At have et højtbegavet barn

Gabriell er 6 år. Vores første barn. Hjemmepasset og hjemmeskolet. Han er blid, kærlig, sjov, tænksom, højt begavet og sensitiv. Særligt på grund af de to sidstnævnte egenskaber er han derfor en dreng, der både har brug for ro/ikke stimulering, for at være tilpas, og hjernemad/stimulering for ikke at kede sig. Derfor har vi forældre fra starten været på arbejde, da vi fandt ud af, allerede før han var 2 år kunne tale flydende, kunne bogstaver, stave lidt, tælle, alle farver, former, de fleste billogoer og kontinenter på globus og kort samt lidt engelsk. Både sprogligt samt motorisk var han hurtig til alt.

Vi oplevede det som tabubelagt at sige højt og prøvede at undgå emnet eller prøvede at negligere hans fremmelighed overfor andre i frygt for at nogen kunne mene vi ville prale med ham eller tro at vi pacede ham. Og jo ganske rigtigt bliver man vel altid glad når ens barns evner er store og udvikling er positiv, fordi jeg indirekte så føler at jeg støtter mit barn (selvom jeg godt ved den rette støtte ikke behøver være lig med trivsel, evner eller positiv udvikling). Men især havde vi også brug for at kunne tale åbent om det, fordi det fylder i samt definerer vores verden og hverdag. Fx kunne jeg være bange for at fortælle om alt det vi lærer ham. Men er bange for at lyde som en kinesisk kommunist, der terper med sine børn. Men sandheden er at vores dreng trives voldsomt meget mere, når han lærer noget svært end når han lærer noget, der er alderssvarende.

Med tiden har vi lært at det er okay at vi er som vi er, og at vores Gabriell er som han er. Der er ligeså plads til hans anderledes sider, som en hver anden med anderledes sider.

Share