Hvorfor jeg taler højt om “konspirationsteorier” på de sociale medier

På grund af et syn fra 2018.

Jeg har længe været i et limbo omkring at tale højt eller eller ej. Især hele denne coronakrise – ja dybest set hele mit liv. Dem der kender mig lidt, ved det er en tilbagevendende ting. For jeg har flere gange følt, at NU ville jeg åbne op, men jeg gør det aldrig helt.

Men hver eneste gang jeg dog åbner op står døren mere og mere åben for hver gang. Døren hvortil jeg åbner til mit og det FRIE UDTRYK. Det vi alle sammen ofte taler om, er en værdi vi har, men i handlingen og interaktionen med andre mennesker er det FRIE UDTRYK en ting, der udskammes.

Jeg ved da UDMÆRKET godt, at det, at jeg deler det ene og det andet på Facebook gør, at nogen vil tænke:

“Nå, hende Lizandra er da vist alligevel endnu mere skør end vi troede”. “Hun er simpelthen en af de der konspirationsteoretikere, der ukritisk æder ulødige kilder til morgenmad”. “Tænk, hun er journalist – troede de lærte noget om kilder” “Mon hun keder sig, siden hun deler alt det der?” “Har hun mon for meget tid?”.

… Men nej, jeg keder mig bestemt ikke, når jeg har valgt at være sammen med mine to små børn fuldtid, og samtidig arbejder, når jeg kan tiltuske mig tiden til det – om natten, eller når min dejlige mand eller min skønne mor er sammen med børnene uden mig. (Og det er de skam også hver dag) . Jeg vil vove den påstand, at jeg bruger noget flere ressourcer på at være fuldtidsmor, end på at have et fuldtidsarbejde, som jeg også har haft flere gange. Alligevel er det svært at sammenligne. Som mor er dit hjerte på konstant.
Faktisk har jeg udfordringer med at finde tid fx Facebook.

Hvad er en ægte kritisk journalist?

Er jeg ukritisk? Nej, det vil jeg faktisk ikke sige. For mig er at være en ordentlig journalist faktisk at dykke ind i flere kilder og give alle retfærdig taletid, før man/jeg som lytter føler, hvad der er rigtigt i mine ører.
Når jeg taler med folk, der har den gængse holdning, og kritiserer det jeg fremlægger, så oplever jeg oftest – ikke altid – men oftest, at de har en umanerlig begrænset viden om andet end myndighedernes stemme samt de medier, som blot bringer et referat af myndighedernes stemme.

De tager på ingen måde i betragtning, at grunden til at meget kritisk kommer fra “undergrunden” ikke nødvendigvis er fordi, det der siges er forkert, men faktisk netop bare bliver undertrykt af monopolistiske stemmer, der kun taler en eneste sandhed, som man ikke må tale i mod, for så kommer du og alle om dig “I Helvede” (Skulle egentlig være en morsom reference til at et af mine yndlingscitater fra Grev Aksel).

Spøg til side. Almindelige menneskers stemme regnes heller ikke for noget mere. Du regnes i bund og grund for noget, hvis du har en meget fin uddannelse eller en fin post på dit arbejde, OG hvis du i øvrigt ikke siger noget, der stikker ud, for så bliver du smidt ud af det fine og troværdige selskab på bagdel og albuer på et øjeblik – også selvom du har siddet på nogle af de fineste poster og har de fineste uddannelser.

MEN HVORFOR DELER DU SÅ? Er det fordi du bare er sur på alt, der minder om myndigheder og autoriteter?

Nææææh, ret basic, så har jeg ja, altid haft et kritisk øje til lidt af hvert. Måske fordi livet og ikke mindst min far har lært mig, at flertallet faktisk sjældent har ret. At du er et flertal er ikke et grundlovsikret tegn på, at du sandsynligvis sidder på sandheden. Det handler mere om, at the leader of the pack er den, der råber højest. Og de fleste følger, den der råber højest.

At du har albuer er ikke det samme som at have ret.

Klæder skaber folk og folk skaber ringe i vandet. Så længe vi opfostrer mennesker til at, dem der vinder er dem med albuer, så er de ringe i vandet, du mærker og lydbølger, du hører reaktioner fra en albue, der klaskede sig ivrigt fremad i mudderet.

Det er ikke ligefrem, fordi vi har en fælles konsensus om, at vi sammen skal finde sandheden. For dem der har den holdning bliver ofte overhalet indenom af en albue. Så ja, jeg stoler ikke på en mand bare fordi han har et godt job eller en fin uddannelse eller er i stand til at lave en venlig grimasse og tale med en rolig stemme.

Jeg stoler på mennesker, som taler uforbeholdent fra deres hjerter ud fra kærlighed, passion, ideologi og ordentlighed. Ligegyldigt om de er ufaglærte, usikre, stammende, dominerende, lærde eller stinkende rige.

Der er faktisk EN eneste grund til jeg deler – og det på grund af et klarsyn jeg fik

Siden jeg var lille har jeg været klarsynet og har forudset alverdens ting. Dødsfald, helbredelser, at havet ville stige, mit eget trafikuheld, mine børn, min mand, mine jobs – mennesker jeg vil møde kort efter og alt muligt andet.

Det var egentlig ikke som sådan, fordi jeg altid har tænkt, jeg var clairvoyant, men jeg opdagede bare, at alle de ting, jeg følte ville ske, viste sig at ske i fremtiden – ofte lige på samme måde, som jeg havde set dem.

Nå ja tænkte jeg. Man kan vel være heldig. Men det blev ved at følge mig. Jeg har forsyn flere gange om ugen, ofte hver dag og har haft i mange år. I perioder mere end andre. Det var som om mine syn insisterede på, at jeg skulle lytte. For når jeg for eksempel nægtede at tage det jeg hørte for gode vare, så skete der noget ubehageligt. Det skete eksempelvis med intet mindre end TO trafikuheld – et uheld i bil og et uheld på cykel, fordi jeg nægtede at lytte. Det reddede dog mine ben, at jeg lyttede lidt den ene gang. Det kunne også være at jeg snublede, eller mit barn slog sig, eller andre ting, når jeg nægtede at lytte.

Når jeg derimod lyttede, så gik tingene min vej. Så jeg begyndte at lytte, og mine syn blev ved at gå i opfyldelse. Så meget at jeg ikke længere kan fornægte, at det er en evne, jeg har.

Det syn, der gør, jeg deler “konspirationsteorier”

Jeg har aldrig undersøgt det store omkring konspirationsteorier – andet end jeg havde set en eller to Michael More film i 2007, som jeg afskrev, som gode fantasihistorier. Jeg elsker inderligt læger og Sygehusvæsnet på mange punkter, men jeg har næsten altid haft mine forbehold for medicinalindustrien, og går op i naturlighed, økologi og så videre.

I 2017-2018 begyndte jeg dog at bemærke noget underligt i medierne. Jeg følte, der blev lagt i ovnen til noget – indskrænket frihed på mange fronter. Jeg følte, der var noget i gærde og at man som befolkning blev prepareret til noget bestemt – ikke noget rart. Jeg fik en fornemmelse, og det var som om jeg, da dette gik op for mig, kunne begynde at forudse nyhederne, der ville komme. Det var i mine tanker, og det var som om jeg blev indstillet på den frekvens, hvorfra nyhederne kom, og da jeg blev stillet ind på den, begyndte jeg at kunne forudse hvilke nyheder, der ville komme dagen efter. Hvorimod nyhederne førhen havde fremstået, som en overraskelse, man aldrig kunne forudse. Jeg er uddannet journalist og har arbejdet som journalist, og havde klart denne opfattelse. Men pludselig kunne jeg mærke en rød tråd, der ikke blev viget fra. En holdningsprægning, som skabte opdeling og splid og især relateret til det medicinske område – især vacciner, men også børneområdet. Børns opvækst, skolegang, institution. Jeg følte en dehumaniserende prægning, som skabte intolerance i solidaritetens og selvsamme tolerances navn. Så alle de moderne værdier om solidaritet og tolerance blev framet, men på en måde, hvor det egentlig reelt ikke var tolerance, der blev fremmet, men derimod en ensretning og en fakkel og høtyvs-landsbystemning, hvor man skulle udskamme de anderledes. På ingen måde særlig moderne, men jeg følte flertallet ikke kunne se det.

Summa summarum gjorde det at jeg fra nu af kunne mærke præcis, hvilken vinkel der kom på den næste nyhed. Den spændende blev ikke OM nyheden jeg forudså kom. Det spændende blev om den kom efter en dag eller en uge, for den kom altid.

Disse ting registrerede jeg igennem 2017 og 2018 før jeg så i 2018 besluttede mig for at bede om at forstå, hvorfor jeg så dette. Jeg kunne mærke en stigende lyst til at få svar og forstå, men følte mig ikke klar. Det var som om et syn nærmede sig mig, men at tiden skulle være rigtig. Det blev tiden så.

Synet ved vådsalen

Jeg husker tydeligt dagen, hvor vores ældste søn og jeg var taget med min mand på universitet, hvor han skulle til undervisning på sit studie og vi sad udenfor et af de mest specielle og i mine øjne højtidelige steder – nemlig i lokalet ude foran vådsalen, fordi mennesker har valgt at donere deres krop til videnskaben efter døden. En kraftig lugt af formaldehyd fylder altid og er værst, når dørene åbnes og studerende i flok kommer ud til pause i en sky af dette og andre kraftigt konserverende midler.

Jeg sad der med vores søn og vi hyggede os i 2018. Jeg husker ikke måneden. Men jeg husker, det var efter vi havde besluttet os for snart at blive gravide med lille Rafael, men før jeg/vi vidste, at/om jeg var gravid. Vi prøvede to gange og anden gang lykkedes det, så jeg ved, at det enten har været i omegnen af september 2018 eller i foråret 2018, da vi havde talt om at få et kærlighedsbarn mere, men endnu ikke var 100% klar til at gå igang.

Jeg fik den dag en overvældende trang til at spørge min far og få afklaring (min far forlod sin krop og denne jordiske tilværelse i 2011 – bryder mig ikke om ordet død, da jeg ikke opfatter ham som død – kun hans krop)


Jeg ville spørge min far og den kære Gud, hvad der foregik. Jeg fik at vide, at jeg have ret i fornemmelsen, jeg havde om medierne.

Jeg fik at vide, at det, vi via medierne skulle prepareres til var at tvangsvaccination ville blive indført i Danmark, og at dette ville ske omkring det tidspunkt, hvor vores andet og kommende barn skulle have sine første vacciner. Hvornår dette så var vidste jeg ikke, da jeg ikke var klar over om jeg var gravid.

Dengang var det på papiret officielt omtalt i medierne meget fjernt, at der nogensinde skulle være tvang i Danmark, så det var overvældende for mig at sidde der og få dette at vide. Jeg prøvede at skyde det væk og tænkte – det er nok ikke et rigtigt syn.

Det blev i denne kommunikation foran vådsalen gjort mig meget tydeligt klart, at det ikke var af nuttede, rørende, humanistiske eller nødvendige årsager, at der skulle indføres denne tvangsvaccination. Det var ikke for at løse et reelt problem. Det var tydeligt, at det mere var omvendt – at der var et klart hovedmål om at indføre tvangsvaccination, og at der så ville komme et påskud eller en stemning, der gjorde det legalt at indføre det.
Det var også et tydeligt vibe, der kom igennem kommunikationen, at man skulle overveje at flygte, men det føltes samtidig også klart på det tidspunkt at det var svært at finde ud af, hvor hen, og at det på ville være omsonst, fordi jeg fik at vide, at denne tvang ville sprede sig til hele verden, så der ville ikke være et perfekt sted at flygte hen.

Men hvorfor indføre tvang, tænkte jeg?

Retroperspektivt ved jeg, at der er mange teorier om hvorfor. Jeg forholder mig ikke til, hvad der er sandt. Men det svar jeg fik og sådan som jeg tolkede det var, at det skyldtes klimaforandringer. Dog at det ikke var global opvarmning, der var problemet, men istedet det modsatte. At en istid er lige rundt om hjørnet. Istiden ville forårsage madmangel og “pladsmangel” på vores planet. Og derfor ønskede nogle magtfulde mennesker med penge og viden i at reducere verdensbefolkningen. Faktisk fik jeg tallet, at de gerne ville reducere verdensbefolkningen med cirka 30%. (Ja, det var ikke så festligt, og skræmte mig, men det var altså det, jeg fik ind). Jeg så tallene 70 % vs 30 %. Cirka en tredjedel tænkte jeg. Jeg var dog lidt i tvivl om det var 70 eller 30 % der ønskes reduceret, og jeg er stadig lidt i tvivl.

Og igen vil jeg understrege, at jeg INTET havde hørt om dette fra andre kanaler. INTET! Jeg havde kun mit eget syn, og havde i den periode ingen tid tilovers til fx at undersøge alt muligt på nettet, og gjorde det heller ikke.
Jeg synes selv at dette syn lød virkelig skørt, og ikke mindst plejede jeg ikke så tit at have syn med så grufuldt indhold. Jeg følte jeg måske skulle lade være at tage synet bogstaveligt og i stedet tro at alt dette jeg så var i overført eller symbolsk betydning, da det lød så voldsomt, hvis det reelt var sandt.

Jeg også at vide, at dem der skulle vaccineres ville blive inddelt i rigtig mange grupperinger, og at min egen gruppe selv lå meget bagerst i køen. Jeg fik at vide, at det vigtige var at lade være at blive vaccineret og at vi for alt i verden skulle beskytte børnene.

Jeg fik at vide, at problemet var, at befolkningen ikke selv kunne se dette var et problem.

Hvornår det stopper? – Australien

Jeg spurgte så, hvad der ville gøre, at det blev stoppet, hvis det stoppede. Jeg fik ikke et meget præcist svar, og jeg fik at vide, at flere parametre spillede ind. Men jeg fik at vide, at:

Der ville ske noget i Australien, der ville få en del folk til at forstå og se, at dette var for galt. Og at når dette var sket, så ville et tilstrækkeligt antal mennesker forstå, til at tingene kunne gå den rette vej. Jeg fik to inputs om Australien – det ene var at måske ville én person stå frem, eller måske der skete i Australien, som var så grelt, at det var umuligt at overse.

Jeg spurgte om alle mennesker så ville forstå, at dette var et stort blufnummer? Men “nej, i den første tid vil ikke et flertal forstå, men indenfor de første to år efter det hele begyndte, ville det være en pæn stor andel, der havde opdaget det, men selvom det blev afsløret og stoppet, ville der for nogen gå måske 10 år før de indså det.

God slutning

Jeg fik til min meget store glæde at vide, at den grufulde plan, ville blive stoppet førend den blev fuldført. Jeg fik at vide, at det ville sprede sig som en steppebrand rundt i verden, som et tidevand, der kommer nærmere og nærmere, og man kan faktisk ikke for alvor flygte. Kun håbe på, vandet trækker sig tilbage eller stopper med at stige. Man vil stå på sin lille ø og se vandet stige, og føle det er et spørgsmål om tid før jeg drukner, for der er ingen steder, jeg kan gå hen.

Men lige pludselig ville mareridtet stoppe og vandet vil trække sig tilbage.

Tidshorisont på hvornår det stopper

Jeg fik en følelse af, at dette tvangssystem potentielt set kunne vare i årevis. Jeg følte, at det var planen. Jeg så 1940-1945 for mig og fik en fornemmelse af, at “man” nok ville tro dette ville vare fem år. Ved ikke hvem “man” er. Men det var lidt som om, at dette var den forventede tidshorisont.

Men jeg fik at vide at, det vil stoppe en del tid før end man kunne tro og frygte. Det vil sige før der er gået 5 år. Jeg fik at vide, at det gode ville sejre og at verden ville blive noget bedre bagefter end den var før. En form for udrensning, hvor der ville komme mere kærlighed og folk ville blive mere i stand til at se klart og kærligt og god til at lytte til deres indre og leve mere lykkeligt og harmonisk i pagt med dem selv, naturen og Gud.

Men det ville først stoppe, når en hvis andel af jordens befolkning forstod, at det var noget fusk, og ikke noget reelt. Jeg fik indtryk af at, når 50 % forstod, så ville det vende. Jeg følte at del af vendingen kom fra folket. Men de konkrete forandrende positive tiltag ting ville også komme fra nogen med stor magt. Jeg så hvad jeg opfattede som en lyshåret, midaldrende kvinde, men følte, der var flere ting, der gjorde det.

Dette var mit syn anno 2018. Jeg kan huske jeg sad og regnede på, hvornår tvangsvaccinen ville komme, men det var svært at være præcis, for jeg kan ikke huske jeg enten ikke vidste om jeg var gravid, eller også var vi lige begyndt at snakke om, at vi snart ville prøve at få en lille elskling mere. Der gik dog ikke længe efter mit syn, før jeg blev gravid.

På mange punkter var det skræmmende informationer, som påvirkede mig en del, og på andre punkter lod jeg det hvile, da jeg håbede, det ikke var rigtigt.

_______________________________

Begyndte at researche flugtveje

Efter synet jeg begyndte, at researche lande, som var ekstraordinært imod tvang, for at have en viden, om hvor man evt kunne flygte hen. Men det var svært at finde noget, for de lande, der var imod vendte pludselig på en tallerken med nogle ting, så jeg vidste ikke, hvilke lande, jeg skulle se imod.

Jeg begyndte at have triste tanker. Vores lille fremmelige, førstefødte, var på det tidspunkt 2 år og meget optaget af at lære engelsk, tysk, norsk, svensk og italiensk. Han syntes, det var så sjovt (og taler nu som lige fyldt 5 år gammel et pænt engelsk – indskød den stolte mor) Men jeg blev helt deprimeret på hans og egne vegne, for jeg tænkte, at måske kan han slet ikke bruge de sprog til noget, hvis de lande ikke længere findes. LIGE DEN DEL MED AT LANDENE IKKE FINDES er IKKE KLARSYN, men mere et udtryk for, at jeg følte smerte over mit syn og frygt for at sprog skulle uddø, fordi de manglede mennesker.

Jeg kæmpede lidt med frygten for de syn, og jeg fortalte dem også til min dejlige mand, som tog det alvorligt, fordi han er vant at mine syn er rigtige – og så er han i øvrigt selv meget clairvoyant. Han sagde hver gang jeg nævnte det. “Jeg vil bare ikke sulte”. Jeg havde ikke så meget tanke for at sulte, men mest på tvangsvaccinationen, men det var meget det min mand sagde.

I 2019 sagde jeg flere gange til min mand, at jeg har sådan en underlig, påtrængende følelse af, at vi meget hurtigt vil blive en del færre mennesker, naturligvis som følge af mit syn, men det kom igen. Jeg sagde til min mand, at “jeg ved det lyder så skørt, men jeg føler at om få år – måske om 2-3 år ville rigtig mange være døde”. Jeg tænkte at mine tanker måske var udtryk for noget andet, fx stress, men tankerne var stadig vældig påtrængende.
Jeg følte, at der ville blive gået all-round efter alle mennesker, men særligt nogen grupper, ville man gå mere efter end andre. Især kæmpe fattige befolkningsgrupper, men også andre minoriteter, og mennesker, der boede i klimatisk attraktive lande.

Hele efteråret 2019 kørte mine tanker på, at jeg ville langt væk, ud af landet, og jeg var ekstremt optaget af, at det skulle være i første omgang en udlandsrejse fra d. 10. februar til den 15. eller 17. marts. Ja, jeg ved ikke hvor mange gange mine Internet-faner i efteråret stod åbne klar til at trykke bestil på forskellige airbnb’s og flyrejser inden for datoerne d. 10 februar 2020 – 15. marts 2020… Også selvom vi egentlig slet ikke havde råd til det. Jeg følte, at det var lige meget, og at vi skulle skynde os, hvis vi ville afsted. Men jeg trykkede aldrig bestil. Jeg vaklede.

Jeg skød mine syn væk

Jeg tænkte samtidig med alle disse følelser, at det jo simpelthen lød for fjollet. Tvangsvaccination i lille, gode Danmark – nej, og et ønske om at reducere befolkningen, madmangel og noget med Australien ville fordre en afsløring – ej, det kunne ikke være rigtigt. Det var simpelthen lige farverigt nok. Og selvom mine syn plejede at være rigtige, så kunne de jo godt være forkerte denne gang.

Men så kom marts 2020

… I slut februar, men især start marts begyndte medierne at rasle med sablerne om en ny farlig virus, der var dumpet ned fra himlen – eller noget. Og vi havde lige passeret tidspunktet hvor vores lille nye lillebror skulle have sine første vacciner. Jeg kunne mærke uroen stige i min krop i disse uger, fordi jeg netop havde fået at vide, det ville være omkring dette tidspunkt, men min uro kulminerede, da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede landet ned. Jeg tænkte:

FUCK, FUCK, FUCK, er det det!!!! der er det grimme påskud? Er dette her det fusk, som skal være lejligheden til at indføre tvangsvaccination. Sker det her simpelthen, som jeg for cirka 2 år forinden fik at vide ville ske i omegnen af tidspunktet for vores andet barns første vacciner.”

Vores søn var 7 måneder på det tidspunkt.

Det var næsten ikke til at tro. Det var som en gyser, hvor man bliver svimmel og verden bliver uvirkelig. Dette var måske påskuddet. Jeg var fuldstændig rastløs og gik rundt om mig selv de følgende dage og trevlede nyhederne i alle medier, for hver morgen forventede og frygtede jeg, at overskriften i nyhederne kom med “Nu er indført tvangsvaccination”.

Det var tydeligt, at alle nyheder og kronologien i dem nærmest var en stor, fed grooming, der gjorde jorden gunstig og befolkningen som smør, når nyheden skulle falde om tvangsvaccination, så mit håb om mit syn ikke gik i opfyldelse svandt dag for dag…

Og en morgen vågnede jeg op, og min forudsigelse blev sand. Tvangsvaccination var indført ved lov og man fik endda indført, at man kunne trænge ind i folks private hjem med politiet for at give vaccinationen, hvis man modsatte sig dette. En krølle jeg ikke havde set for mig.

En del frygt fulgte i måneder efter. Ikke frygt over virus, men frygt for grunden til virus i mine øjne blev frontfigur i en underlæggende plan. Skræmt over, hvor let det har været, at få de fleste til bare at makke ret og støtte op uden et eneste spørgsmål og uden at lytte til andet end en side. Kærligt, autoritetstro, men også meget uopmærksomt, synes jeg. Og så har mange mennesker jeg kender med lettere hovmod kigget på 2. verdenskrig og dristet sig til at mene menneskene dengang var uoplyste og nemme at narre… Hold da op, der er ikke sket nogen forskel til idag.

Jeg ville i marts ønske jeg havde trykket bestil dengang i 2019 fra den. 10. februar til den 15. marts 2020, for den følelse den gav mig at være væk fra “min pind” føltes beskyttende. Men vidste også der var en god grund til, jeg ikke havde gjort det.

Systemkritiker er den værdige udgave af titlen konspirationsteoretiker

Jeg begyndte først nu at sætte mig ind i hvem, der plæderede så voldsomt for den tvangsvaccination. Det var så WHO og deres investorer. Jeg begyndte at tænke, at enhver der bekæmper og stiller spørgsmålstegn ved WHO’s nærmest fuldstændig uinskrænkede magt er inde på det rigtige og bør lyttes til.

Jeg spurgte igen dem til råds, og jeg at vide, at USA også på et tidspunkt ville gøre noget, som stak ud og efter noget tid ville resten af verden følge efter. Jeg havde ikke den store, dybe viden om amerikansk politik, andet end at jeg havde lært på universitetet, at de var meget korrupte i deres præsidentvalg og stemmeopgørelser, og jeg vidste som alle andre medier har lært mig at Obama var en helt og Trump var en senil, racistisk abe.

Først et lille stykke tid ind i nedlukningen begyndte jeg at interessere mig for og undersøge “konspirationsteorier”, for indtil da havde jeg udelukkende tænkt på mit forsyn og ikke tænkt på, at det var noget, jeg kunne finde på nettet.

Til min meget store overraskelse passede mange af de ting, jeg havde fået ind 2 år før med informationer, som flere andre havde opsnuset bare via fakta i stedet for som clairvoyant input. Jeg fandt også senere ud af, at andre clairvoyante havde set lignende ting, som jeg har set.

Og vupti var jeg nu kommet ned i en i nogle kredse mundkurvslignende kasse, hvor der står konspirationsteoretiker på.

Ikke fordi jeg FALDT for en konspirationsteori. Jeg fulgte mit syn. Mit syn gik i opfyldelse, og jeg opdagede andre vidste noget.

Så nej. Jeg deler ikke fordi jeg keder mig. Jeg kan dybest set ikke udstå at dele ting, der er ubehagelige. Jeg kan ikke udstå at få velmenende, spydige kommentarer fra mennesker, jeg kender på facebook. Jeg får tværtimod mavepine og tør knap se, når jeg får en notifikation. Jeg kan ikke udstå, at folk jeg respekterer skal tænke ringe om mig, fordi de tror jeg er helt galt på den, når jeg siger myndighederne imod og linker til endnu en kilde, der ikke er godkendt af staten. Og nej, jeg vil ikke høres og er ikke et debatterende gemyt. Og nej, jeg har heller ikke tid. Jeg bruger min dyrebare tid på at dele, selvom jeg på nogen punkter hellere ville have brugt den på mine børn og min mand. Og omvendt gør det også noget godt for min familie.

Jeg gør det for at hjælpe. Fordi jeg synes andre fortjener en chance for at se den viden, der er og i det mindste blive præsenteret for den. Og også fordi jeg tror på, at dette først ændrer sig, når vi rammer et tipping point af antallet af mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved tingene.

Jeg synes, der sker mærkelige ting i Australien. Om det er det – ved jeg ikke. Der er sket mærkelige ting i Australien flere gange i denne krise nu faktisk…

Og jeg må også indrømme eg blev pænt henrykt, da USA træk sin støtte til WHO – en virksomhed, som har så mange grimme pletter på straffeattesten, og alligevel behandles, som en flok uselviske frelsere. Længe leve manipulation, men forevigt leve kærlighed og sandhed.

Jeg venter ligesom mange andre…. Men det bedste af det hele er, at hvis jeg har ret i, at det her er fup, så har jeg også ret i, at det hele bliver godt, og at verden bliver et smukkere og bedre sted end den var før, og at dette vil stoppe før end man kunne tro.

Jeg har også talt om disse syn på mine videoer på YouTube, på min kanal LIZANDRA ALUNA, men jeg ved, at dette afholder nogen fra at se det, og det passede mig fint. Men nu er den egentlig okay. Jeg gider ikke længere bare holde mund, fordi nogen, så vil synes, dårligt om mig, for hvis de synes dårligt om mig på grund af dette her, så tænkte de nok dårligt om mig i forvejen.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev for at få guld og grønne skove. For det tror jeg nemlig på og ved findes <3

Share