Min mand og jeg har truffet mange anderledes valg i vores forældreskab og i det hele taget i vores liv. Ikke fordi vi synes, det flertallet gør er forkert. Men fordi vores drømme og ønsker for livet måske bare er en anelse anderledes end flertallets, og for at opnå det, der er vigtigt for os bliver vores anderledes valg midlet til at opnå dette. Vores måde at leve på er ikke et tilfældigt valg, men noget der stammer fra nogle meget dybe ønsker, som jeg vil beskrive.
Selvom vores måde at leve på, for hidtil ikke har været noget, vi har gjort særlig meget opmærksom på i vores offline liv, så deler vi det på vores hjemmeside, på Facebook, Instagram og vi også i 2019 har deltaget i et indslag om vores levevis på TV2 Fyn, så er det naturligvis ikke en hemmelighed eller noget vi lægger skjul på.
Men alligevel kan vi godt blive overraskede over, når vi nogen gange møder mennesker, vi ikke kender så godt og vi heller ikke kender på de sociale medier, som alligevel ved at vi hjemmepasser. Vi kender jo flere hjemmepassere, og vi synes selv, det er en helt normal ting, men det er åbenbart alligevel noget, der stikker mere ud end vi selv tænker på.
Alle mennesker og familier træffer valg, der passer til deres familie og drømme. Vi tror ikke på, der er ét facit og en optimal måde at strukturere sit familieliv på, men til gengæld tror vi på, der er løsninger, som er mest optimale for den enkelte familie. Hvad der er optimalt varierer uendeligt alt efter hvem man er.
Nærheden er den ene store grund
Min mand og jeg kommer fra meget forskellige hjem. Men vi har begge på hver måde haft en barndom, der gør at nærhed og nærvær med vores børn er alfa og omega for os at give dem. Mine forældre var begge ekstraordinært nærværende og kærlige og jeg er selv hjemmepasset. Jeg gik derfor ikke i børnehave eller vuggestue. Skal man starte med virkelig at grave efter en ulempe ved at jeg selv er hjemmepasset indtil til skolestart, selvom det i min egen optik er lidt søgt, så ja, jeg havde ikke helt den samme mængde af erfaring med de spil og dynamikker, som der er mellem børn.
Omvendt vil jeg faktisk at netop denne manglende erfaring er en af de helt store fordele. For det jeg set fra min vinkel oplever at man lærer at disse dynamikker er blandt andet især at man lærer, at gå kompromis med sig selv i bytte for at være en del af gruppen. Mange mister sig selv på den bekostning – både som børn og voksne.
Når man savner voksenkontakt og omsorg, så bliver man mere tilbøjelig til at søge omsorgen og kontakten hos sine jævnaldrende, og det er i mine øjne et unaturligt og usundt sted at søge den. Bare fordi det er den mest udbredte kultur ligene at børn i så høj grad formes af andre børn, så er det i mine øjne et kunstigt og unaturligt setup, som blandt andet Gordon Neufeld også kommer meget ind på (Why parents should matter more than peers)
Fordi jeg var fyldt totalt op på voksenkontakt, så oplever jeg at jeg meget mindre grad end mange andre angler efter at være en del af et fællesskab af jævnaldrende. Jeg er ikke bange for at være ekskluderet af gruppen, og dette er nok en af grundene til jeg så ofte har gået min egen vej og truffet anderledes valg. For andres menneskers mening betyder da en del for mig, men på et dybt plan er det bare ikke så vigtigt. Det betyder en milliard gange mere for mig, hvad mine forældre synes, end hvad alle mulige andre synes. Min far gik desværre bort i 2011, men al den kærlighed han har givet mig er så fyldig en del af min kerne af den kærlighed jeg også har fået af ham og den kærlighed jeg har fået og stadig får af min dejlige mor slår andres mening med lysår.
Tiden har vist mig, at der i mine øjne er en tendens til at når man i mødet med sine forældre eller andre relationer får lov til både at blive elsket, men også får lov til at give sin kærlighed fuldt ud uden at blive afvist eller grint af, så kan kærligheden og hengivenheden flyde. Så trygheden i relationen er alfa og omega for at båndet bliver tykt og får lov at optage pladsen.
Hvis ens bånd til ens forældre ikke er som det burde, så må noget andet automatisk udfylde den tomme plads. Jeg tror på, at hvis – ikke nødvendigvis alle var hjemmepassede – men hvis alle havde et stærkt bånd til deres forældre, så ville mange være mere immune overfor gruppepres og for at gå på kompromis med egen integritet. Mennesker ville have mere selvrespekt, og dermed også have mere respekt overfor andre. For du kan kun give det videre du selv har.
Ligesom man bliver hensynsfuld overfor andre, hvis man selv bliver taget hensyn til.
Her kunne nogen måske indskyde, at hvis man bliver taget for meget hensyn til, så bliver man selvoptaget og hensynsløs. I det tilfælde mener jeg så ikke man er blevet hensynsfuldt behandlet. For en del af at lære ægte hensyn er at vide, at man er vigtig og at det man gør er vigtigt. Så når min lille 5-årige stormer ind mit knæ, fordi han leger han er en triceratops dinosaurer eller ikke vil rydde op, så mener jeg ikke det er hensynsfuldt grine af ham og lade ham gøre det. Så mener jeg det er hensynsfuldt at han ved at hans handlinger betyder noget, og at det har en stor værdi for mig, hvad han gør. Mange gange oplever jeg, at så snart barnet kan mærke, at det betyder alverden for mig, at han hjælper til, ikke stanger og taler pænt, så mærker han at han er et fuldbyrdet og uundværligt medlem af familien og fællesskabet, fremfor bare at være en eller andet fjollet figur, hvis gøren og laden egentlig er lidt underordnet. Jeg mener man føler sig uvigtig og som en statist, hvis hensynsløs adfærd bliver ignoreret og ikke italesat. Det er bare mit syn på det.
Men altså summa summarum, så er det at min opvækst har været anderledes end flertallets og at jeg kan se og mærke at det har givet mig for mig uvurderligt selvværd, selvrespekt og integritet, som ikke hænger på træerne, og derfor vil jeg gerne give dette videre.
Min mand har nogle ting i bagagen, som det omvendt for ham har været meget vigtigt for ham ikke at give videre. Så selvom vi ser det fra hver sin vinkel, så har vi begge to nogle ret intense og passionerede ønsker at der skal være ekstraordinært meget nærhed og nærvær i vores børns opvækst. Og vi er enige om, at dette for os gøres ved at tilbringe en del mere tid med vores børn og hinanden som par end det er typisk i vores kultur.
Den anden grund er vores passion for følelser og lykke
Min mand og jeg har begge siden vi var små været meget passionerede omkring vores drømme for fremtiden. Vi har begge to meget intuitivt og bevidst været klar over, at vi ikke vil være en del af hamsterhjulet, men i stedet ville vi leve et liv med glæde og lykke. Vi vil ikke bare overleve og hutle os igennem. Vi vil føle at livet og hverdagen gør os glade, og at man ikke som 80-årige tænker, hvorfor gjorde jeg dog ikke det og det.
Vi er altid følelsesmæssigt tilgængelige
Selvom vi hjemmepasser betyder dette naturligvis ikke at hver eneste dag laver hamrende spændende ting. At vi som forældre hver dag er fyldte med overskud og leg.
Vi har en almindelig hverdag, laver almindelige ting. Og vores hverdag består af en kombination af forskellige ting:
- Vi laver meget ofte sjove, spændende, udviklende aktiviteter på børnenes præmisser sammen med børnene hjemme og ude.
- Børnene hjælper til i hjemmet med rengøring, oprydning, tøjvask, opvask, havehold, bilvask, indkøb
- Børnene leger selv
- Nogle gang har vi det vældig spændende, andre gange helt almindelig kedeligt
- Vi prøver at undgå skærm. Derfor bruger de aldrig iPad og telefon til at spille på og har aldrig set en iPad. I perioder ser vi nul skærm. Vi har fx fornylig haft en periode, hvor de intet skærm så i 10 måneder. Det er det vi trives bedst med, men i perioder ser vi skærm. Hvis vi er pressede eller syge hele bundtet kan skærmen komme frem og så skal den have lidt tid til at blive udfaset igen.
Det der dog går igen ligegyldig, hvad vi laver, det er at vi hele tiden er følelsesmæssigt tilgængelige vores børn. De kan altid blive trøstet, set, lyttet til, få svar på deres spørgsmål, og mærke at de er sammen med nogen, som elsker dem, og vil gøre alt for dem. De kan mærke at vi synes deres følelser og behov er vigtige, og det betyder noget for os, hvordan de har det indeni, og at vi ikke bare foretrækker de holder mund, retter ind og pakker deres følelser og behov lidt sammen.
Hvorfor hjemmepasning for vores familie er bedre end institution
Jeg synes overhovedet ikke, at jeg eller vi gør det perfekt. Tværtimod har vi den tilgang, at vi gerne vil blive lidt bedre hver dag.
Men omvendt så vi os dog helt overbeviste om, at vi gør det mindst lige så godt som en institution. Institutionerne og pædagogerne har måske nok i de fleste tilfælde viljen til og ønsket om at yde rigtig god børneomsorg og stimulering, men i langt de fleste tilfælde er det nok desværre ikke reelt muligt på grund af tid og normeringen. Vores normering som hjemmepassere er pænt god. Hos er vi minimum 1 voksen til 2 børn. Ofte er vi 2 eller 3 voksne til 2 børn, da min mand og mormor ofte også er med samt min mand og jeg er begge ressourcestærke mennesker.
En yderligere fordel vi har udover normeringen er, forskellen på en presset pædagog og en presset forælder er at forælderen eller her også mormoren, elsker barnet undeligt og pædagogen har af naturlige årsager ikke samme følelser for børnene.
Oftest går jeg i seng og føler og ved at mine børn har haft en dejlig dag. Og selv de dage indimellem, hvor jeg selv var lidt slatten, sløj, stresset, så tænker jeg stadig at mit bundniveau stadig er bedre end at være i en institution, hvor man ikke bliver hørt eller set andet end i små glimt. Og selvom det er mig, moren, der er den hjemmegående her hos os, så har jeg et gigantisk sikkerhedsnet, hvis jeg indimellem mangler energi. Så har børnene den dejligste far, som prioriterer at kunne være så meget hjemme som muligt og jeg har den dejligste mor, som vi bor sammen med og som altid er klar med en stor hjælpende hånd, hvis der er brug for det.
Selv hvis Danmark havde en højere kvalitet af institutionstilbud, så ville vi vælge at hjemmepasse vores børn. Men det styrker selvfølgelig kun vores valg, at kvaliteten er som den pt er, hvor det er mere reglen end undtagelsen af institutionerne er i knæ og pædagogerne har svært ved at yde det de egentlig gerne vil.
Så derfor er det vores klare opfattelse at den bedste måde at være sikker på ens barn får opmærksomhed og nærvær hver dag er ved at sørge for det selv. Og yderligere i vores specifikke situation føler jeg vores omstændigheder for at kunne give vores børn en god hjemmepasning er særlig gunstig på grund af min mand og jeg er sammen om det og enige, samt at vi bor sammen med min mor, som er er en kæmpe støtte.