Graviditetsberetning – at blive og være gravid med Gabriell

Vi blev gravide med Gabriell i oktober 2015. Jeg fødte ham juli 2016 i en halv hjemmefødsel, halv hospitalsfødsel. Vi vidste allerede tre år før, nogenlunde, hvordan det ville forløbe.
Læs denne måske lidt anderledes graviditetsberetning om, graviditeten med vores dejlige dreng og om, hvordan det var at bære lille Gabriell og om, hvorfor vi vidste en del om, hvad der ville ske tre år før. 

Jeg har længe vidst, jeg ville skrive om vores graviditet med vores førstefødte barn, Gabriell Andreas. Men hvornår vidste jeg ikke, for at skrive om den inkluderer nødvendigheden af, at jeg er åben om min “hemmelige” side – mine klarsynede evner, som er en fuldstændig integreret del i hele mit liv. I store som små lyksaligheder. Det er svært at være åben og interagere frit, når man, det meste af tiden skal bortcensurere noget af det mest centrale i ens liv. Men nu bliver det simpelthen den lykkeligste hændelse i Valdemars og mit liv – Gabriells sjæls komme, der åbner ballet, for en af mange smukke, for os berigende, spirituelle historier fra mit liv.

Første møde med Gabriell ♥

Året var 2013. Sommeren var lun og jeg var sygemeldt fra mit ellers fantastiske og prestigefyldte job på grund af et hav af sclerose/borreliose-lignende føleforstyrrelser i form sovende ben, arme og en udmattelse så tung, at jeg ofte måtte lægge mig ned og hvile – ligegyldig om jeg var på offentlig gade, ude i verden eller hjemme i stuen. Ligesom min hjerne dagligt blev ramt af manglende evne til tænke og huske. Jeg glemte generelt, hvad jeg talte med folk om midt i en samtale, hvilket var relativt uhensigtsmæssigt som journalist, der hver dag interviewede kilder og refererede til mine redaktører.

Jeg lægedes med min elskede mand ved min side. Vi gik og gik og gik ture i sommervarmen på Nyborg Slots smukke, historiefortællende volde, for det var det eneste, der gav mening. Vi smeltede ind og vores egen verden med alt, hvad der var i den, af stærke pinsler og himmelløftende lyksaligheder, og bare VAR, og mærkede hinandens dybe sjæle. Det var en sommer så smuk og intens, som gjorde vores forhold om muligt endnu stærkere og dybere end det allerede var.

Vi modtog en storm af beskeder fra den anden side af verden den sommer. Vi var (og er) stadig på et niveau, hvor vi tit ikke tror på de ting, vi får at vide, fra den anden side. Men beskederne viser sig dog altid at være rigtige, hvorfor man selvfølgelig bliver tilbøjelig til at lytte til dem 🙂

Jeg havde hele mit liv intellektuelt forestillet mig, at jeg ligesom min mor og far ville blive én der kun fik døtre. Jeg havde tænkt, i mange år, at jeg havde mest af give en pige, fordi jeg var god til at at være pige selv, og så kunne vi rede hinandens hår og lægge make-up, og jeg forestillede mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med en lille dreng.

Men den sommer 2013 foregik mit første møde med Gabriell, hvor der kom én fra den anden side, min afdøde farmor, som jeg aldrig har mødt i det fysiske liv. Hun sagde, at vi ville få en dreng, og at vi ville få ham tre år efter i 2016.

På det tidspunkt var hverken min kæreste eller jeg klar til at få børn, eller havde børn i tankerne. Faktisk var jeg lidt bekymret over, at jeg ikke gik og havde tanker om børn, da jeg følte det var forventet af folk på min alder. Selvom jeg da vidste jeg virkelig ønskede børn og glædede mig, så føltes meget langt væk. 

Jeg fik i samme ombæring også at vide, fra min afdøde farmor, at min elskede og ellers så lyslevende faster ville gå bort i 2016. At min faster skulle gå bort havde jeg meget svært ved både at acceptere samt tro på, da hun var frisk, som en fisk, smuk, strålende og dyrkede motion, og i øvrigt hele sit liv har set 10-20 år yngre ud, end hun var.
Derfor var det også et kæmpe chok for mig, da min faster 5 måneder efter min farmor gav mig denne besked, meddelte at min faster havde fået konstateret kræft i nyrerne og bughulen. Min faster og hendes skønne kæreste var dog ved godt mod, og de tog både i mod lægernes behandling og gjorde samtidig et hav af alternative tiltag for at helbrede hende. Hun var stærk og rørig, så jeg fastholdt mig selv i, at det forhåbentlig ikke var hendes krop, der ville dø, men at det ville være en smertelig del af hende, der døde, og at hun fortsat ville leve videre i sin krop.

Det lille drengebarn gav så meget mening ♥

Derimod var det – mod min forventning – dybt meningsfyldt for mig, at få beskeden om, at min førstefødte ville være en lille dreng og ikke en lille pige. Det fyldte mig med lykke og fred, og mine følelser ændrede sig omgående til, at jeg nu vidste, jeg havde AALT i verden at give en lille dreng, og at jeg nu ikke anede, hvad jeg skulle give en pige. Ikke mindst fordi min mand har haft mange udfordringer i sit liv, og mit største, brændende ønske var i flere år forinden, at kunne give min mand det, han havde savnet. Derfor gav det uendeligt mening, at vi nu fik lov at få en lille dreng.

Ligeledes har jeg alle dage ment, at mænd var det jagtede køn, hvor kvinden jager. Fremfor omvendt. Det var meningsfyldt for mig, at jeg både på grund min mand og vores førstefødte dreng skulle gå et liv i møde, som styrkede mit ønske om at kæmpe for mænds rettigheder. Rettigheden til at være en helt.
Pludselig var det helt vanvittigt, hvordan jeg havde kunne mene, at jeg havde mere at give til en pige på daværende tidspunkt.

Det gav også mig en stor og ny ro, at få den viden, om at barnet skulle komme der, fordi det egentlig havde bekymret mig, at jeg egentlig ikke følte trangen til at få børn endnu. Jeg havde altid vidst, jeg ville have børn og jeg glædede mig til at overdænge dem med kærlighed, sethed, respekt og blid “opdragelse”, men jeg ikke og var klar, selvom jeg følte et vist pres fra samfundet om at jeg skulle ville det.

22. september 2015. Taget 4 dage før William tog til katte-himlen

William kat-alysator ♥ hele familiens kattebarn

Først et par år efter disse beskeder begyndte tanken om et barn at komme en anelse nærmere, men slet ikke i en grad, hvor vi ville prøve at blive gravide. Vi bor i bofællesskab med min mor, min søster og svoger.

I 2014 fik min mor en kat. Den sødeste William. Hele huset, samt flere naboer elskede William kat. Han var den kærligste, empatiske, klogeste røde kat, som altid healede os, når vi havde ondt et sted, og lagde sig, der vi havde ondt, selvom den jo ikke var blevet fortalt, hvor vi havde ondt. D. 26. september 2015 blev vores smukke 1-årige kat kørt ihjel 100 meter fra vores hus.

10-15 minutter inden, den blev kørt ihjel havde jeg selv, som så ofte før lige lukket den ud. Den havde meget travlt med at komme ud. Jeg plejede at sige til den “kom sikkert hjem, Willsham” (hans kælenavn) Men jeg havde en uvant følelse af, at det kunne jeg jo ikke bestemme, og følte mig draget til istedet at tage ham op i mine arme, og kramme ham og han sprang ned efter 10 sekunder, og så sagde jeg faktisk med en højtidelighed jeg ikke helt selv forstod “god tur og tak fordi jeg måtte holde dig”.

22. september 2015. Taget fire dage før William tog afsted

15 minutter efter lå han kørt over på en af de ellers yderst stille og blinde villaveje. Vi var i kæmpe sorg over ham, og selvom jeg normalt er god til at håndtere sorg, så tog det meget længe, at komme over, og selv 2,5 år efter, tænkte jeg tit på ham, og hilste ofte på ham, når vi kørte forbi det sted han blev kørt ned.

Valdemar og jeg spurgte William på den anden side, hvorfor han forlod sin krop. Han sagde, at:

“det var fordi, han var så lykkelig, at han slet ikke kunne være i sin krop”,

Og så viste han mig noget jeg synes, der lignede en lille kattepote i fostertilstand. Lyserøde, gennemsigtige, oplyste, gennemlyste “fingre” og “hånd” og så med lysende hvidt rundt om. Vi forstod det ikke helt.

Nu skulle det være

Men kun 1-2 uger mere præcist søndag d. 4. oktober 2015 kom det pludselig, uden nogen rigtig optakt eller langsom optrapning, over både Valdemar og jeg, at vi gerne ville have et barn, og at vi var klar. Som at trykke på en knap. Hverken dagen før eller noget op til havde vi tænkt dette. Det var bare sådan helt naturligt, og så aftalte vi det, og dem vi talte med på den anden side, sagde at vi ville blive gravide i første forsøg.

Jeg havde på det tidspunkt ingen jordisk idé om, hvornår jeg havde ægløsning, ja knap nok hvornår min menstruation kom, da jeg ikke har spist p-piller eller andre hormoner som prævention. Valdemar havde dog en idé om, hvornår min menstruation kom. Jeg har selv opfattet min menstruation som uregelmæssig, da den altid har været det, men den har nok normaliseret sig efter jeg har mødt Valdemar uden jeg har tænkt over det. Men vi besluttede, at spørge vores hjælpere, hvornår vi havde størst chance for at blive gravide, og vi nægtede at regne på det, eller undersøge, hvordan man regner den slags ud. Købte en ægløsningstest, men undlod at bruge den. Vi fik at vide, at der var fire dage vi havde størst chance… Hvor af den sidste af de fire dage var på min fødselsdag, så den undlod vi og holdt os til de tre første dage, vi fik besked om.

Dagen efter – mandag – fór jeg jublende og høj i Matas iført fletninger og løs kjole i og købe Gravid-vitaminer én masse. Jeg var noget usikker omkring postulatet om at vi ville blive gravide i første forsøg, da man jo hører så uendelig meget om, hvor svært, det kan være. Og som mange andre før mig havde jeg ofte tænkt på, om jeg mon overhovedet kunne blive gravid. Det er jo ikke en selvfølge.

Jeg havde det også ret svært med, at vi skulle forholde os kun til de tre dage, som vi havde fået fortalt, og jeg plagede og pressede Valdemar for om, vi dog ikke skulle udvide perioden til også at prøve i flere dage før og efter de tre dage. Men han var meget firkantet og sagde nej, og at nu skulle vi lytte til det, der blev sagt, så vi holdt os udelukkende til dette. Den første af disse tre dage havde vi ikke lige mulighed, og så blev det ellers til tre forsøg på de to resterende dage, vi havde fået oplyst, (hvor vi bevidst undlod min fødselsdag). Og vi var ikke sammen i denne cyklus i øvrigt, og netop for at kunne sikre vores resultat.

Gravid!!! Wow

4. januar 2016. 2,5 måned henne

Jeg var både en blanding usikker og barnligt kæphøj og tillidsfuld omkring, at dette naturligvis kunne lade sig gøre, trods jeg ikke engang rigtig vidste hvornår en ægløsning lå i en cyklus.

Små to uger efter tog jeg så edderspændt en graviditetstest. Den var negativ. Hold da op, hvor følte jeg mig dum og naiv og alt for tillidsfuld og selvsikker. Vi følte os slåede, men prøvede fortrøstningsfuldt at tænke over, hvornår vi kunne prøve igen efter næste menstruation. Menstruationssmerter kom som de plejede, men ingen menstruation. Jeg tænkte det nok var lidt uregelmæssigt, som ofte før, men menstruationssmerterne blev ved og ved og var meget kraftige, og pludselig så jeg at mine bryster også var blevet større og at blodårerne var mere tydelige…

Jeg vidste ikke som sådan, hvordan gravide bryster så ud, men følte, det var sådan her. Jeg hidkaldte Valdemar og spurgte om mine bryster ikke så anderledes ud. Det måtte han give mig ret i. Det var søndag igen, og vores spændthed og uro voksede. Jeg ville have en graviditetstest NU. Valdemar mente vi skulle vente til imorgen, men jeg insisterede på, han kørte ud og købte en. Jeg testede med det samme Valdemar kom ind ad døren. Til min store glæde og mit totale chok stod, der to streger på testen. Jeg fattede slet ikke, at det skulle overgå mig og os, og var næsten ved at falde sammen ude på badeværelset hen over vasken.

Jeg fór ud fra toilettet – i og med vi bor i bofællesskab kunne jeg ikke bare råbe det ud over hele huset. Jeg råbte i stedet eksalteret “Valdemar, Valdemar, Valdemar, Valdemar”meget vildt og højt og få sekunder efter kom han turbo-trampende i ultra høj fart ned af trappen og kiggede vantro på mig. Vi gik ud i køkkenet og jeg viste ham med store øjne testen. Han var så glad, og vi lagde og ned på det kølige køkkengulv og glædede os over dette var sket. Vi var så chokerede og glade. Lidt efter gik Valdemar ovenpå, og jeg gik efter et par minutter efter. Jeg fandt Valdemar tudbrølende oppe i sofaen. Han var så lykkelig over, at dette kunne ske, og han var også sikker på, at barnet kun kunne komme, fordi han nu var i stand til at være en god far. Hvilket han havde kæmpet indædt med at kunne tro på, han ville være.

At fortælle det til hele verden

Billede taget 6 dage efter vi opdagede graviditeten, hvor vi var på vej i Tivoli med familien. Godt indstillet på en dejlig dag, hvor det hele stadig var ganske hemmeligt <3

Vi bar på den dejlige hemmelighed, så længe vi kunne. Men havde besluttet at vores forældre og søskende skulle vide det hurtigt. Desuden ville det i øvrigt være umuligt at skjule min graviditet i bofællesskabet, da jeg havde meget kvalme, og min familie er også meget klarsynede, og min lillesøster kom også muntert og fortalte (inden hun vidste det, og mens jeg var gravid) at hun havde drømt, at jeg var gravid, og det viste sig, at min anden søster også havde drømt det samme. Da vi var halvanden måned henne fortalte vi det først til Valdemars forældre, så til min mor og til vores søskende omkring 1. december.


Selvom alt var gået trygt, som der var blevet os det fortalt, kom der nye bekymringer for om graviditeten var i livmoderen, eller udenfor. Vi spurgte, og fik at vide alt var godt, men tvivlen nagede og nagede som hos mange andre forældre. Derfor købte vi en tidlig scanning lige inden jul d. 17. december 2015. Alt så fint ud, og vores lille engel var cirka 3 cm på det tidspunkt. Derfor fortalte vi det til den nærmeste øvrige familie henholdsvis juleaften og i juledagene, og ventede de obligatoriske lidt over tre måneder med at sige det til resten af verden.

Den konstante tvivl – er alt nu godt

Vores ønske er generelt at være trygge og tillidsfulde, men især jeg blev i den grad sat på prøve, for hver en ting, vi prøvede var nyt, og især mærkede jeg det hele i min krop og havde det meste af graviditeten utrolig mange små plukveer, hvilket blev bekræftet af de der måleapparater, der viste at min livmoder ganske rigtig stod og vibrerede rigtig meget. Og hvis jeg var for aktiv, så tog de til, så jeg tog den med ro, men gik ture hver dag.

Vi havde som sagt fået at vide, hvornår vi blev gravide, at det blev i første forsøg. Det var gået i opfyldelse. Vi havde også fået at vide, det var en dreng. Derfor elskede jeg allerede den lille dreng, og jeg følte, han var en dreng, selvom vi tvivlede på hans køn indtil vi havde ham i armene.

Jeg havde det svært, hver gang jeg kom til at tænke på, at det jo kunne være, jeg tog fejl, og at det var en pige. Jeg blev hver gang forskrækket indeni ved tanken, fordi det virkede mærkeligt, og jeg følte, at jeg ikke kendte barnet i min mave og det blev fremmed, og at jeg jo ikke turde knytte mig til det. Men hver gang, jeg tog til mig, at han var en dreng, så mærkede jeg kærlighed og fred i mit hjerte mod det lille ufødte barn.

Jeg ville selvfølgelig være lykkelig ligegyldig barnets køn, men jeg ved, jeg følte sådan, fordi han ER en dreng, og derfor føltes det fremmed, hvis jeg prøvede at forestille mig, han var en pige. Jeg og vi spurgte mine hjælpere på den anden side igen og igen, om det var en dreng, og de sagde hver gang klart ja. Det betød virkelig meget for mig, at det nu var en dreng, fordi jeg følte, det var ham jeg elskede, så jeg gik i panik ved tanken om det ikke var, fordi jeg så ikke følte jeg kunne connecte til barnet. (Jeg er overbevist om, jeg ville have det modsat, hvis Gabriell var en pige, så der er ABSOLUT ikke nogen kønsdiskrimination her ;)) Blot tror jeg, at jeg kunne kende og mærke ham, og at det ville forvirre mig, hvis jeg ikke kunne mærke ham.

Så snart vi var langt nok henne til en kønsscanning købte vi sådan én, og ganske rigtigt lå, der vigtigst af alt – en sund lille baby, og en dreng. Der faldt en sten fra mit hjerte, da det bekræftede mig i, at jeg kunne mærke mit barn og dermed også følte, at jeg var i stand til at være en god mor for ham. Sådan føltes det i mig.

Vi tvivlede på kønnet, da nogen havde sagt, man kunne tage fejl, men da han kom ud, var han en lille dreng. Min og vores lille elskede Gabriell.

10. maj 2016. Næsten 7 måneder henne.

Gennem hele graviditeten havde jeg så mange usikkerheder og bekymringer, som jeg havde lidt svært ved at se bort fra. Jeg er normalt udmærket til at håndtere ting, men det er måske, fordi man aldrig før havde prøvet dette her, og hver en lille forandring i min krop skulle jeg læse om og have vished for var normalt.

Fx mine utrolig mange plukveer, som hele tiden kom, tyngde nederst i underlivet, utilpashed osv. Jeg kæmpede hele tiden imod min egen bekymring. Bekymring for om baby havde det godt i maven, og frygtede at føde ham for tidligt. Ligesom jeg også var bange for at gøre alting forkert. Bange for at være trist, da barnet mærker alt. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at leve sundt, få masser af vitaminer og være glad og fredfyldt. Og det lykkedes da også ganske fint, men jeg må da indrømme, det var krævende for mig at bevare roen, når kroppen forandrede sig. Jeg spurgte naturligvis også mine hjælpere, som bekræftede, at alt var godt.

Jeg blev også ved igen og igen at tvivle på hans køn, og jeg spurgte dem igen og igen. Nogen gange nærmest helt manisk, og hver eneste gang, sagde de “ja, det er en  dreng”.

Men følelser kan være stærke og skubbe, det man får at vide væk. Men heldigvis gik hele graviditeten trygt og godt for Gabriell, Valdemar og jeg.

Uge 40+6 og fødsel

De opstartende veer gik i gang den 18. juli om aftenen. Desværre kom min mor ind kort efter veerne var begyndt, og jeg sad på en bold og havde lidt ondt, og tog tid på de blide veer, og min mor fortalte mig, at min skønne faster var sovet ind lige for et øjeblik siden, så hendes bortgang og mine veer var nærmest indtruffet synkront. Jeg var ked af det, men slet ikke i en position, hvor jeg kunne forholde mig til det her i starten af min fødsel, hvor jeg skulle tage imod mit lille barn. Måske det var derfor, jeg skulle have det at vide på forhånd? Så det ikke kom som et chok for mig i starten af fødslen? Jeg ved det ikke.

Denne vidunderlige graviditet var vigtigst af alt det største og bedste min mand og jeg nogensinde har oplevet. Vores søn er den største gave, der beriger vores liv hver dag. Samtidig var hans komme med til at styrke vores tro på, at der er mere mellem himmel og jord, og at dem eller det, der er på den anden side vil os det bedste og hjælper og vejleder os i vores liv, hvilket for os er en kæmpe gave og forsikring om at verden er et dejligt sted.

Tak for du læste med om vores graviditet med lille, kære Gabriell ♥

Kh. Lizandra

PS: Herefter ventede en hård, lang, men dejlig fødsel, hvor han blev født uge 41+2, som du kan læse mere om i et kommende blogindlæg.

Share