Sæt udtrykket fri
Dette blogindlæg er ekstremt grænseoverskridende for mig at skrive. Så grænseoverskridende, at jeg umiddelbart ikke har planer om at gøre opmærksom på, at jeg skriver det. På en er jeg bange for nogen læser det. For det er mit meget personlige udtryk. Og samtidig er så vigtig, at det bliver delt et offentligt sted for at det har den effekt, jeg har brug for. Så læser du dette er det (med mindre jeg ændrer mening om at dele det) meget tilfældigt, at du kommer til at læse dette.
Sagen er, at jeg gennem mange år har været på en udtryksrejse. Det store tema for mit liv har altid at gå fra ikke at udtrykke og udfolde mig, og til at udtrykke og udfolde mig. I nogens øjne er måske en, der virkelig udtrykker mig frit og friere end flertallet. Det er jeg på en måde, også i mine egne øjne. Men følelsen af ikke at have et frit udtryk er stadigt i mig. Dels fordi, jeg engang havde en udpræget ufrit udtryk – ikke i det nære, hvor det var frit, men i det åbne, hvor det var bemærkelsesværdigt tilbageholdt. Men selvom mit udtryk er friere er det ikke helt frit nok endnu. Men hver gang jeg nærmer mig, så bliver min verden smukkere og rigtigere.
Jeg har længe været sikker på, at følelser sætter sig i kroppen. Følelser der ikke bliver taget sig af eller udtrykt ophober sig. Jeg har også længe været sikker på, at følelser også sætter sig i tænderne. Derfor har jeg i årevis været på en healingsrejse, hvor jeg udtrykker og healer en masse. Fordi jeg ikke kan lade være, fordi jeg får det så ubehageligt, at jeg ikke har andet valg end at heale og ikke mindst, fordi jeg tror, det er den bedste gave man kan give sine børn at heale. Jeg ser selv, at de ting vi ikke healer går direkte videre i puljen som vores børn skal heale, og de vil så komme ud for lignende ting, som bringer dem i samme situation, som den situation, deres forældre ikke kunne heale fra, og så på et tidspunkt vil et eller andet barnet bryde cirklen og heale både sig selv og sine forfædre. Det er i mine øjne ikke sådan at man bare kan skjule det, og der er tale miljømæssig “arv”, men at det er noget, som gives videre ligegyldig om forældrene viser det de bærer på eller ej. Jeg siger også dette, fordi jeg utallige gange har set beviser på, at børn bærer på noget, som de ikke kan genkende, og en dag opdager de i chok at deres mor eller far i hemmelighed bar på copy/paste samme kamp og smerte. Ligesom jeg også har mærket smerte forsvinde som dug fra solen i mig, fordi min mor har healet det, og jeg har set smerte i vores børn forsvinde som dug fra solen, fordi mand og jeg (altid uden børnenes vidende) har healet ting i os, som vi så kom til udtryk i vores børn.
Der er en bestemt smerte i mit liv, som jeg har haft det ekstremt vanskeligt ved at turde udtrykke i det åbne. Dels fordi det er så smertefuldt. Men også fordi oplevelsen har været så fuld af manipulation. Jeg blev meget manipuleret med. De oplevelser jeg havde var så svære og komplekse, at jeg frygter victim-blaming ved at udtrykke mig. At blive udsat for victim-blaming var mere risikofyldt for min følelsesmæssige tilstand end gevinsten ved at udtrykke sig.
Tid er dog gået. Oplevelserne er mere på afstand. Mit hjerte banker hurtigere, som jeg skriver dette, ved tanken om at jeg måske deler det om lidt. Selvom det er lidt mindre skræmmende, så er de det stadig. Jeg har massevis af gange været på nippet til at udtrykke mig, men har hver gang taget det tilbage. Ikke denne gang.
Det afgørende afsæt til at mit udtryk om dette nu kommer ud er, at jeg dels så et online foredrag med Dorte Bredgaard igår, hvor hun understregede (igen) at tandproblemer, som overordnet tema stammer fra ting vi bider i os – i stedet for, at vi bider fra os.
I dag havde jeg nemlig svært ved at beherske mit udtryk, da jeg sad i fred og ro og min søn i kådhed under pjat med sin far og bror bankede sit hoved ind i min ryg, så det gungrede ind i lungerne og forværrede de nakkesmerter og den hovedpine jeg havde grundet en intens, skøn, forløsende, men energikrævende dag.
Jeg blev indeni sur og rasende i proportioner, der var helt ude af trit med situationen. Selvom jeg da beherskede min reaktion relativt udenpå, så var følelserne indeni i så flammende. For hvor havde jeg lyst til at udpensle og råbe: “Hvor ondt det gjorde, hvor uventet og uretfærdigt det var, når jeg altid tager hensyn til andre og sad i mine egne tanker og var følsom i forvejen. Og hvor hensynsløst det var, og at jeg ønskede en undskyldning, som en symbolsk anerkendelse af, hvor ondt dette gjorde”.
Jeg var naturligvis ikke sur på min lille søn, der blot var glad og pjattet og lidt uopmærksom, men jeg gik ud af rummet for ikke at han skulle mærke, hvor sur jeg var. Og jeg var få øjeblikke tilbage for at kysse og kramme min lille dreng en masse og sige undskyld, at jeg virkede så sur.
Heldigvis kan jeg med stolthed sige, at jeg generelt er en yderst tålmodig og altid blid omsorgsfuld mor med åbne arme og altid med blide og imødekommende ord i kø for at vise mine børn, hvor elskede de er.
Men jeg kender også fra stressede perioder eller pressede situationer, de følelser indeni, hvor jeg kan mærke, der opstår en reaktion, som er så eksplosiv indeni. Det er ikke noget, der fylder længe. Men bare en vulkan, der on off overvejer at gå i udbrud.
Der har været to gange i mit liv, hvor jeg med meget stor seriøsitet sagde fra og bed fra mig i denne her specifikke situation, som også er problemet nu, og som jeg endnu ikke har omtalt indholdet af. Begge gange havde jeg besluttet at sige noget, for så at beslutte, at tie alligevel. Beslutningen om at tie udløste begge gange kaskader af opkast, hvor jeg bare blev ved at kaste op så mange gange, længe efter maven for længst var tømt, indtil jeg lovede Gud, universet og mig selv at sige det højt, så stoppede opkasten og gav mig chancen for at kunne sige noget. Men intens kvalme fortsatte, indtil jeg reelt fik sendt mit udtryk afsted. Så snart jeg havde fået sagt tingene, havde jeg det fint igen.
Første gang jeg oplevede dette var et kort brev jeg skrev i juni 2018. Anden gang var et afsnit i en tale, jeg i februar 2020 skulle holde til en lille flok (som i øvrigt intet havde med situationen at gøre).
Men i dag kunne jeg mærke, at det er tiden til at jeg siger dette højt – bare på en eller anden måde offentligt, for jeg kan ikke have det mere. Det er nu frit.
Så nu kommer det, der var et issue for mig:
Nemlig:
Min nu afdøde svigermor, opbakket af hele min svigerfamilie, udstødte og karaktermyrdede især mig og min mand.
(Ja, hun udstødte og karaktermyrdede nu også min svogers ekskæreste groft, og hun gjorde også præcis det samme i lille målestok on off mod andre familiemedlemmer samt en nær veninde) Men ingen fik turen, så konsekvent og så grundigt og gennemført, som min mand og jeg.
Hvorfor er det så uhyggeligt at sige? Ja, det er der utallige grunde til:
Dels fordi jeg et empatisk menneske, der meget nødig vil sige noget om andre mennesker, selvom det er sandt. Hvor ondt hun end gjorde mig, har jeg medlidenhed med hende og det, der må lægge til grund til at hun var sådan.
Dels fordi min svigermor var en mester i at få tingene til at fremstå radikalt anderledes end sandheden. Hun var ekstremt vellidt, beundret, ja nærmest hyldet i nogle kredse for hvor alletiders og omsorgsfuld hun var. Hun skyede ikke nogen midler for, hvor direkte usandt hun talte. Derfor var det også let for hende at skabe et miljø, hvor min mand og jeg blev aldeles isolerede fra den øvrige familie og alle familiens venner og bekendte, som den dag idag. Ikke mindst havde hun frit løb til hendes fortællinger om os, som ofte var det DIREKTE modsatte af sandheden, fordi hun fortalte til alle, der ville lytte, hvorimod vi uendelig længe aldrig kunne drømme om at sige et negativt ord om hende til andre eller forsvare os. Vi håbede lidt at vores ordentlige måde at være talte for sig selv. For enhver der kender os ved vi altid behandler alle med respekt, anstændighed, venlighed og kærlighed. Men hvis hendes fortælling så netop var at “de er helt anderledes end det vi ser”, så kan man jo være nok så nobel, hvis folk tror, det er spil for galleriet. (Først i skrivende stund går det op for mig, at hun jo beskrev sig selv – hun var nemlig helt anderledes end det man så) Men min og jeg er meget – what you see is what you get.
En anden grund til, jeg også var sikker på, at det var det hun gjorde var dels, at vi direkte fik dette at vide fra andre – indirekte at de troede vi var anderledes end det de så. Men mest var jeg oveni sikker, fordi jeg et år forinden så at min svigermor sagde præcis det samme om min tidligere svigerinde. Nemlig at min tidligere svigerinde at en totalt anden end den søde pige vi så. Alle der ville høre det fik at høre, hvordan min tidligere svigerinde skabte splid og havde en helt anden side, som kun min svigermor fik at se. I den tid sad jeg stille og nervøs i sofaen til familiekomsammener og frygtede det en dag ville blive mig. Især fordi det var utrolig tydeligt for mig, at min tidligere svigerinde på ingen måde var på den måde. Jeg skal da ærligt indrømme, at en lille tvivl selvfølgelig langsomt fik et lille tag i mig – om der mon kunne være noget om snakken – nogen som ingen andre så. Jeg vidste dog også at min mand var ekstremt traumatiseret af sin barndom, ligesom jeg også havde hørte andre i familien og en veninde få med samme fil. Især de kvinder, som var kærlige, glade eller slanke.
Jeg fornemmede af og til gennem årene, at jeg selv kunne stå for tur i min svigermors karaktermyrderi af kvinder og så min mand. Ikke mindst fordi hun af til begyndte i det små. Men min daværende svigerinde tog skraldet i nogle år. Jeg bildte mig selv ind, at grunden til det ikke for alvor blev mig måske var fordi jeg altid var så god og sød ved min svigermor og altid gjorde mig så overordentlig stor umage for at være en god svigerdatter. Min daværende svigerinde gjorde jeg sådan set også ekstremt meget umage for min svigermor. Det var tydeligt. Men hun var lidt mere kæk i munden.
Jeg var nok en smule bange for min svigermor, fordi jeg kunne mærke, at hun hurtigt kunne skifte, så jeg gik meget på listetæer og gjorde mig meget umage for hende, for ikke komme til at træde hende over tæerne eller gøre hende vred eller jaloux over noget. Fx turde jeg aldrig vise hende et billede med vores søn, hvor min mor også var på, da det kunne gøre hende sur.
Jeg kunne godt mærke, hvordan hun var, men i min naivitet håbede jeg at min konstante hensyntagen til hende, ville gøre, at hun følte sig set af mig, at hun følte sig elsket af mig, og hun en dag ville være så fyldt, at hun ville blive healet af al min tålmodighed og kærlighed i hendes retning.
Men min daværende svigerinde blev frosset ud af hele familien og min svoger slog herefter op med hende, hvilket jeg personligt tror knuste min svogers hjerte, da jeg tror, hun var kvinden i hans liv, hvilket han også gav udtryk for både under og efter forholdet, men han kunne ikke modstå sin mors kamp mod hans kæreste. Men min svoger er nu også væk fra denne jord).
Men min svigerinde var ude af billedet blev det for alvor min tur. Og her blev jeg også sikker på, at min daværende svigerinde var uskyldig i de anklager, der blev fremlagt mod hende, så snart hun ikke var tilstede, for jeg vidste jeg selv var uskyldig.
En anden grund til, det er super uhyggeligt at sige højt at min svigermor udstødte og karaktermyrdede min mand og jeg er at jeg ved af erfaring, at når man ikke har stået overfor et menneske med en så alvorlig personlighedsforstyrrelse, som jeg er overbevist om min svigermor havde, samt har erkendt det, så vil utrolig mange mennesker forståeligt nok komme med velmenende og belærende, som vendinger, som:
- Ah, mon dog hun er så slem?
- Mon ikke du også selv har del i det?
- Har du set på dig selv? Måske skulle du lige se indad og granske hvordan du selv har bidraget til situationen.
- Du er nok ikke helt klar over din egen uheldige adfærd
- Mon ikke du er sådan en der bliver uvenner med folk – det er sikkert ikke første gang. Du er nok “sådan en” – altså sådan en konfliktskabende, negativ type
- Er du ikke bare sådan en forkælet en, der mener alle andre er galt på den?
- Tror du ikke bare du mangler lidt empati eller forståelse for andre mennesker?
- Din svigermor gør helt sikkert sit bedste. Jeg er sikker, du misforstår hende
- Jeg tænker, du er sortseer og ser det værste i folk – du skulle lære lidt af mig, jeg ser det bedste i andre
- Kan du ikke bare tilgive og komme videre
- Lad nu være at hænge dig i fortiden og alle mulige ligegyldige detaljer
- Kan I ikke bare snakke sammen og få talt lidt ud, så er jeg sikker på, det nok skal løse sig.
- Tror du ikke bare du mangler at se alt det gode i din svigermor og så lade være at hænge dig i de småting, hun gør, der går dig på.
- Når du mener/påstår, at din svigermor gør sådan, så siger det mere om dig end om hende, så det FAKTISK i virkeligheden, fordi du SELV er sådan. Det er dig, der generer hende.
- Det kan godt være din svigermor fordrejer sandheden en smule, men det kan jo ikke passe, at det hun siger ikke har lidt rod i virkeligheden. Der må være lidt om snakken. Det kan ikke bare være lodret løgn, som du siger.
- Hvorfor skulle jeg dog tro på dig, når du i princippet nu anklager hende for det, som du siger, hun anklager dig for. Er I så ikke bare begge to et par kagekoner, der er lige god om det. Tag nu en kop kaffe og kom videre.
- Tror du ikke bare du er et følelsesmæssigt uudviklet og umodent menneske, som kun kan se tornen i en andens øje, men ikke bjælken i dit eget?
- Har du nu prøvet nok
… OG SÅ VIDERE …
Og jeg bebrejder skam ikke folk at de tror disse ting. For det tror man, når man ikke har stået overfor sådan et menneske selv. Jeg mistænkte skam også min egen mand for at være både forkælet, umoden og uden kommunikative evner, da han i starten af vores forhold forsøgte at forklare mig om hans komplicerede forhold til sin mor og al hans enorme mængde af smerte relateret til moren og faren.
Heldigvis har jeg alle dage været udstyret med en enorm ydmyghed, der gør at jeg som udgangspunkt til det et andet menneske betror mig, selvom jeg ikke fatter det. Jeg ved nemlig, at hovmod, arrogance og fordømmelse er noget af det dummeste man kan give sig i kast med (derfor har jeg altid holdt mig fra det) Folk der uden indsigt i hvordan der er i en andens sko fordømmer en anden, ender i min optik altid før eller siden med med bøjet nakke at måtte indse, hvor dumt det var ikke at vise ydmyghed for en anden udtryk – uanset hvor meget overlegent klogere man måtte opfatte sig selv i kontrast til den man står overfor.
Derfor viste jeg min mand tiltro, tillid og respekt. Jeg trøstede ham i dagevis, ugevis, månedsvis, årevis i al hans overvældende mængde af smerte og gråd relateret til sin mor. Samtidig var jeg fuld af tro på, at jeg nok skulle få min mand og hans mor bragt sammen. For jeg var/er jo så god til følelser og til at heale folk og gøre folk glade.
Samtidig satte jeg en stor stolthed i den måde, jeg var en svigerdatter på (og jeg havde en eks, hvis forældre jeg havde et fantastisk, hjerteligt, nært og inderligt forhold til, og har stadig et bånd til min tidligere svigermor i dag og også til min tidligere svigerfar, som dog er gået bort).
Jeg havde nogle hørt om og set andre svigerdøtre, der gerne ville hive deres mand væk fra deres familier og venner, samt svigerdøtre, der gerne ville have sat sin egen familie på banen og sin mands familie ud på et sidespor.
Jeg var stolt over, at jeg var lige modsat. Det var så vigtigt for mig aldrig at gøre forskel på mine egne forældre og min partners forældre og jeg ønskede brændende et nært og kærligt forhold til dem, og har altid glædet mig til at få en endnu større familie i min svigerfamilie.
Jeg var sikker på min svigermor og svigerfar med lethed ville bemærke dette meget udtalte træk ved mig og min adfærd og at det kun var et spørgsmål om tid før mine svigerforældre og jeg vil få et hjerteligt forhold.
Jeg er slet ikke et sekund i tvivl om at jeg gjorde 10 gange mere end de fleste svigerdøtre ville have gjort for deres svigerforældre.
Både min mand og jeg har tømt værktøjskassen for at heale relationen til dem massevis af gange og efterfølgende stået fladmaste hver gang, for at hoppe op på hesten igen igen.
Vi blev ved at se dem yderst hyppigt, selvom det blev mere og mere tydeligt, at min mand røg ned i sort hul, hver gang vi så dem.
I mange år healede vi traumer i håb om, at hvis han healede, så ville han kunne se dem, uden at konfrontere dem eller ændre noget. Det gik der nogle år med. Sideløbende prøvet vi efter alle kunstens regler at finde det kærlighedssprog, der kunne heale svigermors hjerte.
For ligegyldig hvad min mand gjorde, så var der altid noget galt med det. Selvom han altid hoppede og sprang for at gøre hende glad. Gjorde min mand A var hun fornærmet, skuffet, afvisende og bad om C. Gjorde han C var hun fornærmet, skuffet og bad om B eller A igen.
Han behandlede hende som en dronning, og jeg ligeså. Men hun kunne altid finde en måde at fordreje det på, til at han behandlede hende dårligt og at hun var et offer ham. Derfor tænkte min mand i mange år at han var det værste lort, der kunne gå på denne jord, og det affødte en enormt selvhad, spiseforstyrrelse og en del andre svære følelser og selvdestruktive mønstre. Hvis han gjorde det for godt var hun utilfreds og hvis han gjorde det for dårligt var hun også utilfreds.
Hvorimod storebroren, min svoger, ikke kunne gøre noget forkert. Min mand har ALDRIG været misundelig på sin bror. Han elskede ham af hele sit hjerte, men troede at alt hans storebror gjorde var vejen til lykken, og han så derfor utrolig meget op til ham. Indtil min mand opdagede at hans bror mønstre var præcis ligeså selvdestruktive, trods storebroren havde en anden rolle i familien.
Det første års tid efter jeg rigtig kom ind i familien vidste jeg kva jeg havde bevidnet det at min mand ikke så sin familie så meget og hverken min mand eller hans forældre ringede så meget til hinanden. Jeg pressede meget på for at min mand skulle ringe, og vi skulle besøge ham. Jeg synes tit min mand var så underlig stiv i sin tale, når han talte i telefon med sine forældre. Tit holdt han telefonen væk fra øret og fik tics.
Jeg den ide at det måske var fordi min mand havde svært ved at kommunikere og fordi han ikke vidste dem, hvem han var eller hvad han havde brug for.
Derfor kom jeg flittigt og insisterende med stikord. “Husk nu er spørg hvordan de har det? “Spørg ind til deres nye hus? “Lad os nu besøge dem”, måske skulle du lige gå hen og give dit mor et lille ekstra kram i løbet af vores besøg. Det tror jeg hun bliver glad for”. “Måske skulle du fortælle hende at du elsker hende”? Osv. jeg følte mig som en anden Kirsten giftekniv i kulissen. Havde jeg ikke presset på, havde vi ikke haft så meget kontakt. Det samme gjorde jeg med hans venner, som han også træk sig fra. Men det tilsyneladende hans øjne at komme væk fra både venner og familie.
Jeg ved indiskutabelt, at han så sine forældre enormt meget mere, efter jeg blev kærester med ham. Jeg var vedholdende og troede jeg gjorde en god gerning. Jeg troede jeg hjalp min mand og jeg var slet ikke i tvivl om min svigermor havde bemærket, at vi sås meget mere, efter de havde fået mig som svigerdatter. Jeg var stolt og glad for min indsats og i mit stille sind tænkte jeg at dagen nok ville komme, hvor svigermor ville stå og sige til en veninde eller søster, mit påhør:
“Ja, før så jeg jo ikke så meget til min dreng, men nu har jeg fået sådan en god svigerdatter, så nu ser jeg ham jo meget mere.”
Ikke at jeg decideret forventede dette, men jeg i hvert fald sikker på, det var pænt åbenlyst sådan sitationen var. Men en dag, da vi sammen med svigermor og svigerfar gik og nød en is på havnen på en fælles gåtur sagde hun pludselig med den samme offeragtige og let bebrejdende tone jeg havde hørt en de første gang jeg mødte hende: at “ja, det er jo ikke meget, jeg ser til jer, men bare i har det godt.” … Det var første gang jeg fik en spand iskoldt vand i hovedet. Det gjorde rigtig ondt, at alt det vi havde gjort ikke rigtig havde gjort den mindste positive forskel for hende.
Men det var som om, at den konto jeg forsøgte at sætte ind på – den konto, der med tiden ville bygge vores nære bånd, den altid blev tømt. Det man satte ind, men bare hældt ud igen. Næste gang var hun ligeså fornærmet. Vi kunne fx have haft en, synes jeg, fin stund og jeg pludselig blev rørt og sagde noget kærligt til hende og så begyndte hun at ignorere mig eller gå. Det var et af utallige eksempler.
Da vi prøvet flere år med healing af min mand, spandevis af venlighed og med stort fokus på at se svigerforældrene, så tit som muligt men uden resultat måtte vi hive nye ting op af hatten.
Jeg synes både min mand og jeg begge investerede så meget i gode, glade og kærlige stunder med min svigerfamilien og forsøg på at knytte bånd og lære hinanden at kende
Jeg aldrig haft noget problem med at tilgive eller komme videre. Jeg synes ikke hun har gjort noget, der behøver tilgivelse. Hun kan ikke gøre for hun er så skadet, at hun er så aldeles afskåret fra sine følelser at selv hendes søn og svigerdatters intense dedikerede mangeårige kamp for at nå og heale hendes hjerte ikke kunne lykkes. Det er kun uendeligt synd.
Jeg elsker hende. Da hun døde skrev jeg et kort opslag på facebook om at jeg elskede hende. Jeg husker at nogen fra min egen familie sagde, at det kunne jeg da ikke have ment. Det forstår jeg ikke. Hvorfor i alverden skulle jeg ikke kunne elske hende, bare fordi hun gjorde mig ondt? Kan man kun elske perfekte mennesker, der er raske i deres sind?
Jeg elskede og elsker hende højt og hende evigt taknemmeligt for hun gav liv mit livs kærlighed og mine børns vidunderlige far. Selvom hun bragte ham sindssygt meget smerte. Så meget at jeg nogen gange var i tvivl om han kunne klare det. Jeg frygtede for hans liv, fordi smerten var så enorm.
Men hun har gjort ham til den han er. Han er den mest dedikerede far, der gør ALT for at være den forælder han ikke selv havde. Min var var rædselslagen for at blive far, for han sagde, jeg vil hellere dø end jeg vil komme til at give noget af det videre, som jeg selv har fået. Så det var enormt, da min mand nåede dertil at han turde blive far og følte sig klar og værdig til det.
Og nej, jeg er ikke en, der kommer i konflikt med andre mennesker. Jeg har dog til gengæld haft en delvis tendens til at rende ind i mennesker, der dominerer mig eller mobber mig. De fleste mennesker jeg render ind er fantastiske og søde mennesker. Men også de andre. Og at jeg har tendens til at tillade andre at behandle mig dårligt, og vende den anden kind til, i håb om at det hjælper dem er nok mit eneste bidrag til denne situation.
Alle disse ting ved jeg. Jeg har i ydmyghed for min svigermors ekstreme adfærd gransket min sjæl helt ned i bunden for at lede efter ting, jeg kunne have gjort forkert, selvom jeg ikke kunne finde noget, så jeg begyndte at tænke, at det jeg gjorde forkert måtte jo være noget, som jeg ikke kunne se, fordi jeg netop var så forkert. Og efter nogle år kunne høre, at jeg begyndte at lyde ligesom min mand. Jeg begyndte at få de samme selvdestruktive tanker om mig selv. Alle mine tanker begyndte at kredse nærmest i døgndrift om min svigermor og om hvordan jeg kunne gøre hende glad.
Fra at være en altid, lysende person, der i grove træk hele mit liv havde dagligt følt lykkefølelse og taknemmelighed for alt begyndte jeg at tænke dårligt om mig selv og blive fikseret. Fikseret på, hvordan jeg hele tiden kunne optimere mig selv overfor hende. Jeg ledte dagligt efter fejl, jeg kunne have begået og overset siden hun altid reagerede som hun gjorde, trods jeg vitterligt gjorde alt der stod i min magt og passioneret intensitet. Hvordan kunne den kærlighed jeg gav være så forkert. Jeg gjorde endnu mere umage for at betræde vores samvær, som et minefelt hvor jeg varsomt tog foden frem og tilbage for hvert et skridt for at undgå en mine sprang. Det faldt mig relativt let, da jeg altid har været ekstremt hensynsfuld. Jeg håbede hun med tiden vil mærke at jeg så hende og mærke hvor stor en kærlighed og indsats jeg vidste hende og dermed lod hende vide, hvor værdifuld hun var for mig.
Men da enorme mængder af almindelig venlighed, masser af besøg, opmærksomhed hendes behov intet gjorde, så begyndte jeg/vi at gøre mere ekstreme ting. Jeg tænkte måske jeg ikke havde forstået hendes kærlighedssprog. Først begyndte jeg at være obs på altid at tage værtindegaver med. Det ændrede ikke noget. Trods vi ikke havde penge begyndte vi at give større og om om muligt endnu mere nøje uvalgte gaver. Det hjalp intet. Så gik et et andet mode, hvor jeg malede et maleri til hende med et digt på, hvor vidste min kærlighed til hende og skrev at hun skulle passe på sit hjerte, fordi hun havde haft en blodprop nogle år før. Det gjorde ikke rigtig noget for hende. Så skrev jeg faktisk en sang til hende, der handlede om at hun var elsket og passet på, og vi indspillede den og sendte den til hende. (min mand var meget modvillig) Hun aldrig nogensinde tak for den sang. Hun nævnte den ikke med et ord. Da jeg måske prøvede at komme ind på den en anden dag om hun havde hørt den og jeg sagde at lyden måske ikke var så godt, sagde hun bare “det gør ikke noget”. Sådan sagde hun altid. Også når fik en gave sagde hun generelt aldrig tak for den, selvom jeg altid takkede utrolig grundigt for alt hun gav og gjorde. Hvis jeg prøvede at komme ind på det gik hun eller sagde “det gør ikke noget”, som om det var rigtig kikset gave. Det var meget akavet at hun ikke ville sige ordet tak – med mindre andre hørte på det.
En dag lavede jeg en skattejagt til hende. Jeg fik min mand med på at aftale med hans far at vi måtte gå ind i haven og gemme poster. Hver post havde en bid af et digt, jeg havde skrevet personligt til hende samt en lille gave, jeg mente, der passede til og tilsidst en lidt større gave og digtet var så samlet. Jeg føler hun muligvis blev lidt glad for den skattejagt. Hun nævnte den i hvert fald et par gange efterfølgende, og det var jeg utrolig glad for. Men det var alligevel ikke noget, der gjorde en forskel.
I samme periode begyndte jeg at fokusere på at hjælpe hende med at heale fra gamle ting. Hun nævnte af og til en følelse af at blive dårligt behandlet af sine søstre, især den ene. Jeg prøvede at bringe det op for at hun måske kunne give slip på det. jeg gjorde mig hele tiden vildt umage for med min væremåde at trøste den følelse hun havde af at blive dårligt behandlet. Men det hjalp intet.
Herefter begyndte en fase, hvor vi forsøgte at tale lidt direkte med hende om tingene, men hun snoede sig altid udenom og ville ikke tale om noget. Hun blev ved med at behandle os begge meget ubehageligt og kom af og til med antydninger af at jeg var i vejen.
Jeg har ikke fået alt med, men vi begyndte oprigtigt at opgive. Ikke fordi vi ikke ville. Vi havde og har masser af kærlighed at give af til hende. Men vi havde ikke mere energi. Og hun gjorde os så ondt. VI sagde aldrig noget igen eller noget hårdt til hende. Vi var altid blide og milde mod hende. Det var ikke sådan at hun var rigtig flink i al den tid. Hun mødte os med evig bebrejdelse. I bedste fald var hun af og til neutral eller måske endda munter, men altid med mere eller mindre offeragtig undertone Men min daværende svigerinde trak stadig det tunge læs. Men hun kom ud af billedet.
Da vi ventede vores første barn var vi helt udmattede i forhold til at have mere at give af overfor svigermor. Men endnu engang – igen igen – hev vi os selv op, og fandt endnu mere kærlighed frem – endnu flere kinder vi kunne vende til fandt vi frem.
Med naive glædestårer løbende ned ad kinderne sagde vi til hinanden “at hvis det ikke kan hjælpe at hun bliver farmor, så er der intet der kan. Men vi troede det kunne hjælpe. Derfor blev mere end 45 % af babyforberedelsen en planlægning af, hvordan vi kunne sørge for svigermor følte sig valgt til, vigtig, prioriteret, involveret, lykkelig. Vi planlagde nøje.
Svigermor og svigerfar var de første der fik babynyheden. Vi gav dem den første jul med babyen, de kom med til scanninger, som var et helligt rum for os. Jeg skrev tonsvis af updates og formulerede beskeder til dem under graviditeten som om baby skrev sms’er til dem.
Alligevel formåede hun allerede flere gange under graviditeten at være meget fornærmet over at hun fik den første jul med vores baby, for han var jo meget sjovere til jul nummer to og at det var typisk at mormor skulle have den. (det var overhovedet ikke typisk, men det var noget i den retning)
Vi betroede dem også vores ønsker for vores baby, da vi også blev enige om at vi måske ikke viste nok hvem vi var og hvad vi ønskede, og de derfor ikke havde en chance for at imødekomme os. Også bare symbolsk…. Vi turde måske involvere i vores aller inderste ønsker for vores barn, men vi prøvede at åbne op. De få ting vi fortalte dem på en idyllisk gåtur og hjemme i stuen var at vi ønskede at baby ikke skulle have alt for mange ting og vi gerne vi have det lidt nøjsomt. Vi sagde også at vi foretræk genbrug, fordi vi synes var ideologisk rigtigt for os. Og så sagde jeg at en ting jeg fx havde det rigtig svært ved, var converse og sportssko til babyer og at jeg foretræk det ikke så smarte fokus.
Men kort efter sendte hun et billede at hun havde købt babys første sportsko. Ligeledes købte hun nyt tøj og en del genbrugstøj. Hun elskede generelt altid at bruge penge og købe ting. Det gjorde hun med alt.
Det er meget nemt at sige, det er forkælet så meget som at overveje, at blive ked af det hun gjorde, men det var fordi hun i grove træk gjorde lige præcis de få ting vi havde bedt om at man ikke gjorde.
Vi følte begge at vores redebyggeri blev helt taget fra os, fordi hun købte alt førend vi kunne nå at tænke os om. For vi var så paf over hun gjorde præcis det vi frabad os, og vi følte samtidig vi kun kunne og skulle sige tusinde tak. Samtidig overfusede svigerfar os verbalt da jeg var tæt på fødslen og mente at vi ikke kunne klare os selv økonomisk og pustede sig op. Det var så akavet. Ligesom svigerfar dagen efter vores bryllup i starten af graviditeten kom og generede min mands tale til mig, som han sagde var alt for lang og monoton og at han skulle jo tænke på at andre skulle kunne holde ud at høre på det. Det kom han DAGEN EFTER og sagde. Trods det vitterligt var den smukkeste tale en gom kunne holde. Så rørende. Det synes jeg og alle mange andre.
De købte forskellige ting uden at spørge. Det kunne virke vildt sødt, men vi havde jo som noget af det eneste frabedt dette. Fx en dag en stor blå potte – en farve og en stil vi ikke ønske. Jeg havde allerede ønsket mig og fået af min søster en økologisk bambuspotte. Jeg sagde pænt tak, men et par gange efter noget tid fik jeg nævnt, at det var så sødt af dem, men at nogle af de ting, havde vi allerede, og at de gerne lige måtte spørge inden, så vi ikke havde dobbelt af alt. Hun blev ekstremt fornærmet over at jeg sagde fra.
Da vores barn skulle til at fødes var hendes eneste fokus at hendes søstre ikke måtte få besked, når barnet var født, for så kunne de finde på at komme først.
Da fødslen så gik igang og vi skrev en sms, håbede vi at alt ville ændre sig. Men vi fik en sms om at vi ikke måtte sige noget til hendes søstre. Det blev vi kede af. Selv her kunne hendes hjerte ikke overskygge det traume hun levede i konstant.
Hun mødte op på fødegangen to gange under fødslen til personalets store forargelse og vores store chok. Vi kunne ikke begribe at end ikke det var helligt. Det eneste hun tænkte på var hende selv. De besøgte os 20 minutter efter modekagen var født og jeg stadig lå usyet og i chok. Vi havde sagt vi selv gav besked når vi var klar, men det blev slet ikke respekteret og vi følte ikke vi kunne sige nej til besøg ig dermed skabe mere vrede mod os. Da de kom og besøgte os igen dagen efter fik vi skældud, fordi vi havde sms’et til hele familien og ikke ringet til oldemødrene om nyheden (oldemoren på min side var fint tilfreds) samt vi skulle finde ud af nu om vi holdt dåb om en måned, fordi min mands kusine skulle lukke sin salon, hvis det var. Meget vred og oppustende til at par, der lige var blevet forældre for et døgn siden. Svigermor tog billeder af sig selv med baby og sendte. Ikke vi forældre. Det var okay. Det var det ene med det andet. Alt handlede kun om hende. Altid.
Trods alle disse ting var vi stadig fulde af håb. Vi brugte derfor alt vores overskud på at se mine svigerforældre. Det blev på bekostning af alle andre mennesker. Min familie, resten af min mands familie og vores venner. For nu skulle alle sejl sættes til, så svigermor blev glad. Vi så dem rigtig tit. Men da han var to måneder sagde hun surt. Det var meget nemmere, hvis jeg havde ham alene. Altså vores baby? Hvad er nemmere?? Og de håbede snart at se os noget mere.
Vi var så paf, og fik igen en spand iskoldt vand i hovedet, for vi prioriterede dem mere end nogen andre. Jeg skrev ned hvor vi så dem og regnede ud at vi i snit havde dem en gang i ugen siden fødslen. Det var da ret godt synes vi selv. Jeg tænkte. Kan de ikke huske eller vil de bare være utilfredse. Vi blev enige om at foreslå en fast ugedag at ses, for at sikre, de også i deres hoveder registrerede hvor tit vi sås. Først var de lidt modvillige, til at sige ja til en ugentlig mødedag, men de sagde så tilsidst ja efter en uges tid eller to. Vi holdt vores ugentlige møder med svigermor og svigerfar – enten hos dem eller os, hvor vi tit lavede lækre snacks eller mad til dem, trods vi var udmattede, og vi lod hende holde vores søn fra hun kom til de gik, og lod ham sove i hendes arme.
Vi gav hende totalt fri adgang til at bære vores søn. Kun når han klynkede og modsatte tog jeg ham. (selvom det var svært inderst inde at give ham så meget fra mig. Det sled i mit hjerte, men håbede det var godt givet ud i forhold til at heale hendes følelser af ikke at være valgt til)
Og en gang om ugen ville nu i mine øjne være pænt hyppigt, selv i de allerlykkeligste familier. Og nu havde vi et forhold så svært til svigerforældrene, og alligevel sås vi så tit. Vi brugte alle energien på dem, og derfor havde vi slet ikke overskud til at se andre i denne første tid. Alle andre, som vi så væsentligt sjældnere klagede aldrig et sekund over noget, selvom vi selv var kede af, vi ikke kunne se andre. Men vi håbede igen, det gik til et godt formål og at vi byggede på et fundament.
Allerede da jeg foreslog min mand at foreslå den faste ugedag, sagde min mand: Bare vent. Om 2 måneder så aflyser de vores aftale igen og finder en eller anden undskyldning for at det ikke lige passer. Underforstået, fordi de faktisk slet ikke reelt ønsker at se os. De vil bare gerne brokke sig over at de ikke mener de ser os nok. Så hvis vi rent faktisk har en fast dag, så kan de ikke rigtig brokke sig.
De aflyste ind imellem, men for det meste blev det gennemført og jeg synes selv det gik fint og at der var masser af farmor og barnebarn kvalitetstid.
Men allerede halvanden måned efter kom det træk min mand forudså – de ønskede nemlig at aflyse vores faste ugedag, for det passede dem ikke lige så godt. Jeg gik i lidt i panik, fordi jeg nok fornemmede (men prøvede at benægte) at det var så hun nemmere kunne brokke sig.
Jeg var fortsat altid sød og mild mod hende og gjorde en kæmpe indsats for alligevel at sørge for vi fortsat sås engang om ugen. Det gik, men hun var altid svær at få en aftale med. Enten aflyste de, eller de kunne ikke osv. Borset fra ved sygdom og et enkelt kursus udenbys for hele familien så lykkedes det vi da vores søn var 6 måneder i gennemsnit havde set hinanden mindst en gang i ugen. Vi også tit på småture forbi og sagde hej på hendes arbejde og andre steder, så nogengange var det mere end en gang i ugen. Vi hyggede os, hun bar ham. Vi tog billeder og gav en masse plads til at farmor var i centrum, når vi sås. Endda svigerfar bakkede og holdt sjældent vores søn, da han hele tiden lod farmor gøre det hele tiden.
Da vores søn var 6-7 måneder holdt vi fælles fødselsdag med min mand og hele hans familie og lidt af min familie.
Med min søn på armen, tog jeg min søn hen til hendes ansigt og og sagde sødt “hej farmor”, mens jeg bogstaveligt talt samtidig aede min svigermors hår (hendes hestehale). Svigermor bider så vredt og højt foran hele forsamlingen, da jeg tager vores søn hen til hende:
“Han kender mig ikke. Han aner ikke hvem jeg er”,
mens hun slog med nakken i retning af mig og min søn.
Det at slå med nakken var noget hun jævnligt brugte, når hun skulle vise sin fornærmelse og harme overfor folk.
Hendes bemærkning skulle indiskutabelt tolkes, som at hun mente, hun aldrig så vores, ikke fik lov at se sit barnebarn, ikke fik lov at bære ham, ikke fik lov at knytte sig til ham, ikke fik lov at være farmor, at vi ikke sås (som hun både før og siden havde antydet) Ligesom den retorik var en forlængelse af en af hendes mangeårige yndlings-offer-emne – at hun altid sagde, hun aldrig så os/at vi aldrig besøgte hende/at hun blev elendigt behandlet af sin selviske søn og svigerdatter, der havde nok i sig selv. Trods det ALDRIG havde noget med sandheden at gøre.
Både min mand og jeg fik med hendes bemærkning om at han ikke anede hvem hun var og ikke kendte hende, den nu til dato største spand isvand i hovedet, vi havde fået fra hende.
Jeg stod der og var i forvejen sårbar i mit nye moderskab, med min baby og min generelt altid blide, udglattende, diplomatiske, pleasende adfærd. Blandt en hel familie, hvor alle var væsentligt anderledes end jeg og meget mere hårde i deres måde at omgås hinanden.
Hendes angreb kom som lyn fra en klar himmel. Der havde været mange ting op til, men dette her var så tydeligt, at dette hun sagde var løgn, og hun VIDSTE udemærket at det var løgn. Og alligevel gjorde hun sig umage for at få andre til at virkelig at tro, at hun var en stakkels forfordelt farmor, der ikke fik lov at være farmor. Hun vidste det ikke var sandt. Hun vidste, at hun svigtede os dybt ved at udsende sådan en direkte og fundamental løgn om en os. Men hun var tydeligvis 100% aldeles ligeglad med det gjorde ved hendes søn og svigerdatter at hun sagde ting der ikke var rigtige. Det væsentlig for hende var at andre have en grund til at have medlidenhed med hende. Og vi var bare en brik i det spil.
Så mange ting gik igennem hovedet i det sekund. Alt blodet forsvandt fra hovedet. Jeg blev svimmel, mit hjerte bankede hurtigt. Tårerne pressede i mine øjne. Jeg følte mig sårbar med mit dyrebareste lille førstefødte spædbarn på armen, og alle min sårbare mor-følelser oveni. Jeg var oveni følsom og altid var så hengiven og inderlig i mit forsøg på at være god mod hende.
I sekunderne efter hendes ord faldt var det tydeligt på den tilhørende familie, at dette var en fortælling svigermor havde brygget på længe bag vores ryg.
For luften var simpelthen tyk af øjne på stilke i vores retning, indestængte smil og blikke, der godtede sig og tænkte:
“Der fik de endelig den bemærkning, de fortjente. Det var vist på tide, de to nye forældre fik sandheden at høre, når de nu er så tarvelige. Tænk de to nye forældre vil være bekendt at være så modbydelige mod den stakkels hjertelige farmor, der stod der med åbne arme.”
Problemet var så bare, at den virkelighed, hun præsenterede var det modsatte af sandheden. Vores søn vidste præcis hvem hun var. De sås overordentlig tit. Hun blev SÅ højt prioriteret, som var hun en dronning. Vi brugte al overskydende energi på at glæde hende. Min egen mor, som jeg har et fantastisk forhold blev overhovedet ikke prioriteret i den periode (godt nok bor og boede vi også på det tidspunkt i bofællesskab med min mor, men det betød absolut ikke at vi hang ud hver dag overhovedet. Farmor fik stadig meget mere fokus og solotid med baby i armene, trods vi ikke boede sammen med farmor).
Rystende fremstammede min mand og jeg pippende, “jamen at vi da sås tit, og at vi da sås engang om ugen, og at det var dem selv, der havde aflyst vores faste ugedag.
Vi blev kun mødt af kolde, harme blikke, som i:
“Hvad bilder de sig ind. Det ved vi jo godt ikke er sandt”.
Ingen hjælp var der at hente i farmor eller farfar. Hun sad bare som en berettiget såret isdronning.
Det virkelig så surrealistisk at stå midt i noget, hvor sandheden blev skjult og der i stedet blev fabrikeret en løgn. Og at han tilsyneladende var 100 % ligeglad med at hun gladeligt ofrede os og sandheden på skafottet, for at få en stor solid bid opmærksomhed og uberettiget medfølelse fra sin mor og sine søstre, svogere, nevøer og niecer.
Vi indså at løbet tilsyneladende kørt. Det blev gebommerligt tydeligt, at hun slet ikke var interesseret i at se os tit. Hun ikke interesseret i et nært forhold til hverken sin søn, sit barnebarn eller mig. Faktisk var al vores perfekte, søde og betænksomme adfærd en hæmsko, der var i vejen for hende.
Vores venlighed var i vejen, for det hun i virkeligheden ønskede fra os. Nemlig nogen, der kunne give hende en anledning til at få opmærksomhed og medlidenhed. Vi var hendes syndebukke. Den rolle havde min mand altid haft. Men vi håbede, det var noget vi bildte os ind. Men i dette øjeblik blev det hele tydeligt, at det desværre var sandheden.
Jo mere grundige vi var i at være gode mod hende, des mere problematiske var vi for hende, for så skulle hun lyve mere ekstremt for at få os til at fremstå forkerte. For der ikke rigtig en finger at sætte på det vi gjorde overfor hende fandt vi ud af.
I denne stund kunne vi også pludselig forstå de super underlige vibes og små stikpiller vi havde fået fra familien og deres venner, som på ingen måde stemte overens med virkeligheden. Antydninger af vi jo nok ikke lige prioriterede den stakkels farmor, men at vi havde jo nok også travlt-issh.
Senere fandt jeg ud af at hun selv til medlemmer af min familie, havde fortalt de samme historier – at sagde til to af mine onkler og min tante, at svigermor aldrig så noget til os eller hendes barnebarn.
Vi fortrød, at vi ingen andre mennesker havde set og prioriteret, for svigermors skyld. Både fordi vi gerne vil have brugt tid på mennesker, der reelt ville os, og oveni fordi dette kunne give gødning til svigermors løgnehistorie om at vi ikke så nogen mennesker, da de kunne tro vi så svigermor lige lidt, som vi så alle andre.
Samme dag d. 23. februar 2017 var der flere andre situationer, hvor en i forvejen ulmende frustration fra min svigerfamilie kom til udtryk. Det var tydeligt, at de blev triggede og meget irritable over at min mand og jeg var ekstremt blide, trøstende og opmærksomme på vores barn. Da vores babysøn gennem al den tid vi kom hos mine svigerforældre græd han ulykkeligt over deres tre små voldsomt gøende og massivt hunde. Vores babysøn var fra start meget følsom overfor lyde. Han var utrøstelig, når hundene gøede. Vi havde flere gang i de måneder bedt om det kunne være okay at lukke hundene ud, når vi var der med vores søn, fordi han bestemt at græde, nærmest når han så sin farmor – jeg vil tro, fordi han forbandt det med de ekstremt høje og gennemtrængende lyde. Det afviste de.
Men den dag hele denne misere fandt sted, havde svigerfar forinden mødet ringet og sagt, at i telefonen, at de ville lukke hundene ud i dag for vores søns skyld. Vi var meget taknemmelige, og jeg blev næsten rørt, fordi jeg håbede, at det betød, at der måske var sket noget, at tingene ville blive bedre. Da vi ankom var hundene ganske rigtigt lukket inde, og vi følte os glade og holdt af. Men der gik ikke mange minutter før hundene kom stormende ind og gøede ekstremt og øredøvende. For sensitive ører som mine, så føltes lyden af deres gøen, som hamrer i hovedet, som opleves så forstyrrende at jeg ikke kunne tænke eller føre en samtale, og sådan at man næsten får trang til at blinke ved hver lyd.
Jeg kan som voksen håndtere det, men forstår nu godt, det var ekstremt for en baby, der tydeligvis har mine sensitive ører.
Vores søn græd og græder generelt sjældent, da vi altid mødte hans behov, men dette kunne vi desværre ikke styre. Som evig og altid stak han som forventet i enorm gråd og vi gik ud af rummet, for at trøste ham og skærme ham lidt for den voldsomme lyd. Hele svigerfamiliens kvinder faldt over os, fordi de det mente det så aldeles forkert at vi tog ham ud af rummet og at vi skulle lade ham blive inde i stuen sammen med hundene og alle menneskene og uroen. De blev vrede og hånlige over vores måde at være forældre. Ligesom en af mostrene også tidligere blev tydeligt irritabel over at vi på skift stod og vågede over vores sovende i haven, frem for at have en babyalarm.
De er en familie fyldt af dagplejemødre og pædagoger, og de mente vi var helt forkerte på den åbenbart, fordi de mente at vide bedre.
Herefter