Vi en familie på fem. Vores tre sønner, Far Daniel Adam og mor Lizandra. Vi hjemmeskoler og hjemmepasser vores børn, og ingen af dem har været i institution eller almindelig skole. Vi bor i bofællesskab med børnenes mormor i et stort hus med have i byen i et roligt kvarter. Vi har en længsel efter landet og selvforsyning. Men glæden ved at bo med mormor, som holder af byen, trumfer de mange tønder land.

Derfor favner vi den skønne have på cirka 700 m2, hvor der med lidt kreativitet er plads til masser af glæde, leg, afgrøder til – måske ikke selvforsyning, men gavmildt supplement og masser af børnelærdom og spireglæde for børn og voksne.

Altid sammen

Vores mest værdifulde valuta er tid sammen. Vi bruger næsten al vores tid sammen alle fire. For os er det den naturlige, meningsfulde måde at leve på, i vores liv.

Hvis det giver mening laver vi det fleste aktiviteter sammen alle fire. Når Når vi ikke er sammen alle fire, så det hvis vi deler os op en forælder og et barn, hvis det ikke passer begge børns rytme at gøre det samme. Hyppigt tager far og børnene på tur selv 1-2 timer og leger eller tager på udflugt, mens mor derhjemme enten rydder op, gør rent, arbejder eller tager en slapper. Af og til er det børnene og mor der laver noget sammen kun de tre hvis far enten skal handle, ordne noget praktisk, hvis han skal arbejde eller har brug for en slapper. Ofte er børnene sammen med deres mormor 1-2 timer og hygger sig i hjemmet eller er på en lille tur. Vi bor i et dejligt bofællesskab med børnenes mormor. Derfor har hun og børnene et tæt og tillidsfuldt forhold og daglig nær kontakt og masser af skønne stunder.

Vi er dog som firkløver sjældent adskilt mere end et par timer og hvis vi er, er vi tit ret fysisk tæt på hinanden – enten på samme matrikel eller få km fra hinanden. Vi arbejder kun 1-2 timer ad gangen og ofte hjemmefra, og kun hvis der er minimum en anden voksen, der er tilgængeligt nærværende imens. Enten den anden forælder, børnenes mormor eller af og til en af deres to mostre. Ellers arbejder vi når de sover.

Ideologien bag vores familieprioritering

Vi har den tro, at mennesket er skabt til at leve tæt sammen med sin familie og dette på tværs af aldre og generationer.

Vi tror på dynamikken i at være sammen med sin egen familie og med andre familier udvikler mere organiske, komplekse, rummelige dynamikker, som de er tiltænkt fra naturens side, hvor man rummer alle aldre og forskelle, og indgår i et familie og eventuelt landsbyfællesskab, fremfor at man bruger det meste af sin tid, i et i vores øjne kunstigt og unaturligt setup, kun sammen med mennesker, der befinder sig på præcis samme udviklingstrin, som en selv – og dermed ikke har føling med en masse andre mennesker, som er et væsenligt andet sted end en selv.

Vi tror på, der iboende og (u)bevidst er et afsavn hos både børn og forældre, når de ikke bruger tiden sammen med hinanden og nogen gange også med andre familier. Vi tror afsavnet er reelt og latent i mange, selvom en del måske ikke registrerer det.

Familie-forhindringer er til for at blive overvundet, synes vi

Vi tror på at årsagerne og forhindringer for at familier i dag tit er reduceret til travle morgener og aftensmad. Efterfulgt af weekender og ferier, hvor alt nærvær skal indhentes, er skabt af samfundsstrukturer, der tilgodeser økonomisk profit, effektivisering og erobring. Og ikke samfundsstrukturer skabt ud fra at tilgodese menneskets bedste og ikke udfra hvad der gør et menneske lykkeligt og i trivsel og tilfreds på et dybt plan.

Forhindringerne er, i vores øjne, til for at blive overvundet og sårene healede. I vores øjne er der to aspekter af forhindringerne:

Det praktiske og samfundsmæssige aspekt, der svækker familiens sammenhold og tilknytning

1. at vores samfund er indrettet på en måde, der rent praktisk gør det svært for familier rent praktisk og tidsmæssigt at bruge tid sammen. Fordi priserne på boliger, biler, ting er på en måde, så mange bliver nødt til arbejde fuldtid begge parter for at tingene økonomisk kan hænge sammen. Samt der er en uskreven fortælling og forventning om at man er sej, succesfuld og “rigtig”, hvis man udfylder sine 37 arbejdstimer om ugen, og udfører man ikke de 37 er der nok noget galt og det kan ses som et udtryk for svaghed, hvilket ikke gør det særligt appellerende at træde ud af de 37 arbejdstimer eller flere. Denne store mængde tid på arbejdsmarkedet tvinger børnene i institution og skole. Det betyder i praksis langt mindre tid i sit hjem og sammen med sin familie. Dette er også lig med:

• Forældre har mindre tid sammen med sine børn
• Børn har mindre tid med deres forældre
• Kærester/ægtefolk har mindre tid med deres partnere
• Individer har mindre tid til at stresse af, koble fra, geare ned, finde ro, lytte til sig selv og genfinde balancen oven på stressede dage. I stedet akkumuleres stress

Tilsammen udgør disse fire komponenter i vores øjne en cocktail, der giver grobund for mistrivsel for alle familiens individer. Ja, vi vil nærmest sige:
Hvordan kan man på nogen måde forvente at parforhold kan trives, når individerne er under massivt pres og stress, og når partnere hverken har tid til at mærke sig selv eller hinanden, hvorfor partnere ofte mest viser de mest pressede sider af sig selv – fremfor dem de virkelig er – i balanceret tilstand. Det er helt urimelige forhold at byde kærestefolk i mine øjne.

For ikke at tale om, hvordan kan man forvente at en tryg tilknytning kan opbygges mellem forældre og børn under stressede vilkår og når man bruger så skræmmende lidt tid sammen. Så kan man tale om kvalitetstid, fremfor kvantitet. Meget taler dog for at børn har brug for kvantitet med en kendt person gennem mange år for at blive i stand til at knytte sig til et menneske. Derfor argumenterer nogen for at mennesker i dag ofte først skal lærer at knytte sig til andre i voksenalderen, når de får en kæreste. Fordi den så lille mængde af tid brugt med vores forældre samt skiftende ansatte i institutioner og skoler ikke tilvejebringer forudsætningen for at denne tilknytning kan udvikles i ro og fred.

Den manglende udvikling af tryg tilknytning mellem børn og forældre er ikke kun en stor smerte for børnene, hvis biologiske iboende største motivation i de første år er tilknytning med sine forældre, men også for forældrene, som også længes efter tilknytning til deres egne børn. Både for denne tilknytnings skyld alene, samt nogengange også for på den måde som bonus at heale deres egen manglende eller mangelfulde tilknytning til deres forældre.

Det handler ikke om at forældre, der ikke er meget sammen med deres børn er dårlige forældre. De kan være fantastiske kærlige og nærværende forældre. Det handler bare rent faktuelt om, at kvantitet er en vigtig bidragende faktor for udviklingen af tilknytningen.

Det følelsesmæssige aspekt, som fastholder strukturen, der svækker familiens sammenhold og tilknytning

Denne struktur har desværre sat sig selv i en selvforstærkende følelsesmæssig skruetvinge, der gør det svært at komme ud af den. For på grund af førnævnte vilkår for familielivet, så bliver mennesket presset væk fra familien, og bliver derfor tvunget til at lukke ned for de smertefulde følelser over det efterhånden så gemte og glemte afsavn til familien og roen. Det moderne mennesker lukker ned for at kunne håndtere smerten. Det sker for nogen allerede i institutionerne, hvor børn desværre lærer, at deres behov ikke er vigtige og derfor lukker ned for følelserne, for at blive følelsesløse, så de ikke kan mærke smerten.

Den anden side af skruetvingen indebærer, at fordi mennesket bliver så uvant til at være tætte med andre mennesker, så svækkes evnen til at være tætte med andre. Vi kan måske nok syne sociale med smalltalk og mere overfladiske relationer, som vi kun bruger begrænset tid med. Med de relationer, der kommer helt ned i rødderne. De relationer, der går i flæsket, dem der går i hjertet. Dem hvor vi er helt nøgne og tætte. Dem hvori vi udvikles allermest. De udebliver eller formindskes. Trods de nære relationer er dem, der rusker i alt det der trænger til at blive rusket, for at vi kan blive lykkelige. Når vi ikke er tætte med andre, kan vi forblive i en emotionel stilstand, hvor vi ikke overvinder de ting, der trigger os, men i stedet kan vi forpuppe os og trække os hver gang noget rusker, der hvor det gør ondt. Der hvor vores smerter og længsler begynder at kalde på at blive hørt.

Fordi vi både lukker ned for smerten over adskillelsen, og fordi vi af denne samfundsstruktur formes til, såkaldt frie, men i virkeligheden berøringsangste mennesker, så mister vi evnen til at være sammen med vores nærmeste. Derfor går mange i panik over at bruge for meget tid med deres børn. De glæder sig til weekend, ferie eller lockdown er ovre, fordi de føler et kæmpe pres af at være sammen med egne børn. Derfor kan mange ikke holde ud at være sammen med deres partnere. De skal have luft. Ud og lade op. Have andre input.

Tid sammen med de allernærmeste i familien bliver som en konstant tiltagende spænding, som vi skal væk fra, have luft fra, inden vi eksploderer af ubehag og indre spænding. Som et overtryk, der øges og øges, indtil vi trækker os trykket falder, og giver os evnen til igen at gå tilbage til familien og børnene, indtil vi igen har brug for luft.

Den strategi kan man køre i mange år. Men man kunne også tænke: Måske skal jeg blive i den tiltagende spænding, blive i overtrykket uden at flygte – indtil overtrykket eksploderer. Så kan man se, hvad der gemmer sig i denne spænding, heale det (kan tage mange år) Men måske på den anden side af den evige spænding gemmer, der sig et liv, hvor man nyder at være sammen med sin familie. Hvor tiden i familiens skød OGSÅ sammen med ens børn er deciderende opladende og givende, fremfor drænende og en kilde til at man føler sig utilstrækkelig.

På grund denne side af skruetvingen, vil man hver gang, man forsigtigt mærker den latente længsel mod sin familie, og man reagerer på den ved at nærme sig familien, så brænder man fingrene, og mærker smerte og spænding, fordi nærheden i mellemtiden er blevet fremmed for os og der er slået knuder på os, som trykkes på, når vi nærmer os dem.

Så vejen tilbage til sig selv – til familien kræver ro og is i maven. Man kommer ikke surfende tilbage til familien med medvind i ryggen. Ikke hvis man er mærket af det samfund, der omgiver os. Og hvem er næsten ikke det.



Bemærk: Dette er ikke skrevet for at genere nogen eller kritisere nogen, der eksempel lever det travle liv på arbejdsmarkedet. Vi tror på mennesker kommer hertil med hver deres opgaver og forskellige ting, der giver mening. Man kan se verden fra mange forskellige vinkler. Vores vinkel er at vi gerne vil gøre opmærksom på ting, der gør det svært for mennesket at være sammen med familien. Og hvis man også mærker dette kald til et liv med mere ro og nærvær med de nærmeste, så er dette vores bidrag til at give inspiration med vores tanker om samfundets indvirken på familien.

Hvem er vi som individer

Børnene

Gabriell er 6 år. Vores første barn. Hjemmepasset og hjemmeskolet.
Rafael er 3 år. Vores andet og yngste barn. Hjemmepasset.
Begge børn er blide, kærlige, sjove, tænksomme, musikalske, empatiske, godt begavede og sensitive.



Daniel Adam

Er uddannet fysioterapeut og kinesiolog. Daniel har nogle få klienter, hvor han udbyder kinesiologi med massage, hvor han også bruger sin stærke intuition til at hjælpe mennesker med at forløse traumer. Daniel har også læst til læge nogle år, og holdt meget af mange af fagene, men på grund af følelsesmæssige ting var dette ikke det rette studie. Daniel holder dog meget af alt, der handler om holistisk sundhed i både sjæl og krop. Og holder meget af sammenhængen mellem kroppens sundhed og sjælens sundhed.

Daniel er også en nørd med mange ting. Blandt andet teknik. Blandt andet derfor har Daniel og Lizandra startet et produktionsselskab sammen, hvor de producerer videoer, i sær passionsprojekter. Daniel fører kameraerne og primær på det tekniske ansvar. Ligesom han er en aktiv del af den kreative proces både i pre-arbejdet og under optagelser.

Først og fremmest er Daniel en dedikeret far og ægtemand, som prioriterer børnene og familien har derfor tilrettelagt hverdagen efter børnene med studie og deltidsjob og selvstændigt virke med lille timeantal.

Lizandra

Lizandra er kandidat i journalistik og bachelor i medievidenskab. Udover det har Lizandra arbejdet som journalist, tekstforfatter og layouter og grafiker i ansættelser, såvel som i egen virksomhed. Blandt andet som layouter på Magasinet Sund&Hed og som journalist på Tv2 Go’morgen Danmark.

Samtidig er Lizandra clairvoyant og bruger on/off sine evner professionelt.
I Daniel og Lizandras produktionsselskab er Lizandra manuskriptforfatter og tilrettelægger og hovedansvarlig på post produktion. Lizandra assisterer i de tekniske forberedelser og er kameraassistent.




Toggle panel: Yoast SEOOpen document settingsOpen publish panel

• Page