Forpulede Fordomme om at være sensitiv! Og det at sige “NEEEEEJ”

Særlig sensitivitet er ved at vinde accept og udbredelse. Man hører det ofte diskuteret og vendt både i omgangskredsen, måske på arbejdspladsen, via medier og på sociale medier. Du ser reklamer for foredrag og kurser til særligt sensitive. Mange opdager, de selv er særligt sensitive, eller at nogen de kender, er det. 

Ergo – det fylder. Dette fokus er tiltrængt. Men fokuset er også på godt og ondt. Desværre er der også en masse fordomme, myter og vrangforestillinger om, hvad det er at være særlig sensitiv. Ting der spænder ben for en reel forståelse og brobygning mellem mennesker.

Dette fokus på særlig sensitivitet er skønt – at der øges fokus på og accept af en helt legal, dybt almindelig, menneskelig egenskab: “FØLSOMHED”. Ganske regulært at det er okay at sige! “Jeg er meget følsom, tænksom, dyb”… Men i samme ombæring: “Jeg er også aaalt mulig andet”.

Problemet opstår i vores iver efter at sætte folk i bås med en etiket på. For mange opfatter stadig den særlige sensitivitet, som noget, der tenderer til en diagnose. Mange har fordommen, at særlige sensitive er svagelige, skrøbelige, sarte mennesker, der ikke tåler noget, der ikke kan takle modgang, ikke kan takle livet, ikke kan takle sig selv og render rundt, som skælvende, hypokonderiske nervevrag. Det er simpelthen for snotdumt, og direkte forkert i mine øjne.

I mine øjne er sensitive dybest set hyppigt stærkere end mindre sensitive. I hvert fald dem jeg har mødt. Fordi særligt sensitive dagligt håndterer, registrerer og bearbejder en meget større mængde information end mindre sensitive. Som mindre sensitiv er man forskånet for bombardementer af indtryk, du skal tage stilling til, og du kan i højere grad leve i fornægtelse, hvis følelser banker på. Som særlig sensitiv bliver du tvunget til at tage stilling til dig selv og din omverden konstant, fordi intensiteten af dine oplevelser banker på, og tvinger dig til at reflektere og leve relativt autentisk med dig selv. At få mange indtryk handler i mine øjne ikke nødvendigvis om, at man bliver ulykkelig over de mange indtryk, men mere, at mængden er stor. I medgift får du gave i en stor menneskelig indsigt i dig selv, og i andres menneskers følelser, reaktioner, og du bliver bedre til at gennemskue andres og egen adfærd.

Det sensitive træk er misforstået

Jeg synes alle mennesker er lige fantastiske, og har hver deres styrker. Ligegyldig om du er særlig sensitiv, upåvirkelig som en forstenet okse, eller om du er som de fleste – midt i mellem. Jeg er ABSOLUT ikke ude efter på nogen måde at genere hverken lavt sensitive eller medium sensitive. Jeg er blot ud på, at fremme forståelsen for at særlig sensitive er lige så normale og stærke, som de andre grupper. Ligesom jeg gerne vil afmystificere de myter og fordomme, jeg mener der florerer om trækket. Især hvad angår psykisk sårbarhed og diagnose-show.

Særlig sensitivitet har INTET med psykisk sygdom at gøre!

I alle grupper af mennesker – om du er høj-, medium-, lav sensitiv, om du er rig eller fattig er der altid en procentdel, der har psykiske lidelser eller lider af depression, angst osv. Det er rigtigt at nogle særligt sensitive kan have en depression, fuldstændig ligesåvel som mindre sensitive kan lide af depression og angst. På samme måde kan du også være en meget glad, stærk, selvsikker særlig sensitiv med mod og succes i livet, og en tilsvarende svag og ulykkelig lav-sensitiv. Faktisk er mange succesfulde kunstnere og kreative mennesker særlig sensitive. Skuespillere, filmmagere, musikanter, forfattere, og det hævdes endda af nogle kilder, at mange af de store videnskabsmænd og genier gennem tiderne var særligt sensitive.

Jeg tror dog personligt, at du måske som særligt sensitiv er tilbøjelig til hurtigere at registrere og reagere, når du mistrives psykisk eller fysisk. Til gengæld tror jeg også, du måske har lettere ved at komme igennem det på en styrket måde, fordi du bliver tvunget til at håndtere det, og ikke trækker det i langdrag, fordi du som sensitiv har svært ved at ignorere din mistrivsel så længe, at det til sidst bliver til fysisk sygdom. For det tror jeg er konsekvensen for alle mennesker – at hvis du ikke reagerer på dine følelser og din egen mistrivsel, så ender det bare med at sætte sig til fysisk sygdom.

Når det så er sagt, så tænker jeg, at den faktor der er mest afgørende for, hvordan du håndterer livet handler om din bagage – ligegyldig hvor sensitivt et nervesystem, du er født med. Har du oplevet meget svigt tidligt i dit liv, er du altid mere sårbar end, hvis du kommer fra en ressourcestærk familie, hvor du kunne være dig selv og oplevede støtte. Med en stærk baggrund vil du altid statistisk set klare ting bedre, ligegyldig om du er fugl, fisk, menneske og sensitiv eller ej.

Pointen er bare at særlig sensitivitet og psykisk sårbarhed er to 100 % adskilte, uafhængige og forskellige ting. Sensitivitet er i sin reneste form kun noget positivt og stærkt.

Brug for debat om, hvad følsomhed reelt er, og hvorfor det er fedt

Jeg tænker, det gavner vores samfund at vende bøtten, og forstå, acceptere og værdsætte følsomhed, og forstå, hvad det I VIRKELIGHEDEN ER.

For hvad er følsomhed? Evnen til at være hurtigst til at mærke og opdage, når du har klippet hæk og blodet fosser ud af dit ben pga. spidende grene, hurtigst til at opdage, når pålægget i køleskabet er begyndt så småt at gå i forrådnelse, hurtigst til at opdage, når der er én person, der skaber dårlig stemning, og får alle andre i gruppen med osv.

Alt sammen egenskaber, som man kan bruge effektivt til at være forudseende, strategisk, og stoppe eller reducere problemer, før de er blevet for omfattende – før alt blodet er drænet fra kroppen, og du har fået infektion i såret under hækklipning, før hele familien ligger døde pga. forgiftning af halvrådden, bakteriefyldt mad, eller før vedkommende, der skaber den dårlige stemning får styret hele gruppen af sporet.
(Obs: Overdrivelse fremmer forståelsen 😉 )

Af en eller anden årsag er det i vores samfund meget attraktivt at kunne arbejde videre, selvom du bløder ud af benet, selvom du har influenza og sidder og småsnotter på alle andre på kontoret. Ligesom det også er attraktivt, som cykelrytter at kunne fortsætte cykelturen op ad bjerget, selvom du har punkteret en lunge og brækket et par ribben. Det er også attraktivt at kunne spise mad af ringe kvalitet, og mad som alle har taget en savlende bid af. 

I helt unge miljøer er det endda sejt at spise jordtilsmudsede regnorme og stankelben. Ligesom det også er attraktivt, at kunne blive svinet verbalt til, og så at kunne ryste hovedet og sige “pyt”, som var det blot en flue, der sværmede om dit ansigt.

Og jo jo… Jovist er det da fantastisk og beundringsværdigt at være udholdende, og det er en central overlevelsesmekanisme, som har sikret vores arts overlevelse gennem årtusinder. Men mange følsomme mennesker er også utrolig udholdende på mange planer. Når du får mange indtryk er du per definition udholdende, fordi du håndterer en stor mængde. Hvis du ser to fabriksarbejdere, der sætter etiketter på flasker. Det ene samlebånd kører dobbelt så hurtigt, som det andet. Den med det hurtige samlebånd er naturligvis nødsaget til at være den mest udholdende.

Den kollektive tilladelse til at sige nej – eller mangel på samme

I forlængelse af vores kollektive begejstring og rygklappen for blødende tapperhed, hvor det ene ben dingler løst i en tynd tråd, mens du hopper over målstregen med din fakkel, og alligevel dør 5 minutter efter, så er der en ting, vi kan lære af at hylde sensitivitet. En overlevelsesmekanisme, som måske kan vise sig lige så gavnlig og uundværlig, som den hæderkronede heltesyge. NEMLIG evnen til at sige nej, før dit ben falder af og du forbløder, inden du har nået at reproducere dig selv. Det uddør vi nemlig også af. Det er evolutionært smart, at der både er nogen, der løber, mens det bløder, og smart at nogen går hjem og putter forbinding på sig selv – og senere forbinder den tapblødende, der kommer hjem.

Vi er så dårlige til at tillade hinanden at sige fra, og sige nej tak, hvis noget er for meget, eller hvis der er noget, vi ikke vil, eller ikke føler er rigtigt for os.

Men det er da ved Gud også fantastisk at kunne sige: “Der går min personlige grænse”, “min krop fortæller mig, at nu SKAL jeg tage de sygedage, der skal til, før jeg bliver rask, hvis jeg ikke skal ende med at blive RIGTIG syg”, eller “Det du siger der, sødeste søster medister, det er sårende. Du har sikkert såret mange mennesker i dit liv, og skubbet dem væk. Måske skulle du arbejde lidt med det. Hvem ved, måske ville du blive mere glad og lykkelig en dag”.

 

Personligt stemmer jeg i hvert fald 100 % for, at det er positivt at kunne lytte til sig selv og respektere, hvad ens krop så gavmildt fortæller dig hver dag til dit eget bedste. Dit eget vaskeægte, indbyggede kompas, hvor pilen peger mod harmoni. Ligesom jeg stemmer for, at det er okay at sige “nej tak, jeg vil hellere noget andet, end det du forventer af mig lige nu”.

Smid eventuelt din egen mening om emnet i kommentarfeltet nedenunder 🙂