vakle lidt mere. Valdemar vil gøre alting helt rigtigt. Han er perfektionist med alt det der betyder noget – relationer til sine medmennesker og det spirituelle. Han er en klog mand og i øvrigt også clairvoyant og med en stærk intuition. Det sker ofte at der vælter en eller anden yderst præcis forudsigelse eller konklusion ud af hans mund, som leveres med en selvfølgelig overbevisning

Jeg nok især husets sjæletrøster. Når der er noget galt, eller følelsesmæssige bekymringer, så kommer de til mig, og jeg hjælper tit min mor med at tale med min far for råd. Og ligesom min mor gør overfor mig, så hjælper jeg også min mor med at vaske hendes tøj, støvsuge og ikke mindst, når hun indimellem har brug for ekstra hjælp. Og så optimerer jeg vores hjem til at blive mere bæredygtigt. Fx har jeg fået overbevist min smukke, dejlige mor om, at det er en god idé ikke at slå græs. Jeg vil så gerne lade græsset gro, så bierne kan spise blomsterne, og samtidig tror jeg på, det vil styrke græsset og overtage mossen, at græsset får lov at gå i frø. Jeg er også god til at skubbe på min mor, så hun vokser, overvinder og jeg sætter projekter igang ift. at få ryddet ud i huset, rydde op, skille sig af med ting. Min mand, mor og jeg hjælper hinanden med at lære at smide ting ud, for det har vi haft svært ved. Men da min mor har haft sværest ved det, måtte jeg være foregangsmand. Jeg hjælper også min mor, i hendes arbejde som sangerinde og terapeut. Jeg laver hendes hjemmesider, cd-cover, tager billeder og vejleder hende teknisk og ift. promotionkanaler.

I det hele taget er vi fælles. Ingen går rundt og er alene om tingene. Vi bruger vores styrker til at hjælpe hinanden med de andre har sværere ved. Fx kan jeg slet ikke udstå at sætte ting i opvaskemaskinen, så det gør min mand og min mor. Ingen behøver gøre det de ikke kan lide og alle kan bruge deres styrker til store glæde og gavn for hele bofællesskabet.

Vi gør så meget sammen, spiser sammen, hænger ud sammen, rydder op sammen, gør rent sammen, snakker sammen, græder sammen, griner sammen. Og det er så berigende.

It takes a village. And it takes just a small one.

Tak for Gabriell, Valdemar, Inge, Josepha og Victor og kattene Elmer og Knud