De gamle støvler, der ville ud i lyset

Tja, det ligner nok bare gamle støvler. Et par helt almindelige, undseelige, udtrådte, læderstøvler, der er trætte af dage. Men det er det ikke. 

Det er ikke støvler. Det er et symbol – på en tung tid, hvor hvert et skridt støvlerne tog, var så slidsomt, at spritnye støvler på ingen tid blev oldgamle.

… En tung tid, der trækker fodspor langt tilbage i tiden, og nu definitivt måtte have en ende…

_________________________________________________________

… Det er første dag i mit nye liv. Jeg skal begynde på verdens sejeste, journalistiske arbejdsplads i Kbh. En måneds tid inden jobstart, køber jeg til anledningen de sorte støvler. ”Københavnerstøvlerne” døber jeg dem indeni mit hoved – som de står der, og ligner min ny-københavnske søsters, og andre seje københavnerpigers fodtøj.

Skæbnen vil, at denne første arbejdsdag bliver allerførste gang, støvlerne kommer i brug. Kl. er 5.45, uret ringer. Kæresten er varm og kærlig. Umulig at rejse sig fra. Han er en helt. Står op med mig og laver mig havregrød og vinker mig smilende ud ad døren.

Afsted det går på cyklen over Odenses fugtige, dunkle gader kl. 6.45. Store snefnug lander på mine lår, der tappert er iført stramme, sorte bukser – ikke regntøj og uld, som de er vant til. Hvert et snefnug, der ubarmhjertigt smelter på mine lår, iser næsten ind til knoglen, og afføder smertende længsel efter at komme tilbage til dynen, og til den varme i sengen. Længsel væk fra ubarmhjertige realiteter, hvor ingen tager dig op, hvor ingen siger ”Tag dog hjem igen, du fryser jo, kære barn”.

Nej det er bare derudaf. Du skal op, afsted, træde i pedalerne, du skal smile, hænge sammen og præstere på livet løs, som en anden lille pumpestation.

Toget er langt og gråt, men indeni varmt og brummende. Nu er der nogen, der passer på mig igen – den lange, lune cylinder med polstrerede sæder.

Jeg stolprer over Valbys snesnaskede gader med mine nye, smukke støvler og min flotte, uhandy’e læderskuldertaske fra Kreta, der insisterende banker ind i mit lår. For Silvan, jeg er cool. 9.00 møder vi. 9.30 er der redaktionsmøde. Og sikke et møde. Massevis af seje, præsterende mennesker. Og her står jeg. Hvad kan jeg? Jeg er jo bare et lille fnug i universet. Et stykke luft, et stykke kærlighed, et lille lys, om man vil. Hvad skal et lille lys i Valby? Hvor man skal være “WAM BAAM”…

MEEEEEEEN Guuuud, hvor støvlerne knirker flot for mig, mens jeg går  der, op ad trappen til anden sal denne dag, og hver dag. De redder mig fra at blive afsløret, som blot et lille fnug. Det kilder i maven over min magiske nyerhvervelses storslåethed og egenskab til at få mig til at fremstå som en lidt anden, end jeg er …

 

Støvlerne forvandler mig til en anden slags mig selv

– ikke nødvendigvis en bedre mig, men bedre til lejligheden. 55 % af min personlighed skærer de væk – langt væk pakker de alt det: bløde, drømmende, kreative, melankolske, følsomme, vanvittige, idealistiske, upassende, sære,
spirituelle, øko-hippi’ede, små-nørdede, detaljefikserede, perfektionistiske, bevægede og kærlige.

Disse støvler er IKKE for de blide, små eventyrspiger, der glider fingrene gennem græsset på den smukke sommer-eng. De er til de hårde, skeptiske, kompromisløse, skånselsløse, kynisk skarpvinklende, velargumenterende, resultatorienterede, troløst modebevidste – gråt-i-gråt – kvindelige journalister. Og sådan en ville jeg bestemt være på mit nye arbejde.

Derfor ledsages min nye fremtoning også af at skrue fuldkommen ned for alle de søde, overglade farver i mit tøj – som jeg elsker så højt. Garderoben erstattes nu af sort, hvidt, gråt og andet, jeg finder fængslende røvkedeligt.

Den nye tøjstil (og adfærd) ligger henover mig som en stor, lyddæmpende, kontrollerende, tvangsdyne, jeg på en side har lyst til at flygte skrigende fra. Samtidig er jeg hemmeligt boblende og juuublende ivrig-glad over, at kunne være SÅÅÅ sej – stå her dag efter dag iført tøj, der både er flot, voksent, friskt, smart og kedeligt på en gang. For jeg synes ærlig talt selv, jeg ser super godt ud med mit nye nogenlunde moderigtige tøj til mit lange, velplejede hår og mit fortsat uspolerede smil – selvom jeg ikke helt ligner mig selv.

Tiden går. Jeg kører med klatten, går glad, stolt og flittig på arbejde. Altid yderst velforberedt, og prøver at snakke med de utallige nye, søde kolleger.

… Efter blot et par måneder begynder lynlåsen at drille i støvlerne, som jeg har på hver dag. De må en tur til skomageren, som hurtigt reparerer dem. Det kniber dog også indimellem med at lukke lynlåsen til min nye personlighedsdragt, og det kniber med at være fastklemt i den trange dragt hele dagen, men det går dog endnu.

“Den bestøvlede særling”

Man kan måske undres over, ønsket om denne totale forklædning er så stærkt.
… Det skyldtes nok, at der findes TO SLAGS MÆRKELIG. Den ene slags er den alle gerne vil være. Den der ”ha ha, vi er ikke helt normale, for vi kan både fjolle, synge en sjov sang, og nogen af os kan sågar kaste op i en hæk, eller sige vores mening MEGET højt”. Den slags mærkelige siger ofte, at “vi er ikke som alle andre”, men i bund i grund er de meget lig flertallet (eller passer i det mindste ind hos flertallet.)
JOVIST er “disse mennesker” også mærkelige i en eller anden forstand. Hvem er ikke lidt mærkelig!!!!!!?? Men nu er det altså noget andet “mærkeligt”, jeg taler om:

For der er også den anden slags mærkelig… ALIENS
(Flere end man tror, har nok – mindst – en lille snert af denne slags mærkelig inderst inde, eller i perioder.)

Den slags, hvor man rent faktisk ER så sær, at man fremstår lidt som en ALIEN, når man folder sine lange tentakler og sin tryllekappe ud. Den slags, som flertallet ikke kan forholde sig til, hvis man blotter sig for dem – fordi ens personlighed er ekstrem i den ene, anden, eller flere retninger. Kan være både i positiv eller negativ retning.

Denne kategori tæller både de autistiske, højtråbende, storhedsvanvittige, virkelighedsfjerne, handicappede, socialt afstumpede, de sygeligt nervøse, psykisk syge, de udstødte og konspirationsteoretikerne.
Ligesom den også tæller de abstrakte, de geniale, spirituelle, opfinderne, de aktivistiske, de matematiske og kunstneriske genier, de højtbegavede, de blødende sjæle, de overkærlige, og ikke mindst de særligt sensitive i deres utallige farver og udformninger.

Og jeg falder ind under en eller anden udgave af nummer to slags mærkelig.

Ahh… Kan det være så slemt med den mærkelighed?

Hm… I hvert fald slemt nok til at iføre sig forklædning… Jeg er heldig, at være velfungerende og ressourcestærk nok til at skjule det meste, så det lykkedes at fremstå nogenlunde normal.
Men det ER et fængsel, når der bag det “nydelige” ydre rumsterer en masse sider rundt, der længes efter at blive sluppet fri.

Det ville tage ALT for lang tid at afdække alle mine sære sider i denne post. Tro mig – jeg har prøvet… Og har slettet det igen. Det kan blive en anden post – om tentakler og tryllekapper, der ikke egner sig til offentligt brug.)
I stedet vil jeg holde fokus på princippet i ubehaget i at skjule det.

De gamle, trætte støvler VILLE ud i lyset

Støvlerne blev et symbol på den fodmaske, jeg steg ind i hver dag i en rum tid. En fodmaske, der træk lange fodspor tilbage i tiden. Gemte mig i et hylster, der aldrig var mit.

… Den allersidste arbejdsdag i Valby, kom jeg traskende i mine nu et år gamle støvler. Vi gik sammen traskende i sne, regn og sjap, som vi har gjort det så længe nu i efteråret og vinteren på vores vej mod verdens sejeste arbejdsplads.

… Så var det noget forunderligt og ubehageligt indtraf… En kold og fugtig følelse spredte sig om min venstre fod. Jeg konstaterede, at mine støvler havde udtjent deres værnepligt og havde fået et hul i sålen. De havde tjent mig godt, men de var blevet usandsynlig slidte af at skulle være min så pansrede fod-maske så længe nu.

Jeg tog det som et tegn på den allerede presserende konklusion, at jeg aldrig mere skulle påtage mig en sådan maske, da det er alt, alt for opslidende og ukærligt mod sig selv.
Støvlerne ville ud i lyset og tage deres sande form 🙂

Tro mig! Jeg EEEEEEEELSKEDE min arbejdsplads. Og jeg er virkelig af hjertet taknemmelig for, at have været der!!!! Jeg lærte så meget fagligt, personligt, og havde et hav af utrolig søde, fantastiske og inspirerende kolleger. Men på sidelinjen lærte jeg også, at mange års maskerade måtte slutte. For min egen skyld, men egentlig også for andres

… Blot to dage efter støvlesceancen på min sidste arbejdsdag, fløj min kæreste og jeg halvanden måned til Malaysia. En helt særlig tur, der rummede endnu mere end det, jeg allerede har skrevet i mine Malaysia-posts, og den tur cementerede, at jeg fra nu af måtte være mere ærlig omkring mig selv i mit møde med andre mennesker.

At smide masken lidt har jeg så forsøgt siden. Selvom det er farligt, og stadig en rejse under udvikling. At turde sige, hvad man vil, bevæge sig som man vil, klæde sig, som man vil, gøre hvad man vil.

Det kræver mod at folde sin lille tryllekappe ud og tro på dig selv.

Kan dog kun opfordre andre til også at springe ud i det der er dig!!! <3

Følg bloggen om at være særligt sensitiv ved at like