Om at lade op med sin familie vs. sin familie

Der er en fremherskende kultur om at opladning er noget, der sker blandt venner, gode kolleger, til fritidsaktiviteter, på herreture eller tøseture eller når man på anden måde er væk fra de familiære forpligtelser med partner og børn. Men hvad hvis man rent faktisk bliver opladt bedst sammen med sin partner og sin familie?

Dette er et ømtåleligt emne. Derfor vil jeg på forhånd understrege denne disclaimer, at jeg på et dybt plan støtter alle menneskers forskelligheder, individuelle præferencer, medbragte bagager og anerkender ovenstående behov fuldt ud, som reelt og vigtigt at opfylde. Ligeledes mener jeg ikke, at jeg er bedre, fordi jeg i mit personlige liv ser tingene fra en anden vinkel. Dybest set vil mennesker, der kender mig godt også vide, at det teoretisk set er irrelevant at lave denne disclaimer, da jeg er ekstremt accepterende, diplomatisk, tolerant og oprigtigt støttende overfor andre menneskers valg. Men jeg skriver dette alligevel, da jeg oplever, at selv med de bedste intentioner, kan folk føle sig krænkede, kritiserede, ekskluderede, fordi de læser deres egen personlige smerte ind i alt de sanser, opfatter, ser, læser, hører. Sådan er vi mennesker jo. Men nu er det altså sagt. Ingen kritik af andres præferencer. 

MEN mit ærinde er derimod at belyse og udfordre tanken om tendensen til at længes væk fra sin lille familie og ud til vennerne og kajakklubben. Dels oplever jeg det som tabubelagt at være vild med at hænge ud med sin partner all day, all night. 

Dels har jeg den opfattelse, at længslen væk fra vores familie – måske ikke komplet, men i et vist omfang – er noget tillært, noget kulturelt, og at det delvist skyldes specifikke ting i vores samfund og kultur, som afføder behovet for at komme væk fra sin familie. 

Det jeg hermed mener er, at jeg ikke tror, det er en biologisk drift og en universel sandhed at voksne mennesker automatisk længes væk fra deres familie. Faktisk tror jeg, at der en hel del ting i vores samfund, generationsarv og kultur, der fremmaner dette behov kunstigt i større grad end det naturligt ville forekomme, hvis man levede mere naturligt. Og hvad lægger jeg så i at leve naturligt. Jeg mener at leve på en måde, der understøtter menneskets natur, og at man med udgangspunkt i menneskets natur og med menneskelig trivsel, som succesmålet bygger samfundet rundt om mennesket, fremfor at bygge samfundet med økonomisk profit og vækst som primære succeskriterier. 

Ligesåvel, som når man i zoologisk have skal finde balancen mellem at tilgodese dyrets natur og samtidig gøre det muligt for mennesker at beskue dem. Man kunne spørge sig selv, ikke mindst hvis man har veganske tendenser – om dyr ikke befinder sig bedst i den frie natur? Det gør det måske. Omvendt ser vi også at domesticerede dyr ikke klarer sig godt ved at blive genudsat naturen i rewilding-projekter. Det samme gælder måske mennesker. Vi kan ikke bare “genudsættes” i naturen. Målet er måske ikke at vi med ét skal blive et naturfolk. Det moderne samfund har mange goder at byde på. Men måske kan en skelen til menneskets autentiske natur øge trivsel, så vi trods moderne goder også har mere plads til trivsel, glæde, og hvor vores naturlige adfærd ville fylde mere.

For hvor moderne og plastiske vi end måtte se os selv som race, så tror jeg ikke vi kan benægte at ethvert dyr – også menneskedyret trives bedst udefra dets natur. Vi ved knap hvad vores natur er. Men vi ved dog godt, at vi ikke skal begynde at fodre en tiger med plantebøffer og sløve dens jagtinstinkt. Vi ved også at kaniner kan lide at grave huller i jorden.

Hvad et healet og frit menneske, fri for traumer og begrænsende overbevisninger fra sig selv og andre ville give sig i kast med ved jeg ikke. Men personligt starter jeg med at se på de ting, jeg opfatter som unaturlige, og som jeg oplever forvrænger vores evne til at have naturlige proportioner i vores præferencer. Eksempelvis hvorfor mange har en proportionalt unaturlig forhold til at spise usund mad eller mad i for store mængder. For det er ikke vores natur.

Nogen vil måske sige, at mange mennesker spiser for meget, fordi vi kan. Her er jeg dog, som med alt andet, fuldt overbevist om at alt vi gør, gøres af en god og reel grund. Gør vi noget, som reelt har en uhensigtsmæssig effekt på os, så går jeg efter at ændre årsagen, fremfor at indføre selvpineri og pisk, som er dømt til at mislykkedes. Så når så mange mennesker har svært ved at tilbringe meget tid med deres partner og børn, så tænker jeg ikke, der er noget galt med folk, selvom jeg ved at mange tænker, det er dem selv, den er gal med. I mine øjne er der en god grund til vi har det som vi har det.

Såfremt vi ønsker at ændrer noget i vores følelser eller adfærd, må vi skrue på vores livsomstændigheder og heale nogle traumer, fremfor at slå os selv i hovedet.

Derfor vil jeg her beskrive nogle af de tanker, jeg har gjort mig om, hvorfor mange har svært ved at være for meget sammen med deres familie.

Min tese er derfor, kort sagt, at hvis samfundet i højere grad tilgodeså menneskets naturlige adfærd, ville vi i højere grad blive opladte med vores nærmeste familier, partner og børn og ikke søge det væk fra vores hjem, vores inderste.

Hvorfor familielivet og opladning i familien er noget jeg er opflasket med

Jeg gik selv hjemme sammen med mine forældre ude på landet indtil skolestart. Min far og mor satte en ære i at bruge meget tid sammen. De arbejdede sammen med deres fælles musik, foredrag m.m. De var faktisk altid sammen, både i deres privatliv og deres arbejdsliv. De var uadskillelige.
Jeg kan stadig høre min fars stemme, hvor han så tit så tit sagde: 
“Jeg tager ingen steder, hvis min kone og mine børn ikke er velkomne.” 

Han refererede til arrangementer, hvor børn og påhæng var uønsket. Han anså det lidt som flip, som han kaldte det. At tage ud uden siden partner, måske endda tage på ferier uden sin partner. 
Ikke fordi han som sådan havde et problem med at nogen mennesker arrangerede den slags arrangementer. Men han ønskede ikke selv at deltage. 
Han talte jævnligt om det med, at man kan have nogen venner og bekendte, før man finder sin eneste ene. Han nævnte at nogen gange kan gamle venner have svært ved at acceptere at man nu er to, og der kan opstå decideret misundelse og modarbejdelse i retning af ens partner. Min far forholdt sig meget inderligt og måske gammeldags til kærligheden og ægteskabet. Han sagde, at når man har valgt en partner – altså virkelig valgt et andet menneske, så er denne person også nu en del af en, og han ønskede derfor at den del af ham også var velkommen. Han trivedes bedst, når han var sammen med min mor, og min mor trivedes bedst sammen med min far.

Man kan selvfølgelig godt forstå at nogen gamle venner med god grund kan føle sig fravalgte. Specifikt for min fars vedkommende handlede det også om, at de venner, der ville have min far for sig selv ville dette for at gøre ting, der i min fars øjne var destruktive – drikke sig i hegnet, gå bananas, bagtale sin partner eller tale om andre kvinder. Disse ting var noget min far ønskede at tage afstand til, og han var dybt loyal overfor min mor. Han ønskede ikke at være sammen med venner, som modarbejdede hans konstruktive ønske om andre værdier.

De venner som selv var i lykkelige forhold eller som accepterede hans kvinde blev han dog ved med at se igennem årene. Min mor befandt sig utrolig godt og trygt med min fars præferencer for familieliv. Og det var også hendes værdier, men det var min far, der satte dagsordenen for at det også var sådan det blev. Ville min far på vildmarkstur med de gamle venner havde hun nok accepteret det, men de passede utrolig godt sammen på det punkt. Min far forlod sin krop i denne verden i 2011, men indtil da var de uadskillelige.

Jeg er godt klar over at parforhold er forskellige, og der er ikke noget rigtigt og forkert. Men min far (og mor) har ligesom jeg altid haft en meget romantisk tilgang til kærligheden. En tro på den eneste ene. En tro på, at når man møder den rette bliver alt godt, at man passer på hinanden, og ens loyalitet og prioritering fremfor alt ligger hos ens kærlighedspartner samt hos ens børn. 
Min far sagde også tit kækt, når han blev budt op: 
“Nej, ellers tak. Jeg danser kun med min kone”
Og dansede han af og til med en anden kvinde blev det en form for klovnedans, hvor han sprang rundt og lavede pjat. Min far var som ung en smuk og attraktiv mand med lysebrun hud, langt, sort, krøllet hår og kæmpe sort skæg og samtidig var han festens midtpunkt, hamrende sjov, showman, larmende og spillede ofte guitar og sang til fester. Samtidig var han meget belæst, velbegavet og veltalende. Han kunne både være sjov og tale om følelser og før timelange dybe samtaler. 
Dette har jeg både set med egne øjne, samt hørt fra andre, der kendte ham. Selv da han blev lidt ældre og blev lidt tykkere og mere tyndhåret havde han stadig den samme charme. Derfor fik han også, især meget som ung, men også senere en del kvindelig opmærksomhed.
Det var meget vigtigt for ham at afvise dette og vise loyaliteten til min mor, som også i den grad var og stadig er en smuk, attraktiv og feteret kvinde.

Min far nævnte tit at det gjorde ham så ondt, når han så andre – både mænd og kvinder i faste forhold blive lumre, som han sagde, overfor andre mænd og kvinder. Luskede hænder og blikke på andre kvinders hofter og så videre. Han synes det var lusket og illoyalt, og det gjorde ham oprigtig ondt. Men som han også sagde, at mange gange gør både manden og kvinden i forholdet dette, og så er det jo fint for dem.

Og derfor passede min mor og far så godt sammen, fordi de var dybt romantiske og forelskede i hinanden.

Cool at tage afstand til sin partner og tage på café eller herreweekend

Denne måde at være en familie på, som jeg i øvrigt elskede og elsker højt har selvfølgelig formet mig og mine præferencer. Hvis vi har befundet os yderst godt med det, der skete i vores barndom, så fortsætter vi det gerne. Ligesom man tit ændrer eller forsøger at ændre, det man ikke trivedes med – hvis der var noget af det.

Som jeg voksede op og selv begyndte at forestille mig den mand jeg skulle finde, for at få det liv jeg drømmer om, opdagede jeg imidlertid at min far var en sjælden en af sin race.

Jeg opdagede at det var meget yndet, cool, ja nærmest blev det fremelsket, at man som par ikke rigtig gad hinanden. Man ville gerne være lidt fri for sin sure, kedelige kæreste. Man ville ud og have det sjovt med vennerne, drikke sig fuld og tale om andre lækre mænd og kvinder og få luftet hvorfor man var lidt træt af sin partner. Fordi det var åbenbart sådan man ladede op, fik luft, ens ventil. Det var frihed. Det at man kunne være en drengerøv eller have tøsehygge. Der er der vi i sandhed endelig kan leve. Væk fra alle dagligdagens trængsler, det sure vasketøj, manden, konen, børnene, jobbet. Sikke en kategori at befinde sig i som familie. De sure trængsler. Hvorimod venner, som man ser en gang imellem kommer i friheds og lykkekategorien.

Det var åbenbart sådan det var. Man var et sejt par, hvis man lod hinanden tage på ture eller rejser med andre, hvis man ikke sad lårene af hinanden. Var uafhængige individer først og fremmest.

For ikke at tale om, at næsten alle mænd og kvinder i større eller mindre omfang taler om andre mænd og kvinder: “han eller hun skulle ikke gå mange gange rundt om min seng” og så videre. For ikke at tale om den udtalte accept og normalisering af at se pornografi eller give sin lyst hen til synet af eller tanken om en anden partner end sin egen. Om det så er en billede eller en video af en fremmed person eller en man kender eller ser på gaden.

Denne i tanken romantiske og seksuelle illoyalitet er mig fjern. Om end jeg har mærket strømninger blandt både mænd og kvinder, så mærker jeg også, at hvis man går med på dem, så vil det i mine øjne mindske graden af hvor meget man giver sig hen til sin partner. Idet konceptet om at interessere sig seksuelt for andre er så normaliseret, så vil mange måske opfatte det som naturligt og ikke mene at det begrænser hengivenhed til ens partner. Men for mit eget vedkommende og min mands vedkommende kan vi mærke en stor forskel. Og man kan måske først mærke forskellen hvis man har prøvet begge dele.

Mange vil parallelisere til at mange dyr parrer sig til højre og venstre. Det gør de så ikke helt. Der er jo et mønster i det ofte. Men der er også dyr, som er totalt monogame til døden dem skiller, eller som er serielt monogame på forskellige måder. Eksempelvis duer, svaner, ænder og ulve. I bund og grund ved vi ikke 100 % hvordan det naturlige menneske vil gebærde sig, da det er uendeligt længe siden at vi var naturlige.

Min egen jagt på min drømmemand

Jeg blev oprigtig trist, da jeg opdagede at den type mand og den grad af kærlighed og loyalitet, som jeg drømte og drømmer om var en sjældenhed. Jeg fandt det selvfølgelig naturligt at man er på udkig og på jagt, når man ikke har en partner, men jeg ville finde det naturligt at man så stoppede jagten og udkigget, når man havde fundet en man virkelig var så forelsket i, at man valgte denne som sin mage.

Jeg begyndte at søge efter det, og kigge på andre par. Til min bedrøvelse, så så jeg at den grad af loyalitet som jeg ønskede ofte ikke var tilstede, selv hos ældre mennesker og par, der havde været længe sammen. Jeg så den af og til, men ikke så meget, som jeg ønskede.

Jeg søgte instinktivt generelt mænd, hvor mente at loyalitet og ordentlig i mere eller mindre høj grad var tilstede som udgangspunkt. Og jeg har skam også hele tiden været heldig med anstændige mænd og gået uden om tyranner og snydere. Men jeg havde ikke fundet den eneste ene.

Indtil jeg en dag mødte jeg en vidunderlig og magisk mand, der til fulde havde gjort ALT det jeg ikke kunne lide. Han været det igennem, havde prøvet det mere end de fleste. Han havde prøvet det så meget og gransket det så meget og dets konsekvenser i yderste potens, at han var fuldstændig, cementeret overbevist, at det ville han ikke mere. Og alt der mindede ham om det tog han afstand til. Altså en mand, der inkarneret og dedikeret havde de samme holdninger til familie, parforhold, intimitet som jeg havde. Forskellen var bare vores vej hen til denne stærke overbevisning. Min overbevisning kom af positive erfaringer, og min mands overbevisning kom af negative erfaringer. Men begge veje førte til vores udgave af Rom.

Ingen lunken havregrød, vaklen eller tvivl i vores sind om, hvad der var den rigtige måde at leve vores liv, og ingen tvivl om hvilket parforhold vi ønskede. Et parforhold med en så dyb forbundethed, at vi kunne give os helt hen. Med den medfølgende bonus at man tvinges til at håndtere alle de følelser, overbevisninger, traumer, som står i vejen for den frie og ublokerede vej mellem to mennesker – nøgne, rene, forbundne, uden panser, løgne, frygt, stolthed. Med stor understregning af samhørighed, respekt og accept af behovet for forbundethed med hinanden, med det Guddommelige, med naturen, med sig selv og senere hen med vores børn.

Jeg oplades af familien og hvordan jeg oplever det som tabu

Kva alt det jeg har med mig, og ikke mindst med den mand jeg har fundet, så kan min lyst til at være sammen med samt blive opladt af min mand og senere hen også mine børn stå i fuldt flor.

Alligevel har jeg oplevet forundring og spørgsmålstegn ved, at jeg er så tosset med at være sammen med min mand all day, all night, og ikke mindst er der blevet sat spørgsmålstegn ved hans lyst til at være sammen med mig all day, all night.

Vi har været sammen i 12 år, og vi har hele tiden været meget forelskede, og er det stadig. Vi har været i grove træk uadskillelige siden vi mødtes. Efter vores første date, som egentlig ikke var en date, men en aftale om at skulle spille musik sammen i professionel sammenhæng, så var vi sammen hver eneste dag i en måned med to undtagelser. 

Folk kommenterede tit på vores åbenlyse forelskelse. Flere sagde at det nok gik over. Men det gjorde det så ikke. Vi har også flere gange oplevet at andre på vores vegne mente at vi burde være mere adskilte og komme ud og blive ladt op. Visse personer har endda kraftigt antydet, at de troede, det var mig, som tvang min mand til at være sammen med mig, at jeg sad på ham, kontrollerede ham og ikke give ham lov til at være fri og more sig. 
For det er åbenbart simpelthen umuligt at forestille sig, at især en mand (men også en kvinde) bare elsker at være sammen og at begge parter foretrækker at være sammen så meget som overhovedet muligt.

Desuden vil jeg personligt finde det dybt utilfredsstillende at presse nogen til mit selskab. Jeg vil helst vælges til 100% frivilligt. Og det er jo så derfor der heldigvis er partnere, der passer til alle. Min mand passer perfekt til mig, og jeg til ham.

For os begge er det højeste man kan opnå ikke ting, der kan måles. Men derimod alt det, som er vigtigt, når man en dag skal herfra. Tid med dem man elsker, og at man udlevede sine drømme, at man var tro mod sig selv og andre mennesker. Herunder at man derfor må være så fri i sit sind som muligt og lever så meget i overensstemmelse med sit sande jeg.
For os er to elementer inkluderet i måden at nå disse mål:

  1. At vælge de livsomstændigheder, som basalt muliggør drømmene. Tid til ro, lave udgifter, samvær m.m.
  2. At udvikle sig personligt – heale gamle som nye traumer, gøre sig erkendelser, ændre/udfordre begrænsende overbevisninger.

Hvorfor jeg mener samfundet kunstigt skaber eller øger behovet for at være fra familien

Nu går det løs

Urealistiske forventninger til forholdet – fx at man er presset 

Share